Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1066Visninger
AA

16. 16: Ubehageligt besøg.

 

Det bankede på hoveddøren, hvilket var underligt, for hvis det var William, så ville han vel bare gå ind. Han havde ikke snakket noget om at han fik besøg, så måske det bare var postbuddet med en pakke. Jeg lagde kuglepennen ned på det tomme papir, jeg havde stadig ikke fået skrevet noget på det. Jeg vidste faktisk ikke rigtigt hvad jeg skulle skrive. Jeg sukkede tungt, da der blev banket på døren igen. Jeg måtte hellere svare.  Jeg rejste mig fra sofaen, og skyndte mig hurtigt ud til hoveddøren. Igen blev der banket utålmodigt på døren. Jeg trak vejret dybt, og trykkede dørhåndtaget ned.

”Hallo?”

Sagde jeg med en spørgende tone, en vane jeg havde fået, da jeg sjældent fik uventet besøg. En mand med lysebrunt hår, isblå øjne og et snert af overraskelse i blikket så på mig. Hans blik gled undersøgende langsomt op og ned af min krop før han svarede.

”Bor William Blackthorn her?”

Spurgte han med en truende tone. Han lænede sig frem imod mig, men jeg blev trodsigt stående i døråbningen, og forhindrede ham i at se ind i lejligheden.  Han var næsten et hoved højere end mig, hvilket var en smule foruroligende. Hans isblå øjne var meget skræmmende at se på, de var næsten for blå. De var skarpt fokuseret på mig, jeg fik en fornemmelse af at man ikke skulle gøre ham vred.

”Ja, han bor her.”

Svarede jeg med en klump af frygt i halsen. Hans blik gled fra overrasket til nysgerrighed, men det dominerende i hans blik var truende.

”Men han er ikke hjemme.”

Svarede jeg hurtigt, i håb om at det ville få ham til at gå. Men han blev stående, og igen skiftede hans blik. Denne gang til noget jeg kendte, et blik jeg havde fået fra William før, et blik fyldt med sult. Denne gang trådte jeg tilbage, men for at smække døren i og låse den. Jeg nåede at trække tilbage, og skubbede til døren. Men han var allerede halvvejs inde af døren, og bremsede den lige så let med sin ene hånd. Han skubbede døren helt op, og trådte ind i lejligheden.

”Kom her, min lille ven.”

Jeg rystede hidsigt på hovedet, mens jeg trådte længere bag ud. Jeg kunne ikke komme længere, gik det op for mig, da jeg stødte imod væggen. Det var en fejl, og nu kunne jeg ikke længere flytte mig. Han stod allerede helt tæt op af mig, så jeg ikke kunne undslippe ham. Han placerede en hånd på væggen, lige over min skulder. Jeg kunne forestille mig, at hvis jeg havde forsøgt at løbe, så ville han havde grebet mig i skulderen, eventuelt have brækket den. Han løftede den anden hånd op til mit ansigt, og brugte den til at kærtegne min kind.

”Så fin, så uskyldsren.”

Hviskede han, og lod sin hånd glide ned på min hals. Han lukkede sin hånd omkring min hals, men aede med sine fingerspidser min hud. Jeg kunne ikke flygte længere, hvis jeg forsøgte, så ville han stramme sit greb.  Han trak vejret dybt, og lukkede øjnene.

”Den søde duft af uskyldighed.”

Sagde han, og trak vejret dybt endnu engang. Han strammede grebet, ikke nok til at jeg ikke kunne trække vejret, men nok til at det var ubehageligt.

”Strit ikke imod…”

Hviskede han lokkende i mit øre.

”… smagen af frygt er bitter, og vi kan jo ikke ødelægge den dejlige smag vel?”

Spurgte han i mit øre, mens han langsomt vred mit hoved til siden. Han ville have plads til min hovedpulsåre. Enhver tanke om flugt tvang jeg væk, det ville blot forsage yderligere skade på mig. En tåre gled ned over min kind, da han stammede sit greb. Det blev svært at trække vejret, og det gjorde ondt. Han aede tåren af min kind med sin fri hånd. Han slikkede tåren af hånden, og nød åbenbart smagen. Han vred mit hoved det sidste stykke han skulle bruge for at kunne bide mig. Han gav mig et stort smil, hvor han viste tænder. Han legede med mig, viste mig sine hugtænder for se hvordan jeg ville reagerer. Jeg lod som ingenting, jeg ville ikke give ham den fornøjelse.

”Som du vil.”

Hviskede han hånefuldt, og lænede sig ind til mig igen. Jeg lukkede øjnene, og ville ønske at jeg ikke var i den her situation. Jeg kunne mærke hans ånde mod min hud, jeg ventede bare på at han skulle bide mig.

”Slip hende øjeblikkeligt.”

Lød Williams rasende stemme tæt på. Jeg åbnede øjnene igen, og så at han stod i den åbne dør. Han havde smidt en fyldt indkøbspose fra sig. Manden der havde fat i mig, trak hovedet tilbage, men holdt stadig ved mig. Williams øjne lyste af raseri, han stod med knyttede hænder og så meget truende. Alligevel slap manden mig stadig ikke, hans greb blev bare strammere.

”Skal vi ikke dele hende, der er vist lige nok til hver af os?”

William trådte tættere på, med sine tænder blottet i et rasende ansigtsudtryk.

”Slip hende.”

Grebet om min hals blev endnu strammere, så stramt at jeg ikke kunne trække vejret. Da jeg greb fat i hans hånd for at rive den væk, nyttede det ikke særligt meget. Det gik op for William at manden var ved at kvæle mig. En rasende knurren, jeg ikke engang kunne forestille mig at noget sulten rovdyr kunne lave, undslap Williams læber.

”Slip hende øjeblikkeligt!”

Manden skubbede mig trodsigt op af væggen, så mine fødder kun lige kunne nå gulvet. William beordrede ham igen til at sætte mig ned i en hidsig tone, men lige meget hjalp det. Mine lunger gjorde ondt, jeg skulle bruge luft og snart. Det var begyndt at sortne for mine øjne, da han endeligt slap mig. Jeg faldt på hænder og fødder, og gispede efter luft. Jeg begyndte at hoste da den friske luft endeligt bevægede sig ned i mine lunger. Manden lo, en kold ond latter.

”Det er et sødt lille kæledyr, du har anskaffet dig.”

William forblev tavs, men jeg kunne se på hans øjne, at han var rasende. Manden lod mig ligge på gulvet gispende efter luft, og med hjertet oppe i halsen. Manden begyndte at gå igen, men stoppede op ved siden af William.

”Så uskyldsren…”

Hviskede han i Williams øre. William kastede et overrasket blik i min retning, før han begyndte at gå over til mig. Han skulle netop til at bukke sig ned til mig, da manden talte igen.

”Cromwell…”

William stivnede midt i sin bevægelse, da manden sagde navnet.

”… vil tale med dig.”

Afsluttede han sin sætning, og gik ud af døren igen. Først da jeg forsøgte at rejse mig op igen, kom William til sig selv og hjalp mig op.  Han holdt mig tæt ind til sig, mens han forsigtigt gled sine fingre op og ned på min hals. Jeg lavede en smertefuld lyd, da han rørte de steder, hvor manden havde haft sine hænder lukket om min hals.

”Kan du trække vejret ordentligt?”

Jeg nikkede, og William hev mig ud i køkkenet.  Han placerede mig på en af stolene, og aede forsigtigt min kind, før han skyndte hen til køleskabet. Han hev køleskabsdøren op, og det lød som om han hev fryserskufferne ud. Jeg rørte forsigtigt min hals, det gjorde ondt.

”Her.”

William gav mig en ispose, som jeg forsigtigt tog og lagde mod halsen. Det gjorde lidt ondt, men den kølende effekt isen gav, var dejlig. William aede igen min kind, og gik ud efter indkøbsposen. Da han kom ind med den igen, rendte der adskillige tårer ned af mine kinder. Det var først gået op for mig nu, at jeg faktisk havde været meget tæt på at blive kvalt til døde. William hev en bøtte op af posen, tog en ske op fra en skuffe og lagde det foran mig.

”Spis det her, det er is. Det vil hjælpe mod ømheden.”

Jeg kom til at grine. Det fik William til at trække en stol over ved siden af mig, og sætte sig.

”Jeg kan faktisk ikke lide is.”

Hviskede jeg, og lavede et smertefuldt ansigtsudtryk, da min hals var blevet så øm. William gav mig et smil, men hev låget af isen.

”Det vil hjælpe.”

Sagde han roligt, og lagde en arm om mig. Jeg lod ham trække mig helt ind til sig, jeg manglede trøst. Jeg begyndte for alvor at græde, da han hev mig over i sit skød og lagde armene om mig. Han holdt mig ind til sig, som et barn der havde slået sig.

”Det er okay, han er væk nu.”

På trods af hans forsøg på at berolige mig, græd jeg videre. Han lod mig gøre det, jeg havde behov for at græde ud. Jeg havde for en kort stund, været overbevidst om at jeg skulle dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...