Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1071Visninger
AA

14. 14: Soveværelset.

 

Jeg sukkede, at være en vampyr, så var han altså langsom. Jeg lænede mig yderligere tilbage i sofaen, for at finde en afslappet stilling. Men sofaen var alt for blød for mig, og jeg sad ubehageligt. Jeg lænede mig frem i sofaen igen, og rakte hånden ud efter min rygsæk, der stod op af sofaen. Men i stedet for min rygsæk, fik jeg fat i noget blødt stof. Jeg trak det forsigtigt ind til mig, fra skjulet under sofaen. Det var et tæppe, et smukt tæppe. Det var hæklet med blåt og rødt garn, og der var små hvide silketråde hæklet ind i de forskellige samlinger. Det mindede lidt om mit hyggetæppe, det her var bare mere smukt og gammelt. Jeg strøg forsigtigt mine fingerspidser hen over kanten af tæppet. Det var virkeligt slidt, tydeligvis brugt meget. Jeg kunne tydeligt forstille mig, hvordan det så ud som nyt.  Jeg trak tæppet ind over mig, og lagde mig ned på sofaen. Sofaen var ikke lang nok til at jeg kunne ligge udstrakt, så jeg trak benene lidt op til mig. Jeg var overrasket over hvor varmt det var, det var dejligt. Jeg mærkede trætheden skylle ind over mig, men lukkede først øjnene, da jeg trak det dejlige tæppe op over mine ører.

Et let strøg over min kind, bragte mig tilbage fra min søvn. Jeg åbnede langsomt øjnene, og mødte Williams bløde blik. Han satte pizzaen på bordet, ved siden af sodavanden. Men jeg blev liggende, jeg havde det så dejligt under tæppet. William aede igen min kind med sin ene finger.

”Har du ikke lyst til pizza?”

Jeg smilede under tæppet, og nikkede.

”Det ville være lettest hvis du kom op og sidde, og tog tæppet af.”

Jeg sukkede, og satte mig op. Han samlede hurtigt tæppet op, og satte sig ved siden af mig. Han foldede forsigtigt tæppet sammen, og lagde det på armlænet. Jeg så nysgerrigt på ham, og fortrød lidt at jeg havde brugt det.

”Måtte jeg ikke bruge det?”

Han tøvede, så lige ud i luften, men svarede mig til sidst.

”Jo, du må gerne bruge det.”

Han så på mig igen med et opmærksomt blik.

”Men du skal være forsigtig med det.”

Jeg nikkede og hev pizzaæsken til mig. Min mund løb i vand, jeg kunne allerede lugte den varme skinke, osten og krydderierne. Jeg tog den første bid, og nød det. Pizzaen var perfekt bagt, ikke for meget, så osten løb ud over det hele, men heller ikke så lidt, at det ikke kunne strækkes lidt.

 

”Hvem er det fra?”

Spurgte jeg forsigtigt efter lang tids overvejelse, inden jeg tog en lille slurk af min sodavand. William fik et fjernt blik, og så væk.

”Min mor.”

Svarede han stille, og igen fortrød jeg at jeg overhovedet havde sagt noget.

”Undskyld.”

Sagde jeg roligt, og lagde de sidste to stykker pizza til side. Jeg kunne ikke have mere pizza nu, så jeg kunne vel gemme det til senere. William gav mig et lille smil.

”Du behøver ikke at undskylde.”

Jeg lænede mig tilbage i sofaen.

”Jeg har for vane at undskylde, hvis jeg siger noget, der påvirker andres humør negativet.”

William valgte ikke at kommentere hvad jeg sagde, han forblev stille. Dog med undtagelse af hans hænder, der var begyndt at ryste. Det var små ukontrollerede rystelser, han ikke selv var klar over. Jeg lænede mig ind til ham, og lagde en hånd over hans hænder. Hans blik blev fokuseret på mig igen, jeg lagde forsigtigt mit hoved mod hans skulder. Han så ned på sine hænder, hvor de sidste rystelser fortog sig. Han slap min hånd kort, men kun for at lukke sine hænder om min hånd.

”Det er længe siden.”

Sagde han trist. Jeg så ned på hans hænder, der så forsigtigt holdt mine. Jeg aede forsigtigt nogle af hans ar med en fingerspids. Han reagerede på min berøring og gav mig et smil. Jeg syntes om det når han smilte, og lænede mig yderligere op af ham. Han slap min hånd med den ene hånd, og lagde en arm omkring mig.

”Det værste…”

Hviskede han trist.

”… ved min tilstand er dem man mister, fordi man aldrig bliver ældre.”

Jeg stak min frie hånd om bag hans ryg, og lagde den om ham.

”Det kan jeg ikke forestille mig.”

Hviskede jeg stille. Han rystede på hovedet som svar. Vi blev siddende sådan et lille stykke tid, før William slap mig og rejste sig igen. Jeg så tavst efter ham, mens han samlede pizzaæsken og sodavanden op og gik med dem. Jeg skyndte mig at følge efter ham, da han forsvandt ud af stuen, med retning mod køkkenet. Jeg sagde ikke noget, først da han smed hele pizzaæsken ned i skraldespanden.

”Øh…”

Udbrød jeg, han så på mig. Jeg trak på skuldrene, og så ned på skraldespanden.

”Det var meningen jeg ville gemme kanterne til senere.”

Han smilede let, og lænede sig op af køkkenbordet. Han så træt ud, og tristheden i hans blik var så skrapt, at jeg nærmeste selv blev ked af det.

”Jeg har altså penge til at købe en ny til dig.”

Jeg lagde armene over kors, da jeg lænede mig op af bordet, ved siden af ham.

”Jeg kan ikke lide, når jeg får ting foræret eller når man betaler for mig. Det er direkte ubehageligt.”

Han fnøs, og jeg så hurtigt på ham. Han så slet ikke på mig.

”Væn dig til dig.”

Han rettede sig op igen, og gik ind i stuen igen. Jeg lod ham gå. Han havde svaret mig i et unødvendigt hårdt tonefald, et tonefald jeg ikke brød mig om. Jeg overvejede at gå igen, smutte hjem til min lejlighed. Jeg så hurtigt ud af køkkenvinduet, men på grund af mørket kunne jeg ingenting se. Jeg gik hen til vinduet, og så forsigtigt ud. Det regnede, rigtigt meget. Så meget, at jeg kun kunne se nogle svage silhuetter af omgivelser udenfor. Noget der skulle forstille en holdende bil, en gammel dame der forsøgte at gemme sig for regnen inde under en avis og hendes lille hund, der nægtede at komme ud fra dens tørre skjul under en tæt busk. Vandet for hen af gaden, ned i rendestenen og videre ned i kloakken med hastig fart. Et sådan syn gav mig en fornemmelse af renhed. Jeg elskede duften efter et regnskyl, den friske luft, fuglenes syngen og dyrene der kom fri fra deres skjul for at tørre sig.  Jeg lukkede mine fingerspidser om min halskæde, og aede den, mens jeg beundrede det sirlige mønster regnen lavede på ruden.

”Kommer du?”

Jeg svarede ikke William med det samme, først da han lagde en hånd på min skulder. Jeg trak på skuldrene og så stadig ud i regn. Jeg glædede mig til den var overstået, til at kunne indsnuse den skønne duft af renhed. Den skønneste duft.

”Det er sent.”

Sagde han, men lagde armene om mig og beundrede vejret udenfor. Det var vådt og koldt udenfor, men smukt set indefra.

”Jeg har hørt at hekse er tiltrukket af naturens luner, blandt andet regn?”

Jeg lænede mig tilbage, op af hans brystkasse. Hans greb blev strammere, for bedre at holde mig ind til sig. Jeg sukkede stille, da det gik op for mig, at jeg var træt endnu.

”Jeg har jo sagt at jeg ikke kender noget til det. Min mor døde, da jeg var mindre.”

William tav igen, og lagde sin hage mod min skulder.

”Hvad skete der?”

Spurgte han forsigtigt, så lavt at jeg knap hørte det.  Jeg ignorerede instinktivt hans spørgsmål, og spurgte om noget helt andet.

”Hvor skal jeg sove henne?”

Han sukkede, han havde tilsyneladende håbet at jeg ville tale om det. Han slap mig, men tog min hånd.

”Kom.”

Hviskede han stille, og trak mig med tilbage ind i stuen. Her var der redt op på sofaen, med en dyne og hovedpude, men det dejlige tæppe var ikke at se nogen steder henne. Men William stoppede ikke op og fortsatte ind i soveværelset. Jeg forsøgte at hive imod, men han fortsatte stædigt.

”Hov hov… Ikke nok med at jeg tager dine penge, nu fordriver jeg dig også fra dit eget soveværelse? Det kan jeg altså ikke!”

Han hev mig ind gennem soveværelsedøren, hvor jeg havde stoppet op. Han slap mig, og skubbede let til mig, så jeg satte mig på sengekanten.

”Du er godt klar over at du lyder meget gammeldags ikke?”

Jeg fnøs fornærmet, og lagde armene over kors.

”Og det kommer fra fyren på tohundredeogtyve år?”

Han trak på skuldrene, og ville til at gå igen. Jeg rejste mig hidsigt fra sengen, og gik samtidigt mod døren. Han stoppede op igen, og vente sig tilbage imod mig.

”Gå i seng, Alena.”

Jeg kunne ikke lade være med at synes om den måde han sagde mit navn på. Ikke aggressivt, hidsigt eller vredt. Men blødt og forsigtigt, som om jeg var en skrøbelig porcelænsdukke. Jeg blev dog trodsigt stående, og rystede på hovedet. William sukkede opgivende, og gik hen til mig igen. En smule hurtigere, end hvad jeg kunne bevæge mig i et gående tempo. Han gav mig et træt blik.

”Gå i seng, ellers pakker jeg dig ind i dynen og slår knude på den, så du ikke kan komme ud igen.”

Jeg rullede med øjnene, men satte mig på sengekanten. Jeg var overbevist om at han kunne finde på det, og så ville jeg nok ikke sove særligt behageligt. Jeg knyttede hårdt mine hænder, så knoerne gav et højt smæld fra sig.

”Fint, men jeg bryder mig stadig ikke om det.”

Han satte sig på sengekanten, og kunne ikke lade være med at smile.

”Du er altså underlig.”

Jeg trak på skuldrene, og så ned på sengen, der fint var blevet redt op til mig. William havde oven i købet skiftet sengetøjet. Jeg gav ham et træt smil, vi var vist lige trætte.

”Men…”

Sagde han forsigtigt, og så på mig. Hans mørkegrønne øjne så på mig med et nysgerrigt, men lettere trist blik. Han tog roligt min hånd, og gav sig til at ae den.

”… hvad skete der med din mor?”

Jeg trak hånden til mig, og så hurtigt væk. Mine øjenkroge blev let våde, men jeg skyndte mig at blinke det væk, inden det blev til tårer.

”Jeg vil ikke…”

Jeg ville sige nej, og så tilbage på William. Men hans blik, stoppede mig. De udviste stor sorg, en sorg jeg ikke kunne forstå.

”En brand i huset. Hun blev fanget i flammerne, fordi hun ville ind i mit børneværelse, hun troede jeg stadig var der.”

Jeg tog Williams hånd, han så på mig, stadigt med det sørgende blik.

”Jeg var ikke mere end fire år gammel, så jeg kan kun svagt huske hende.”

Sagde jeg stille. William tog mig ind til sig, og lagde armene tæt omkring mig. Han kyssede mig forsigtigt på panden, og jeg tog gerne imod hans kærtegn. Jeg havde aldrig rigtigt talt med nogen om det, og derfor havde ingen kunne trøste mig.

”Jeg mistede også min mor, men hun døde da hun fødte mig.”

Sagde William stille, da jeg så på ham.

”Det må være værre når man kan huske noget.”

Jeg nikkede, da han igen skubbede mig ind i sin favn. Han kyssede mig igen på panden, mens søvnen langsomt vandt ind på mig. Den overvældede mig til sidst, og mine øjne sank i.  Måske var det noget jeg drømte, eller også var det virkeligt noget William gjorde. Hvis han gjorde, var jeg dog ikke sikker på hvorfor. Måske gjorde han det for at trøste. Jeg mærkede eller drømte i hvert fald, at han kort pressede sine læber mod mine. Han gav mig et kys, som den første aften jeg var endt hos ham. Dog bed han mig ikke denne gang, men lod kysset trække ud, da jeg forsigtigt besvarede det. Da han slap, kyssede han dog hurtigt mig igen. Han slap mig, og lagde mig forsigtigt ned på sengen igen. Han lagde dynen over mig, men gik ikke. Han blev siddende. Han så tænkende ud, men lagde sig til sidst ned ved min side og lagde armene om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...