Fredag d. 13 - Koldinghus

Resumé: Det er en krimi som omhandler et mord på en lærerinde i forbindelse med en eskursion til Koldinghus, hvor der bliver afholdt et julemarked. Læs krimien og bliv mere og mere spændt.

3Likes
1Kommentarer
376Visninger
AA

1. Fredag d. 13 - Koldinghus

 

Fredag d. 13 - Koldinghus

Vinden havde taget massivt til hen over natten, og de store vandmasser regn silede ind ad vinduerne, i den gamle fangekælder. Jeg forsøgte at hive mig op, ved at gribe fat i en af de store brosten der var anlagt i gulvet, men det var umuligt. Sandet gnavede i mit sår på armen, og skabte en lugt af ler og indtørret blod. Jeg var faldet i en dyb søvn og lå nu indespærret i fangekælderen. Mit hoved var tungt som en sten, og min krop var helt kvæstet.

Udenfor døren, hørte jeg pludselig en dyb mandestemme sige; ”vi må have bragt liget til obduktion med det samme!”. Mit hjerte galopperede af sted da jeg opfattede ordet, lig. Det kunne ikke passe at der var sket et mord uden jeg havde lagt mærke til det. Jeg var helt rundt på gulvet, og krøb straks hen til døren og begyndte uafbrudt at hamre. En politibetjent slog hængslet af døren og rakte mig sin hånd.

”Hvad laver du her unge dame”? spurgte politibetjenten søgende. Øjnene rullede rundt i hovedet på mig, jeg kunne ikke fatte hvad det var der gik af mig. Jeg prøvede at fokusere på ham og sagde så, ”jeg må være faldet hen, øøøh det må du meget undskylde”! Politibetjenten informerede mig om, at han ikke kunne lade mig gå, fordi jeg muligvis var vidne til et mord. Udenfor døren, lå ganske vidst et dame lig, men jeg kunne ikke sætte ansigt på hende. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, som en flok sommerfugle der ikke kunne finde ro. Jeg anede kun noget uglet blond hår, ligge i en pøl af blod, og blev straks svimmel. Politibetjenten førte mig op ad den smalle, slingrende trappe, og op i slotsgården, hvor der holdt utallige politibiler og en enkelt ambulance. Det var som et mareridt, jeg aldrig skulle vågne fra. De løb rundt omkring og råbte ting til hinanden, fordi de var i fuld gang med at finde beviser for mordet, det var som en stor hønsegård.     

De blå blink skabte et iskoldt og uhyggeligt syn, hvilket skræmte mig. ”Bo, før pigen til afhøring på stationen”, blev der råbt omme fra hjørnet. Han hed åbenbart Bo, ham politibetjenten som havde hjulpet mig. Bo førte mig ind i vognen og vi kørte af sted mod politistationen i Kolding. Mine øjenlåg faldt gang på gang i, når vi kørte i hullerne på den bumlede grusvej. Det var som om jeg erindrede noget fra i går, men med det samme jeg ville fortælle det, var det bort som vinden.

Pludselig gik det op for mig at jeg havde været til det årlige julemarked på Koldinghus museum med min 7. klasse. Det var meget lysere for mig, men jeg kunne stadig ikke få det til at hænge sammen med at jeg var vågnet, kvæstet i fangekælderen på slottet. Det drev mig til vanvid at jeg ikke vidste hvad jeg havde lavet, jeg havde en følelse af, at have drukket så meget alkohol at jeg dagen efter ikke kunne huske hvad jeg havde lavet. Det var ubehageligt, og jeg kunne ikke holde op med at tænke på, hvordan mine elever mon havde det, hvordan de mon var kommet hjem, og hvad med Irene, min kollega? Det slog mig, at liget havde lyst blondt hår ligesom Irene, men det kunne ikke passe. Jeg prøvede at berolige mig med at sige at det selvfølgelig ikke kunne være hende. Alt var så uklart og tvivlsomt, jeg anede knap min egen tilstedeværelse.

Vi nåede frem til politistationen, og jeg steg ud af bilen. Vinden ruskede i træerne, og det var som om det trak op til tordenvejr. Våde blade klæbede sig fast på mine kinder, og spærrede for mit syn. Bo som var politichef førte mig ind i et afhøringslokale og bad mig samle mine tanker. Det var meget skræmmende at jeg den ene dag var til julemarked, og den anden dag skulle afhøres for et mord. Bo forlod rummet, og en høj sorthåret mand med store rander under øjnene og en lugt af røg, kom ind ad døren. Uden at sige noget, trak han stolen ud og tog plads i det varme sæde. Han satte albuen i bordet og slog kuglepennen ned i bordet hvert andet sekund. Telefonen ringede og kriminalkommissæren løftede røret. Han rynkede panden, og stillede en masse spørgsmål til personen i den anden ende. Det varede 5 lange minutter, men hvem var det mon? Han lagde røret på og sagde så, ”det var fra obduktionen, de har identificeret liget”. Jeg krøb tæerne sammen og begyndte at koldsvede. ”Det er en fru Irene Holm” sagde kommissæren roligt. Jeg kunne ikke tro mine egne øre, det var min kollega. Jeg tog hånden til hovedet og brød ud i gråd. Tårerne trillede ned af kinderne på mig, som de største hvide krystaller. Kommissæren skænkede mig en kop kaffe og gav mig 10 minutter til at samle mig.

”Afhøring af Mollou Ambel, d. 14/12 vil nu begynde” sagde kommissæren ind i diktafonen og satte den forsigtigt på bordet. Kommissæren spurgte mig om mit bekendtskab til Irene Holm. Jeg svarede, ”jeg lærte hende at kende da vi startede på skolen som lærerinder på samme tid. Vi var begge nye, og hjalp hinanden godt i gang. Lige siden har vi været nære venner, og gået til dans sammen.” Havde hun en mand, da du lærte hende at kende? Spurgte kommissæren. ”Altså jeg husker hun mødte en meget sød herre til dans, han hed vidst Jens, men jeg er ikke sikker. De så en del til hinanden og blev vidst også gift, men det var ikke noget hun råbte højt om, som om hun ikke var stolt af ham. Selvom vi var nære venner delte hun ikke sine følelser om Jens med mig, det var meget mærkeligt, men de blev også skilt. Så fik hun sin nuværende mand Hans. Hans er en rigtig flink og åben mand, og jeg husker hvor glad Irene var, da hun kom og fortalte de skulle giftes. De var som skabt for hinanden!”        

Jeg begyndte at undre mig om, hvor vores elever var, og spurgte kommissæren. Han svarede, ”jamen erindrer du slet ikke noget”? Jeg tænkte virkelig så det knagede, og erindrede at Irene og jeg havde taget en kop glögg af julemanden, mens eleverne gik rundt og kiggede på den flotte udstilling. Vi blev vidst begge lidt trætte, men vi havde jo også været tidligt oppe, for at tage på ekskursion til Koldinghus.

Kommissæren svarede, ”en såkaldt Ole fandt det mærkeligt at du og Irene pludselig blev svimle, og ringede efter den bus som skulle hente jer”. Så de er i god behold udbrød jeg. ”Ja de er alle hjemme og holder weekend” svarede kommissæren. Gudskelov for det da, svarede jeg. Jeg faldt ligesom mere og mere til ro og sank dybere ned i stolen. Den dampende varme kaffe lavede bølger i rummet, og jeg tog en slurk. Kommissæren røg en cigar, mens han skrev noget på et stykke papir. Jeg var nysgerrig, var han mon kommet tættere på morderen?

Telefonen ringede endnu en gang, så bordet vaklede. Det var fra obduktionen. De havde taget nogle blodprøver og fundet rester af rohypnol i Irenes krop. Det er så vidt jeg ved en slags sovemedicin, men hvordan har hun indtaget sovemedicin? så vidt jeg ved, led Irene ikke under søvnmangel. Næst efter hørte jeg han talte om fingeraftryk, og blev straks nervøs, hvad mon det var for noget, det kunne umuligt være mine. Kommissærens øjne lyste op og han nikkede som om noget pludselig gav mening, hvorefter han forsigtigt lagde røret på.

”Obduktionen har fundet noget gift i Irenes krop og mordvåbnet var en kniv. På kniven har man fundet nogle fingeraftryk som muligvis er fra en kvinde, så vi skal have dig undersøgt, da du kan være skyldig udbrød kommissæren”.

Mit blik stivnede, mig? Det kunne da umuligt være mig, jeg havde jo bare ligget helt alene og uskyldig inde i fangekælderen. Kommissæren rejste sig, tog fat i min arm og bad mig følge med. Døren gik op, og det var som om det øvrige personale stirrede med onde, mistænksomme øjne på mig, jeg havde mest af alt lyst til at være usynlig. De kunne da ikke tro, at en lille, spinkel pige som mig kunne være morder! Det var som om benene faldt væk under mig, og gangene blev smallere og smallere. Så ankom vi til rummet på venstre hånd, på døren stod der ”fingeraftryks-tagning”. Jeg trådte ind i det lille rum, med kolde hvidkalkede vægge. Jeg tog plads i stolen, og en mand kom ind med noget desinfektion, jeg sprittede hænderne i. Samtidig fik jeg taget en blodprøve, for at tjekke om jeg havde noget gift i blodet. Det sveg da jeg sprittede mine hænder, fordi jeg havde et sår på den ene håndflade, men jeg prøvede at kredse udenom det. Kommissæren tog så fat i min hånd og påførte sværte, hvilket er noget sort stads. Så pressede han min finger ned på et stykke papir indtil flere gange med hver hånd, så der dannedes fingeraftryk. Kommissæren tog papiret med og forlod rummet med en politibetjent.

10 minutter efter vendte de tilbage med et papir med mit fingeraftryk, og fingeraftrykkene der var på den kniv der blev brugt til at gennemføre mordet med. Kommissæren startede, ”som du måske kan se, ligner fingeraftrykkene meget hinanden”. Jeg begyndte at gispe af skræk for de næste ord der ville komme ud af hans mund. ”Vi er kommet frem til at fingeraftrykkene på kniven og dine, stemmer overens” sagde kommissæren med en meget dyb stemme. ”Vi må derfor sigter dig for mordet på Irene Holm, til andet er bevist”, sagde kommissæren og slukkede diktafonen. Derud over har vi fundet noget meget mystisk, nemlig spor af rohypnol i dit blod, hvilket også var i Irenes blod. Inden jeg nåede at gå i chok, ringede telefonen igen.

Denne gang var det min elev Ole, men hvorfor mon han ringede? Han kunne jo ikke være skyldig! Kommissæren lagde røret på, og forklarede at Ole var på vej herhen, og havde en meget vigtig detalje at få afsløret angående mordet. Min fornemmelse var blandet, jeg var blevet sigtet for mordet på Irene Holm, men Ole var på vej og havde en vigtig detalje at fortælle. Jeg kunne ikke gennemskue, hvor vigtig den detalje var, jeg var nu den sigtede, så hvad kunne hjælpe mig af med den titel?

Jeg kiggede ud af det lille vindue, hvor en bil hurtigt parkerede tæt op ad ruden. Det var Ole og hans forældre, der nu var ankommet. Det silede stadig ned, og blæste så det knagede i de gamle bøgetræer, der så fint var plantet, som en slags espalier op til politigården. Jeg vendte blikket mod døren, hvor Ole hurtigt kom ind og satte sig ned. Politibetjenten tog fat i min arm og førte mig ud af rummet, døren blev lukket. Jeg kunne kun høre en masse støj inde fra lokalet, hvor kommissæren var i fuld gang med at afhøre Ole.

Så gik døren op, og jeg fik lov at komme ind. ”Tag plads her i stolen” sagde kommissæren. Jeg kunne se smilet i hans mundvig lige så småt dukkede frem. ”Ole har været til afhøring, og efterforskningen har taget en drejning” sagde kommissæren. Kommissæren begyndte at forklare. ”Ser du, i går da eleverne blev kørt hjem i bussen, blev Ole og observerede det mærkværdige. Du og Irene havde drukket drinken af julemanden, og var blevet svimle, hvilket Ole observerede, og fulgte efter jer. I gik formentlig i al ubevidsthed ned af trappen i fangekælderen, hvor i faldt i en dyb søvn. Ole satte sig på lur, bag en rustning der stod og holdt vagt i til fangekælderen. Pludselig så han julemanden som havde givet jer drinksene, komme ned i fangekælderen, og Ole fokuserede skarpt på, hvad han mon lavede her. På ryggen bar han en sort/brun taske, hvorfra han trak en stor kødkniv op. Ole var skarp, og tog forsigtigt et billede af det han så, og satte sig igen på hug. Mens du og Irene lå og sov, tjekkede julemanden at han var helt alene i lokalet, og tog så ellers din hånd og pressede den rundt om håndtaget på kniven, så det skulle se ud som om du var morderen. Dernæst smed han dig ned på jorden, og låste dig inde i fangekælderen. Han tog Irene op på skulderen, og lagde hende forsigtigt ned på gulvet udenfor fangekælderen, for at hun ikke skulle vågne. Han tog en gummihandske frem fra tasken og tog så kniven, hvorefter han myrdede Irene med den. Da julemanden forsvandt op fra fangekælderen, løb han så hurtigt at han tabte denne bøtte med rohypnol, og den samlede Ole op” forklarede kommissæren.

”Nu giver det hele jo mening udbrød kommissæren, julemanden som vi ud fra billede og et hår, har identificeret til at være Jens som var Irenes eksmand, puttede altså denne rohypnol i drinksene, og sørgede for, at I fik dem. Dernæst forsøgte han at skjule alle spor som pegede på ham, og brugte dig Mallou som fælde. Som vi ser det, er det er stort jalousidrab. Jens var misundelig på at Irene endelig var glad, og så sit til at tage hævn. Vi vil gerne takke dig Ole mange gange, for at have givet os disse oplysninger, og vi vil nu tage ud efter Jens. Han er sigtet i mordet på Irene Holm, og du Mallou er nu fri til at gå, og er ikke længere sigtet” sagde kommissæren. Det var ikke til at fatte, jeg blev vildt glad, mit smil steg fra mundvig til mundvig, og jeg fik en kriblen i maven af glæde over at mordet på Irene nu var opklaret. Jeg kiggede ud af vinduet og så hvordan solen lige så stille tittede frem bag de tykke skyer. Jeg rejste mig og gik smilende ud gennem døren, og med en fornemmelse af frigivelse, tænkte jeg, at jeg aldrig mere ville tilbage til det gyselige museum, og så lige fredag den 13.                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...