Skjulte Kræfter

Melanie har i lang tid haft problemer med sin krop, og efter et opkald fra sin mor, finder hun ud af hvorfor: hun har nogle kræfter, som menneskeheden endnu ikke kender til.
Men i virkeligheden er der nogle mennesker, som også har disse specielle kræfter.
De er blevet delt ind på nogle skoler, som ligger skjult overalt i verden, og her skal Melanie også gå, efter hun møder den smukke og gådefulde Jared.
Men med disse kræfter, tiltrækkes onde dæmoner. Og dæmonerne behøves ikke nødvendigvis at være monstre. Nogle af dem er mennesker, og der er særligt én, som Melanie skal passe ekstra meget på...

OBS!!! Jeg har fået MEGET inspiration fra "Dæmonernes By", og der er mange punkter, der ligner lidt .. Men ellers har jeg selv sammensat plottet! :D

50Likes
64Kommentarer
4714Visninger
AA

10. Rundvisning

Da jeg vågnede op, kunne jeg ikke have sovet meget bedre. Jeg vidste straks hvorfor. Jeg havde ikke haft mareridt. Denne gang havde jeg drømt jeg en helt normal teenagedrøm, som jeg havde glemt igen, da jeg var stået op.

Jeg tog de samme jeans på igen, og åbnede min kuffert. I den fandt jeg et håndklæde, nogle joggingbukser og en T-shirt, samt en bh, nogle rene underbukser og et par sorte strømper. Ellers var der ikke så meget andet. Hvor var mit andet tøj? Og mine ting. Hvor var alle mine ting henne, stadig hjemme?

Stacie lå i sin seng og sov med en bamse som jeg ikke havde lagt mærke til. Det var en lille bjørn med en rød sløjfe foran.

Langsomt listede jeg ud af døren, og ud på gangen, som var uhyggeligt stille. Gid vide hvad klokken var?

Længere nede var der ganske rigtig fællesbade og nogle toiletter. Jeg tog i håndtaget, og åbnede døren med den lyserøde prik. Først kom jeg nærmest ind i en lille entre, hvor man kunne stille sit tøj. Jeg lagde mit sammenfoldede tøj på en hylde, og gik gennem en anden dør. Derinde var badene. Der var nogle karbade hver især adskilt af en halvmur, og nogle brusere. Heldigvis var der sæbe. Jeg havde helt glemt selv at tage noget med. Jeg tog et hurtigt bad, tørrede mig og hoppede i tøjet. Da jeg kom ud igen var der stadig helt stille. Jeg kiggede rundt for at finde et ur, og fandt et på væggen over for et værelse. Klokken var halv seks.

Pludselig hørte jeg en dør gå op. Jeg kiggede mod lyden, og i døråbningen stod Jared. Trods hans morgenhår og uglede nattøj, der bestod af nogle joggingbukser og en sort tanktop, lykkedes det ham stadig at se forfærdelig lækker ud. Hvordan i al verden kunne det være?

Han nikkede hen mod mig til hilsen, mens han gik mod mig. Jeg nikkede igen, og fandt ud af at han skulle på toilet.

Jeg smuttede hurtigt ind af døren til mit værelse, hvor Stacie var vågnet. Han gabte, mens hun slog dynen væk. Derefter gned hun sine øjne og kiggede på mig.

”Sovet godt?” Hun redte sit hår igennem, selvom at det næsten var helt glat og perfekt.

”Ja, og dig?”

”Jeg har sovet fint.”

Den pinlige tavshed var næsten ikke til at holde ud. Men hvad skulle jeg sige? I stedet kom Stacie mig til hjælp.

”De andre vågner ikke før klokken syv, så i mens kunne jeg give dig en rundvisning her på skolen? Den er ret stor.”

Jeg nikkede. ”Ja, det kunne være godt. Tak.”

Stacie smilede og begyndte at tage sine natbukser med flyvende grise af. ”Skal lige gøre mig klar, så kommer jeg.”

Jeg kiggede diskret væk og satte mig ned på min seng, mens jeg ventede.

Da Stacie havde skiftet til en sommerkjole med blomster, havde sat håret op i en løs knold og lagt en hurtigt neutral make-up, gik hun mod døren. Jeg fulgte lydigt efter hende.

”Lige nu er vi på øverste etage. Skolen består af i alt tre etager – fire, hvis vi tæller kælderen med. Her er der kun soveværelser, toiletter og badeværelser.” Gangen var fredelig, og man kunne kun ind i mellem, høre en sovende persons snorken. Stacie gik hen mod en trappe med et rødt tæppe. ”Her på første etage er der klasseværelser, fællesrum og toiletter, selvfølgelig.” Vi tog et smut forbi nogle af klasseværelserne og fællesrummene.. Bordene var alle sammen enkelt-mandsborde og var stillet i lige, pæne rækker. Der var en stor sort tavle, et kateter, og nogle hylder. Alle klasseværelser lignede stort set hinanden. Fællesrummene havde hver især sit eget tema. Der var et hyggerum, hvor der var stillet store, bløde puder og borde med stearinlys op, der var et spillerum, der sikkert var mest for drengene, og mange flere rum, hvor der var en masse sofaer.

Da vi gik ned til stueetagen kunne jeg med det samme se døren, jeg var kommet ind af. Og lige pludselig fik jeg en trang til at løbe ud af den. Men min mor var her stadig.

”Her på stueetagen har vi indgangen og baggangen, Wills kontor, biblioteket, kantinen og træningsrummet. Og tre toiletter.”

Jeg havde allerede set alle rummene, men alligevel gik vi ind i biblioteket.

”Will sagde, at jeg skulle give dig en bog om vores oprindelse.” sagde Stacie med sin søde stemme, i mens hun gik helt ned i enden af rummet og trak en tyk bog ned og rakte den til mig. ”Her står nærmest alt om os.”

Os. Mig og hende. Mig og alle på denne skole. Dæmonfangere. Mennesker med overnaturlige evner, der dræber dæmoner. Hvilke dæmoner? Og hvilken evne har jeg?

Jeg tog imod bogen og kiggede på Stacie.

”Må jeg spørge om noget?”

Stacie nikkede og smilede. ”Spørg løs.”

”Hvilken evne har du?”

Nu smilede hun endnu bredere. Derefter strakte hun sine arme og lukkede sine øjne i et sekund. I næste øjeblik blev fem små tornadoer af sand hvirvlet rundt i rummet.

”Hold da kæft!” udbrød jeg. De små tornadoer dansede rundt om bordene og fløj rundt i vejret.

”Jeg kan kontrollere sand. Alt sand, der er her inde, alt sand, der er derude. Og alt dette sand, beviser vel, at der mangler at blive gjort rent.”

Jeg grinede, og kiggede forsat på sandtornadoerne. Pludselig samlede de sig, og tog form af en kæmpe stor hånd. Hånden tog en af bøgerne ned fra en træreol, og fløj nærmest tilbage til Stacie.

”Lige den bog jeg manglede.” Med ét blæste alt sandet væk igen.

”Wauw, hold da op. Det må da være totalt fedt at kunne kontrollere sand!”

Stacie trak på skuldrene. ”Tja, hvis man ser bort fra, at det tit bliver mig, der skal feje. Men jeg kan stadig ikke kontrollere mine evner helt endnu. Der er stadig så mange, der er stærkere end mig.” Hun kiggede på mig. ”Hvad er din evne?”

Jeg rynkede panden og trak på skuldrene.

”No idea. Hvordan finder man ud af ens evne?”

Stacie trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Det plejer vel at komme naturligt. Ved ti-tolv års alderen, bliver vi sendt ud på skoler, så vi kan lære at kontrollere vores kræfter. Altså, jeg har hele tiden vidst, at jeg var en dæmonfanger. Det har mine forældre fortalt mig, og så bliver det også vist nemmere, når vores kræfter viser sig.”

”Hmm, hvorfor fortalte min mor det så ikke til mig?” Det var mere et spørgsmål til mig selv end til Stacie. Men det gav heller ikke mening. Hvorfor fortalte hun det ikke? Hvorfor ville hun holde det skjult? Det ville have været meget nemmere, hvis jeg allerede havde vidst det, hvis jeg var opvokset med tanken om at blive en dæmonfanger.

”Nå, men vi må se at komme tilbage. De andre vågner nu.”

Og ganske rigtig, var de andre vågnet. Og det syn, der mødte mig ville jeg aldrig glemme. Eleverne styrtede frem og tilbage og løb mod toiletter og badeværelset. De brugte deres kræfter til alt. En lavede en skøjtebane af det klareste og reneste is, jeg nogensinde havde set, og skøjtede på bare fødder hen til drengebadeværelset. Efter han forsvandt ind i gennem døren, forsvandt isen selv med det samme.

Jeg fandt hurtigt frem til Stacie og mit rum, hvorefter jeg kastede mig på sengen. Jeg omfavnede bogen, som jeg håbede ville give mig svar.

”Det ville nu være en god idé at læse første kapitel, det bliver din første skoledag i dag. Og du er nødt til at vide noget om vores oprindelse.” sagde Stacie, mens hun selv satte sig ved sit rodede skrivebord og fandt en bog og en kladdehæfte frem.

”Første skoledag, hva?” mumlede jeg. Første skoledage havde altid været ulidelige. Mens andre havde krammet sine venner efter en måned, hvor de ikke havde været sammen, havde jeg kun siddet på en bænk og betragtet dem. Ingen kom hen til mig og hilste, undtagen Matt selvfølgelig, men han havde jo andre venner han skulle hilse på. I det mindste kom han først hen til mig, og der endte han også altid. Ved min side.

Men jeg kunne ikke tænke mere over det nu. Lige nu var der en bog, der skulle læses. Jeg satte mig op og slog op første side.

I kampen mellem Gud og Lucifer, var man nødt til at vælge siden. Nogle tog Guds side og blev til engle, andre tog Lucifers side og blev dæmoner. Og så var der nogen som ikke kunne vælge side, og de blev mennesker. Nogle af disse mennesker, havde dog valgt Guds side, men de havde ikke indset det, så Gud gav dem i stedet evner, så de kunne forsvare sig mod Lucifers dæmoner. Disse evner var de Fire Elementer: Ild, vand, jord og luft. Senere udviklede disse evner sig, og nu om dage er der mange forskellige evner.

I lang tid vandrede disse mennesker med evner rundt og forsøgte at tilpasse sig livet blandt normale mennesker, men af og til blev de opdaget. Deraf myten om hekse, vampyrer, varulve og alfer.

Efter nogle århundrede, mødte et menneske med evner et andet menneske, som også havde disse specielle evner. De drog ud i verden og sammen, fandt de andre mennesker, der også havde specielle evner.

Efter at de havde samlet et par stykker formede de Rådet. De besluttede med deres fælles evner at tilkalde alle mennesker med evner. Nogle hørte deres Kald, mens andre ikke gjorde. De der kom til Rådet, fik uddelt en særlig post: de skulle udrydde dæmoner og sende dem til Sjælelandet. Disse mennesker blev til dæmonfangere.

I hvert kontinent findes der en skole, hvor unge børn med evner kan lære at kontrollere deres kræfter. Her bliver de også uddannet til at være dæmonfangere.

I dag findes Rådet stadig bestående af 12 overhoveder, som giver rektorerne i de forskellige skoler anvisninger om, hvordan de skal styre skolerne. Det er også dem, der bestemmer over hvad der skal ske, hvis regler bliver brudt.

Jeg trak vejret dybt ind.

Okay, så jeg var en dæmonfanger. Jeg skulle sende dæmoner til Sjælelandet. Men hvordan pokker gjorde jeg så lige det?

Jeg valgte at sprænge de andre kapitler over, indtil jeg så titlen: Dæmonfangernes opgaver.

Dæmonfangere skal som sagt sende dæmoner til underverden, Sjælelandet.

Siden at dæmonfangere stammer fra engle, har de en magisk kræft, som kan sende dæmoner til Sjælelandet, ved bare at slå dem ihjel. I gamle dage sagde man dog de latinske ord PRAETERIENS et SUBNASCOR, som betyder ’forsvind og genopstå’. Dette er dog helt unødvendigt, med mindre at man bruger normale våben.

En dæmonfanger, kan dræbe en dæmon ved at bruge sine evner, som ses som guddommelige. De kan også dræbe dæmoner, ved at bruge hellige våben.

Når en dæmon dør, forsvinder dæmonen. Den efterlader stort set intet andet end blod. Dens krop og sjæl bliver ført til Sjælelandet, hvor den bliver renset, og til sidst genopstår den.

Jeg klappede bogen sammen.

Okay, det her havde jeg da helt styr på. Jeg kunne endda sende en dæmon til underverden, bare ved at dræbe den.

Hvor syret var det lige?

Men der var stadig et spørgsmål, som kørte rundt i mit hoved: Hvilken evne havde jeg?

Havde jeg mon også evnen til at kontrollere ild, ligesom min mor havde? Og hvad med min far? Var han også en dæmonfanger eller et helt almindeligt menneske. Og kunne de to slags overhovedet få børn sammen?

Bogen hjalp ikke meget, da den ikke kunne besvare de to spørgsmål. Men det havde også kun været meningen af jeg skulle læse det første kapitel.

Jeg lagde bogen på skrivebordet, og med det samme ringede det.

”Nu begynder skolen! Jeg tror, at du skal være hos de nyankommne, men du skal hellere gå ned til Will for en sikkerheds skyld. Vi ses!” Og med de ord farede Stacie ud af værelset med en skuldertaske, fyldt med bøger. Da jeg kiggede ud farede eleverne rundt alle steder.

”Jeg finder aldrig rundt i det her.” mumlede jeg til mig selv, mens jeg kig ned ad trapperne til Wills kontor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...