Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen.....

Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1068Visninger
AA

12. 12: Spørgsmål.

 

Den første duft der nok ramte William, var nok duften af min vandmelonshampoo. Dernæst ville det enten være den særlige duft det giver når man lige har været i bad, eller det bacon jeg stod og stegte på panden i mit køkken. Jeg var travlt optaget på ikke at brænde min bacon af, og opdagede derfor ikke at han kom ind i køkkenet. Det var først da han trådte på den løse liste, der afskilte mit stuetæppe og linoleumsgulv. Det gav et højt knirk fra sig, og jeg svingede hurtigt battet, som jeg havde holdt i min frie hånd, efter lyden. Næppe overraskende har han meget gode reflekser, og greb fat om battet med en hånd, nogle centimeter ud for sit ansigt. Jeg lavede et forskrækket ansigtsudtryk, der fik ham til at smile. Jeg slap, stadigt chokeret, over hans hurtige reaktion battet. Godt nok er jeg et hunkøn, men jeg har altid kunnet finde ud af at slå meget hårdt. Noget, der altid havde gjort mig meget vellidt til idræt i skolen.

”Vær sød at fortælle mig at du har pakket.”

Sukkede William og så ned på min bacon. Han smilede igen, og rystede på hovedet. Jeg så ned i panden, og sukkede håbløst. Jeg slukkede for pladen, og tog panden med over til vasken. Her skrabede jeg de sørgelige rester af brændt bacon i min skraldespand, under vasken. Jeg gav mig til at vaske panden af med det samme, så fedtet ikke ville sætte sig i panden.

”Jeg har pakket, det var det første jeg gjorde.”

Sagde jeg roligt, mens jeg skrubbede løs med min skurebørste. Han så skeptisk på den tallerken, der stod ved siden af komfuret. På den, lå der to brændte spejlæg. Han smilede flabet til mig, jeg rullede med øjnene og koncentrerede mig om en genstridig plet på panden.

”Jeg er altså ikke nogen mesterkok, okay?”

Han fnes let, jeg valgte at ignorere det. Han lænede sig op af den modsatte væg, hvor han roligt studerede mig. Her stillede han også battet. Sådan føltes det i hvert fald, han lagde mærke til den mindste bevægelse jeg lavede.

”Du kan altså bare spørge hvordan jeg har det, i stedet for at studere mig.”

Jeg kunne høre at han rettede sig hurtigt op, og kunne ikke lade være med at smile. Jeg så tilbage på ham, han gav mig et spørgende blik.

”Jeg har altid været god til at læse folk.”

Han nikkede let, og lænede sig atter op af væggen. Jeg vendte min opmærksomhed tilbage mod panden. Jeg hældte det beskidte vand ud i vasken, skyllede panden og vendte den på hovedet, så den kunne tørre. Imens jeg gjorde de ting i et lidt langsommere tempo end jeg plejer, spurgte han endeligt.

”Hvordan har du det?”

Jeg sukkede, slap panden og vendte mig om. Jeg satte kort håndfladerne i bordet, og løftede mig selv op på bordet. Så slap jeg for at stå op.

”Efter at jeg havde været i bad, blev jeg så træt, at jeg havde lyst til at gå i seng igen.”

Han nikkede, han lyttede godt efter hvad jeg sagde. Jeg fortsatte.

”Hvilket jeg nok ville have gjort, hvis jeg ikke var så sulten. Men nu hvor jeg har lavet maden, gider jeg ikke spise den. Jeg er for træt.”

Han fnes let, jeg gav ham et skrapt blik.

”Og du tror ikke det er fordi at du har brændt det på?”

Han var på grænsen til at grine igen, men holdt sig i skindet. Jeg havde lyst til at læne mig tilbage og sove op af væggen, men der var et skab i vejen.

”Jeg har spist ting, der har set værre ud.”

Han nikkede, og rettede sig op igen. Han trådte det enkelte skridt, der adskilte os, nærmere på mig. Han lagde forsigtigt en finger under min hage, og skubbede mit ansigt op. Jeg havde, træt, stødt hagen mod brystet. Han så mig dybt i øjnene, mens hans hånd igen gled ned på plads. Men den tog en lille omvej, hen langs min skulder og ned af min arm, der var dækket af mit badekåbeærme. Han rørte let ved min side, nær mine ømme ribben, før hans hånd igen hang ned langs siden.

”Du får det fint igen, du ville have det som… før mig, om et par dage.”

Jeg nikkede let, og han flyttede sig fra mig igen. Jeg hoppede ned fra køkkenbordet, og gik tilbage ind i stuen. Jeg lavede et kast med hånden i retningen af min lille sorte toppersoners sofa, der stod henne under vinduet.

”Du venter her, mens jeg får noget tøj på.”

Han nikkede, og satte sig uden protester på sofaen, ved siden af min camouflagefarvede rygsæk.  Jeg gik, svajende, fordi jeg var så træt, ind i soveværelset. Jeg lukkede døren efter mig, og så ned til min højre side hvor min nyligt redte træseng stod oppe af væggen. Jeg havde fundet et par jeans, en blå top og en sort sweater frem. Jeg smed badekåben og trak hurtigt tøjet på, samt et par hvide sokker, jeg fandt på gulvet. Jeg måtte havde glemt at få dem med, da jeg ryddede op i alt mit tøj, der havde lagt spredt ud over det hele. Jeg strakte mig så meget jeg kunne, og åbnede døren igen. Jeg kastede flakonen efter ham, testede for om at hans hurtige reaktionsevne var noget jeg havde bildt mig ind. Men det var ikke noget jeg havde bildt mig ind. Han greb den lige så let, så snart den kom inden for hans rækkevidde. Han lukkede fingrene om den, og tog den ind til sig.

”Jeg fandt den på badeværelsesgulvet, under min skabs vask.”

Han nikkede, og lagde hurtigt flakonen ned i sin bukselomme. Han havde igen skiftet tøj lagde jeg mærke til, samme mørke farve, men et nyt sæt. Jeg gik over til sofaen, trak rygsækken op fra sofaen og satte mig på sofaen med rygsækken i favnen. Han sad stille, spurgte ikke hvorfor vi ikke gik eller noget i den stil. Han havde nok forventet at jeg ville stille spørgsmål.

”Hvad var det egentligt du gav mig?”

Spurgte jeg, og kastede et blik efter hans bukselomme. En del spørgsmål om hvad der helt præcist var sket, havde luret i mit hoved, mens jeg havde ventet på at han skulle komme tilbage. Han svarede ikke, men hev forsigtigt flakonen op af bukselommen igen. Han rullede den rundt i sin venstre hånd, og rakte den ud til mig. Jeg tog den forsigtigt op, og så afventende på ham. Han så på mig, men svarede stadigt ikke.

”Hvorfor skulle jeg under koldt vand?”

Fortsatte jeg stædigt med mine spørgsmål, han sukkede, trist til mode. Hans øjne lyste af det. Tristheden var altid i hans øjne, men her skinnede de klart igennem. Jeg åbnede munden for at stille ham endnu et spørgsmål, men han stoppede mig ved at række hånden op.

”Normalvis må jeg ikke fortælle dig det her, men…”

Han tøvede, det var tydeligt at se. Han lænede sig helt tilbage i sofaen, og så væk. Måske forsøgte han at overbevise sig selv om at han sad her alene, snakkede med sig selv. Det var tydeligt, at han bestemt ikke brød sig om at fortælle mig det her. Han sukkede igen.

”… men jeg har jo allerede fortalt dig for meget.”

Han gav mig et svagt smil, jeg stillede forsigtigt flakonen på mit lille stuebord af træ og tog hans hånd. Han gav den et lille klem, og smilede svagt til mig. Han så på mig igen.

”Da jeg drænede dig for blod, det er faktisk ikke blodet jeg lever af. Det er din livskraft. Og jo mere jeg tager af din livskraft, jo svagere bliver du. Og koldere. Jeg må indrømme at jeg var forvirret over hvorfor jeg stoppede, jeg mener…”

Han så væk igen, tænkende dybt over det.

”… jeg var fuldt ud besluttet på at dræbe dig, jeg burde ikke have stoppet. Måske hvis jeg var i tvivl, men jeg ville bare have det overstået. Jeg ville bare…”

Han stoppede sig selv, og så forlegent væk. Jeg sank en klump, chokeret over hans tilståelse. Jeg havde bildt mig selv ind, at han havde haft en grund til at stoppe, men han var faktisk overhovedet ikke klar over hvorfor han havde stoppet. Han slap hurtigt min hånd, og hans smil var forsvundet.

”Jeg havde taget for meget af din livskraft, dit blod.”

Forklarede han, men så væk.

”Og på grund af min… forvirring, glemte jeg at give dig noget erstattelse.”

Jeg rakte tungen ud, og sagde højlydt Ad! Han fik kort et smil på læberne igen.

”Ja, jeg tvivlede på at jeg kunne få dig til at bide mig, så derfor hældte jeg det i flakonen.”

Han tog den op fra bordet, og drejede den i hænderne.

”Det var dit blod?”

Spurgte jeg overrasket, og lavede et ansigtsudtryk af afsky. Han nikkede let, og så på mig igen. Han fnes, ved mit ansigtsudtryk. Jeg smilede til ham, jeg kunne lide det når han var glad.

”Ja, som sagt havde jeg taget for meget af din livskraft, og var nødt til at give dig noget mere. Derfor fik du af mit blod, som erstattelse for det jeg havde taget.”

Jeg lyttede nysgerrigt, det var nyt, spændende og jeg sugede det til mig som en svamp. Jeg lavede et håndtegn, der viste hvor lidt blod der havde været i flakonen.

”Vampyrblod indeholder en smule af alle de livskræfter de har taget i sig gennem årene, det gør det mere effektivt end almindeligt blod. Og ja, destro ældre vampyren er, destro bedre er det.”

Jeg nikkede, da han svarede på det spørgsmål, jeg ikke havde nået at stille. Men det havde også været et åbenlyst spørgsmål, så det var klart han kunne svare på det, uden at jeg havde sagt noget. Jeg trak benene ind til mig, og lagde hovedet på knæene, mens mine arme lukkede sig om benene.

”Hvor gammel er du? Hvis du ikke har noget imod at svare på flere spørgsmål.”

Han smilede, og lænede sig afslappet tilbage i sofaen. Det så ud til at vi var kommet væk fra det ”farlige” emne, som han ikke brød sig om at snakke om.

”Enogtyve.”

Svarede han drillende, det var tydeligt at han løj. Enogtyve var nok den alder han skulle forestille at være, det var nok også den alder der stod på hans forskellige papirer, falske papirer, må jeg nok tilføje. Jeg rystede på hovedet, smilende over hele ansigtet.

”Niks, den tror jeg ikke på.”

Han lo, og smilede glad tilbage til mig. Han rystede kort på hovedet, og så så nysgerrigt på mig.

”Lov mig at du ikke laver et eller andet underligt, hvis jeg svarer dig.”

Jeg rullede irriteret med øjnene, så slemt kunne det da heller ikke være. Jeg rakte hånden op med langefingeren og pegefingeren, ligesom et spejderløfte, langt adskilt.

”Jeg lover at jeg ikke laver et eller andet underligt, når du svarer mig.”

Jeg lagde med vilje ekstra tryk på når, han rullede håbløst med øjne og gav mig endnu et smil.

”Jeg tror på dig, af en eller anden åndsvag grund, jeg heller ikke kender svaret på.”

Sagde han med et sødt smil på læberne. Jeg fandt ud af at jeg syntes rigtigt godt om det, når han var i godt humør. Ja, jeg elskede det ligefrem når han var i godt humør. Jeg fnes let for mig selv med den konstatering i tankerne. Han lagde hovedet på skrå, endnu en ting jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide. Han så nysgerrigt på mig, og jeg fnes igen.

”Jeg kan lide det, når du er glad.”

Hans smil blev større, han morede sig over min indrømmelse. Han lænede sig frem i sofaen, og satte sig mere på skrå. Jeg indrømmer, min sofa er ikke just den bedste at sidde lænet tilbage i, men jeg har nu vænnet mig til den. Han trak det ene ben op under sig, men lod det andet sidde ud over sofakanten.

”Min menneskealder er enogtyve. Min… anden alder… Tja, ville du tro mig, hvis jeg sagde at jeg er født omkring slutningen af syttenhundrede tallet?”

Mine øjne gled let op, overrasket over hans alder. Men jeg fik dem hurtigt under kontrol og lod som ingen ting. Han lo af mig igen, og jeg kunne ikke lade være med at skjule mit smil under min ene arm.

”For at være mere præcis, så blev jeg født præcist på slutningen af syttenhundredetallet.”

Jeg gav ham et nysgerrigt blik, han smilede drillende tilbage.

”Jeg blev født til midnat, nytårsnat, midt imellem de to århundrede.”

Jeg nikkede, da jeg forstod hvad han mente. Han gav mig endnu et af sine søde smil, glad for at jeg ikke flippede ud over hvad han fortalte mig.

”Så du er tre hundrede og tretten?”

Han nikkede, og så nysgerrigt på mig. Men jeg sad stille, forholdt mig helt i ro. Han rystede på hovedet.

”Du er noget for dig selv.”

Nu var det min tur til at kigge ham et nysgerrigt blik.

”Du reagerer som om jeg sad og snakke om noget ligegyldigt så som; Vejret, blomster eller sådan noget.”

Jeg trak på skuldrene, og lod som ingenting. Han løftede det ene øjenbryn og så på mig.

”Jeg har et godt pokerfjæs.”

Han lo, og lænede sig atter tilbage i sofaen. Dog gik der ikke lang tid, før han rettede sig op igen. Han så irritereret på sofaen. Han løftede igen sit ene øjenbryn, men gav mig et sødt smil.

”Skal vi fortsætte denne samtale hjemme hos mig frøken?”

Jeg lo over hans formelhed, indtil han rakte mig hånden. Jeg tog den og sagde;

”Du er noget for dig selv.”

Han trak mig med op at stå, og jeg tog rygsækken med. Han så skeptisk ned på rygsækken, og pegede med sin frie hånd.

”Er det alt?”

Jeg nikkede, han så stadig skeptisk på mig og rygsækken. Han troede ikke helt på mig.

”Der er et ekstra sæt tøj i, et par sko, et sæt nattøj og min pung.”

Hans øjne gled lettere overrasket op.

”Javel ja, jeg må ud noget mere. Sidst jeg havde noget med en kvindes bagage at gøre, da havde man minimum en kuffert med.”

Jeg fnes let, og han gav mig et sødt smil.

”Normalvis har de fleste også en hel kuffert med, men jeg har jo ikke brug for mere.”

Han nikkede, tilsyneladende overrasket over hvor let jeg så på tingene. Han så ned på mine bukser, hurtigt på min taske og så tilbage på mit ansigt.

”Ingen mobil?”

Jeg rystede på hovedet, men han gav mig endnu et skeptisk blik, den troede han ikke helt på.

”Jeg fik den stjålet for et par dage siden, og jeg har ikke fået anskaffet mig en ny.”

Han nikkede eftertænksomt, og så væk. Han beholdt dog min hånd i sin, hvilket glædede mig. Han så på mig igen, med et mere trist blik. Han sukkede håbløst, og tog rygsækken ud af min hånd. Jeg så skeptisk efter den, mens den kom ned og hænge langs hans venstre side. Hans højre hånds greb var blevet lidt strammere, han så anspændt ud.

”Du er godt klar over…”

Begyndte han endeligt.

”… at du tager med en vampyr hjem, uden at have informeret nogen om det, så hvis du… forsvinder, så er der ingen der opdager det i nogle dage. Hvilket ville give mig den tilstrækkelige tid til at stikke af fra byen. Desuden har du heller ingen måde at kontakte nogen på, da jeg heller ikke har telefon.”

Jeg trak ligegyldigt på skulderne, hvilket resulterede i at han igen sukkede håbløst.

”Jeg tvivler på at du vil forsøge at dræbe mig igen. Men hvis du gjorde, så ville det nok ikke være muligt for mig, at slå dig ud på en eller anden måde.”

Han smilede igen, og hans greb blev mere fast, men behageligt.

”Vampyrer er lige så skrøbelige som mennesker, nogle er endda endnu skrøbeligere, vi heler bare hurtigere.”

Han smilede sit søde smil til mig igen, han troede nok at jeg troede at han var supermand eller noget lignende. Jeg sukkede opgivende, og han lagde let hovedet på skrå igen.

”Har du overhovedet set på mig?”

Spurgte jeg, og pegede med min frie hånd ind mod mig selv. Han så på mig, mere intenst end før. Hans blik gled hurtigt op og ned, mens fæstnede sig igen ved min øjne. Hans blik spurgte mig indirekte om hvad jeg mente med mit åndede spørgsmål. Jeg sukkede igen håbløst, jeg ved ikke lige hvad han havde forventet sig af mig.

”Hvad ligner jeg for dig?”

Spurgte jeg ham i det dumt tonefald, han tøvede med at svare.

”Ud over frokost?”

Spurgte jeg ham, han kvalte et fnis, men svarede stadig ikke. Jeg gav ham et blik, der betød at han hellere måtte svare mig nu. Hans blik fik et snert af noget ukendt, det var ikke sult, det blik kendte jeg allerede. Det forsvandt dog hurtigt igen, og han svarede endeligt.

”En menneskekvinde?”

Det havde ikke været hans oprindelige svar, men jeg godtog nu alligevel det svar han gav mig. Jeg havde på fornemmelsen at hvis jeg pressede ham for hårdt, så klappede han fuldkommen i. Og det var knap så spændende. Jeg sukkede opgivende af hans svar.

”Jeg er lidt over hundrede og firs centimeter høj og vejer halvfjerds kilo, altså ingen kæmpe. Jeg kan overhovedet ikke noget form for kampsport, altså ingen Ninja. Det eneste jeg kan finde ud af, det er at løbe. Meget stærkt. Men jeg er ekstremt dårlig til slås, så jeg tror at uanset hvordan du vender og drejer den, så har jeg ingen jordisk chance for at slå dig.”

En tanke syntes at smutte igennem Williams sind, en tanke som han afskyede. Hans ansigt blev kort rasende, før han fik det under kontrol igen, og kunne se på mig med et smil på læben. Men smilet var noget han tvang sig selv til at give mig, for hvad end han havde tænkt, så havde det gjort ham rasende. Han var stadig rasende, jeg kunne se det, på trods af hans gode forsøg på at skjule det.

”Hvad er der?”

Spurgte jeg forsigtigt, han var anspændt, stadig rasende over hvad han end havde tænkt på. Han rystede ivrigt på hovedet, og lod som ingenting. Men jeg ville ikke lade ham slippe så let, og det kunne han se på mig. Han sukkede.

”Bare glem det.”

Hviskede han endeligt, opgivende og trist.

”Men…”

Protesterede jeg. Han gav mig et hidsigt blik, hvor han let skilte sine læber, så jeg kunne se hans tænder. Og hans hjørnetænder, der lige så stille og roligt gled frem fra deres skjul, i hans overkæbe. Jeg klappede hårdt tænderne sammen og slap hans hånd. Han lukkede sine læber stramt sammen, da jeg trådte et skridt tilbage. Han gav mig et, på samme tid, opgivende og undskyldende blik. Jeg lagde utilfreds armene over kors, hans blik blev forpint. Jeg fik en smule ondt af ham, men jeg nægtede at give efter. Jeg kunne ikke lide den måde han opførte sig på, det var direkte ubehageligt for mig.

”Undskyld.”

Hviskede han stille, tydeligvis ikke helt tilfreds med sin opførsel.

”Jeg opfører mig ikke som jeg plejer, eller burde.”

Sagde han stille, og så ned i gulvet. Jeg fik mere ondt af ham, end jeg havde i forvejen. Jeg sukkede, og lod mine hænder falde ned langs siden. Jeg var alt for nem at narre.

”Bare…”

Jeg sukkede igen, så op i loftet og mindede mig selv om at jeg skulle male have malet loftet på et tidspunkt. Den gamle maling var revnet nogle steder, og farven var ikke direkte køn at se på. Jeg så tilbage på ham igen, han så på mig med et forsigtigt afventende blik. Han håbede på at han var blevet tilgivet.

”Lige meget.”

Jeg viftede det af vejen med en ligegyldig håndbevægelse. Hans læber formede sig kort i et svagt smil, som jeg ikke kunne lade være med at besvare med et større smil. Hans smil blev større, han havde altså opfanget at jeg havde tilgivet ham for længst.

”Lad os nu bare gå.”

Sagde jeg, ivrigt efter at komme videre, da vores samtale så tydeligt var gået i stå. Han nikkede let, han var mere glad. Men hvad end han havde tænkt, så havde det gjort ham i dårligt humør. Han var blevet tavs, han sagde ikke noget, da vi forlod hans lejlighed eller mens vi gik side om side hen til hans lejlighed

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...