Skjulte Kræfter

Melanie har i lang tid haft problemer med sin krop, og efter et opkald fra sin mor, finder hun ud af hvorfor: hun har nogle kræfter, som menneskeheden endnu ikke kender til.
Men i virkeligheden er der nogle mennesker, som også har disse specielle kræfter.
De er blevet delt ind på nogle skoler, som ligger skjult overalt i verden, og her skal Melanie også gå, efter hun møder den smukke og gådefulde Jared.
Men med disse kræfter, tiltrækkes onde dæmoner. Og dæmonerne behøves ikke nødvendigvis at være monstre. Nogle af dem er mennesker, og der er særligt én, som Melanie skal passe ekstra meget på...

OBS!!! Jeg har fået MEGET inspiration fra "Dæmonernes By", og der er mange punkter, der ligner lidt .. Men ellers har jeg selv sammensat plottet! :D

50Likes
64Kommentarer
4670Visninger
AA

5. Elverblomsten 7

Vinden susede forbi mig, og naturen omkring mig blev til streger af farver. Med mine arme om drengens krop, kørte vi gennem en meget lang vej. Træerne omkring var høje, og alt så ens ud. Indtil vi kom til en sten, som lige pludselig dukkede op. I det samme vi passerede stenen, begyndte en kvalmen at stige op til mit hoved.

Jeg ignorerede det, men pludselig blev følelsen kraftigere. Uden at jeg lagde mærke til det, slap jeg drengens krop, tog hjelmen af, og satte hænderne op til mit hoved. Mine negle borrede sig ind i huden, mens det dunkede. Lige pludselig var det ikke til at holde ud.

”Stop!” skreg jeg til drengen, men han kørte bare videre.

”STOP!” råbte jeg igen.

”Hold ud, skønjomfru.” sagde han blidt, men på en måde vredt, mens han gassede op, så vi kørte så hurtigt, at jeg næsten faldt af. Med den ene arm, lagde jeg den rundt om hans krop. Min anden holdt stadig om mit hoved.

Men smerten var der stadig. Som en ild, der prøvede at komme ud. Ilden var varm og skarp, og prikkede og sprang rundt i mit hoved. Som om mit hoved lige pludselig skulle eksplodere.

”STOP!”

Som svar gassede han mere op.

Og så kunne jeg ikke klare det mere.

”Er du ikke sød at stoppe?” spurgte jeg, mens tårerne næsten flød.

Min stemme var kun en hvisken, og det tog næsten al min kræft at holde tårerne tilbage.

Men han kørte stadig videre, og jeg kunne ikke andet end at sidde, og holde om mit hoved.

Efter nogen minutter stoppede han, og i det samme gik smerten væk, eller næsten. Den var der stadig, jeg kunne føle den, men den var blevet meget mindre. Nu føltes det bare som om, at jeg havde en hovedpine, hvor der ikke engang skulle bruges en hovedpinepille.

”Så er vi her,” sagde drengen og steg af. Jeg sad stadig på motorcyklen, med hjelmen i min hånd. Mine øjne var rettet lige ud, mens mine tanker løb forvirre rundt i mit hoved.

Langsomt slap jeg mit tag i hjelmen, så den trillede ned på jorden.

Hvad skete der lige?

Drengen tog hjelmen op, børstede lidt støv væk, og så sendte han et stort smil til hans eget spejlbillede, som han kunne se på hjelmens blanke facade.

Jeg gloede på ham, og da han vendte sit blik mod mig, blev hans ansigt straks alvorligt.

”Er du okay, Skønjomfru?”

”Hvad var det der skete?”

Han trak på skuldrene, men han kiggede stadig på mig. Hans blik var overraskende nok fuld af medlidenhed.

Jeg lukkede mine øjne stramt i, mens den resterende smerte fortog sig. Sådan blev jeg siddende i et par minutter, før jeg kiggede op foran mig.

Bygningen var stor. Den lignede en blanding af et slot, en kirke og et rådhus. Efter hvad jeg kunne se, var det en gammel bygning. En lang mur strakte sig rundt om bygningens store have, og den eneste synlige indgang var en kæmpestor hvid, metalport.

En latter bragte mig tilbage til virkeligheden. Jeg rettede hovedet mod drengen med det gyldne hår.

”Slap af,” sagde han, ”det er bare en bygning.”

Jeg lukkede munden, uden at opdage at jeg havde åbnet den.

”Nå, men siden at du beundrer skolen så meget, hvad så med at gå med mig ind?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet, hvilket bare gjorde at smerten kom tilbage. Bare slet ikke så kraftigt.

Hvorfor var det nu lige at jeg var gået med ham? Min mor. Han vidste tilsyneladelse noget om min mor.

Han kiggede på mig.

”Hvor er vi?” Jeg tøvede. ”Og hvem er du egentlig?”

Han bed sig i underlæben, mens han tænkte over svaret. Mit blik søgte over til hans læber, mens jeg prøvede at kigge på en sten, der lå for mine fødder.

”Vi er ved Elverblomsten 7,” sagde han, ”og mit navn er Jared. Men du kan altid kalde mig ’Jared den Flotte’ eller ’Jared den Charmerende’.”

”Eller Jared den Selvglade.” mumlede jeg.

”Sagde du noget?” sagde han, selvom at han sikkert havde hørt det.

Jeg rystede på hovedet.

”Hvad er ’Elverblomsten 7’ lige præcis?” spurgte jeg i stedet.

”Elverblomsten 7 er en skole for sådan nogle som os. Din mor er derinde.”

Da min mor blev nævnt, gik jeg uden tøven hen til porten.

Da jeg lagde min hånd på metalportens håndtag, tog jeg den straks til mig igen. Min hånd brændte og sveg. Jeg vendte min hånd op, og så nogle mærkelige symboler i den. De var brændt ned i min håndflade.

Jeg gispede, først på grund af smerten og overraskelse, men derefter på grund af, at min hånd lige pludselig helede sig selv.

”Hvad i alverden -?”

”Porten er beseglet med en speciel forseglingsevne. Du kan kun komme ind med tilladelse. Godt at vide, ikke?” lød fyrens stemme bag mig. Jared huskede jeg.

Jeg kiggede skiftevis på ham og min hånd.

Forseglingsevne. Vent … sagde han lige forseglingsevne?

Jared gik hen mod porten, og lagde hånden på håndtaget. Han lukkede sine øjne, mens han messede nogle lydløse sætninger.

Jeg spærrede øjnene på, da der kom røg op fra hans hånd. Han lukkede sine øjne stramt i, men ellers var hans ansigt udtryksløs. Han lod hånden falde langs siden, men den var stadig knyttet.

Porten gik lydløst og hurtigt op. Jared åbnede sine øjne, og gik op ad stien, der førte hent til bygningen store indgang. Jeg fulgte hans eksempel og gik efter ham.

 

Vi kom ind i en stor korridor. Der var utallige rækker af døre, trapper og gange.

”Vent her,” sagde Jared, men jeg lagde ikke mærke til ham, da han gik. Jeg var overvældet af det her hus.

Pludselig mærkede jeg noget blødt mod mit ben, og sprang en meter tilbage.

Foran mig sad en lille, pjusket, sort og hvid kat, som svingede halen fra side til side. Langsomt gik jeg hen til katten, og satte mig på gulvet. Jeg satte hånden foran kattens hoved, og den sprang op for at blive aet. Da jeg var lille, havde min bedste ven været en kat. Okay, det var så en bamse, formet som en kat, men det var stadig nok for mig. Det var før jeg mødte Matt.

Matt! Jeg havde glemt alt om ham.

Jeg tog telefonen op ad tasken, hvorefter jeg ordnede den og satte batteriet ind. Den havde fået nogle ridser.

Jeg havde fået flere beskeder fra Matt, og han havde ringet op til utallige gange.

Jeg tog røret op til øret og ventede på at den ringede. Matt tog den ved første tone.

”Mel! Hvor fanden er du henne? Da jeg gik ud var du der ikke! Jeg har ringet til dig og – ”

Jeg afbrød ham.”Matt, slap af. Jeg har det fint. Jeg forklarer det senere.”

Fint.

Havde jeg det fint? Og hvad mente Jared med ’sådan nogle som os’? Og hvad var der sket på vejen med stenen? Var det bare mig? Og hvad var der med porten? Der var en masse spørgsmål som jeg ville have besvaret.

Katten lagde sig på mig og satte sig til rette.

Matt var tavs i den anden ende.

”Hør her,” sagde jeg, ”jeg bliver nødt til at snakke med dig senere, okay? Jeg har ret travlt.”

”Okay,” sagde Matt. Hans stemme lød trist, såret og forvirret, og i et øjeblik følte jeg mig som den dårligste person i hele verden. Der var en lang tavshed før han lagde på.

Der lød fodtrin bag mig, og Jared kom hen imod mig.

Han stansede straks og kiggede på mig. Eller det troede jeg. Jeg fulgte hans blik, hen til katten, og løftede det ene øjenbryn.

Han holdt stirrekonkurrence med en kat.

En kat.

Et dyr.

Og han vandt.

Katten hoppede ned fra mine ben, strakte sig og luntede af sted mod en kæmpe trappe, med rødt tæppe.

Jeg rejste mig op og børstede små kattehår fra mine bukser, selvom at det ikke var muligt, da de klistrede sig fast til mine bukser. Man skulle tro, at de havde limet sig fast.

”Kom med, Skønjomfru.” sagde Jared, hvorefter han gik ned af korridoren. Jeg fulgte dovent med ham, hele tiden med et skulende blik på hans nakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...