Nothing else matters☥One Direction

Leah, en pige fra provinsbyen Carlott, blev fundet død den enogtyvende september, blot én dag før hendes fødselsdag, hvor hun fyldte atten år. Niall, en dreng fra Mullingar i Irland, var forsvundet sportløst i tre dage, fra den treogtyvende til den seksogtyvende september. Når de to var sammen, var det som om tårer, vrede, og knuste hjerter, ikke var noget der fandtes. De to, var nærmest det sødeste par man kunne finde nu til dags. Så forestil dig Niall, når han finder ud af hans kæreste, er død? Hende, der helt klart skulle have været hans kone, efter nogle par år? Forestil dig hendes fire bedste venner, når de finder ud af deres bedste veninde, er død? Hende, som de vidste, betød enormt meget for deres bedste ven, Niall? Dette er en novelle på to kapitler.

15Likes
43Kommentarer
2372Visninger

2. 1.

”Leah?” Hun kiggede op, så ind i hans øjne, og mødte hans bløde læber mod hendes. Først, var hun overrasket, men hun fulgte godt med. Da de trak sig fra hinanden igen, kunne de begge ikke lade være med at vise et lille smil. Drengens læber nærmede sig pigens øre, hvorefter han hviskede nogle få ord, ”Leah, jeg elsker dig.” Stille gled hans hånd ned i hans bukselomme, hvor han fumlede med et eller andet, som fangede pigens opmærksomhed. Langsomt, trak han en skinnende sølv halskæde frem, med den smukke engel hængende. Han lagde halskæden i pigens hånd, hvorefter han lukkede hånden helt. Hun kunne mærke englen kradse i hendes hud, men det var selv det værd. Hun smilede hvorefter hun udstødte nogle ord, ”den er meget smuk. Tak.” Stille lænte hun sig frem, og pressede sine læber mod hans. Hans tunge kørte rundt i hendes mund, enkelt og elegant. Han holde sig om hende, og vuggede hende en smule, dog uden at slippe hendes læber.  

”Niall, vil du ikke love os, at du vil komme dig over hende?” Spørgsmålet lod ikke engang til at få en plads i hans hjerne, selvom spørgsmålet var yderst vigtigt, for alle dem der blot nærmede sig ham. Alle hans tårer, var så ulykkelige, at blomster kunne visne, hvis tårerne ramte dem. Han rejste sig op for at kigge på manden, der havde spurgt ham om noget. Det var en ældre herre, som faktisk var hans far. 

”Jeg elsker hende jo, far. Jeg kan ikke bare ikke lade hende gå.” Tårerene pressede sig stille frem. De var parate til at løbe om kap ned af hans kinder, men han lod ikke til at tage sig af det. Han ville ikke træde frem som en rigtig mand, og tvinge tårerne til ikke at dukke op. Hans tårer betød mere end tusind ord for ham, selvom de blot distraherede ham til tider. De irriterede måske de fleste mennesker, men med denne gang, var det anderledes. Det føltes som blod der røg ned af hans kinder, hver gang han kunne mærke at alt for hans øjne, blev sløret. ”Jeg ved det, min dreng. Jeg ved det.” ”Nialler, har du tid?” Han vendte sig om, med tårerne løbende ned af hans kinder. Den person der kaldte ham Nialler, var i godt nok humør, til at minde ham om hende. Personen der havde kaldt ham det, stoppede pludselig op, kiggede bekymret på ham, og bed sig i underlæben. 

”Undskyld, det var ik-..” Han afbrudte personen, ”lad være med at bebrejde dig selv. Det er mig der har valgt, at være så følsom. Det er mig der burde undskylde, ikke dig.” Personen, - Harry, bed sig i underlæben af tristhed, fordi han havde iagttaget hans bedste ven græde så mange gange. Det pinedede Harry enorm meget, men der var intet han kunne gøre ved det, medmindre han kunne bringe hende til live igen, hvilket han virkelig gerne ville kunne gøre. Ikke kun for hans vens skyld, men også for hans egen skyld. Han elskede hende jo også, så han ville virkelig blive lykkelig, hvis hun kom tilbage. 

”Men ja, jeg har tid.” Færdiggjorde han hans sætning, hvorefter han satte sig i gang med at gå hen imod Harry, der var helt parat til at følge hans ven, Niall, over til drengene, der ventede på dem. Drengene ventede på dem hjemme hos Harry og Louis, fordi de skulle snakke sammen. Mens de to gik hen til huset, kom han til at tænke på et hjerteskærende minde.

Det var en dag som alle andre, selvom han ikke havde set noget til Leah hele dagen, men det var vel også okay. Han traskede glad af sted, hen imod det lille hus, som han boede i sammen med hans Leah. Det var først da han bemærkede politiet og ambulancen, at han for alvor satte i løb, blot for at finde ud af, hvad der dog skete. Han havde mest af alt, bare lyst til at finde Leah, holde om hende og kysse hende, til hun fik nok. ”Niall..” Han blev stoppet op af en hånd, der hårdt ramte hans brystkasse, for at holde ham tilbage. Han bemærkede nogle fuldstændig røde øjne, der tilhørte en af hans gode venner. Vennen prøvede at holde ham tilbage, men han fik møvet sig ind i huset, hvor nogle par politimænd var. De udforskede huset, som om der var et eller andet ved det, som de bare måtte se. ”Mr. Horan, er det Dem?” lød en dyb mørk stemme, der nærmede sig. Lyden af den fine, og alligevel uhyggelige stemme, fik ham til at synke en klump. En ældre politimand kom hen imod ham, og klappede ham blidt på ryggen. ”Kom med mig,” mumlede den ældre mand, hvorefter manden blidt skubbede ham ud i køkkenet. Det første han så var blodet på skabene og væggen, derefter sygeplejerskene på gulvet, der havde omringet kroppen af en ung kvinde. Han gik ned på knæ, kravlede hen imod kroppen, og græd lidt. Bare det, at et lig var i hans køkken, gjorde ham utilpas, men det var først da han så hvem liget tilhørte, at han rigtigt brød sammen. Han kunne genkende det hele, øjnene, næsen, kinderne, håret, fingrene, fødderne, benene, ørerne, læberne, alt. Det var hans elskede Leah der lå der, kold, blodig og borte.

”Niall, du skal altså vide, at vi alle er triste over det der skete, men der er gået to måneder nu. Du kan ikke bare gemme dig bag en maske hver dag, det duer bare ikke. Fansene spekulerer nu, helt vildt endda. De tror, at selvmord måske er dit næste træk, eller faktisk dit første træk, til at blive lykkelig igen. Du vil måske gerne se hende igen, men du skal vide, at det er fysisk umuligt. Selvom du kan møde hende i himlen, er det bedste du kan gøre, at komme dig over hende. Jeg vil vædde med, at det er det hun ønsker, nu hvor hun ser ned på dig. Du skal give slip, Niall. Giv slip.” Han kunne ikke klare det. Han kunne ikke klare de utallige stemmer, der hver morgen fortalte ham, at han skulle give slip. Bare leve livet, som om intet skete. Som om, han havde en masse dage, måneder, år endnu. Han ville blot ønske at der var én person, der kunne berolige ham. Den person, plejede at være hende, men fordi hun nu var væk, måtte det blive en anden. 

”Vi ved godt det er hårdt, Niall, men det er det bedste. Selvom du elsker hende, må du altså simpelthen gøre noget for dig selv, og glemme hende. Hun er måske det bedste der er sket for dig, men også det værste. Du har grædt dig selv til grunde, på en eller anden måde. Du skal også gøre noget for dig selv.” Han havde bare lyst til at pande dem alle én, for at være sådan imod ham. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være, og bare lade ham sørge over tabet af sin kvinde? Hvordan kunne det være så svært at forstå. Hvis bare de vidste, hvor meget han havde elsket Leah, i hele hans liv. Hvis bare de kunne forestille, hvor knust han dog var, og havde været, i de to måneder der var gået. Det ville være idiotisk for dem, bare at sammenligne deres sted med hvor han var. Han var nede med den fede, og det var ikke svært at se.

”Jeg ved det godt, drenge, men jeg elsker hende for højt til bare at give slip. Jeg ved godt I vil med det bedste, men jeg vil bare sørge i fred, okay. Er I med mig, eller hvad?” Han vidste godt de var uenige, men han var ligeglad. De var ved at drive ham til vanvid, så måske skulle han bare forlade bandet, og få et bedre liv, helt alene? Uden forældre og venner, bare helt alene, hvor han hver aften sørger ved sin elskedes gravsten. Eller overdrev han måske? Bare en smule, måske.

Det gjorde ondt, men han var nød til det. Han skulle bare væk, væk fra alle de mennesker, der ikke forstod ham. Han ville ikke engang pakke noget mad. Han ville bare dø, og komme op til hans elskede Leah, som betød alt for meget for ham, selvom hun havde forladt ham. Han havde taget en helt almindelig T-shirt på, nogle grimme hængerøvsbukser, og så nogle tynde sokker. Derefter, løb han ud i kulden, ind i skoven, og lagde sig på græsset. Bare for at kunne kigge op i den mørke himmel, og dø.  Langsomt kunne han mærke regnen ramme hans kolde hud, mens han lukkede hans øjne i, og bare ventede på at al smerten ville forsvinde. Dén smerte han havde fået tildelt, da han havde mistet Leah, prøvede han at få væk. Ved at komme op til hende igen, ville han atter kunne være lykkelig. Pludselig ruskede noget i ham, efter flere minutters regn, og kulde der gjorde hans hud helt blå. Han var så stille ved at blive bevidstløs, så han kunne næsten ikke åbne sine øjne. Det ruskede i ham igen, denne gang hårdere. Det fik ham til endelig at åbne øjnene, og se hvad det var der forstyrrede ham. Han kiggede til højre side, hvor han fik øje på en lille hundehvalp, som stirrede på ham med de sødeste opspilede hundeøjne. Han kunne ikke lade være med at smile, da han klappede hundehvalpen blidt. Det var først da han hørte nogle grene blive knækket, at han skyndte sig væk. Ingen måtte finde ham, og prøvede at få ham med hjem. Ikke engang hans familie, eller drengene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...