Fangen

det er en historie som en dreng og en søheks

1Likes
9Kommentarer
757Visninger
AA

1. her er alle kapitlerne.

Pigen.

     jeg så ind i de dybblå øjne, jeg kunne mærke at der var noget galt. Hun kiggede langsomt hen imod den kulsorte skov, jeg lod min hånd løbe gennem hendes gyldne hår. Hun begyndte at græde, men hendes tårer var ikke hvid/blå, men de var lige så røde som blod, hendes læber var også lige så rød som blod. Hun kiggede på mig, der var noget som pinete hende, men hvad? Hvem var hun? Hvad hedder hun? Jeg gik nærmere hen mod hende, jeg kunne se, at hun ville løbe, hvis ikke min far havde bundet hende fast. Hvorfor have min far bundet hende, hun var jo så smuk. Tårerne løb ned af det gamle tøj, som hun have på, hun have røde striber ned af kinderne. Jeg gik hen i mod mit telt, for at finde min kniv, alle andre end pigen og jeg sov i lejren, og der var kun få gløder tilbage i bålet, som var ved siden af pigen. Jeg gik ind i teltet og fandt min kniv, pigen kiggede bange på den skarpe kniv. ``Bare rolig,´´ hviskede jeg i øret på hende, hun så ned i jorden med sine blå øjne. Jeg kyssede hende på panden og skar båndene op, hun løb ind i skoven. Til sidst kunne jeg ikke se hende længere.

 

Faren.

     Pludselig kom der larm fra min fars telt, han kom ud af teltet og fik øje på, at pigen var væk. ``Max, hvor er hun?´´, sagde han med en meget bestemt stemme, han kiggede nu på den skarpe kniv som jeg havde i hånden. ``Du har vel ikke befriet hende,´´ sagde han med en meget hård tone i stemmen. ``Jeg.. jeg, ja jeg befriede hende. Men hvad har hun gjort, siden hun er bundet? Og hvad hedder hun? Og hvem er hun?´´ svarede jeg med lidt angst i stemmen. ``Vi har ikke tid til det, der spørger leg, vi skal finde hende igen,´´ sagde faren og råbte på de andre, efter få minutter kom alle de andre ud af teltene og løb ud i skoven. Efter 2 timer kom de tilbage med hende under armen, hun så nu ligbleg ud. Hendes øjne var røde, hendes læber var hvide, hendes tøj var ikke længere gråt, men hvidt som sne. Hun kiggede på mig med sine sorgfulde øjne, både hende og jeg vidste, at dervar galt.

 

Cécilila.

     Næste dag så jeg igen i de dybblå øjne, min far have bundet hende fast igen til et træ. Hendes tøj var igen gråt med de røde tårer ned af det. Jeg bandt rebet op som var rundt om hendes mund. Hun kiggede overrasket på mig. ``Hvem er du?´´ spurgte jeg. ``Jeg hedder Cécilila, og jeg er datter af kong Peter den 3.´´ svarede hun ``Hvem er du? ´´ ``Jeg hedder Max, og er søn af Fred.´´ sagde jeg, og så på det gyldne hår, som skinnede i solen, men så lagde jeg mærke til, at hun ikke havde det særlig godt. Jeg gik hen til min fars telt og ind, og efter noget snak med ham, fik jeg lov til at føre hende ind i mit telt. Jeg bandt rebet op og førte hende hen til mit telt, ``Du kan være herinde, til du får det bedre.´´ sagde jeg. Hun smilede til mig og jeg smilede tilbage, jeg kunne mærke, jeg blev rød i kinderne. Hun lagde sig ned og faldt i søvn. Jeg kiggede på hende, mens hun sov. Jeg hentede en kop te til hende, da hun vågnede, hun så på mig med sine smukke blå øjne.

 

Drabet.

     Der lød fodtrin ud foran teltet, telt døren blev åbnet og ind kom min far. Hun så bange ud, da hun så min far, ``Max, jeg skal snakke med dig,´´ sagde han med en meget hård tone. ``Hun har dræbt sin far, så nu ved du det´´ sagde Fred. Jeg så hen mod mit telt, pigen var der ikke længere. ``Hvor er hun nu?´´ sagde Fred og kiggede rundt. To af mændene som boede i lejren kom med hende, hun var igen blevet bundet. ``Hjælp mig!´´ hviskede hun, da hun blev ført forbi mig. Hun så på mig med de smukke blå øjne, som var fyldt med røde tårer. Jeg spurgte min far, om der ikke var nogen måde, at hun kunne gå fri. Han svarede, at der kun var en måde, og det var, at jeg skulle gifte mig med hende. Jeg kunne mærke at mine kinder igen blev røde. At gifte mig med hende, hun var smuk, sød og magisk. Hun var perfekt. Min far gjore klar til brylluppet, som skulle finde sted ved 5. fuldmåne (om 6 dage), alle kvinderne i lejren skulle sy kjolen og gøre Cécilila klar til brylluppet.

 

Søen.

     Mændene i lejren måtte mange gange fange Cécilila inden brylluppet, for hun ville hele tiden ud i skoven. Kvinderne var blevet færdige med kjolen, men hvor var Cécilila? Alle ledte, men ingen kunne finde hende, jeg gik hen mod skoven, som lå mørkt hen. Jeg kaldte på hende, men det eneste jeg kunne se var en lille dal. Jeg gik ind i skoven, som min far have forbudt mig, men ham var jeg ligeglad med nu. Jeg ville bare finde Cécilila. Jeg gik og gik indtil jeg kom til den lille dal, som var det eneste sted i skoven, hvor der var lyst. Der var en lille sø i dalen, jeg gik hen til søen og så ned i det klare vand. Der var hun. Hun så på mig med sine smukke blå øjne nede ved vand kanten, hun havde ikke længere ben, men en blodrød hale. ``Hej´´ sagde hun med en meget lille stemme, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Hun var anderledes, hendes øjne blev røde. Hun sagde noget, jeg ikke kunne forstå. Hvad sagde hun?

 

Søheks.

     Da jeg vågnede ved at noget eller nogen satte sig ved siden af mig. Hvor var jeg? Cécilila sad ved siden af mig i skov bunden, hun havde ikke længere en hale. Hun smilede til mig, ``Hvad er du?´´ røg det ud af munden på mig. Hendes smil forsvandt, ``Hvad jeg er, jeg er en søheks.´´ sagde hun med en meget fornærmet stemme. Jeg kunne høre på hendes stemme, at alle da vidste, hvad en søheks var, men det vidste jeg bare ikke. ``Hvad er en søheks og hvordan er de?´´ sagde jeg med en stille stemme, hun smilede igen. ``En søheks er et magisk menneske, som kun lever i søer, de har haler, når de er i søen, og ben når de er på landjord, de kan kun overleve i en uges tid på landjorden. Vi søhekse kan både være gode og onde,´´ sagde hun smilede til mig. Efter lidt tid spurte jeg hende om, hun var en af de gode eller en af de onde, hun smilede bare sødt igen, og svarede at hun dog var en af de gode søhekse. Men var det rigtigt, hun havde jo dræbt sin far, det havde min far da sagt.

 

Bonde drengen.

     Hun satte sig på en lille sten, ikke så langt fra søen. Hendes gyldne hår blev langsomt rødt også hendes øjne blev røde, hendes læber blev hvide. Hendes hale var igen kommet, hun så på mig med de blodrøde øjne. Hun sagde noget, men jeg kunne ikke forstå det. Hendes øjne begyndte at lyse, pludselig kunne jeg høre hende, men ikke med ørene, men med øjnene. Hun sagde, at jeg skulle hjælpe hende, jeg så tilbage gennem hendes liv. Pludselig var jeg på et stort slot, det var et meget flot slot. Hun sagde med øjnene, at jeg skulle følge efter hende, vi gik ned af en lille trappe. Vi var nu nede i kælderen, jeg så, hvad hun havde gjort. Hun have ikke dræbt sin far, men en bondedreng, som hun elskede. Hun fortalte hele historien, om drengen, og om hvordan hun var blevet til en søheks. Hendes far havde sagt, at hun skulle dræbe bondedrengen ellers ville faren dræbe hende. Hun have gjort det, men dagen efter tog hun sit eget liv. Da hun så vågnede fra døden, var hun en søheks, men alle mænd troede at søhekse var smukke og onde. Da min far så have fanget hende, ville han udtørre hende, havde han sagt til hende. Men så mødte jeg hende og ville hjælpe hende, selv om min far havde sagt alt ondt om hende.

 

3. mænd.

     Da vi var kommet tilbage til virkeligheden gik det op af mig, at jeg var forelsket i hende mere end nogensinde før. Vi hørte af nogle var på vej mod os. Cécilila hoppede ned i søen og forsvandt. Tre af mændene fra lejren kom, ``Har du set Cécilila?´´ sagde en af mændene og den anden spugte ``Må du overhovedet være her?´´. Jeg svarede, at jeg ikke have set Cécilila, og at jeg da selv bestemte, hvor jeg gik hen. De så ondt på mig, men de gik da videre ud i skoven. Jeg hørte Cécilila’s stemme, og hun kom til syne i sø kanten. ``Jeg må væk,´´ sagde hun med sin lille stemme, ``Vent´´ sagde jeg meget højt, da hun var på vej ned i søen, for hvis jeg have råbt ville alle i lejren komme. Hun så på mig med de dybblå øjne og sagde, at hun måtte altså snart af sted, for hun ville snart blive opdaget. Jeg bukkede mig ned og kyssede hende, hun smilede bare til mig, og så var hun væk.

 

Sangen.

     Min far så ondt på mig, ``Hun er jo farlig.´´ sagde han til mig. Men jeg var da ligeglad med, hvad han sagde, det var jo løgn. Jeg råbte at han ikke sagde noget som helst, som var sandt. Han tog sin dolk hen og skar en lille streg ned af min arm. Mit blod blev langsomt fra den røde farve over til en lilla også over i en blå farve. Min far grinte bare, ``Dræb ham!´´ råbte min far højt. Alle mændene kom løbene hen mod mig, hvad skulle jeg gøre? Pludselig kom der en sang gennem luften ” Kærligheden i mit hjerte gror. Til dig, som i mit hjerte bor. Kærligheden hos dig jeg fandt. Mit hjerte og sjæl du vandt. En følelse så stærk - et guddommeligt værk. Tusinde lys i mit hjerte er tændt. Ensomhedens vej er vendt. På min lykkesti. Kærligheden står mig bi. Det var her jeg fandt dig. Du som viser mig livets vej. Mit hjerte tilhører nu dig. Pas på det og forglem ej. Dette hjerte banker kun for dig!´´ Alle mændene faldt på rad og række, de havde små hjerter i øjne. Hjerterne var blod røde, jeg vidste, hvem der have reddet mig.

 

Sølv Slottet.

     Cécilila kom gåede hen mod mig, mens hun sang den sang, som reddede mig, hun tog fat rundt om min arm og førte mig ind i skoven. Da vi var henne ved søen holdt hun op med at synge, ``Lad mig hjælpe dig.´´ sagde hun forsigtigt. Jeg nikkede bare, og så at hun tog lidt vand i hånden, hun lod små vand dråber løbe ned af såret. Såret begyndte at forsvinde, hun smilede til mig, som hun have gjort mange gange før. Men denne gang var det anderlede på en god måde, hendes hånd tog fat i min, og hun førte mig tættere hen til søen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, gøre det hun ville eller gå væk fra hende. Hun så på mig og smilede. Hun satte sig ned og fik sin hale, ``Kom med mig, vi kan få det godt på sølv slottet,´´ sagde hun til mig nervøst. Hvad skulle jeg sige, tænkte jeg, mens jeg så på det gyldne hår, jeg sagde til sidst, at jeg elskede hende og at jeg gerne ville med, men at jeg ikke kunne se hvordan. Hun kyssede mig bare blidt. Pludseligt kom der en blå hale frem i stedet for mine ben. Vi hoppede ned i søen og dykkede længere og længere ned, vi svømmede ind i en undervands by. Der var mange søhekse her, lige fremme lå et kæmpe slot.

 

Gift.

     Alle undervands væsenerne bukkede da Cécilila svømmede forbi, hun smilede til dem alle sammen. Hendes læber var blevet hvide, hendes øjne var blevet røde. Hun snakkede nu med undervands væsenerne, men jeg forstod ikke en dut af det. Cécilila kiggede på mig og fortalte, hvad hun lige have sagt til sø væsenerne, hun spugte mig, om vi stadig skulle giftes. ``Jeg er forelsket i dig.´´ svarede jeg, hun smilede og hviskede i øret på mig, at hun også var forelsket i mig. Jeg fulgte efter hende op til slottet, og hun gik ind. Efter noget tid kom hun ud med et sværd og en lille sømand. Hun fortalte mig, hvordan man blev gift her i byen. Manden tog sværdet og lagde det langsomt på min skulder også over på Cécilila’s skulder. Efter det spugte han os, om vi ville have hinanden. Vi svarede, at det ville vi, og så kyssede vi. Vi levede lykkeligt til vores dags ende.

``Det var historien om hvordan jeg mødte din mor´´ sagde jeg til min søn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...