Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1068Visninger
AA

2. 2: Veninder.

 

Lyden af min ringeklokke, der larmede højt nok til at vække de døde, fik mig tilbage til rodet i mit værelse. Ringeklokken blev ved med at larme, og jeg huskede mig selv for hundrede gang på at få den repareret. Jeg rodede lidt i nogle gamle, slidte bluser på min seng, ledende efter min badekåbe. Jeg fik fat i noget silke, og trak badekåben til mig. Jeg slog hurtigt den velkendte badekåbe om mig, og gik med hurtige skridt ud i gangen. Ringeklokken larmede stadig væk, men nu blev der også banket hårdt på døren. Jeg åbnede døren, jeg behøvede ikke at se mere end det sortfarvede hår med brune udgroninger, før jeg åbnede døren helt for hende. Jeg så væk, og koncentrerede mig om at slukke for den hylende dørklokke. Jeg kunne høre hun gik ind, og lukke døren efter sig. Hun sparkede skoene af, hang jakken op og så blev der stille. Jeg regnede med at hun stod og så afventende på mig. Jeg opgav ringeklokken, og rev batterierne ud. Jeg smed det hele på gulvet, og ventede kort, før jeg vendte mig om.

”Du var hjemme i dag?”

Sagde hun forsigtigt, mere som en konstatering end som et spørgsmål, inden jeg fik vendt mig helt om. Da jeg fik mig vendt helt om, og så på hende, blev hendes brune øjne store.

”Dit øje.”

Hviskede hun stille, og rakte sin hånd frem. Jeg skubbede den væk.

”Det er ingenting.”

Sagde jeg stille, men min hals gjorde knuder. Hun tog hånden til sig, rystede på hovedet og aede fraværende sit lange hår om bag det ene øre. Hun trak på skuldrene, og sagde forsigtigt.

”Så det er derfor at du vil i byen. Her gik jeg og troede du var blevet helt social.”

”Meget morsomt.”

Hviskede jeg sarkastisk og surt, og gik tilbage med retning mod soveværelset.

”Ej, undskyld.”

Hun gik hurtigt om foran mig, og gav mig et stort kram. Jeg forsøgte at lade som ingenting, og kramme hende igen. Men hendes greb var blevet for stramt, og jeg ømmede mig svagt. Hun hørte det, desværre, og slap mig hurtigt. Hun flåede i min badekåbe for at få den åbnet, jeg forsøgte at stoppe hende, men for sent.

”Jeg slår det svin ihjel. Langsomt, med et baseballbat.”

Jeg rev min badekåbe fri fra hendes hænder, og lukkede den, så jeg dækkede de blå mærker på min overkrop. Mærkerne efter hans spark mod mig, da jeg lå på gulvet. Jeg trak mig væk fra hende, desværre betød det at hun også fik øje på de små snitsår på mine ben.

”Hvad har han gjort ved dig?”

Jeg svarede ikke, og så ned i gulvet.

”Har du været på hospitalet?”

Jeg rystede på hovedet.

”Politiet?”

Jeg rystede på hovedet igen, og så på hende. Hun havde, utilfreds over mine svar, lagt hovedet let på skrå og stirrede meget intenst på mig. Jeg så væk fra det intense blik igen, og samlede armene om min overkrop.

”Jeg har problemer nok i forvejen.”

Hviskede jeg stille, hun blev bare endnu mere sur.

”For helvede Alena! Han har slået dig, det gør man ikke. Man slår ikke sin egen datter…”

”I min familie gør man.”

Hviskede jeg stille, og afbrød hende.

”Og du kan være ganske rolig. Jeg tager aldrig mere tilbage til det hus, aldrig mere. Men jeg melder ham ikke, han er min far. Jeg har allerede problemer nok i forvejen med Jakob.”

Min stemme var steget i styrke, og havde nået et normalt tonelejde da jeg sluttede min sætning af. Hun nikkede, jeg havde problemer nok med Jakob i forvejen. Jakob, en person jeg hellere end gerne så blive kørt over af en bil eller bus. Min tidligere kæreste, med ekstra meget tryk på tidligere. Han havde været en okay fyr til at starte med, sød og alt det der. Men efterhånden som jeg lærte ham bedre at kende, jo mere skræmte han mig. Han havde en mørk side, en jeg kun kendte for godt fra min egen alkoholiserede far. Han slog mig aldrig, men der skulle ingeting til at gøre ham vred. En enkelt gang havde jeg været til fødselsdagsfest, og var kommet ti minutter for sent til vores aftale. Som resultat havde han slået hånden igennem væggen, og skældt mig ud i over en time. Jeg var lidt af et nervevrag de første par dage efter det, men jeg kom mig hurtigt og indså at jeg var nødt til at slå op, inden det for alvor gik galt.

Men galt gik det alligevel. Jeg havde aftalt at mødes med ham ude foran min lejlighed, der ville jeg langsomt snakke tingene igennem sammen med ham og forklare hvorfor vi ikke kunne være sammen mere. Jeg havde regnet med, at hvis jeg virkede ked af det og generelt trist, så ville han tage det pænt og smutte.  Jeg tog fejl, han sagde ingenting mens jeg forsigtigt gik tingene igennem. Da jeg sluttede samtalen af, som jeg nærmest havde haft med mig selv, var han stille i nogle minutter. Efterfølgende havde han rejst sig, og bare stået og stirret på mig. ”Billige luder.” havde han kort sagt, før han sprang på mig. Han ville nok have banket mig ihjel, hvis det ikke var fordi at Camilla og Marianne var kommet forbi. Camilla sprang på ham, bed og sparkede ham, for at han skulle slippe grebet om min hals. Marianne havde fundet riven til det lille stykke have jeg havde, og havde smækket ham ret så hårdt midt oveni hovedet. Slaget slog ham ud i nogle få minutter, hvor det lykkes Camilla at rive mig fra under ham. Jeg var omtåget og forvirret efter overfaldet, og var nødt til at støtte mig op af Camilla, så vi kunne komme væk. Marianne var løbet i forvejen, og havde startet sin bil op. Hun sad inde i sin lille blå Audi, og holdt skarpt udgik efter Jakob. Jeg huskede svagt at hun havde lignet en høg på jagt efter sit byttedyr. Camilla smed mig ind på bagsættet, og havde kastet sig ind efter mig og smækket døren. Vi var kørt direkte til hospitalet, hvor jeg tilbragte natten. Overfaldet havde kastet mig en alvorlig hjernerystelse, et forstuvet håndled, adskillige blå mærker over hele kroppen og nogle forvredne muskler i ben og arme. Jakob havde været på stationen til en ”lille” samtale, hvor de knap nok løftede fingeren imod ham. Camilla og Marianne havde efterfølgende tilbragt adskillige nætter hos mig, med et baseballbat i nærheden. Camillas kæreste havde også været forbi nogle gange om dagen, når mine veninder ikke kunne. Min psyke havde lidt et alvorligt knæk, og jeg havde isoleret mig de efterfølgende måneder i lejligheden. Jeg var bange for at han skulle komme tilbage, at han ville dræbe mig. I det hele taget var jeg bange for hvad han ville gøre, hvad jeg ville gøre, hvis vi mødtes igen. Men jeg så ham ikke igen, og mit mod var langsomt vendt tilbage. Det var et år siden nu, men mindet om overfaldet var ikke forsvundet. Jeg var stadig bange for ham, men jeg var nu overbevidst om at han ikke ville gøre mig noget i selskab med en masse mennesker.

”Skal vi få skiftet, så vi kan drikke os plakatfulde?”

Spurgte Camilla med et grin, jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Selvfølgelig.”

Grinte jeg, og gik ind på værelset, hun fulgte efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...