Mord på Post og Telemuseet

Et mord bliver begået på Post og Telemuseet i København. Kriminalinspektør Dan Jensen og Kriminalkommissær Kristian Jørgensen efterforsker sagen, men fra mordet på en narkokurer tager sagen en spændende drejning, med tråde til frihedskampen under 2. Verdenskrig, nazistguld og det danske gangstermiljø. God læselyst!

0Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

1. Mord på Post og Telemuseet

Omkring klokken tre om natten mellem søndag og mandag indgik der en anmeldelse til Alarmcentralen, om skyderi på Post og Telemuseet. En patruljevogn - en Volkswagen Passat Sedan - kørte ned ad Klareboderne og de blå blink kunne ses langt foran politibilen i det endnu mørke daggry. Patruljevognen parkerede foran Post og Telemuseets hovedindgang på Købmagergade også kaldet Strøget, og i skyggen af de lange lyskegler fra deres stavlygter løb to betjente ind ad den åbentstående hoveddør. Betjentene nåede dog ikke længere end op ad trapperne, lige indenfor hoveddøren, og op til det mørkerøde tæppe, hvorpå Post og Telemuseets logo er trykt, før de fandt et lig med blod piblende i en tynd strøm fra baghovedet.

Fire timer senere, var der atter kommet liv i Københavns centrale gågade, og politiet havde afspærret Post og Telemuseet og snakket med kustoden, der søndag havde lukket museet, og som tre timer senere skulle åbne det igen. Endnu en politibil sluttede sig til den allerede eksisterende horde - dog var den civil. Det var en sort BMW 318d Sedan. Ud af den steg den 31-årige kriminalinspektør Dan Jensen og 56-årige kriminalkommissær Kristian Jørgensen. Dan var høj, slank og sorthåret og iklædt et sort jakkesæt, sorte sko, hvid skjorte og sort slips. Kristian var ligeledes høj, han var kraftig - med godt ti kilo for meget på maven - og så var han skaldet. Han var iført gråt jakkesæt, hvid skjorte og sorte sko.

Dan og Kristian gik indenfor, hvor de stødte på kridtoptegningen af liget. En betjent hilste på dem og præsenterede sig: Overbetjent Anders Eriksen, ansvarshavende for gerningsstedet. Dan og Kristian tilhørte ikke nogen bestemt station. De udgjorde en slags rejsehold og tog rundt i Storkøbenhavn og løste drabssager. Dan og Kristian gik med overbetjent Eriksen ind på museet, hvor en masse betjente og forskellige teknikere var i færd med at undersøge. ”Tja, der har været folk på stedet i mere end fire timer nu, og der er ikke blevet fundet andet end liget. Han er til obduktion nu, men hvad vi ved af, er han blevet skudt i baghovedet. Drabsvåbenet er endnu ukendt, sagde overbetjent Eriksen. ”Hvordan lå han, og hvor kan skuddet være kommet fra?”, spurgte Dan. ”Han lå med hovedet mod døren, så derfor konstaterer vi at drabsmanden har været inde i museets forhal, men om offeret har kendt til drabsmandens tilstedeværelse, ved vi ikke noget om”, svarede overbetjenten og tøvede før han affyrede en joke: ”Han er jo så svær at udspørge”. Eriksen lo hæst men højt. Han hentydede til drabsofferet, det stod klart for både Dan og Kristian, men vitsen var en unødvendig demonstration af Eriksens tørre, sorte humor.

Halvanden time senere var Dan, Kristian, overbetjenten og en god håndfuld andre betjente og teknikere samlet ved et rektangulært bord i et mødelokale på Københavns politigård. Lægen der havde forestået obduktionen, og som havde en frisure der til forveksling lignede Albert Einsteins, var første taler. ”Drabsofferet; Peter Sørensen, var iført en slidt, sort frakke, et slidt, mørkeblåt jakkesæt, en lyseblå skjorte, et par gamle sorte sko og et par solbriller. Han er skudt i baghovedet med en pistol af typen Beretta 92SB - et præcist og professionelt skud”, fortalte lægen, og en politikommissær tog over:

”På baggrund af indholdet af ligets lommer og attachemappe formoder vi at Peter Sørensen var narkokurer. Han havde ét kilo hash og to kilo amfetamin i sin attachemappe. Hvad han lavede på museet og hvordan han kom ind, ved vi ikke, og den eneste der befandt sig på museet var…”, politikommissæren så på et stykke papir. ”Rengøringsassistent Ernst Larsen. Han er mistænkt, men da det var ham der ringede til alarmcentralen, går jeg ikke ud fra, det var ham”, sagde politikommissæren. Mødet varede endnu tre kvarter, men det var de vigtige oplysninger, der kom ud af det. Resten var ifølge Dan og Kristian bare spild af tid og indbyrdes diskussioner om hvorfor rengøringsassistenten skulle, eller ikke skulle, mistænkes. I Dans BMW kørte de to kriminalbetjente tilbage til Post og Telemuseet, der stadig vakte stor opmærksomhed på gågaden. Klokken var omkring de ti, og Dan og Kristian kørte tilbage til museet. Kristian gik indenfor, og Dan kørte ud til Ernst Larsens bolig på Frederiksberg.

Rengøringsassistent Ernst Larsen boede i en treetagers bygning på Frederiksberg Allé. Dan gik hen til hoveddøren, og så på navneskiltene. Ernst boede i stuen. Dan ringede på dørklokken til Ernsts nabo, I. Hansen. ”Ja?”, spurgte en stemme. ”Det er politiet. Vil du være venlig at åbne døren?”, spurgte Dan. I. Hansen smækkede røret i, og døren forblev låst. Dan ringede igen, men ingen svarede. I. Hansen frygtede måske politiet. Dan ringede på klokken igen. Han kunne godt ringe på Ernsts egen dørklokke, men så ville han vide, politiet var der for at tale med ham, og hvis han havde nogen form for indblanding i drabet, ville han formentlig stikke af. ”Ja?”, lød det fra højttaleren. ”Det er politiet. Vil du være venlig at lukke døren op?”, spurgte Dan. I. Hansen sagde ikke mere, men åbnede blot døren.

Dan gik op af et par trappetrin, og ringede på Ernsts dør. Ingen reaktion. Dan trykkede igen på Ernsts dørklokke, døren gik op, og en lav, kraftig mand med måne og et lille sort overskæg, iklædt blågrå kedeldragt og et par brune ruskindssko trådte ud. Dan tog sit ID kort frem, men mærkede pludselig et hårdt slag i baghovedet, og han sank i knæ og besvimede.

På Post og Telemuseet gik Kristian og så sig omkring. Museet udstillede postvogne, uniformer og våben som postbude brugte i gamle dage for at forsvare deres post - samt meget andet. Museet havde på den tid en meget speciel udstilling. Ni breve sendt mellem to modstandsfolk, fra modstandsgrupperne Holger Danske og BOPA under 2. Verdenskrig. Der var bare noget underligt ved de ni breve. Indholdet i dem var meget personligt, og så ikke ud til at have nogen særlig betydning for modstandskampen.

Kristian gik rundt mellem de ni montre, og pludselig faldt noget ham i øjnene. ”Anders!”, kaldte Kristian, og en ung, uniformeret betjent kom løbende. ”Ja hr. kriminalkommissær?”, spurgte Anders. ”Kan vi få åbnet den montre?”, spurgte Kristian. ”Øh, ja. Det burde ikke være noget problem”, svarede Anders og tog sin radio frem. Lidt efter kom tre mennesker løbende. To af dem var uniformsklædte betjente, og den tredje arbejdede på museet. Museumsmedarbejderen gik i gang med at låse montren op, og Kristian spurgte: ”Hvem har adgang til disse montrer?”. Medarbejderen tænkte et øjeblik. ”Der er tre nøgler. Vagterne har den ene, rengøringspersonalet har den anden, og jeg har den tredje. Det er mig der har ansvaret for udstillingen”, sagde medarbejderen.

Kristian kastede et kort blik på ham. Han var formentlig midt i tyverne, han var høj, mørkhåret og iklædt cowboybukser, en sort skjorte og et par sorte sko. Montren blev åbnet, og Kristian tog brevet ud. ”Er vi enige om at man ikke havde å under andens verdenskrig?”, spurgte Kristian. ”Øh, ja. Hvorfor?”, spurgte museumsmedarbejderen. ”Under krigen brugte man dobbelt a, men på dette brev er der anvendt å”, sagde Kristian. ”Hvad!?”, udbrød museumsmedarbejderen…

Dan vågnede ved, at to mænd ruskede i ham. Den ene var klædt i brun habitjakke, hvid skjorte, sorte bukser, sorte sko og et gyldenbrunt slips. Den anden var i sort jakkesæt, hvid skjorte og sorte sko. Dan blev af de to mænd fulgt ud af det lille rum han sad i, og opdagede at det ikke var et rum i et hus eller lejlighed, men en kahyt på et skib.

Dan blev ført ind på broen, hvor to mænd iført den klassiske sorte marineofficeruniform, med kasket og skulderstropper, stod og snakkede med Ernst Larsen, nu iført lysegrå habitjakke, hvid skjorte, sorte bukser, sorte sko og lyserødt slips.”Her er han chef”, sagde den ene af de to gangstere, der havde ført Dan til broen. Ernst vendte sig mod Dan. ”Har Du sovet godt hr. kriminalinspektør?”, spurgte han. ”Hvor er jeg, og hvorfor har du taget mig hertil?”, spurgte Dan. ”De er på skibet Atlantic, ejet af mit firma Atlantic Transport ApS. Jeg bryder mig ikke om at politiet blander sig i mine sager. Derfor har jeg taget dig med, for at jeg kan smide dig overbord i det Atlantiske ocean”, sagde Ernst koldt. ”Før ham ned i hans kahyt”, sagde Ernst, og gangsteren fra før førte ham ned i en stor flot kahyt, med stor seng, en sofa, en lænestol og et sofabord hvorpå der stod en spand med isterninger og en flaske champagne.

På Post og Telemuseet var to ting gået op for Kristian. Ét: Brevet i montren var en forfalskning, og to: Peter Sørensen var ikke narkokurer. Attachemappen med stoffet havde ligget ved siden af ham, men hans fingeraftryk var ikke på håndtaget, eller nogen andre steder på attachemappen. Attachemappen måtte være drabsmandens forsøg på at skjule hans sande identitet. En uniformeret betjent kom hen til Kristian. ”Et vidne har indgivet et skriftligt vidneudsagn. Fra vinduet i første G’s klasselokale på Niels Brock Elitegymnasiet, der ligger overfor museet, har hun set tre mænd løbe ind, men kun to kom ud. Inden de kom ud, hørte hun et skud”, sagde betjenten. En anden betjent sagde supplerende: ”Videoovervågningen bekræfter vidneudsagnet. De mænd der var herinde, er alle tidligere straffede, og de er ansat af gangsterbossen Mr. Brown. Den såkaldte rengøringsassistent Ernst Larsen er hans adjudant, og det er formentlig ham, der har det stjålne brev fra montren”.

”Dan er ude hos ham”, sagde Kristian, men blev afbrudt: ”Nej han er ikke. Han befinder sig på et skib omkring grænsen mellem Nordsøen og Atlanterhavet. Sporingsenheden i hans mobiltelefon afslører det”. ”Kontakt det engelske politi, og bed dem standse skibet. Drabsmændene er formentlig ombord”, sagde Kristian, og løb ud af museet, og ud i den mørke aften, satte sig ind i en patruljevogn, og jokkede speederen i bund.

Det havde samtidig lykkedes Dan at gøre en af gangsterne fulde, og han snakkede som et vandfald. Det var dem, der var brudt ind på Post og Telemuseet søndag nat, og de havde stjålet et af brevene, fordi der mellem linjerne var skrevet en kode, der fortalte hvor i Atlanterhavet der var gemt nazistguld fra krigen, til en værdi af 50 millioner euro - altså 375 millioner danske kroner. Liget på museet havde været nøddeknækkeren, der havde åbnet døren, men da hans honorar var meget højt, havde de skudt ham, og havde givet ham attachemappen med stofferne, for at lede politiet på vildspor. Dan blev meget klogere, men havde stadig det problem at han var taget til fange på et skib i rum sø…

Pludselig var to helikoptere over skibet. Tolv engelske betjente blev firet ned på dækket af skibet, og fik anholdt Ernst Larsen, den snaksaglige gangster fra Dans kahyt, de to marineofficerer og en god håndfuld andre gangstere. De nåede derfor aldrig frem til nazistguldet, men måske bliver det fundet en dag…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...