G-gyser

Det var et skoleprojekt x3

1Likes
2Kommentarer
578Visninger

1. G-gyser

Han stod og kiggede på den nådesløse kniv han havde trukket ud af hunden, en bølge af skyldfølelse vældede ind over ham. Han prøvede at kæmpe imod skyldfølelsen og førte kniven op mod sin mund.

En sprækket slangetunge stak ud af hans mund og han smagte på blodet. Med et sæt faldt han ned på knæ og trak sig sammen i kramper. Hvorfor havde han sådan en trang til dræbe og bagefter så meget skyldfølelse.

 

Eve stod foran spejlet og kiggede utilfreds på sig selv. Hun strøg to fingre igennem sit lange mørkerøde hår og lod resten dumpe ned på sin ryg. Hun havde en lang sort kjole på med mørkeviolette blonder, et stramt korset bundet foran og lynet bagved. Lange sorte støvler med krydset snørebånd hele vejen smøg sig op af hendes lange ben.

Hun så på sit ansigt, hun havde høje fremhævede kindben der fik hendes øjne til at se større ud. Hendes mund var lille men hendes læber var fyldige og røde. Hendes pupil, der iagttog hver en eneste bevægelse, var omkranset af en honninggylden iris. Hendes øjne var klare og fugtige, med lange øjenvipper klistret på.

Eve tog sin taske over skulderen og begav sig udenfor i den kolde aften. Hun så over i et hjørne på gaden. Der sad en mand eller dreng, det var umuligt at se, og slikkede på en kniv. Det gøs igennem hendes krop, da han så på hende med blod om munden. I fuldt firspring begyndte hun at løbe. Hun så at han var efter hende hun kiggede febrilsk efter et sted at gemme sig, men han var for hurtig. En brosten sad løs og den gled med hende på. Der lå hun på jorden med ham fra før oven på sig.

”Hvem er du?” hvæsede hun og sendte ham et ondt blik. Han trak en kniv frem fra sin lomme.

”Det kommer du vist aldrig til at vide,” grinede han ondt. Eve tog sig sammen og gav ham et spark i skridtet og fik sig rejst op.

”Du rør mig aldrig igen,” skreg Eve og sparkede ham under hagen. Han begyndte at bløde ud af munden og klynkede som en baby. Hun begyndte at gå lidt men pludselig holdt noget i hendes ben.

”Lad mig ikke være alene herude,” klynkede han.

”Kun hvis du fortæller mig dit navn.”

”Nej!”

”Så må jeg jo gå,”

”N-nej, nej. J-jeg h-h-hedder L-liam.”

Eve tog Liams hånd og trak ham op. Hun lod ham støtte sig op af ham og så gik de et skridt af gangen. Til sidst kom op til hendes opgang.

”Nå 'Liam', hvad sker der i dit hoved siden du prøvede at slå mig ihjel?” snerrede Eve og trak ham op i sine forældres seng.

”Det kommer ikke dig ved møgsæk,” knurrede Liam hårdt og slog ud efter Eve, Eve var hurtig og striks så hun gav ham et spark i maven.

”Så er det ud!” skreg hun og sparkede ud efter ham Liam igen. Han krøb sig sammen og trak efter vejret. Eve så at tårerne trillede ud fra hans øjenkroge. Hun skammede sig nu over hun havde gjort som hun havde.

”Hv-hvis du nu fortæller mig om alt du har været igennem så kan jeg hjælpe dig,” halvtrøstede hun. Liams ansigt så stramt ud. Men da han så at Eve blev ved med at stirre på ham med sårede øjne, begyndte han at tale: ”Jeg blev altid overhørt i skolen, jeg blev mobbet. De skubbede mig og gjorde alt for at nedbryde mig.”

 

Sådan blev han ved med at tale i timevis. ”Stop,” sagde Eve mildt, ”du betyder noget for mig nu, du er min ven,” smilede hun og så sørgmodigt på Liam. Han så op og kiggede Eve dybt i øjnene. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, blodtørsten kom nu. Lige nu. Eve blev trukket efter Liam. Hun fulgte bare efter ham. Hun skulle ikke være alene længere. Liam førte hende ind i et rum. Alt var hvidt, grønt, rødt, gult, blåt. Eve blev nervøs, hun kunne ikke se hvad farve rummet var. Hun så tilbage, hun så døren. Hvilken farve var den? Liam forsvandt. Hun kiggede skræmt rundt, var det lille eller uendelig stort. Var det der overhovedet.

”Hvor er jeg?” spurgte Eve nervøst, frygten bredte sig ud over hende. En latter hørtes, en ond latter, alt i rummet gav genlyd.

”Kære Eve, dette er blot en illusion, alt hvad du frygter sker her, dette er uendeligheden,” blev stemmen ved. Eve vidste det var Liam, hun var gået lige i hans fælde. Hun havde været så utrolig dum, alt han havde sagt havde jo været løgn.

Noget greb fat i hendes arme. Liam.

”Nej Liam! Jeg hjalp dig, betyder det ikke noget? Var alt du sagde løgn?” skreg hun af både vrede og frygt.

”Jeg kan ikke styre det, det er tørsten der styrer mig. Eve du er nød til at hjælpe mig,” halvt knurrede han og halvt skreg han, en blanding af frygt og blodtørst. En sprækket slangetunge stak ud af hans mund.

Han trak en mønstret kniv, med en slange snoet op af skæftet, op fra sit bælte og stak Eve i benet. Hun skreg og så vild ud, hendes hår var rodet og blodet løb fra hendes ødelagte kjole. Hurtigt trak han kniven ud og prøvede stikke hende i armen. Men Eve var hurtigere og vred hans arm om på ryggen og vristede kniven ud af hans hånd.

”Liam, ønsker du at dø?” skreg hun så spyttet fløj tre runder rundt om hendes hoved. Hun havde et godt tag om kniven og havde fat om hans hals.

”Er det nu jeg skal skære dine pulsåre over?” hvæsede hun. Ja, havde Liam skreget og trukket hendes arm over hans pulsåre og død var han.

Han gav hende et sidste tryk i hendes hånd, nu var det slut. Hun satte sig ned og strøg hans døde hår, mens hun græd. Hvad havde hun gjort?

Efter en tid gav hun op at få ham til live. Hun tog små museskridt og til sidst kom hun op i hendes opgang og smed sig på sengen. Hun sov i flere dage. Ingen tog notits af hende, hverken familie eller venner. Efter lang tid på sengeskansen sov hun ind, endelig og alt var sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...