I Wish - One Direction

Tja... Historien handler om at Camille er bedste venner med Niall. Niall skal til audition på X-factor og Camille skal med som støtte. Niall kommer i gruppe - One Direction - og Camille hører ikke fra ham i lang tid. Det sårer hende, men hvad sker der den dag Niall pludselig står udenfor hendes dør, sammen med de andre drenge? Skal Camille være sur, glad? Hun bliver selvfølgelig glad, for hun har jo savnet ham. Er det kun et venskab? Eller er der kærlighed i luften? Måske er det ikke kun Camille og Niall, måske foregår der ting mellem de andre i bandet... --- Jeg har skrevet den her movella fordi jeg havde lyst til at skrive om 1D. Det er min første så jeg håber i kan lide den ;)

13Likes
17Kommentarer
3898Visninger
AA

1. Audition (Camille og Niall synsvinkel)

(Camilles synsvinkel)

Jeg glædede mig meget til i dag! Niall skulle til audition på X-Factor. Det blev så spændene. Jeg havde fået lov at komme med. Mig og Niall var jo bedste venner, og vi støttede hinanden op i alt, og jeg skulle med og bakke ham op så meget som muligt. Jeg fladede mit lange lysebrune hår, og lod det hænge ned, og jeg havde taget et par stramme jeans og en sød top på. Niall skulle komme forbi og hente mig. Jeg pakkede nogle sandwicher ned i min taske, til hvis nu Niall skulle blive sulten.

Nogen dyttede udenfor, så de måtte være her. Jeg skyndte mig at tage sko og jakke på, råbte farvel til min mor, og så løb jeg ud til ham. Han havde løbet mig i møde. Jeg gav ham en krammer, og så satte vi os ind i bilen. Inde i bilen sad hans forældre, og hans storebror Greg. De skulle alle med for at støtte Niall. Jeg havde egentlig et ret godt forhold til hans familie. De var alle så søde og rare, og det var dejligt. Jeg sad ved siden af Niall i bilen. Han sagde ikke så meget. Når jeg var sammen med ham, snakkede han ret meget. Vores skuldre mødtes. Jeg kunne mærke at han var nervøs. Niall var ret god til at skjule hans nervøsitet, men jeg kendte ham så godt at jeg kunne hurtigt gennemskue ham. ”Niall… det skal nok gå fint”, hviskede jeg og smilede til ham. Han smilede til mig. Jeg lagde min hånd oven på hans. Han tog en dyb indånding. ”Lad os lege en leg”, sagde jeg får at Niall kunne komme, til at tænke på noget andet. Greg, som halvsov, råbte hurtigt: ”Ja!”. Legen gik i gang og Niall kiggede på mig. ”Tak, Camille”, sagde han og blinkede til mig. Jeg hed rigtigt Camilla, men Niall kaldte mig Camille, og det havde jeg det egentlig også bedst med. Jeg smilede til ham, og trak min hånd tilbage. Jeg håbede det havde hjulpet. Jeg kunne godt forstå at han var nervøs. Jeg havde sunget med Niall før… Mange gange faktisk, og selv der var jeg nervøs. Når det gælder musik, er jeg nok bare den generte type. Men ellers synes jeg da ikke jeg er specielt genert.

Det var en ret lang tur. Vi skulle også sejle, men endelig ankom vi. Jeg havde snakket meget med Niall, og jeg tror ikke han havde tænkt så meget på det. Men han havde da sunget sangen for mig og øvet den. Det lød rigtig godt.

Vi kom ind i et stort lokale, altså efter Niall havde fået nummer og alt det der. Der sad en masse andre der skulle til audition. Inde i rummet var der mange sofaer og stole. Vi slog os alle ned rundt om et lille bord. Der var lang tid til at Niall skulle på, så vi gik en tur udenfor, så vi kunne få noget frisk luft. Igen var Niall meget stille. Jeg kiggede på ham og prøvede at fange hans blik. ”Hvad… er der galt”, spurgte jeg forsigtigt. Vi satte os ned på kantstenen. Jeg kiggede stadig på ham, og prøvede på at aflæse ham. Han kiggede ned i jorden. ”Jeg kom bare til at tænke på…”, startede han. ”Ja?”, sagde jeg. ”At jeg nemt også kan ryge ud af det her show. Da vi gik forbi de andre, og de sad og sang, var nogen af dem rigtig gode”, sagde han. Jeg sad lidt, så kyssede jeg ham på kinden og sagde: ”Du er også rigtig god! Du kan godt. Du skal bare tro på dig selv”, sagde jeg glad, for at prøve at muntre ham op. Han gav mig et stort smil, og klemte mig ind til et kram. ”Godt du er her!”, sagde han glad. Dejligt at han endelig var glad igen. ”Er du sulten?”, spurgte jeg. ”Ja, jeg sulter!”, svarede han. Jeg rakte min hånd ned i min taske og tog en sandwich op. ”Lækkert!”, udbrød han, og hev den nærmest ud af hænderne på mig, og fyldte hans mund op med den første bid fra sandwichen. ”Jeg elsker dig!”, sagde han og spyttede mig nærmest i hovedet. Vi grinte begge to. ”Hvad skulle jeg gøre uden dig”, sagde han, da vi var færdige med at grine. Han smilede til mig, og jeg smilede igen. Vi rejste os og gik ind.

Efter et par timers tid kedede jeg mig. Det gjorde alle de andre vidst også. Jeg kiggede lidt rundt i det store lokale så jeg kunne se om der var noget jeg kunne lave. Uhhh. Jeg fik øje på en pæn sød fyr der sad i højre side for mig. Nu når der alligevel ikke var noget at lave, kunne jeg da ligeså godt gå over og snakke med ham. Altså, hva’ fanden? Det var tydeligt at han også kedede sig. Han sad heldigvis alene. Han havde hår der sad skråt ned af hans pande, som var mega kært. Jeg gik over mod ham. ”Hej”, sagde jeg uskyldigt til ham. ”Hej”, svarede han og kiggede op på mig. Han smilede til mig, så jeg kunne vidst godt sætte mig ved siden af ham. Jeg satte mig forsigtigt ned mens jeg spurgte: Skal du også deltage?” ”ja”, sagde han. Og sådan snakkede vi faktisk bare videre, og han spurgte også ind til mig. Jeg fortalte ham at jeg hed Camilla og at jeg var her med min bedste ven, og at jeg kedede mig osv. Btw han hed Louis.

(Nialls synsvinkel)

Jeg kom gående ud af toilettet, og kiggede rundt i lokalet efter Camille. Hvad? Hun sad og snakkede med en eller anden fyr. Jeg kunne mærke vreden stige op i mig og før jeg vidste af det, stod jeg og vinkede virkelig voldsomt i håb om at komme i kontakt med hende. Jeg følte mig virkelig dum, men mærkeligt nok, så blev jeg ved. Der stod jeg som en eller anden idiot og baskede med vingerne, men Camille skulle ikke sidde og snakke med ham, hun skulle da hjælpe og støtte mig altså! Det var jo derfor jeg havde taget hende med. Nu kiggede de mørkebrune øjne lige på mig. Nu så hun mig… det var der vidst også mange andre der gjorde. Nu vendte ”ham fyren” også hovedet.

(Camilles synsvinkel)

Ej helt ærligt. Hvad havde han gang i? Det var lidt pinligt at Louis nu også havde set ham. Nu havde han i det mindste stoppet med at vinke til mig. Louis kiggede nu tilbage på mig. ”Er det din ven? Jeg tror gerne at han vil i kontakt med dig”, sagde han og smilte. OK. Nu kunne jeg mærke varmen blusse en smule op i mine kinder. ”Ja… Jeg bliver nok nød til at gå”, sagde jeg og rejste mig. Han nikkede til mig, som for at sige at det var i orden. Jeg gik med hurtige skridt hen mod ham. ”Hvad er der?”, spurgte jeg en smule irriteret. ”Hvem er det?”, spurgte han en smule koldt. ”Det Louis” sagde jeg og kiggede over på Louis. ”Hvorfor snakker du med ham?!”, spurgte han. ”Jeg kedede mig!... og så synes jeg han så sød ud”, sagde jeg og fik lukket et lille fnis ud. ”Du kunne da godt være sammen med mig, i stedet for ham. Det er jo mig du er kommet for at støtte, og være sammen med!”, udbrød han. Jeg kunne se at han hurtigt fortrød det han havde sagt. ”Rolig nu”, sagde jeg og begyndte at grine. Han kiggede på mig, også begyndte han også at grine. Der stod vi to så og flækkede af grin, mens nogle af folkene sendte blikke, men jeg var ligeglad. Jeg elsker at grine med Niall. Han er den bedste der kan få mig til at grine og så har han et dejligt grin.

Nu skulle Niall på scenen, og synge foran… Ja, mange mennesker! Vi stod alle sammen bag scenen nu. Niall stod og trippede på stedet, og tog lange dybe vejrtrækninger. Der kom en hen og gav ham en mikrofon: ”Nu er det din tur”, sagde manden, med rolig stemme. Niall gik ind på gulvet og begyndte at synge. Det gik fint. Mig og hans familie fulgte med på en storskærm lige udenfor scenen, og vi stod alle og krydsede fingre, med hjertet galoperende oppe i halsen. Jeg håber virkelig på at han gik videre. Det gjorde han! Han kom ud og vi overfaldt ham alle sammen. Han var så glad, og det var jeg også på hans veje.

_________________________________________________________________________

Det var det første kapitel. Jeg har et par kapitler mere, men jeg ved ikke om jeg skal publicere dem... Kan i ikke please skrive hvad i synes om den?? Og om jeg skal lave mere?? Så er i søde! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...