No escape

Valente Logastress er en meget eftersøgt mand i landet Monederia. Alle hader ham og hans 'broderskab', der spreder kaos og ulykke rundt omkring. Da han en dag forsvinder, og man erklærer ham død, ånder alle lettet op, og tror at det er overstået. Men 14 år senere dukker Valentes datter op, Aleah Logastress, det kommer som et chok for alle, og det gamle had vækkes. Ville man lade hende være i fred? Eller gøre alt for at slå hende ihjel, fordi man er bange for, at hun minder for meget om sin far?

1Likes
2Kommentarer
928Visninger

1. Prolog

 

Sometimes I wonder

is this really my fate?

because there's no freedom

There's no escape

 

I see no light

only darkness and hate

and when I needed it

there was only faith

 

And now, the mirror's broken

I can see it in my eyes

oh they're so broken

only sorrow from lies

 

And my whole life

has been under your cape

I was unprepared

now there's no escape

 

 

_________________________________________________________________________

Valente Logastress betragtede det polerede marmorgulv, hvor en stor sekskantet stjerne viste sig frem. Ude ved hver stjernespids var der ridset et lille mærke, som med slyngmøstre gik ind og formede et øje i midten. På den blanke overflade var stjernen næsten helt usynlig. Gulvet spejlede loftet, hvor der var et stort vindue, himlens blå lys strømmede ind og gjorte salen endnu mere hvid end den var i forvejen. Undtagen roserne ved vindueskarmene, var stedet blottet for alt farve.  

Valente hørte en dør blive åbnet bag sig. Han vendte sig om og fik øje på to mænd der var på vej hen mod ham. De diskuterede om et eller andet, men blev så tavse da de nærmede sig Valente. Den ene mand var høj og rank, hans mørkebrune hår var redt tilbage, hans ansigt var blegt og kantet, og så ikke specielt tilfreds ud. Hans grå øjne borede sig ind i alt hvad han så på. Den anden mand virkede roligere, men så ligeglad ud. Hans højde var gennemsnitlig, men han så lille ud vedsiden af den høje mand. Hans hår var sort som en ravns fjer, og hang i krøllede tjavser foran hans ansigt, men det lod ikke til at genere ham. De var begge klædt i lange sorte læderjakker, som to sorte sodpletter i den store hvide sal.  

Valente vinkede kort som hilsen, og de svarede begge med et nik. Man kunne mærke spændingen i luften som små stod. Alle var vågne og vagtsomme, også selvom det ikke så sådan ud. Men Valente vidste godt at disse to mænd ikke var kommet bare for at få en lille snak med deres 'gamle ven'.

Da de nåede frem til ham, tog den sorthårede mand ordet med et anstrengt smil. 

"Er det sikkert her?" han talte lavmælt, og salen afgav en smule ekko.

Valente nikkede med blikket klistret på mændene. “Her kommer ingen, medmindre jeg tillader det. Men hvorfor er det så vigtigt?"  

"Et skridt af gangen, Valente. Det er lidt kompliceret," sagde den sorthårede. 

"Selvfølgelig," Valente sukkede svagt, men utilfreds, og lavede en håndbevægelse der betød de skulle følge efter ham, han førte dem tværs over seksstjernen, og endte ved et rundt glasbord. 

“Vil i have lidt at drikke?” spurgte Valente da mændene havde sat sig. De rystede begge på hovedet, det fik et svagt smil frem på Valente, det var tydeligt at de ikke stolede på ham.

"Okay..." Valente satte sig ned overfor de to herrer, med et snu glimt i øjet. "Rhanthas og Dakratzh, det er vel nok længe siden. Hvad har i på hjertet?"

Den sorthårede, Rhanthas, fnøs pludselig. "Det er lidt for længe siden, ja. Du har slet ikke forandret dig."

"Skulle jeg da det?" spurgte Valente. Rhanthas grinte lavmeldt.

"Landet er ved at falde fra hinanden på grund af dig, så vi havde forventet nogle ændringer." 

"Ændringerne skal nok komme, på et tidspunkt." sagde Valente uinteresseret.

Rhanthas smilede svagt, ikke just venligt. "Ja, store forandringer er på vej."

Valente løftede et øjenbryn. "Hvad mener du?"

Begge mænd smilede bare til ham, Valente mærkede en uro vokse inde i sig. Der var noget galt. Han rejste sig langsomt.

"Hvad end i to har planlagt, så vil det ikke gøre en forskel," Valente borede sit blik ind i den sorthåredes øjne, der stirrede koldt tilbage. Denne gang var det den høje, Dakratzh, der svarede hånligt. 

"Virkelig?"

Valente nåede ikke at reagere før et smerte skød op gennem hans rygsøjle, og et skrig undslap ham. Han stod lænet over bordet, og opdaget en rød væske bane sig henover det gennemsigtige glas. Blod.

Hans blod.

Valente så ned. En pil gennemborede hans mellemgulv, og hver en vejrtrækning var smertefuldt. Hans blik var sløret da han igen så på de to mænd, der begge havde kolde smil på deres læber.

"Forandringer behøves ikke at komme af sig selv. En blev udført idag."

Valente mistede sine kræfter i benene og faldt ned på gulvet, hvor endnu et smerteskrig kom fra hans strube. Han hørte en rå latter.

"Broderskabet bliver nok ynkelige og forvirrede, nu når du er væk..."

Til helvede med broderskabet, det var ikke dem han bekymrede sig for, på nogle måde. De traf deres eget valg, og det skulle ikke stå i hans ansvar. Men der var en der ikke havde noget valg, som han havde alt muligt ansvar for. Hvordan skulle han kunne tage sig af hende, når han var væk? Hvad ville der ske? Hvordan ville det gå med hende?

Hun kunne ikke flygte, hun vidste intet!

Verden omkring ham forsvandt, mørket skærmede for hans syn, og kun en ting fyldte hans hoved mens han sank ned i tomheden.

Aleah...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...