Skjulte Kræfter

Melanie har i lang tid haft problemer med sin krop, og efter et opkald fra sin mor, finder hun ud af hvorfor: hun har nogle kræfter, som menneskeheden endnu ikke kender til.
Men i virkeligheden er der nogle mennesker, som også har disse specielle kræfter.
De er blevet delt ind på nogle skoler, som ligger skjult overalt i verden, og her skal Melanie også gå, efter hun møder den smukke og gådefulde Jared.
Men med disse kræfter, tiltrækkes onde dæmoner. Og dæmonerne behøves ikke nødvendigvis at være monstre. Nogle af dem er mennesker, og der er særligt én, som Melanie skal passe ekstra meget på...

OBS!!! Jeg har fået MEGET inspiration fra "Dæmonernes By", og der er mange punkter, der ligner lidt .. Men ellers har jeg selv sammensat plottet! :D

50Likes
64Kommentarer
4712Visninger
AA

12. Træning

Drake kom ned til mig.

”Du må være Melanie.”

Jeg nikkede. ”Du må være Drake?”

Drake brølede en latter. ”Ja, jeg er Drake. Godt at møde dig.” Han rakte en hånd frem, som sikkert ville knuse min egen. Alligevel gav jeg ham hånden. ”I lige måde.” ”Will har allerede fortalt mig, at du ikke ved hvilken evne du har. Så i stedet skal du lære nogle basic-regler. Bare kom med mig.”

Jeg fulgte med at ned til træningsrummet.

Da han åbnede døren, og jeg smuttede derind, sad alle eleverne i en rundkreds. Det jeg lagde mærke til, var dog deres tøj. At kalde det en dragt var en undervurderelse. Måske nærmere en rustning. Rustningen sad tæt og strakte sig fra fødderne og helt op til halsen. Den var sort og blank, og sikkert også skudsikker.

Lige pludselig ville jeg gerne væk.

”Find jeres partner!” råbte Drake bag mig.

Parrene var to af de modsatte køn. Nico var sammen med Stacie, Jared med en brunhåret pige. Katarina var sammen med en høj dreng, som også havde siddet ved bordet. Kun jeg var helt alene.

”Lav øvelse 72!” råbte Drake, mens han stillede sig og kiggede ud over sine elever.

Øvelse 72 var en forsvarsstilling. Det vidste jeg, da jeg selv havde lavet den. Dengang, hvor jeg havde trænet herinde.

Efter et stykke tid kom Drake tilbage til mig.

”Nå, hvad skal vi mon stille op med dig?”

”Øhm … lade mig kigge på?” Jeg smilede forsigtigt.

Drake slog en latter op. ”Hah, tro på det.”

Jeg kunne ikke se mig selv træne med Drake. Han ville knus mig i samme sekund, han lagde en finger på mig. Heldigvis var han enig med mig.

”Jared! Kom herhen og træn med Melanie. Det kunne jo være at jeg kom til at ødelægge hendes svage muskler.” Drake sendte mig et smil, for at sige, at det var for sjov. Alligevel følte jeg mig dog fornærmet. Og det gjorde Jareds partner åbenbart også, for hun skulede til mig, da Jared forlod hende.

”Hva’ så, Skønjomfru?” Jared stoppede op foran mig.

”Jeg ville sætte pris på, at du ikke kaldte mig det mere.”

”Hah, tro på det.” Han efterlignede Drakes stemme.

Jeg smilede og slog ham på skulderen.

”Av,” sagde han, og lod som om det gjorde ondt. Hvilket jeg var sikker på, ikke var sandt.

”Øhm, Drake? Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke de der fancy … rustninge.” sagde jeg til Drake.

”Bare træn i det der tøj. Det gør ikke den store forskel.” Og så gik han væk og hen til den brunhårede pige.

”Rustning. Jeg ville kalde det en uniform.” Jared fnøs.

”Hey, jeg er ny her. Pas på højre.” Og så slog jeg mod hans højre side, ligesom det var meningen. Dog parerede han den uden videre.

”Ja, måske. Men, kom nu. Rustning? Du lever dig ind i rollen som skønjomfru, hva?”

Jeg rustede hovedet, mens jeg smilede.

”Pas på højre.” sagde jeg igen og slog. Igen parerede han den væk.

Og sådan blev vi ved indtil Drake sagde, at vi skulle bytte.

”Pas på højre.” Jareds hånd kom hurtigere end regnet. Jeg nåede kun lige at gispe, og så var hånden foran mig. Men den nåede kun lige akkurat at stoppe foran mig.

”Vågn op, Skønjomfru.”

”Jeg var ikke klar,” mumlede jeg.

Timen gik stærkt. For jeg vidste af det, gispede jeg efter vejret. Jeg var taknemmelig for, at jeg havde taget joggingbukser på.

”Godt gået klasse! Også dig, Melanie. Fin højre arm. Du skal dog lige blive og træne lidt.”

Jeg grinede, mens resten af eleverne gik ud. Stacie og Nico vinkede til mig, og jeg vinkede tilbage. Så kiggede jeg op på Jared.

”Skal du ikke gå?”

”Hvorfor skulle jeg det? Du har tydeligvis brug for mig.”

”Ha ha. Hvor sjovt.”

”Jeg ved det. Jeg er nu ret morsom.”

”Gud, hvor er du irriterende.”

”Irriterende og flot.”

”Ha ha, dagens joke.”

”Så du synes ikke, at jeg er irriterende.” Han løftede sit ene øjenbryn.

”Fjols.” mumlede jeg.

Han klappede sine hænder sammen.

”Okay, skal vi komme i gang?”

I det samme stod jeg med en lang træpind i hånden. Hvornår havde jeg fået den?

Jared grinede. ”Selvom at vi har evner, så er vi altså også meget hurtigere og stærkere, end normale mennesker. Og bedre sanser. Det burde du da vide.”

Jeg gjorde pinden klar til angreb.

”Hvilken evne har du?” spurgte jeg.

Jared smilede skævt. ”Vind over mig, så får du det at vide.”

Han havde ikke engang selv noget våben. Ville han bruge sine evner i mod mig? Eller var han komplet dum og selvfed? Bare fordi han havde pareret alle mine slag, havde jeg gjort det samme.

Men jeg ville gerne vide hans evne.

”Gerne,” sagde jeg.

Og så angreb jeg.

 

Jeg anede ikke i hvor lang tid at vi havde kæmpet, men utroligt nok lykkedes det ham at undvige eller parere alle mine slag.

Jeg var selv helt smadret. Sveden piplede ned af mig, og Jared stod bare med et selvtilfreds smil på læberne og kiggede drillende hånligt på mig.

Åh, hvor ville jeg gerne tørre det smil at hans irriterende perfekte ansigt.

Jeg smed pinden fra mig, og gik mod døren.

”Kom nu, var det det? Går du allerede?” råbte Jared bag mig.

Jeg kiggede mig selv over skulderen. ”Jeg skal lige på toilettet.”

Okay, det var ikke helt sandt. Faktisk skulle jeg tørre noget af al den sved af, men jeg nægtede at gøre det foran Jared. Den tilfredsstillelse skulle han ikke have.

Da jeg kom ud af salen, åbnede jeg den første synlige dør. Jeg havde glemt at spørge om, hvor toilettet var, men døren lignede de andre toiletter.

Da jeg kom ind lukkede jeg døren efter mig. Det var bælgravende mørkt, så jeg trak i håntaget igen for at åbne. Men den gav sig ikke.

Jeg tog flere skridt, og i det samme føltes det som om at jeg faldt. Jeg skreg og gled, men i det samme fik jeg styr på mig selv. Jeg fandt lyskontakten, men det ville jeg ønske at jeg ikke havde gjort.

Det jeg var gledet på var en trappe og foran mig stod et væsen, som lignede en blanding af en skorpion og en løve. Jeg vidste med et samme hvad det var. Det var en dæmon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...