Fortabt

En ung kvindes korte fortælling om hvordan hun både fandt sin eneste ene, og mistede ham igen..... Han var hendes vej ud af en tristhed, der truede med at tage livet af hende. Samtidigt havde han levet i over tre hundrede år, og havde ventet på hende i al den tid. Hver for sig, var hvert deres liv et helvede. Et helvede, bestående af smerte, sorg og håbløshed.

4Likes
2Kommentarer
1007Visninger
AA

1. 1: Refleksion.

 

Jeg kastede irriteret en bluse efter mit spejlbillede, der skulede ondt tilbage. Jeg sukkede håbløst endnu en gang inden for få sekunder, og kastede mig over den næste hylde i mit hvide, tredelte klædeskab. Bukser, bluse, sweatere, kjoler og andet tøj, jeg ikke har haft på i en evighed, lå overalt i mit værelse. Jeg hev en sort kjole med pailetter og dyb halsudskæring. Jeg rev den hurtigt over hovedet. Den var kort, meget kort, gik det op for mig. Den dækkede knap nok mit bagparti. Jeg trak lidt i sømmen og opdagede at den virkelig var så kort, og at jeg ikke kunne hive den længere ned.

”Pis.”

Mumlede jeg irriteret, og rev den over hovedet igen. Jeg satte mig opgivende på min seng, og rystede på hovedet. Hvorfor skulle forældre også være så… så for meget? Hvorfor skulle han absolut tro at han kunne bestemme over mig? Jeg var flyttet hjemmefra, så når jeg endelig kom forbi, var det ikke for at blive skældt ud med mine beslutninger. Jeg vidste udmærket godt, at når han var fuld, så tænkte han ikke klart. Ikke desto mindre, så sårerede det mig, når han kaldte mig forskellige skældsord. Når han klagede over at jeg endnu ikke havde fået et job, at jeg ingen kæreste havde, og at jeg sked på min familie og ligeglad med ham. Det lykkes mig aldrig at gå hjem fra det hus, uden tårer i øjnene og døren smækket bag mig med et hårdt brag.

Men denne gang var han gået over gevind. Han havde kaldt mig en billig luder og en forræderisk kælling. Jeg havde råbt rasende af ham, at han ikke var andet end en fuld skiderik, der ikke kunne holde på et job. Det var sandheden, han var fuld det meste af tiden, derfor kunne han ikke holde på et job. Men nogle gange gør sandheden ondt, og han havde ikke kunnet tage det. Jeg tog hånden op til ansigtet og aede forsigtigt det blåt mærke under mit venstre øje. Jeg greb en enkelt tåre med fingerspidsen, og kom til at hade ham mere end jeg troede muligt. Han havde slået mig i ansigtet, og da jeg var væltet over hans tomme flasker, havde han givet sig til at sparke mig i ren arrigskab. Jeg havde holdt hænderne op foran ansigtet, overbevist om at han ville sende mig på hospitalet denne gang, eller værre. Men for første gang forsvarede min stedmor mig. Hun havde skubbet ham bagfra, så han var faldet ned ovenpå mine ben, oveni flaskerne. Jeg havde hevet benene til mig, og havde skåret mig på de knuste flasker. Hun havde revet mig på benene, og løbet ud til fordøren med mig. Jeg nåede at hive jakken ind til mig, inden hun havde skubbet mig ud af hoveddøren. Hun ville til at lukke døren igen, da vi begge hørte et rasende udbrud inde fra dagligstuen.

”Kom med.”

Bad jeg hende, og tilbød hende min hånd. Hun rystede fortvivlet på hovedet.

”Han slår dig ihjel.”

Hviskede jeg bekymret, men trak hånden til mig.

”Nej, det gør han ikke. Han skal bruge mig til at hente øl, når han ikke kan selv.”

Hviskede hun stille, som for at overbevise sig selv, mens nogle tårer trillede ned over hendes kind. Jeg så en sidste gang på hende, kvinden med de sørgmodige grå øjne og det slidte affarvede hår, og kunne ikke andet end at holde af hende et kort øjeblik. Jeg vendte mig, og løb hjem. Jeg havde brugt over en time på at vaske stanken fra mit tidligere barndomshjem væk. Det havde ikke virket. Jeg blev nødt til at give op, da der ikke længere var noget varmt vand tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...