I Wish - One Direction

Tja... Historien handler om at Camille er bedste venner med Niall. Niall skal til audition på X-factor og Camille skal med som støtte. Niall kommer i gruppe - One Direction - og Camille hører ikke fra ham i lang tid. Det sårer hende, men hvad sker der den dag Niall pludselig står udenfor hendes dør, sammen med de andre drenge? Skal Camille være sur, glad? Hun bliver selvfølgelig glad, for hun har jo savnet ham. Er det kun et venskab? Eller er der kærlighed i luften? Måske er det ikke kun Camille og Niall, måske foregår der ting mellem de andre i bandet...
--- Jeg har skrevet den her movella fordi jeg havde lyst til at skrive om 1D. Det er min første så jeg håber i kan lide den ;)

13Likes
17Kommentarer
4028Visninger
AA

20. Fedt.. (Camilles synsvinkel)

 

Camilles synsvinkel

”Jeg skal lige tisse”, sagde Louis og gik hen til døren. ”Okay”, sagde jeg. Vi var inde på mit værelse, han havde jo hjulpet mig op med alle mine poser. Han åbnede døren, og lige udenfor stod Niall med hans hånd ud mod dørhåndtaget. Han havde vidst været på vej ind. Han sendte... det så ud til at være et surt blik til Louis. Hvorfor fanden gjorde han nu det?!

”Hmm, Cam?”, spurgte han uskyldigt, og gik ind ad døren. Han lukkede døren stille efter sig. Hvad ville han? Jeg ved ikke hvorfor men jeg gad ham ikke lige nu. Jeg blev ved med at se Tiffany for mig. ”Jeg er altså ked af det dér den aften..”, sagde han stille og kiggede ned i jorden. Flot, nu kunne han sige undskyld til mig, men nu er jeg jo ligesom videre. Jeg nikkede bare, satte mig ned i min seng og fandt min iphone frem og kiggede ned på den. Niall blev stående. Hvorfor går han ikke? Jeg kiggede spørgende op på ham. ”Var der andet du ville?”, spurgte jeg lidt snobbet. Hvad går der af mig? Jeg havde et ligeglad blik i hovedet. Han kiggede forvirret på mig. ”Hvorfor er du sådan?”, mumlede han og kiggede mig i øjnene. ”Hvad mener du?”, spurgte jeg lidt hårdt. Gå nu, gå nu, enden jeg bliver for sur. Der skulle ikke så meget til at gøre mig sur nu. Jeg tænkte hele tiden på Tiffany. ”Hør, jeg vil bare gerne sige undskyld for at jeg gjorde dig sur den aften”, sagde han hurtigt. Sur?! Han gjorde mig skuda ikke sur. Han gjorde mig pisse ked af det. Det var jo ham der var sur den aften og ham der var en idiot! Jeg mærkede mit had stige. Han vidste at jeg var ved at blive godt sur. Jeg kunne se i hans ansigt at han havde fortrudt det han havde sagt, men han havde jo sagt det nu. Jeg sprang op af sengen. Han blev lidt bange og gik et par skridt tilbage. ”Hvad går der af dig?”, spurgte han skræmt. ”Hvad fanden snakker du om?!” spurgte jeg hårdt, og stoppede op. ”Du er jo slet ikke dig selv… du har forandret dig”, sagde han hurtigt og det lød SLET ikke som en god ting. Han kiggede væk. Jeg følte… jeg ved faktisk ikke hvad jeg følte. Jeg var tom for følelser. Det havde ramt mig hårdt. Alt for hårdt. Jeg mærkede min tårer trænge på, men jeg anstrengte mig for at holde dem inde. Jeg var blevet sådan et tudefjæs lige siden Niall og de andre kom. ”Fuck dig..”, fik jeg mumlet. Jeg vendte mig væk fra ham mens jeg kiggede ned i jorden. Han tog fat om min arm. ”Cam, det var ikke det jeg mente..”. Jeg afbrød ham. ”Skrid med dig!”, udbrød jeg og skubbede ham hårdt i brystkassen. Han gik skræmt ud af døren. Jeg smækkede døren efter ham, og satte mig i sengen, og så pressede mine tårer på. Hvorfor var det at hver gang jeg snakkede med Niall skulle jeg blive ked af det.

Jeg snøftede og tørrede mine øjne. Det var jo nytteløst at græde. Jeg rejste mig og pakkede alle mine ting ned i min taske. ”Camille?”, spurgte Denise udenfor døren. Hun åbnede døren stille. Hun kiggede medfølende på mig. ”Hvad skete der?”, spurgte hun og gik hen og gav mig et lille kram. ”Jeg gider ikke snakke om det..”, mumlede jeg og tog min taske over skulderen. Jeg skulle hjem nu. ”Undskyld”, hviskede jeg og kiggede på hende. ”Det er okay, men vil du ikke snakke om det?”, spurgte hun også lidt nysgerrig. ”Jeg kan ikke lige nu..”, hviskede jeg og kiggede på hende. ”Okay. Ring hvis det er”, sagde hun og krammede mig. Jeg klemte et smil frem, tørrede mine kinder for tårer, og gik så ud af døren. Jeg gik hurtigt igennem huset i håb om ingen så mig og spurgte til mig. ”Cam!”. Pis, det var Louis. ”Cam? Hvad skal du?”, spurgte han og tog fat i min arm så jeg ikke gik videre. ”Jeg… Jeg skal hjem nu”, sagde jeg og fik presset et smil frem. ”Hvad skete der?”, spurgte han da jeg havde vendt mig om for at gå videre. Han havde jo gennemskuet mig. ”Spørg Niall”, sagde jeg hurtigt og gik videre uden at kigge tilbage. Jeg kunne dog ane Denise komme hen til Louis. Jeg mærkede deres blikke på mig. Jeg nåede endelig hoveddøren og jeg gik ud af den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...