Skjulte Kræfter

Melanie har i lang tid haft problemer med sin krop, og efter et opkald fra sin mor, finder hun ud af hvorfor: hun har nogle kræfter, som menneskeheden endnu ikke kender til.
Men i virkeligheden er der nogle mennesker, som også har disse specielle kræfter.
De er blevet delt ind på nogle skoler, som ligger skjult overalt i verden, og her skal Melanie også gå, efter hun møder den smukke og gådefulde Jared.
Men med disse kræfter, tiltrækkes onde dæmoner. Og dæmonerne behøves ikke nødvendigvis at være monstre. Nogle af dem er mennesker, og der er særligt én, som Melanie skal passe ekstra meget på...

OBS!!! Jeg har fået MEGET inspiration fra "Dæmonernes By", og der er mange punkter, der ligner lidt .. Men ellers har jeg selv sammensat plottet! :D

50Likes
64Kommentarer
4741Visninger
AA

7. Tårer

Jeg vidste ikke i hvor lang tid, jeg havde siddet med min mors slappe hånd, men pludselig hørte jeg en lyd bag mig. Nogle fodtrin, og ved siden af mig dukkede Jared pludselig op. Han satte sig ned, så han var i øjenhøjde med mig.

”Hør, Skønjomfru. Jeg ved godt at det er hårdt at se din mor sådan her og alt det, men hun er jo ikke død. Og du skulle gerne stadig være her når hun vågner, så derfor skal du komme med mig og få noget mad, så du ikke dør af sult, lyder logisk ikke? Og så skal du også hilse på de andre. Ordre fra din mor.”

Uden ord og uden tøven, trak jeg min hånd ud af min mors, og nikkede. Strømmen af tårer var allerede stoppet for længst, og på en underlig måde følte jeg mig nogenlunde frisk igen.

Jared rejste sig op, og førte mig ud af døren. Vi gik gennem en masse gange, og til sidst var vi ved en dobbeltdør.

Jared åbnede dørene, og rummet viste sig at være en kæmpe sal med en masse borde i rækker eller grupper. Det måtte vist være kantinen.

Det viste sig dog at ’de andre’, som jeg skulle hilse på var en masse teenagere på omkring min alder. Nogle var yngre, andre var ældre. Og de var alle kønne. Dog overgik ingen Jared, hvilket irriterede mig. Han var også så perfekt, hvis man i det mindste ikke tællede hans personlighed med.

”Undskyld mig et øjeblik, Skønjomfru. Jeg kommer og redder dig om lidt.” sagde Jared og gik hen til det største bord, der var placeret i midten af rummet. Han blev mødt velkommen af en masse drenge som gav ham high-fives, klap på skulderen eller også gav de ham venlige og imødekommende nik.

Pigerne der sad ved bordet, smilede og vinkede flirtende til ham, og Jared besvarede hilsen med en hurtigt og charmerende blink med øjet. Jeg rullede med øjnene.

”Hey, det er dig.” lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt. Foran mig stod en fyr, med sort hår, katteligende øjne, slidte jeans og en skovmandsskjorte. Jeg løftede mine øjenbryn.

”Ja, jeg er mig. Og du er?” spurgte jeg, mens jeg studerede ham nøje. Jeg følte at jeg havde set ham.

Han grinede en sød og charmerende latter. Og rakte hånden ud.

”Jeg hedder Nico,”

Jeg tog imod hans hånd, og ventede på mere.

”Og du har bløde ben.” sagde han, efterfulgt af en latter.

Jeg trak hånden til mig igen.

”Hvad mener du?”

Han skulle lige til at svare, men blev afbrudt af et råd.

”Nico! Tag din abemås, og kom herhen!”

Jeg vendte hovedet mod stemmen, og så at den kom fra det bord, som Jared sad ved.

”Kommer!” råbte Nico tilbage, men han vendte dog atter opmærksomheden mod mig.

”For resten det minder mig om, hvad hedder du egentlig?”

”Melanie,” svarede jeg.

”Hmm… Melanie. Sødt navn.”

”Øh, tak.” mumlede jeg og rødmede. Der var aldrig nogen der havde kommenteret mit navn før.

Jeg vendte retningen mod Jared. Hans mund bevægede sig, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde. Med ét vendte alle fra bordet deres retning mod mig. Drengene smilede og vinkede til mig, men pigerne sendte mig kolde blikke. Jeg vendte hurtigt hovedet mod Nico igen.

Han begyndte at tage nogle skridt mod bordet, men stoppede igen.

”Kommer du?” spurgte han.

Jeg vendte hovedet mod bordet igen, men de var alle vendt tilbage til hvad de nu end gjorde. Undtagen nogle af pigerne, som havde sat deres hoveder sammen og hviskede, mens de sendte mig flere kolde blikke.

Nico havde rakt en hånd frem mod mig.

Jeg nikkede, bed mig i læben og tog den forsigtigt. På vej hen til bordet, var pigerne igen vendt tilbage til dem selv. Jared kiggede op, og vendte hovedet i min retning.

Hans øjne gled ned til Nico og mine hænder, og han fik en rynke på hans ellers glatte pande, men hans ansigt var hurtigt lagt i neutrale folder igen.

Hvad mon han tænkte? At jeg ikke kunne holde i hånden med en helt fremmed? Jeg skævede til min hånd i Nicos varme hånd.

Nico satte sig ned ved bordet, og jeg sad ved siden af ham og Jared. Eller så meget som jeg nu kunne. Jared var omringet af piger.

Igen tog ingen notits af mig, og jeg holdt mig for mig selv fordybet i mine tanker. Jeg havde dog en brændende fornemmelse af, at Jared kiggede på mig.

***

Der gik en uge, hvor jeg boede på skolen. Mit mor var stadig ikke vågnet, og jeg boede i et hvidt, upersonligt værelse, hvor jeg havde opholdt mig i det meste af tiden. Jeg havde også fået et kort over skolen af Will, så jeg kunne finde rundt. Hvilket jeg stadig ikke kunne. Jeg havde dog fundet nogle bøger fra biblioteket, der var utroligt stort med en masse gamle og støvede bøger. Når jeg skulle spise gik jeg et hurtigt smut ned, hvor jeg stillede mig i kø med en bakke, fik maden og krøb op på mit værelse, som en kujon. Det var vist ikke tilfældigt, at jeg ikke havde nogen venner.

Men der var sket noget mærkeligt. På vej hen til mit daglige besøg hos min mor på hospitalet, havde jeg set noget. Og det skræmte mig, men jeg havde ingen at betro mig til.

En af fyrene på skolen, havde haft splinter i hænderne. Jeg kunne se hvordan de stak ud af hans krop, men hans ansigt var smertefrit.

Jeg var dog næsten også løbet væk i rædsel. Disse mennesker … hvad var de?

 

Jeg gik ned af gangen, og sluttede til døren ved hospitalet. Jeg bankede hurtigt på og gik ind.

Der var ingen derinde, men en person sad op i min mors seng.

Min mor var vågnet.

”MOR!” råbte jeg, og omfavnede hende.

Hun omfavnede mig straks tilbage.

”Lille skat,” mumlede hun ind i mit hår.

Jeg trak mig lidt væk fra hende, så jeg kunne se hende rigtigt.

Tårerne var kommet, men min mors kærlige fingre tørrede dem væk.

Pludselig fik hun et mærkeligt udtryk i ansigtet.

”Mor?” sagde jeg forvirrende.

Hun kiggede kærligt på mig.

”Melanie, der er noget som jeg skal fortælle dig.”

Jeg nikkede, og ventede på at hun ville sige noget.

Hun sukkede.

”Det som jeg kommer til at sige er måske en stor mundfuld for dig, men du må og skal tro mig.”

Jeg nikkede.

”Vi er anderledes end normale mennesker. Vi har nogle specielle kræfter, som er meget farlige, og meget stærke.”

Jeg afbrød hende med et nervøst grin.

”Hvad mener du? Har vi specielle kræfter? Som hvad? Kan vi flyve og skyde med laser ud af øjnene?” grinede jeg nervøst. Min mor var dog helt alvorlig.

”Nogle kan, men jeg kan i hvert fald ikke.”

Jeg klappede i.

Hun var helt alvorlig.

”Dig og mig, og alle på denne skole har nogle overnaturlige kræfter. Nogle kan kontrollere vand, nogle kan kontrollere ild, nogle kan læse tanker, og en hel masse andet.”

Jeg rystede på hovedet.

”Hvad? Det giver sgu da ingen mening.”

Min mor sukkede.

”Jeg må hellere vise dig det, så du kan se det med dine egne øjne.”

”Kig på min hånd.” sagde hun. Jeg kiggede på hendes hånd. En tynd dis af gråt røg steg op fra hendes håndflade. Langsomt kom der mere røg, og til sidst var der en lille varm flamme af ild i hendes hånd.

Det her sker bare ikke.

Jeg stirrede på flammen, men der var intet bevis på at den var falsk.

Flammen var helt ægte.

Jeg trak vejret tungt ind og ud.

”Hvad fanden er det der?” sagde jeg og pegede på flammen, som nu var så småt ved at gå ud.

”Som sagt har vi specielle kræfter. Alle i denne bygning har stærke og unikke kræfter. Også dig.” Min mors stemme var alvorlig.

”Hvad er jeg..?” hviskede jeg. Tankerne strømmede nu gennem mit hoved.

Min mor tog min hånd, men jeg trak den til mig selv hurtigt igen.

Det var som om den lille flamme havde brændt mig, bortset fra at jeg ikke havde kunnet mærke nogen som helst fysisk smerte.

”Du er en dæmonfanger.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...