The X Factor - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2012
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Færdig
Hailey Somer stiller op i det engelske X Factor. Hun går videre til boot camp og får Simon Cowell som mentor. Hun må dog erkende, at hun måske ikke har, hvad der skal til. Simon mener det modsatte, så han får Liam Payne til at komme. En dreng som ikke gav op, selvom Simon valgte at sende ham hjem første gang.

30Likes
84Kommentarer
3649Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

Jeg stod klar lige ude for scenen, mens jeg blev pep-talket af min mor. "Bare husk, uanset hvad de siger, så er du god nok!" Hun kørte ud i en lang smøre, lige indtil jeg rent faktisk skulle på scenen. Jeg gik ind og vinkede til dommerne. Nogle drenge nede fra publikum piftede af mig. Jeg smilede og stillede mig på x'et. "Hej, hvad hedder du?" Louis Walsh tog ordet fra start af. "Jeg hedder Hailey Somer." Jeg smilede til dommerne og kiggede diskret over på Simon Cowell. Et ja fra ham ville betyde alt for mig - han vidste, hvad han talte om. "Hvor gammel er du?" Jeg kiggede på Cher og sagde: "Jeg er atten." Hun nikkede smilende. Jeg sænkede kort mikrofonen, inden Louis spurgte: "Hvad skal du synge?" Jeg løftede mikrofonen op til munden og sagde: "Jeg skal synge 'Skyscraper' med 'Demi Lovato'. Simon nikkede anerkendende. Så begyndte jeg at synge med et stort smil på læberne.

 

Da jeg havde sunget, rejste publikum sig op og klappede. Jeg havde klaret den højeste tone, noget som havde drillet mig lidt. "Det var fantastisk. Jeg har aldrig hørt en, der sang den sang så godt. Udover Demi selvfølgelig." Cher smilede med tårer i øjnene og klappede med hænderne. "Det var virkelig godt!" istemte Louis. Jeg kiggede afventende over mod Simon, som endnu ikke havde sagt noget. "Jeg synes, du sang godt. Den højeste tone ved slutningen var lidt dårlig, men ellers okay." Jeg bed mig i læben.  Måske havde det alligevel ikke været så godt. "Jeg er ikke enig, du ramte den rigtig godt," protesterede Cher og blinkede til mig. Jeg smilede til hende. "Louis, ja eller nej?" Simon lignede pludselig en som kedede sig. "Ja," sagde han og kiggede over mod Cher. "Stort ja!" Jeg smilede, uanset hvad var jeg gået videre nu. "Jeg siger... nej." Jeg smilede, takkede dem alle og gik ud til min familie. Så skreg jeg alt, hvad jeg kunne og hoppede op og ned. Tårer strømmede ned af mit ansigt. "Jeg gik videre," hvinede jeg til min mor og krammede hende. Lige nu, kunne de være lige meget, om Simon havde sagt nej. Min bror stod ved siden af og smilede til mig. "Tillykke søs." Han trak mig ind i en bjørnekrammer. Min far lykønskede mig også - bare gennem telefonen. Jeg gik ud sammen med min familie. Da vi nåede til forhallen - og jeg var holdt op med at græde - sagde jeg: "Jeg skal lige på toilettet." Min mor nikkede og fandt en stol at sidde i. Jeg gik derud, da jeg gik ind i en. "Undskyld," mumlede jeg og kiggede op. Simon Cowell stod foran mig. Jeg stirrede på ham - sikkert med røde øjne. "Gik du ikke videre?" spurgte han. Jeg nikkede med store øjne. "Jeg sang 'Skyscraper'." Han nikkede og smilede. "Jamen tillykke så." Så gik han videre. Jeg gik ud på toilettet, mens jeg tænkte. Hvilken mentor ville jeg mon få?

 

Jeg gik ud til min mor igen og sagde: "Skal vi gå?" Hun nikkede og rejste sig. "Gæt hvem jeg mødte!" sagde jeg spændt, mens vi gik ud. "Hvem?" spurgte hun og spejdede efter vores bil. "Simon Cowell." Hun smilede og lagde en arm omkring mig. "Jeg er glad på dine vegne," sagde hun. "Det er jeg også, du var jo sygt god derinde!" sagde min storebror, Will, og smilede til mig. Jeg grinede og skubbede drillende til ham. "Det gjorde du ikke," sagde han truende og begyndte at jagte mig. Jeg skreg af grin, mens jeg løb. Folk kiggede mærkeligt på os, men jeg var ligeglad - jeg havde det sjovt. Jeg nåede hen til vores bil og skreg til min mor, at hun skulle låse den op. Desværre hørte hun mig ikke, så jeg blev fanget. Han begyndte at kilde mig, så jeg skreg højere end før. "Stop, Will. Stop!" Han stoppede, da alt for mange skævede over til os. "Will, du kommer til at fortryde det her!" Jeg smilede til ham og satte mig ind i bilen - som min mor, gerne ville låse op, efter Will havde 'tortureret' mig. Vi kørte hjem i stilhed. 

 

Så snart vi var hjemme, ringede jeg til mine bedsteveninder over Skype - Faith og Anna. Jeg skreg højt og sagde: "Jeg kom videre!" De smilede stort og skreg ligeså højt som mig. "Tillykke!" skreg de begge og viftede med deres hænder. Så gik snakken over på, at hvis jeg mødte nogle lækre fyre, så skulle de have et telefon nummer. Jeg grinte over deres tankegang, men kunne godt forstå dem. Hvis nu, der var nogle så lækre som One Direction med, så ville jeg være i himlen. 

 

Da klokken nærmede sig 23.00, lukkede jeg ned og smed tøjet. Jeg lagde mig under dynen og mærkede det bløde stof mod min nøgne krop. Ja, jeg sov nøgen, men jeg syntes, at det med nattøj var overvurderet. Jeg faldt i søvn med tanken om, hvilken sang jeg skulle synge i morgen - og hvordan Simon havde sagt nej.

 

Her er første kapitel, håber I kan lide det. ;) Please, like<3 Hvis I ikke allerede har 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...