Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1057Visninger
AA

5. 5: Ham.

 

Imellem nogle høje drøn og buldren fra højtalerne, hørte jeg noget tumult. Jeg vendte mig, og stirrede direkte på Jakobs ryg. Jeg stivnede, men opfangede alligevel, at han var oppe og skændes med den mørkhårede fyr fra Camillas lille gruppe. Brunetten med det u-charmerende blå sæt tøj blandede sig, og kastede sin drink efter ham. Den ramte lidt ved siden af, og halvdelen af den ramte mig i ansigtet. Jeg bakkede nogle skridt væk, inden Jakob opdagede at jeg stod bag ham. Han var dog stadig for optaget at rase over drinken, han havde fået i hovedet. Jeg skulle netop til at vende om og styrte direkte ud af klubben, da han vendte sig. Da han fik øje på mig, gled hans læber fra hinanden i et grusomt smil. Jeg kunne se ham hviske mit navn, smage på det, bruge det i hans mund. Det gav mig kvalme. Han pustede nogle af sine blonde lokker væk fra panden, og rakte ud efter mig. Hans blå øjne stirrede intenst på mig, det virkede som om han forsøgte at æde mig med øjnene. Han hviskede mit navn igen, jeg reagerede endeligt og smadrede mit drinksglas direkte i ansigtet på ham. Han blev stiktosset, men det havde givet den ønskede virkning, han blev for en kort stund desorienteret. Det lykkes mig at lægge flere meter imellem os, inden han blev opmærksom på at jeg ikke længere stod foran ham. Han gav sig straks til at spejde efter mig, jeg skyndte mig videre. Jeg stillede mig i skjul bag en af de store højtalere, der var placeret midt på gulvet. Jeg fik øje på nødudgangen, og gjorde klar til at stikke i løb derover. Jeg nåede dog ikke længere end et par meter, da jeg stødte ind i en fuld fyr. Han skubbede hensynsløst til mig, så jeg faldt. Jeg landede i skødet på en fremmed, der sad alene på en af sofaerne. Jeg var landet, så jeg halvt lænede op af hans brystkasse. Jeg kiggede op, og blev mødt af nogle mørkegrønne øjne. Han så ikke overrasket ud, nærmere nysgerrig, nysgerrig over hvad jeg lavede i hans skød. Han så mig direkte i øjnene, det virkede som om han forsøgte at læse svaret i mine øjne. Hans blik gled dog hurtigt nogle få centimeter ned, han løftede sin ene hånd. Men før han kunne kærtegne det blå mærke under mit venstre øje, lod han hånden falde igen. Hans røde læber formede forsigtigt et ord.

”Okay?”

Spurgte han, med hentydning til mit blå mærke. Jeg kom pludseligt i tanke om Jakob, enhver tanke om ham var forsvundet, da jeg var landet i skødet på den fremmede mand. Jeg vred mine øjne fri fra hans nysgerrige blik og kiggede efter Jakob, til min forfærdelse, var han på i retning mod mig. Han havde ikke set mig endnu, men det var kun et spørgsmål om tid. Jeg var ude af mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg henvendte mig til den fremmede mand, der havde fulgt mit søgende blik rundt i lokalet.

”Hjælp mig.”

Mimede jeg, og håbede at han forstod. Han svarede ikke, og jeg var begyndt at overveje om jeg skulle spørge igen, da han hurtigt nikkede. Han lagde sine arme omkring mig, og skubbede mig tæt ind til sig. Han lagde forsigtigt sin ene hånd på mit baghoved, og skubbede forsigtigt mit hoved ind til hans hals. Det skjulte mit ansigt gik det op for mig, da jeg mærkede den fremmede mands arme lukke sig omkring min overkrop. Til enhver anden ville vi bare ligne et kærestepar, mens at han i virkeligheden skjulte mig fra min voldelige ekskæreste. Jeg var i et lettere tilstand af panik, jeg kunne mærke min puls ryge i vejret. Den fremmede mand aede forsigtigt min ryg, for at få mig til at slappe af. Det virkede ikke, og jeg blev mere og mere panisk. På trods af den høje musik, mit hjertes sindssyge banken i min brystkassen, og min hidsige vejrtrækning, så skar hans stemme tydeligt igennem. Den bløde, mandige stemme med en meget svagt accent trængte igennem til mig, og beroligede mig. Han hviskede til mig igen.

”Rolig.”

Min puls blev langsommere og min vejrtrækning dybere, jeg blev hurtigt afslappet igen. Jeg trak vejret ekstra dybt, for at miste den sidste tråd af panik. Jeg indsnuste hans duft. Han duftede af fyrrenåle, skov og vildt, han duftede skønt. Jeg havde lukket øjnene, da jeg indsnuste hans duft. Jeg åbnede dem dog straks igen, da han prikkede mig svagt på den ene skulder. Han mimede.

”Han er væk.”

Jeg så op fra hans beskyttende favn, der var blevet løsere, og opdagede at Jakob ikke var at se nogen steder længere. Jeg åndede lettet op, og så op på min beskytter. Hans nysgerrighed var blevet tændt på ny, jeg kunne se det så tydeligt i hans øje. Jeg blev flov, og så væk. Han slap mig, og jeg satte mig ved siden af ham. Mine kinder var blevet røde, jeg havde siddet i favnen på en jeg overhovedet ikke kendte, og jeg havde nydt det. Jeg havde lyst til at lære hans krop bedre at kende.

”Tak.”

Mimede jeg hurtigt, og ville til at rejse mig igen. Hans hånd lukkede sig om mit håndled og bremsede mig. Hans øjne lyste nærmest i mørket, jeg blev draget mod dem. Der var stadig nysgerrighed i hans øjne, men også en snert af noget andet. Han var blevet trist, slog det mig. Den lille snert af tristheden forsvandt dog næsten helt igen, da jeg satte mig ned igen. Jeg smilede forlegent til ham, han smilede venligt tilbage og rakte mig hånden.

”William.”

Hørte jeg ham råbe imellem to trommeslag, jeg nikkede. Vi gav hånd, og jeg smilede sikkert.

”Alena.”

Råbte jeg tilbage, og fik lidt mere selvtillid. Vi smilede venligt til hinanden. Han virkede sød, slog det mig. Vi lænede os begge tilbage i sofaen samtidigt, og gav os kort til at studere hinanden. Jeg vidste allerede hvad han så på, på trods af hans blik der roligt gik min krop igennem, fæstnede hans øje sig konstant på mit blå mærke. Hans øjne var den del mørkere end mine, men samtidigt var de mere dybe, jeg kunne se nysgerrigheden i hans øjne og den svage snert af tristheden, men jeg var overbevidst om at hans øjne kunne udstråle langt mere. Hans kulsorte hår var lige præcist langt nok til at, man kunne trække sine fingre igennem det. Det var en smule tudslet, men det var pænt til ham. Han havde høje, markerede kindben, og utroligt nok var han lige så lys i huden som mig. Hans sorte skjorte sad pænt på ham, den var ikke krøllet, han måtte have strøget den. Han havde desuden et par mørkeblå cowboybukser på, det var et par han måtte gå meget i, for bukserne var tydeligvis slidte. Han havde også nogle mørke sko på, af et mærke jeg ikke kendte, men nu er det heller ikke fordi jeg går ekstremt meget op i sko. Hans valg af tøj, og lyse hudfarve frem ham til at fremstå meget dyster, mystik, spændende… Tja, det er egentligt lidt svært at forklare, men for mig virkede han uhyre interessant. Han lagde hovedet let på skrå, da jeg blev ved med at stirre på hans hænder. De var arrede, men utroligt smukke. Fingrene var lige, lange og elegante. Jeg så op på ham, og kunne se et svagt smil på hans læber. Han havde opdaget at jeg havde stirret på hans ar. Han mimede noget, en længere sætning, jeg ikke forstod noget af. Jeg rejste mig, og stillede mig foran ham. Han virkede pludselig utryg, og jeg undrede mig kort over om det var en god ide, med hvad jeg havde gang i. Jeg bøjede mig ned til hans øre, og sagde tydeligt ind i det;

”Vil du finde et sted hvor vi kan snakke bedre sammen?”

Han havde hørt mig, men han tøvede. Måske havde jeg taget fejl, måske var han ikke kommet alene herhen, måske var han sammen med nogen. Jeg var begyndt at overveje at trække mig tilbage, da han nikkede stille. Et kort glimt af tristhed glimtede i hans øjne, før det forsvandt bag et smil. Han rejste sig, og mimede tydeligt;

”Hvorhen?”

Jeg gjorde tegn til at han skulle følge mig, og begyndte at gå. Han fulgte mig ikke med det samme, men lagde noget afstand imellem os. Måske var han virkelig sammen med nogen her, måske ønskede han ikke at vi skulle blive set sammen… Jeg rystede tanken af mig, han var måske bare lidt flov over at jeg havde siddet i hans skød og han havde holdt om mig, før han overhovedet kendte mit navn. Han fulgte mig op forbi baren, hvor jeg fik et surt blik fra bartenderen, han havde opdaget at jeg havde smadret mit glas. Han trak sig dog hurtigt tilbage, og blev koncentreret om noget andet, da William pludseligt trådte op ved siden af mig. Han så efter bartenderen med et irriteret blik, men smilede venligt til mig, da jeg kort stoppede op. Jeg fortsatte, og kunne se at Camilla gav mig tommelfingeren. Jeg rystede på hovedet opgivende, og så tilbage på William. Han havde set Camillas håndtegn, og så spørgende på mig. Jeg blev flov igen, og håbede at der stadig var nok sminke tilbage i mit ansigt til at skjule det. Vi kom ud i garderoben, hvor vi stoppede op og så afventende på hinanden. Basen var stadig utroligt højt, så vi måtte kommunikere ved at mime.

”Jakke?”

Spurgte han, og pegede let med sin højre pegefinger. Altså var han højrehåndet, blev jeg enig med mig selv om. Jeg følte det som om at jo mere jeg vidste om ham, jo bedre. Jeg rystede på hovedet, og stillede ham nøjagtigt det samme spørgsmål. Hans ene mundvig trak let op i et skævt smil, da han rystede på hovedet. Vi gik videre udenfor. Han så kort på dørmanden.

”Bare rolig, vi kommer ind igen. Jeg kom sammen med en veninde, dørmanden kender.”

Han nikkede knap nok, som om det ikke var det han var bekymret for. Jeg så op i nattehimlen, det var sent indså jeg. Månen hang højt på himlen, fuld og perfekt rund.

”Smukt.”

Sagde hans stemme tæt på mig, og bragte mig tilbage til jorden, ned fra månens overflade. Jeg smilede, kiggede op igen og svarede;

”Ja ikke?”

Han svarede ikke, og jeg så på ham igen. Han smilede stort, og rystede på hovedet.

”Jeg mente nu, denne her.”

Sagde han blødt, og aede forsigtigt med en finger, den medaljon jeg havde om halsen. Jeg hev forskrækket hånden op til halsen og dækkede den, han gav et lettere sæt og så bekymret ud. Jeg stoppede hurtigt medaljonen ned i min kavalergang, hvor jeg altid skjulte den. Han blev afslappet igen, som om han havde været anspændt. Han så nysgerrigt på mig, og hvor medaljonen var forsvundet hen. Jeg rystede på hovedet, da han let åbnede munden med et spørgende blik. Han nikkede, og lukkede munden igen. En let brise, fik mig til at lyne sweateren lidt.

”Hvad mente din veninde med det håndtegn, hun sendte dig inde i klubben?”

Spurgte han forsigtigt, som om at han var bange for min reaktion på det spørgsmål. Jeg måtte være forsigtig mindede jeg mig selv om, ellers skræmte jeg ham bare væk.

”Øh…”

Udbrød jeg dumt og forvirret, og bandede indvendigt. Men han blev stående, ventende nysgerrigt på mit svar. Han var ikke som andre, han var tålmodig og gav sig tid til at lytte. Jeg aner ikke hvor det kom fra, det indtryk fik jeg bare lige pludseligt.

”Hun mener at jeg trænger til noget selskab.”

Spyttede jeg endeligt ud, da han havde stirret på mig et stykke tid. Hans ene øjenbryn hævede sig lidt.

”Selskab?”

Spurgte han på samme forsigtige måde, som om han halvt forventende at jeg det næste øjeblik ville løbe skrigende væk. Jeg nikkede stille, og så ned i jorden.

”Jeg er ikke lige frem den selskabslige type, men…”

Jeg tøvede, jeg skulle nok ikke læsse alle mine problemer af på ham nu. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke ville snakke om det, medmindre om han absolut spurgte direkte om det.

”Lad os bare jeg at overhovedet ikke har været selskabelig de sidste par måneder.”

Sluttede jeg min sætning af, og krydsede fingre for at jeg havde sagt det rigtige. Han så stadig på mig med det skiftevise nysgerrige og trist blik, men han virkede pludseligt mere forstående.

”Så ham fyren, du var bange for, har noget at gøre med… din manglende selskabelighed?”

Jeg nikkede bare, og så ned i jorden.

”Det skal du for resten have tak for, jeg aner ikke hvad jeg ville have gjort, hvis du havde sagt nej.”

Sagde jeg forsigtigt, halvt hviskende. Jeg så ned i jorden, helt overbevidst om at han ville smutte om lidt. At han ville undre sig over, hvorfor han overhovedet gik her op med en så underlig pige.

”Man siger aldrig nej til en skønjomfru i nød.”

 Sagde han glat og ridderligt, jeg så op på ham igen. Han smilede, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Jeg kom til at grine lidt, han smilede afslappet og forsvarede sig.

”Jeg mener det skam.”

Jeg kom til at grine endnu mere, og min latter smittede af på ham. Hans latter var dæmpet, men den var blød og behagelig. Jeg fandt ud af at jeg kunne lide det, når han lo. En pludseligt rasende, råbende stemme brød igennem luften, og bremsede hurtigt vores latter.

”Den forbandede møgkælling, den lille luder!”

Tordnede det igennem luften med forskellige bandeord, jeg krøb sammen og lagde armene beskyttende om mig selv. Jakob tordnede igen.

”Jeg slår hende for helvede ihjel, jeg brænder hendes lille luderrede ned til grunden. Jeg skal sørge for at hun fortryder at hun smadrede det glas i mit ansigt. Jeg voldtager den fede lille kælling til hun skriger om nåde, jeg banker hende ihjel og fodrer hendes lig til hundene.”

Jeg begyndte at græde, en stille, næsten lydløs gråd. Jakob var fuld nok til at kunne finde på det, og jeg kunne ikke bede om hjælp ved Camilla eller Marianne igen. Jeg kunne ikke engang få fat i dem, Jakob afskar mig vejen til Camilla og Marianne var taget hjem. William lagde pludseligt den ene arm om mine skuldre, skubbede mig ind til sig og kyssede mig. Jeg blev overvældet, jeg havde ikke regnet med det, jeg opdagede det knap nok, da det gik op for mig hvorfor William stod og kyssede mig. Jakob havde hørt min gråd, og stod og skulede ondt i min retning. Men han kunne kun se et kyssende par adskillige meter væk fra klubben. Han vendte sig, gav sig til at tordne videre og gik. William slap mig hurtigt, men beholdt mig i sin favn. Han så længe efter Jakob, indtil han drejede fuld om et hjørne. Jeg kunne ikke rigtigt tyde Williams blik, men det var hårdt og iskoldt.

”William?”

Hviskede jeg forsigtigt, stadig med tårerne trillende ned af kinderne. Han drejede hurtigt hovedet tilbage i min retning, og så bekymret på mig.

”Du kan godt slippe mig.”

Hviskede jeg stille, og mærkede hans greb blive løst og til sidst hans arme forsvinde. Hans blik vekslede imellem bekymring, vrede og noget helt andet, jeg ikke rigtigt kunne tyde. Han kæmpede lidt med sig selv, indtil jeg vendte mig for at gå.

”Vent.”

Hans stemme var kun en svag hvisken, men jeg hørte den tydeligt. Jeg stoppede op, og mærkede hans ene hånd, der hvilede på min skulder. Jeg drejede halvt om i hans retning.

”Jeg er nødt til at gå.”

Sagde jeg stille og så væk. Jeg kunne høre at han trådte tættere på mig.

”Hvor vil du gå hen?”

Spurgte han forsigtigt, jeg så tilbage på ham. Jeg kunne ikke længere tyde hans blik, der var kommet noget over det jeg ikke kendte.

”Det ved jeg ikke…”

Jeg stoppede op midt i sætningen, da det gik op for mig at jeg ikke havde nogen steder at gå hen. Min egen lejlighed var ikke engang sikker for mig. William lagde en arm omkring mig, og sukkede hjælpeløst.

”Måske det ville være bedst hvis du tog med mig hjem?”

Jeg nikkede svagt, og fulgte efter ham som en fortabt hundehvalp, da han begyndte at gå. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til hvor jeg gik, jeg fulgte bare William. Han var blevet stille, uhyggeligt stille. Men han var vel urolig over Jakob, og at han tog mig med på slæb. Jeg følte mig forbandet, uanset hvad jeg gjorde for at komme videre, så indhalede fortiden mig altid. Gad vide hvad der skulle til for at jeg blev fri for det, skulle jeg dø for at slippe for det her mareridt. Netop som jeg gik der, fordybet i mine tanker, snublede jeg over noget. Jeg faldt lige så lang jeg var, og slog hovedet lige ind i en kantsten. Jeg nåede ikke engang opfatte hvad der var sket, jeg så bare kort Williams triste øjne, da han bøjede sig ind over mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...