Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1061Visninger
AA

18. 18: Tre er to for meget.

 

Så blev han stille. Jeg sad helt stille, da det blev klart for at han lyttede.

”Gå ind i soveværelset, der kommer nogen.”

Han løftede mig væk fra sig, og redte sit hår på plads. Jeg rejste mig hurtigt, men stoppede da jeg så hvor oprevet han så ud. Han blev pludseligt nærværende igen, og hvæssede af mig.

”Ind i soveværelset nu!”

Hviskede han hidsigt, jeg turde ikke andet end at føje ham. Så jeg for ind på soveværelset, og så ham smække den efter mig. Men hvad nu, skulle jeg ligge mig i sengen? Eller skulle jeg forholde mig i ro og ikke bevæge mig? Jeg var i tvivl, og blev derfor bare stående. Hvis jeg bare holdt mig ro, så ville ingen kunne høre mig. Med undtagelse af William og hans superhørelse selvfølgelig. Medmindre at den eller de personer der kom, selvfølgelig også var vampyrer. Så var jeg nok i problemer, for jeg tvivlede på at selv med Williams hidsige temperament, så ville han ikke kunne forsvare mig mod mere end to vampyrer. Jeg opgav at stå stille, og gik hen til sengen. Knap havde jeg sat mig på kanten af den, før jeg kunne høre dem tale sammen.

”Godt at se dig min ven.”

Sagde en ung, drenget stemme. William fnøs fornærmet.

”Du er ikke det mindste glad for at se mig, er du vel? Lille ven.”

Spurgte William hadefuldt, og gjorde det klart at personen han talte til, var den lille af de to.

”Vær nu sød ved William, Niko. Vi skal jo ikke skræmme livet af den lille unge mø, inde i soveværelset vel?”

Jeg kunne høre at ”Niko” tog en dyb indånding, samtidigt med at en kuldegysning gik gennem min krop. Ud over Nike var vampyren fra tidligere der også, ham der havde forsøgt at kvæle mig, han var allerede klar over at jeg stadig var her. Jeg trak dynen tæt omkring mig, og forsøgte at ignorere dem.

”Jomfru…”

Sagde Niko med en mere sprød stemme.

”Og hvor har du fået fat i hende om jeg må spørge?”

En halv, sur snerren lød, jeg gættede på at det var William.

”Det kan da være lige meget, det er ikke det vi er her for Niko!”

Vrissede vampyren irriteret til Niko, der fnøs fornærmet.

”Jeg spørger bare, det er jo sjældent…”

Jeg kunne høre skridt, skridt der blev højere i takt med at de kom tættere på soveværelsesdøren. Snerren steg i styrken, og dæmpende sig først, da Niko trådte væk fra værelsesdøren.

”… det er jo sjældent, man finder en på den alder. De er lidt ligesom vin, jo ældre, jo bedre. Men hvis du ikke vil dele, fint. Jeg spiser alligevel aldrig rester.”

Jeg blev irriteret over det, siden hvornår var mit ikkeeksisterende sexliv interessant for en flok vampyrer. Men ikke destro mindre så sagde noget mig, at Niko ikke ville have det mindste imod at sætte tænderne i mig også selv om William allerede havde været der.

”Men nu til sagen…”

Sagde vampyren, jeg kaldte ham bare for ”vampyren” på det tidspunkt, for jeg anede jo alligevel ikke hvad han hed.

”… der er angående en af dine jagter her for nyligt.”

Fortsatte han, mens jeg forsøgte at undgå at høre samtalen.

”Jeg kan forestå på situationen at du jagede mennesket, på grund af det der befinder sig i dit soveværelse lige nu.”

Tavshed. Jeg gætter på at William enten nikkede eller rystede på hovedet.

”Javel ja, hvad værre er at du jagede dette menneske i fuld offentlighed.”

William sukkede, han lød som om han kedede sig.

”Jeg jagede mennesket, ja. Jeg jagede ham gennem byen, morede mig med ham. Jeg må indrømme at det var særdeles sjovt. Og jeg dræbte ham i en gyde ja, i fuld offentlighed. Så offentligt det nu kan blive, dækket af en container. Pointen er at ingen så mig.”

Det lød som om det var Niko, der fnes, men jeg er ikke helt sikker. Den anden vampyr rømmede sig selv.

”Problemet er at du blev set, både under jagten og under drabet.”

Der blev stille, forfærdeligt stille. Jeg var bange for at trække vejret, som om det ikke var min ret at bryde stilheden. Jeg var chokeret, William havde dræbt et andet menneske. Det var ikke nødvendigt, det vidste jeg. De nu små usynlige ar på min hals var et bevis på det, og jeg vidste at William ikke brød sig om at dræbe. Men hvorfor havde han så gjort det, og hvad mente de med at det var på grund af mig?

”Du burde lytte til dine sanser noget mere, når du jager.”

En meget fornærmet fnys lød, det lød som William.

”Irettesæt mig ikke som et simpelt barn, for det er jeg ikke. Jeg har opnået en alder, du næppe opnår med din uintelligente flabethed.”

Svarede William glat og koldt.

”Jeg er ikke…”

Niko blev bremset i sin talestrøm, jeg gætter på at det var af den anden vampyr. Jeg fandt ud af at jeg havde ret, da han roligt, men bestemt talte til Niko.

”Ti dog stille, dit uforskammede barn. Du ved udmærket godt hvem du skal være loyal imod, og hvordan William står i forbindelse med ham. Gå med dig, du er ikke til andet end besvær.”

Der blev stille, men kun i kort tid, før Niko forvirret talte igen.

”Men jeg… jeg ved ikke…”

Han blev tavs igen, og jeg kunne høre hans skridt, der gik ud af stuen. Han forlod lejligheden, tror jeg. Da jeg ikke kunne se ind i stuen, kunne jeg ikke vide det med sikkerhed. Måske skulle jeg gå i bad, så jeg ikke kunne høre mere af deres samtale. Men på den anden side ville de kunne høre at jeg var gået i bad, og måske ville jeg så forstyrre dem i stedet. Igen blev jeg bare siddende, jeg burde have trukket dynen op over hovedet, men jeg var blevet nysgerrig.

”Du kan være ganske rolig, du blev spottet af en af vores egne. Han var dog ikke klar over hvem du var.”

Skridt lød igen, denne gang fra den anden vampyr.

”For resten…”

Begyndte han igen, blot længere fra hvor han havde stået før.

”… hvorfor skulle den Jakob Elham lide så grum en skæbne?”

I samme øjeblik han sagde navnet, for jeg ud på badeværelset. Jeg kastede stadigvæk op, da hoveddøren smækkede og da William kom ind til mig. Han rakte forsigtigt hånden ud, og rørte let min skulder, længere kom han ikke.

”Du kan lige vove på at røre mig.”

Hviskede jeg vredt, og rejste mig. Jeg begyndte at samle mit tøj sammen, som jeg hidsigt stoppede ned i rygsækken. Jeg flåede min tandbørste til mig, og smed den ned oven i tøjet.

”Alena…”

Jeg vendte mig ikke engang mod ham, jeg kunne ikke se på ham længere.

”Vov på at sige mit navn, vov på overhovedet at tale til mig. Det fortjener du ikke.”

Han forblev stille, og flyttede sig lydløst for mig, da jeg ville ud af badeværelset. Jeg samlede hurtigt de sidste ting sammen i et rasende tempo, og gik tavst ud af soveværelset. Først da jeg var på vej ud i gangen, stoppede han mig. Han lagde en arm rundt om mig, og tvang mig ind til sig.

”Slip mig!”

Hvæssede jeg rasende. Han så sørgmodigt på mig.

”Jeg beklager dybt, men jeg var rasende på ham, jeg ville ikke have der skete dig noget.”

Jeg vred mig rasende i hans tætte favn, men jeg kom ingen steder.

”Så du dræbte ham, du dræbte Jakob?”

William nikkede let og skamfuldt. Jeg vred mig endnu engang i hans favn.

”Du må ikke gå.”

Hviskede han trist.

”Jeg kan ikke lade dig gå.”

Jeg vred mig endnu engang, selvom det ikke hjalp, hans greb var for stramt. Jeg så ham endeligt i øjnene, og så den tunge byrde af tristhed, der altid var i hans øjne, skinne igennem som aldrig før. Han lænede sig ind til mig, og kyssede begærligt mine læber. Han slap mig endeligt, og så på mig.

”Jeg elsker dig.”

Jeg havde lyst til at slå ham, rigtigt hårdt. Men jeg tror mine ord forvoldte ham mere skade end enhver form for fysisk vold kunne. Han slap mig, som om han havde fået stød.

”Det er den dummeste undskyldning for drab, jeg længe har hørt, dit monster!”

Jeg rev mine sko til mig, og for ud af døren. Døren blev ikke lukket, den forblev åben, mens jeg stormede ned af trapperne. På randen af hysterisk gråd, løb jeg hele vejen. Jeg stoppede ikke engang for at få mine sko på, jeg løb bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...