Skjulte Kræfter

Melanie har i lang tid haft problemer med sin krop, og efter et opkald fra sin mor, finder hun ud af hvorfor: hun har nogle kræfter, som menneskeheden endnu ikke kender til.
Men i virkeligheden er der nogle mennesker, som også har disse specielle kræfter.
De er blevet delt ind på nogle skoler, som ligger skjult overalt i verden, og her skal Melanie også gå, efter hun møder den smukke og gådefulde Jared.
Men med disse kræfter, tiltrækkes onde dæmoner. Og dæmonerne behøves ikke nødvendigvis at være monstre. Nogle af dem er mennesker, og der er særligt én, som Melanie skal passe ekstra meget på...

OBS!!! Jeg har fået MEGET inspiration fra "Dæmonernes By", og der er mange punkter, der ligner lidt .. Men ellers har jeg selv sammensat plottet! :D

50Likes
64Kommentarer
4706Visninger
AA

17. Opdagelsen

”Melanie? Tal til mig. Er du ikke sød at tale til mig?” Jareds stemme rakte ud efter mig, trak mig ud af min underbevidsthed. Da jeg slog øjnene op, blev jeg mødt op af hans perfekte ansigt, der var lagt i bange folder.

”Hvor er de?” sagde jeg, idet jeg prøvede at sætte mig op. Jared hjalp mig, men selv med hans hjælp, blev det kun et akavet forsøg. Jeg lagde mig ned igen.

”De er væk. Jeg slog dem ihjel.” Selvfølgelig gjorde han det. Jeg kunne jo ikke.

”Jeg er rædselsfuld. Tænk at du var nødt til at redde mig. Hvad skete der?” Jeg havde lyst til at skjule ansigtet i hænderne, men jeg kunne næsten ikke bevæge mine arme.

”Det gør ikke noget. Du levede bare ind i rollen som Skønjomfru igen.” Hvis jeg kunne, ville jeg have slået ham. I stedet kom jeg bare med at akavet grin.

”Er du okay?”

”Jeg er fin.” Og så blev alt sort igen.

 

”Hvorfor siger vi ikke bare, hvad hendes evne er? Ville det ikke være nemmere?” Selvom at det var sort, hørte jeg stadig en velkendt stemme.

”Nej, hun skal da selv finde ud af det.” En ny stemme.

Stilhed.

”Skal hun ikke?” Den samme stemme.

”Hvis vi bare fortæller, at hun kan skabe illusioner ligesom Jonathan, så skal hun jo bare begynde at træne dem!” En tredje stemme.

”Men det kommer jo altid naturligt. Hvorfor ændre det?” Stemme nummer to.

Okay, nu ville jeg gerne vågne op.

”Skal vi gøre det, Will?” Stemme nummer tre.

”Det er vist ikke nødvendigt. Noget siger mig, at hun allerede ved det.”

”Mel? Lille skat, er du der?” Stemme nummer tre. Min mors stemme.

Jeg slog øjnene op og gispede. Min mors ansigt var foran mit.

”Hvor er jeg? Hvad skete der?” Min stemme knækkede.

”Shh, du er på healingsrummet. Du blev slået bevidstløs, men du er i sikkerhed nu. Du skal dog være her i nogle dage endnu.”

Jeg kiggede mig omkring. Ganske rigtig, jeg var i healingsrummet. Og jeg var endda i den samme seng, som min mor havde været i. Min mave rumlede.

”Du må vist hellere se, at få spist noget.” Min mor kyssede mig på panden, fortalte at hun elskede mig, og så gik hun ud med Will og en mand, der havde sort skulderlangt hår og næsten sorte øjne.

Efter nogle minutter bankede det på.

”Hallo? Må jeg komme ind?” Stacie kom ind med en bakke med mad.

Jeg smilede. ”Selvfølgelig.”

”Hvad er der sket?” Hun pegede på min kind.

Jeg tog min hånd op til min kind, jamrede og slap den igen. Lige pludselig fik jeg ondt i hovedet.

”Det ved jeg ikke. Min første mission. Dæmon. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg blev vist slået ned.” sagde jeg, mens jeg tog imod den yoghurt, hun rakte til mig.

”Jeg huskede min første mission. Endte på hospitalet i tre uger.” Hun grinede og satte bakken på bordet ved siden af sengen.

”Hvad skete der?” Jeg lagde min færdigspiste yoghurt tilbage på bakken og tog en sandwich med kylling.

”Jeg kunne ikke styre mine evner, da dæmonen gik til angreb på mig. Min vejleder havde selv hænderne fulde.”

Min vejleder havde ikke hænderne fulde. Han legede med sin dæmon. Det sagde jeg dog ikke, selvom jeg ville. Det var ikke Jareds skyld, han reddede mig trodsalt.

Vi snakkede i flere timer, før hun gik, så jeg kunne få noget søvn.

Næste dag, sagde Julia, at jeg skulle være her i en uge. ”Bare for at være helt sikker. Du fik et ret stort sår.”

Og i de næste fem dage, var alle ting i en rutine. Mad, læse om dæmonfangere, besøg af Nico, Stacie og min mor, mad, læse om dæmonfangere, søvn. To af dagene kom Jared dog også på besøg, hvor han betragtede mig spise min mad på den mest akavede måde, jeg nogensinde havde spist mad.

Dog havde jeg hele tiden noget i tankerne: ”Hvis vi bare fortæller, at hun kan skabe illusioner ligesom Jonathan, så skal hun jo bare begynde at træne dem!” Det havde min mor sagt. Min evne. Jeg kunne skabe illusioner. Men hvordan vidste de det? Så slog det mig. Dæmonen. Den allerførste dæmon, jeg havde set. Den i kælderen. Jareds mærkelige ansigt. Jareds tøvende stemme. Jeg havde dræbt den. Det hele gav mening nu. Jeg havde forestillet mig, at den ville falde død om. Og det gjorde den.

Men hvor stolt jeg end var over at have dræbt en dæmon, så følte jeg afsky. Jeg havde dræbt en dæmon, ved at forestille det. Kunne jeg gøre det mod et mennesker? Et uskyldigt menneske? Et barn?

Jeg lukkede mine øjne i. Nej. Sådan er jeg ikke.

Jeg trak dynen væk og løb. Løb ud af healingsrummet og tilbage til mit værelse. Stacie var der ikke. Klokken var halv tolv. Hun og de andre var sikkert i skole nu.

Dragten lå ren på min seng. Jeg tog den på. Igen følte jeg den smidighed, der gjorde mig let.

Så gik jeg ud. Ud i byen. Og ventede. Der var næsten ingen, men selvfølgelig kunne man ikke undgå at støde på nogle mennesker i New York. Jeg forholdt mig dog i skyggen, så ingen så mig.

Jeg så dæmonen hurtigt. Den gik ind i en skov, efter en pige på min alder. En af de piger, som pjækker fra skolen, så hun i stedet kan mødes med en fyr og hvem ved hvad.

Men det var stadig et menneske, så hende skulle jeg vel beskytte? Da jeg fulgte efter dæmonen, så stille som muligt, spekulerede jeg over, om hun kunne se dæmonen. Eller mig. Men det så ikke ud som om, hun opdagede noget, på trods af, at dæmonen gik i hælene på hende. Og ganske rigtig, så skulle pigen mødes med en dreng. Hun faldt ind i drengens arme, hvorefter de kyssede så inderligt. Jeg følte et stik, som jeg ikke helt kunne placere.

Men lige nu, måtte jeg få dæmonen væk fra dem. Af en eller anden grund følte jeg mig ikke bange eller nervøs. Var det fordi jeg havde besluttet at slå den ihjel allerede før, jeg havde set den?

Jeg skulle finde ud af at bruge min evne … og hvordan pokkers gjorde jeg det? Jeg fortrød lige pludselig, at jeg havde forladt skolen uden at spørge ind til min evne. Men der var ingen vej udenom, jeg kunne ikke bare lade pigen og drengen dø, vel?

Jeg fandt en sten og kastede den på dæmonen, så hårdt som jeg kunne for at få dæmonens opmærksomhed. Da stenen ramte dæmonen midt mellem, hvad man ville kalde skulderbladene, gav det et stort brag. Parret kiggede bagud i et sekund, og jeg stivnede. Dog fik de ikke øje på noget, og begyndte på deres kysseri igen.

Jeg kiggede på min hånd. Den styrke, den præcished … jeg var virkelig forandret. Jeg kunne ikke føle styrken gennem min krop; den var en del af min hverdag nu. Det føltes dog mærkeligt, eftersom jeg altid i idræt havde været en af de sidste til at blive valgt til holdsport. Medmindre Matt havde været vælger – så valgte han altid mig. Tanken om Matt fik mine tanker til at snurre og det var først, da dæmonen gik imod mig, at jeg kunne koncentrere mig igen. Jeg jog dæmonen længere ind i skoven, væk fra parret og alle andre og derefter begyndte jeg kampen.

Koncentrer. Skab illusioner. Jeg lukkede mine øjne, og så for mit indre hoved, hvordan dæmonen ville brænde op. Men da jeg åbnede dem igen, var det eneste jeg så dæmonen, som skubbede mig ind i et træ. Smerten borede sig ind i min hud, og jeg kastede lidt blod op, mens jeg ømmede mig.

Okay, det virker ikke … Men hvad skal jeg så gøre?! Jeg tænkte tilbage på den første dæmon … den faldt jo død om, efter jeg havde set det for mig. Hvorfor gjorde denne dæmon det så ikke?

Så skete det igen. Jeg blev smidt rundt mellem træer og buske, som var jeg en kludedukke. Smerten skreg hver gang, men jeg turde ikke sige noget. Da den igen kom imod mig, lå jeg på jorden med raslende blade under mig.

Så er det nu … skal jeg virkelig dø? Jeg vidste godt at det var absurd at tænke sådan, men da jeg kiggede ind i dens øjne og fastholdt blikket, var det eneste jeg så, døden.

Jeg prøvede en sidste gang, så man i det mindste ikke kunne sige at jeg gav op. Jeg forestillede mig, at den blev korsfæstet og brændt op som en heks. Og så skete det mærkelige. Det var som om jeg kunne se to forskellige ting, som om hvert øje kunne se noget andet. Mit venstre øje, kunne se alt det normale: skoven, hvor dæmonen stod helt stille og kom med forfærdelige lyde … og mit højre kunne se, hvad jeg havde forestillet mig: dæmonen, korsfæstet og i gang med at brænde op.

Der løb noget ned af mit højre øje. Først troede jeg, at det var tårer, men da jeg tørrede det væk og kiggede på min hånd, fandt jeg ud af, at det var blod.

Jeg observerede dæmonen forsvinde fra denne verden, da mine øjne gled i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...