Blodigt Begær


Min første krimi jeg nogensinde har skrevet.
Be gentle.

3Likes
1Kommentarer
355Visninger

1. Blodigt Begær

Blodigt Begær

 

Opringningen var kommet bag på Erik Hopwood. Han havde allerede hørt om, hvad der var sket på Aalborgs Museum of Mordern Art, men han havde ikke regnet med, at de ville spørge efter ham. En ansat var blevet overfaldet og slået bevidstløs om natten, og et maleri var blevet stjålet. Han sukkede surt, mens han skyllede sit rundstykke ned, med en slurk morgenkaffe. Dette var langt under hans niveau og ekspertise. Og hvorfor så lige ham? Der måtte vel for pokker være nogle potente betjente i det korps, som kunne finde ud af at lægge to og to sammen. Han var, vandt til at opklare mordsager, med blod på væggene og ikke små tyverisager. Han kom i tanke om hvordan han sidste gang, havde fået den skyldige til at stortude og tilstå det hele. Han tillod sig selv et lille anerkendende nik. Jo, det var så sandelig noget at være stolt over. Han så op på uret og sukkede så endnu en gang; ”Og så lige på en søndag”.

Den unge Robin kom stavrende ind i entréen 7 minutter for sent - som sædvanlig. Det var ikke Eriks idé, men den lokale politistation havde insisteret på, at han skulle have en assistent, og selvom Erik ikke brød sig meget om at få hjælp fra andre, havde han nu ikke fortrudt at være gået med til at få en medhjælper. De var et kønt makkerpar, Robin og han, og han tog ofte sig selv i at sammenligne dem, med hans barndoms helte, Batman og Robin. Skønt de ikke sloges med superskurke, eller havde en hemmelig identitet, følte han at historien var den sammen, til trods for at Robin Pinstrup var opvokset i Uganda og var lige så sort som natten. Robin nikkede høfligt, men dog lidt tøvende, ”Godmorgen”. Detektiven nikkede tilbage, i det han trak i sin frakke, ”Jeg håber du har spist, for vi tager af sted med det samme”.

Himlen hang ned over byen, som et koldt, brutalt blytæppe, der truede med at briste når som helst. November måned lagde tydeligvis alle kræfter i, for at gøre alle så deprimerede som muligt. Museet lå godt afskåret fra omverdenen. Træer og græsarealer omgav det arkitektbyggede museum, og havde det været forår, havde det helt klart været et kønt syn. Men nu, med den askegrå facade og de bladløse træer, virkede scenariet lettere trist. Erik og Robin blev modtaget af en ældre herre uden for Museets indgang. Han virkede lettet ved synet af detektiven, men hans bekymrede toneleje var ikke til at tage fejl af. ”Goddag. Jeg er Albert, leder af Aalborgs Kunst Museum. Hr. Hopwood formoder jeg. Kom med mig”. Sammen gik de indenfor. Inde i selve museet, var der stort og rummeligt. Placeret i små nicher var der udstillinger og rundt omkring på væggene hang der forskellige billeder. Erik lagde også mærke til en titel: ’All og Nature Flows Through Us’. I et kabinet, omspændt af flammer, sad et skelet af stål på hug. Dets hænder var foldet i religiøs gestus, og Erik blev straks grebet af den sære udstilling. ”Vi har ikke været ude for noget lignende” indvendte Albert, ”jeg var den første der mødte op da alarmen ringede, og så fandt jeg hende bare der på gulvet. Det kom som et lyn, fra en klar himmel.”. ”Det gør det som regel” sukkede Erik. Albert så tilbage på Erik med en ængstelig mine, ”Jeg håber vi kan få denne affære overstået gnidningsfrit, ser du, jeg har en aftale med en fransk kunstner og han er meget paranoid forstår du…”. Erik sagde ikke noget, men nikkede bare. Han brød sig ikke om at blive skyndet på. Albert pegede. Længere fremme, var en bar plet på væggen, og foran stod en skikkelse i en brun frakke. ”Det hang her”, forklarede Albert.  Erik nikkede åndsfraværende. Han havde allerede genkendt manden i den brune frakke. Det var Kriminalbetjent Ulrik, som han så mange gange havde skullet arbejde sammen med, hvor nødig han end ville. Ulrik var en svær mand i fyrrene. Hans hår var altid sat i en stram midterskilning, som altid fik ham til at se arrogant ud. Han var desuden påståelig og autoritær, og var ikke til at arbejde sammen med, men han havde et godt øje når det kom til at udpege mistænkte. ”Nå, så kunne I være her”, Ulrik trådte frem og gav hånden til Erik og hans assistent, uden at se dem alt for meget i øjnene. ”Sagen har taget en alvorlig drejning. Vi, mine herrer, står med en mordsag i hænderne”. Det gav et sæt i Albert, ”Jeg forstår ikke… Hvordan?”. Ulrik forsatte, ”Den unge ansatte, Kathrine, døde her i morges - ja, det skete efter mit opkald til dig, Hoppe”. Erik brød sig ikke synderligt meget om at blive tiltalt på den måde, men valgte at lade det ligge. Robin greb sin notesblok, ”Hvad var årsagen til bortgangen?” Ulrik så usikkert på Robin, ”Hun var tævet til ukendelighed og hendes organer gav efter til sidst. Det tyder på, at tyven løb ind i hende, da han brød ind.” Ulrik stillede sig med ansigtet vendt mod væggen hvor maleriet havde hængt. ”Hun var bevidstløs da hun nåde frem til hospitalet, lægerne kunne intet gøre… hun vågnede aldrig.” Han var tavs i et stykke tid, men fortsatte så. ”Overvågningskameraerne var blevet sløjfet, så vi har ingen vidner. En hacker udefra står bag formodentlig, og teknikkerne har intet at gå efter, og det har jeg heller ikke for den sags skyld.” ”Hvordan fik forbryderen adgang til museet og har vi nogen mistænkte?” spurgte Robin uden at se op, fra sin blok. Ulrik sukkede og svarede uden at vende sig, ”Vi er som sagt, på helt bar bund og alt tyder på at den eftersøgte selv havde nøgle.” Ulrik vendte sig og stak hænderne i sin frakke, ”Af hensyn til museets omdømme…” han skævede lidt irriteret til den forfjamskede leder, ”har jeg bevilliget 24 tys-tys. Altså. I har 24 timer til at opklare sangen. Klarer i det, undlader vi at sætte politiet på sangen, og på den måde undgår vi pressen.” Han gik hen foran Erik. Lidt for tæt, efter Eriks smag, ”Desuden har jeg arrangeret et møde for dig.” Han holdte en kort kunstpause, ”Retsmedicinsk afdeling, klokken 15. Be there.” Han vendte om på hælen og forsvandt. Erik skulede efter ham. Han havde forstået udfordringen.

”Fortæl mig om maleriet, Albert” bad Erik. Albert samlede sig inden han svarede, ”’Figurgruppe omkring et bord’. Det er ikke et specielt værk, og har ingen nævnelsesværdig værdi. Det blev malet i 1927, og…” ”Tak, det rækker”, afbrød Erik. ”Jeg har brug for at være alene lidt. Robin, vil du være så venlig at interviewe Lederen noget nærmere, og derefter få noget baggrundsviden på vores offer?”. Albert blev, om muligt, endnu mere forfjamsket, men Robin smilede blot, ”Naturligvis. Jeg kontakter dig så snart jeg ved mere.” Erik smilede for sig selv. Trods Robins unge alder, var hans professionelle indstilling bemærkelsesværdig.

Erik stod i lang tid og så på det bare stykke væg. Ud fra hvordan støvet havde samlet sig omkring billedet, kunne han se hvor stort det havde været. Det havde været ret stort, og det havde sikkert ikke været let at slippe væk med. Han forsøgte at forestille sig, hvordan det måtte have været. At stå der, med et 2 meter højt maleri, høre alarmen og så slippe væk. Erik gik nærmede. Der var et hul, hvor det søm, som havde holdet billedet oppe, havde siddet. Han gik helt tæt på, lagde sin kind på den kolde beton mur og så hen langs væggen. Der var ikke meget at lægge mærke til, men det var vigtigt at få så mange indtryk som muligt. Det var enkelte ridser på væggen. Noget kunne tyde på, at billedet havde været en tung byrde for tyven. Erik tog nogle skridt tilbage. Han gjorde status: Pige på 17 år, Kathrine, myrdet. Maleri stjålet. Ingen vidner og ikke meget at gå efter. Han besluttede, at der ikke var mere at gøre her og han satte nu kursen mod Retsmedicinsk afdeling. Inden han forlod stedet, bemærkede han en højrøstet diskussion, fra et lukket kontor nær udgangen. Det var ikke til at høre hvad de snakkede om, men deres toneleje var ophidsede. Pludselig sprang døren op, og ud kom en ung dreng. Han var meget spinkel og fremstod meget splejset. Han var meget oprevet, og så kun kort på Erik før han forlod museet.

Mørket var ved at lægge sig, da Erik kom hjem til sin lejlighed. Han smed nøglerne på bordet og hængte frakken på sin knage. Han gned øjnene og prøvede, at fordøje de indtryk han havde opsamlet i dag. Han kunne ikke finde hoved og hale på noget. Han blev ved med at gentage hvad lægen havde fortalt ham, om mordet: ”Hun besvimede ved første slag, og faldt herefter om på gulvet. Det vil altså sige, at de andre slag er kommet efter hun var bevidstløs. Hun har altså ligget hjælpeløs på gulvet, mens personen har slået hende til plukfisk. Det underligste er dog; at ansigtet ikke har lidt nogen skade. Det var som om det var meningen.” Erik rystede på hovedet og satte sig ved computeren, i håb om, at Robin havde fundet ud af noget. Lidt efter læste han den statusrapport, som hans assistent havde skrevet. Lidt efter, da Erik lagde sig i sin seng, fornemmede han et snært af håb. Robin havde snakket Kathrines familie, som havde givet ham adressen, på hendes kæreste. De havde nævnt, at han på det sidste havde været lidt underlig og at der havde været mange diskussioner mellem ham og Kathrine. Det tegnede godt. Han slukkede lampen ved sin side og lukkede øjnene. Han vidste godt, at han ikke var helt færdig med at opklare endnu.

Det var mørkt. Bælgmørkt. Hjertet pumpede af sted og vreden var stor. Han listede sig af sted og sørgede for, ikke at lave for meget støj. Der var hun! Ved døren! Hun var ved at låse. Han listede sig om bag hende og slog hende i baghovedet af alle kræfter. Hun faldt om og rørte sig ikke. Hendes øjne var lukkede. Han så ned på hende og blev med ét grebet af raseri. Tårerne flød ned ad kinderne. Hvorfor elskede hun ham dog ikke? Han fladt til ro langsomt. Han kendte udvejen, men fik en idé. Han rev det store billede ned fra væggen. Det var tungt og han var lige ved at tabe det. Alarm! Han måtte flygte!

Erik vågnede med et sæt. Han svedte og gispede efter vejret, men kunne tydeligt huske drømmen. Nu vidste han hvordan det var gået til! Forbryderen var slet ikke kommet efter maleriet, men efter ofret. Det var et overlagt mord. Baseret på ulykkelig kærlighed. Lidt efter ringede det på døren. Det var Robin. Senere, da de sad i bilen, fortalte Erik Robin om hans drøm. Robin var skeptisk, men da Erik forklarede hvordan han, i sin underbevidsthed, var i stand til at danne et realistisk handlingsforløb, som stemte overens med det han allerede vidste, begyndte han så småt at forstå. ”Er det en slags sygdom?” Erik trak på skuldrene. ”Lægerne siger at det er en slags abnormitet. Andre siger det er noget overtroisk vås. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro, men det har i mange tilfælde hjulpet mig.” Erik så ud af vinduet. Det var begyndt at klare lidt op, og man kunne så småt se den blå himmel. ”Vores mistænkte er inde på stationen. Hans navn er Thomas og han nægter sig skyldig. Han er meget oprevet over sin kærestes død, så det er svært at få ham til at tale.” Robin rystede på hovedet, ”Vores deadline er snart nået. Vi er nød til at få ham til at tilstå, ellers bliver vi taget af sagen”

Stemning inde på politistationen var meget anspændt. Det var som om alle vidste hvad der stod på spil. Erik ænsede ikke de indgående blikke der mødte ham, men fortsatte målrettet ned mod afhøringslokalerne. Kriminalbetjent Ulrik ventede udenfor. I dag var han uniformeret, som om han forventede snart at skulle overtage hans sag. Hans arme lå over kors og hans ansigt var fortrukket i et arrogant mine. ”Han er herinde. Det er umuligt at få ham til at tilstå, men du kan da prøve”, sagde han drillende. Erik var lige ved at eksplodere, og havde det ikke været fordi, at Robin gik ind foran ham og Ulrik, havde de nok røget i totterne på hinanden. Erik hidsede sig ned, og tog et par dybe indåndinger, før han gik ind i afhøringslokalet.

Inde i lokalet var der et bord og to stole. Bordet var placeret taktisk mellem de to stole, og på stolen længst væk, sad en ung dreng med blond hår, foroverbøjet ind over bordet. Der lød en sagte gråd derfra. Erik lukkede døren og rømmede sig, ”Thomas?”. Drengen løftede hovedet lidt og tørrede øjnene, og så op på Erik. Hans blå øjne var røde og hævet efter at have grædt. ”Jeg gjorde det altså ikke.” Erik nikkede og satte sig ned. ”Fortæl mig hvad du lavede den pågældende aften”. Thomas rettede sig helt op, mens han forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning. ”Jeg havde lige været sammen med hende. Vi var endelig blevet gode venner igen… Efter al den tid med problemer.” ”Hvilke problemer?” spurgte Erik indtrængende. Han måtte presse ham lidt. Thomas så over på Erik, ”Bare problemer.  Jeg har ikke gjort noget galt”. Erik lænede sig ind over bordet og så Erik indtrængende i øjnene, ”Det er svært at tro på, når man har fundet dine fingre aftryk på maleriet”, Erik vidste godt det var en lodret løgn, men ofte var det dét der skulle til. ”Jeg aner ikke noget om kunst eller malerier. I har den forkerte.” Thomas var ved at blive vred, det var tydeligt. ”Jeg har ikke slået hende ihjel.” Erik forsøgte at læse Thomas, men det var svært. Han var ikke vandt til at arbejde med unge, og han havde ikke tid til at være pædagogisk ”Hvorfor gjorde du det, Thomas? Havde hun fundet en anden? Var det virkelig nødvendigt at dræbe hende?” Til sidst var det for meget for Thomas, og han rejste sig op så hurtigt, at stolen fløj tilbage. ”Jeg slog hende for helvede ikke ihjel!” råbte han, mens tårerne løb fra hans kinder. Erik så op på Thomas. Da Thomas havde siddet ned, havde han ikke haft mulighed for at tage højde af ham, men nu når han stod op var han ret stor af sin alder. Pludselig indså han noget. ”Det tror jeg heller ikke du gjorde.” Erik rejste sig, og gik ud af lokalet. Udenfor stod en skarre af mennesker og så forundret på Erik. ”Det var ikke ham. Det kan ikke have været ham.” Ulrik så spørgende på ham. ”Thomas ville aldrig have haft problemer, med at få det maleri ned fra væggen. Vores gerningsmand var svagere end han.” Erik var så småt ved at opgive, da Robin pludselig kom løbende. ”Erik! Du er nød til at komme og se!”

Få minutter senere sad de i bilen på vej til museet. Det hele var endelig faldet på plads, og der var nu kun tilbage, at få sagen i hus. Teknikerne havde fundet frem til hackeren, der havde sløjfet overvågningskameraerne, og de havde fundet gerningsmandens elektroniske dagbog og et billede af ham.

Kort tid efter, sad Erik i det selvsamme afhøringslokale, bare med en ny dreng. Erik havde staks genkendt drengen på det billede, som teknikerne havde fundet frem til, og det havde vist sig at være den dreng, som Erik havde set på museet dagen inden. Desuden havde dagbogen forklaret, hvordan Henrik, en 18årig dreng, i lang tid havde været forelsket i Kathrine. Hun havde dog i midlertidigt haft en kæreste, og det var nødvendigt for ham at ødelægge deres forhold. Henriks evner ved en computer overgår de flestes, og han redigerede hurtigt om på nogle billeder af Thomas, som beviste hans utroskab. Planen var dog ikke gået som ventet, og Thomas og Kathrine forblev sammen. En anden del af dagbogen, omhandler Henriks ulykkelige kærlighed, og om hvordan han i jalousi og hævngærrighed, havde slået Kathrine ihjel. Denne del er efterfulgt, af hvordan Henrik i samarbejde med hans far, lederen af selv samme museum, får plantet det stjålne maleri hos kæresten. Erik behøvede ikke lang tid, før han fik en tilståelse i hus.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...