Hjørring på den anden side

Bidrag til "Mord på museet" - Vendsyssel Kunstmuseum. Sebastian Holm er en ung detektiv med en genial hjerne. Dog er hans assistent Dr. Rask ikke altid tilfreds med Holms geniale tankegang. Følg med på en spændende rejse ind i S. Holms liv og oplev ham i aktion, i "Hjørring på den anden side".

5Likes
7Kommentarer
1553Visninger
AA

1. Hjørring på den anden side

En høj mand gik ned af gaden. Hans ternede frakke lignede noget taget fra en gammel Sherlock Holmes-film. Han trak sin hat ned i panden, så hans mørke hår blev skjult. Han gik forbi en avisstander. Han stoppede og gik lidt tilbage. Avisens forside havde fanget hans opmærksomhed. Men det var ikke forsideartiklen, det var en lille notits, der fortalte at en kunstmesse ville blive afholdt den kommende søndag på Vendsyssel kunstmuseum. Manden med hatten tog sig til hovedet og tænkte ved sig selv at dette kun kunne betyde problemer. Han trak en dåse frem fra den pose han havde i hånden. Efter et par slurke var dåsen tom og den blev kastet i den nærmeste container. Manden rettede på den store guitartaske han havde over skulderen og gik videre med et lettere bekymret ansigtsudtryk.

 

Vendsyssel kunstmuseum, lørdag kl. 22.17

Museet ligger stille hen. Alting er mørkt og tyst. Spage regndråber plasker blidt mod museumsbygningen. Alt ånder fred og ro, men en flakkende skygge ødelægger et kort øjeblik den idylliske ro. Skyggen sniger sig om til bagsiden af museumsbygningen og haster op af en trappe til en dør. Døren er en nødudgang, men i aften er det en indgang.

Døren knirker let da den svinger op. Skyggen smutter ind i den dunkle kunsthal. Gennem mørket fornemmer skyggen billedernes blikke. Det er som om de følger skyggens langsomme bevægelser. Alligevel trækker skyggen sin hue af, og frem af huen dukker et ansigt op. En kvindes ansigt. Det har stålgrå øjne, høje kindben og et elegant, næsten skræmmende udseende. Forsigtigt går kvinden dybere ind i rummet. Billedet for enden af væggen er hendes mål. Det er et stort billede, men hun har planlagt det hele. Ganske lydløst sætter hun sig på knæ foran det store billede og pakker langsomt sit grej ud.

Da kvinden atter træder ud i den tyste nat undslipper et lille fnis hendes læber. Det er en alt for nem opgave. Men honoraret er godt og hun klager ikke. Tilfreds trasker hun hastigt videre med billedet. Hun undgår med ynde det spage lys, som nogle få gadelygter dovent sender efter hende. Hendes smil rækker fra øre til øre og hun giver sig selv et anerkendende nik. Hun haster videre og vifter hånligt med sin langfinger, da hun atter passerer hovedindgangen til museet. Tyveriet var en succes.

 

Hjørring Station, lørdag kl. 23.13

Toget ruller afslappet ind på perronen og lader sig ikke mærke med at det er ti minutter forsinket. Et par passagerer stiger småmumlende ud, heriblandt Rikke og Rebecca Rask. De to tvillinger er i starten af tyverne og tilbringer hver eneste weekend på denne måde: Om lørdagen tager de to tvillingesøstre af sted om formiddagen for at shoppe i Aalborg. Omkring klokken 17.30 tager de tilbage til Hjørring med alle de ting de har købt, hvorefter de tager ud og spiser i Hjørring. Når de har spist tager de et tog tilbage til Aalborg for at gå i byen et par timer. Til sidst ender det med at søstrene (som regel godt berusede) tager toget hjem og bliver samlet op af deres storebror, Dr. Henrik Rask, som kører dem hjem i seng. Om søndagen hænger de to tvillinger med mulerne og kommer til hægterne efter lørdagens strabadser.

De to søstre sjosker over imod parkeringspladsen, hvor deres bror holder i en mørkerød Peugeot og venter. Mens de går og fniser højlydt, støder Rikke ind i en kvinde der med hastige skridt går målrettet mod toget på perronen. Kvinden, der har en hue trukket godt ned i panden, vakler en smule og ser vredt på Rikke og Rebecca, mens hun næsten taber sin enorme kuffert. Synet af den tynde kvinde, bærende på den gigantiske, firkantede kuffert får tvillingerne til at bryde i latter. Kvinden skynder sig hen til toget og maser sig vredt ind mellem en gruppe unge der netop er på vej ud.

 

Hjørring centrum, søndag kl. 01.07

Henrik Rask sukker træt, da han endelig slukker sin bilen og kigger op mod sin bolig. Han går i sine egne tanker op til huset og ind i entréen. Han ænser den dæmpede lyd af en spillende guitar, der strømmer ud fra det ene af to soveværelser. Rask tænker tilbage på sin tid som militærlæge og sukker igen.

 ”Dr. Rask!” En stemme rammer doktorens øre. Dr. Rask vender sig om mod sin ven og kollega, Sebastian Holm, der står med en spansk guitar under armen. Sebastian Holm arbejder som detektiv og desuden er han også en af de mærkeligste og mest geniale personer, Dr. Rask nogensinde har mødt. Men han var til at stole på. Men det var naturligvis også hovedårsagen til at den førtidspensionerede militærlæge havde takket ja til Sebastian Holms tilbud om at blive hans detektivassistent.

 ”Jeg gik i mine egne tanker…” Siger Dr. Rask, men afbrydes af Holm.

 ”Der er ikke tid til snak, Dr. Rask. Vi har netop fået en opringning fra kunstmuseet, de har brug for os.”

 ”Hvad er der sket?” Rasks træthed er et kort øjeblik borte. Beslutsomt trækker doktoren sin rygsæk frem og pakker hastigt et par nødvendige ting. Alt imens at Sebastian Holm roligt sætter sig ved skrivebordet ved vinduet.

 ”Tror du at det er muligt at forudsige fremtiden, Dr. Rask?”

 ”Forudsige? Man kan altid gætte, Holm.”

 ”Jeg havde denne underlige fornemmelse i morges. Jeg følte at der ville ske noget frygteligt på kunstmuseet…” Holm tøver og Dr. Rask kigger nysgerrigt på ham.

 ”Men hvad er der sket på kunstmuseet?”

 ”Åh, det er blot et tyveri. Maleriet, som blev stjålet, er malet af Paul-Anker Bech, meget værdifuldt og tilsyneladende sporløst forsvundet.”

 ”Blot et tyveri?” Dr. Rask kigger undrende på Sebastian Holm.

 ”Fundamentalt, kære Dr. Rask, et simpelt tyveri er ukompliceret. Det handler om hurtige penge.”

Forvirret gik Rask med Sebastian Holm ud til sin bil.

 

Vendsyssel Kunstmuseum, søndag kl. 01.54

En rød Peugeot 406’er drejer ind på museets parkeringsplads. Line Hildeberg, direktør for museet, står ved indgangen til museet og vinker energisk til de to personer der træder ud af bilen. Den ene er en høj mand, med mørkt tilbagestrøget hår og en lang overfrakke med svage striber. Den anden er en smule lavere og tætbygget, med et trimmet fuldskæg og hornbriller.

 ”Holm, Sebastian Holm, til tjeneste.” Manden med tilbagestrøget hår rækker sin hånd frem mod Line.

 ”Godaften hr. Holm, der er sket et tyveri her i nat. Et uforklarligt et af slagsen. Det er derfor vi har tilkaldt jer i nat.” Siger Line Hildeberg kortfattet og hilser på Dr. Rask.

 ”Hvad er der helt nøjagtigt sket?” Dr. Rask finder papir og blyant frem og kigger afventende på Line.

 ”Et stort maleri på 298x248 cm er tilsyneladende sporløst forsvundet fra museet i nat. Dette maleri er malet af Paul-Anker Bech…” Line bliver afbrudt af Holm.

 ”… hvilket betyder at maleriet er værdifuldt. Tak, fru Hildeberg.” Holm nikker venligt til museumsdirektøren.

 ”Hvorfor siger du fru?” Line Hildeberg kigger undrende på Sebastian Holm.

 ”Du bærer en vielsesring.” Holm går forbi Line Hildeberg og træder ind gennem indgangen til museet. Alt imens Line Hildeberg hastigt stikker sin hånd i lommen.

 

Holm, Dr. Rask og Line Hildeberg træder ind i receptionen. En bordlampe står tændt.

 "Jeg tændte lampen da jeg ringede til jer." Line går forbi bordet og over mod en trappe der fører op til de øvre etager.

 "Maleriet hang på 1. salen?" Dr. Rask går efter Line, mens Holm er travlt optaget af at undersøge alle ind- og udgange i receptionslokalet.

 "Dr. Rask? Kom her og se." Kalder Holm indefra en stor kunsthal, fyldt med krukker og miniatureskulpturer. Rask og Line styrter ind til Holm, der tilsyneladende står og kigger ned i gulvet.

 ”Hvad er det?” Spørger militærlægen og ser forundret på Holm.

 ”Et spor…” Holm lægger sig på alle fire og snuser forsigtigt til gulvet. Museumsdirektøren kigger skeptisk på detektiv Holm.

 ”Det er et par dråber parfume… Kouros, hvis jeg ikke tager fejl.” Holm rejser sig og børster hænderne. Hvorefter han giver tegn til Dr. Rask.

 ”Skriv dette ned, Dr. Rask: Tyven er en kvinde…”

 ”Kouros er en herreparfume.” Afbryder Line Hildeberg, en smule surt.

 ”Som sagt: Vores tyv er en kvinde.” fortsætter Holm, imens han piller ved noget i sin jakkelomme.

 ”Du kan ikke bare sige at tyven er en kvinde!”

 ”Fru Hildeberg, hvilken mand vil finde på at smide et par dråber parfume, mens han udførte et tyveri?”

Holms ord overrumpler Line og i et par sekunder står hun blot med åben mund og stirrer. Endelig lukker hun atter munden og begynder at gå surmulende rundt, i tavshed.

 ”Dr. Rask, vi prøver igen, skriv dette: Tyven er en kvinde, mellem 25-30 år, der har kendskab til parfumevarer. Men disse få dråber parfume, giver et vink om at hun har haft parfumen i en pipette eller lignende. Hun har desuden dryppet parfumen ned oppefra 1. salen. Lige inden hun tog maleriet ned.” Holm trækker en lille lommelygte frem og går ud fra kunsthallen og videre over mod trapperne.

 

Sebastian Holm undersøger for 117. gang væggen, hvor Paul-Anker Bechs maleri var blevet stjålet fra. Han prøver forgæves at finde en anden forklaring på hvordan maleriet blev fjernet.

 ”Dr. Rask! Alle spor peger på at maleriet blev trukket af væggen oppefra. Jeg kan ikke finde en anden forklaring!”

 ”Jeg er ikke sikker på jeg forstår, Holm.” Rask klør sig i skægget og retter på hornbrillerne. Han gennemgår de notater, som han har nedskrevet i den sidste times tid.

 ”Fru Hildeberg?” Kalder Sebastian Holm højt. En høj skramlen høres og en forpustet museumsdirektør kommer hastende op af trapperne.

 ”Hvad er der?” Spørger Line Hildeberg fortumlet.

 ”Kan vi få en stige, så vi kan tage et nærmere kig på loftet?”

 ”En stige?” Line stirrer skeptisk på Holm.

 ”Ja, en stige.” Nikker Dr. Rask og smiler venligt til Line.

Få minutter senere står Sebastian Holm og betragter loftet, på en stige, der er hentet fra et depot i museets kælder. Rask gaber i smug og tager sine briller af. Line gnider sig søvnigt i øjnene.

 ”Holm, der er ingen spor at finde i loftet.” Rask forsøger at undertrykke et gab. Han pudser sine briller og kigger atter på Holm.

 ”Lyt dog til Rask!” Line Hildeberg tramper rastløst rundt.

 ”Dr. Rask, kan du ikke gå ned og købe dig en kop kaffe? Der er en café nær ved museet.” Holm vinker fraværende med hånden. Line tramper stadig rundt.

 ”Og tag museumsdirektøren med.” Holm retter blikket mod Rask og nikker umærkeligt. Selvom Rask ikke kunne tyde Holms ansigt, forstår militærlægen sagtens et vink med en vognstang.

 

Café Ciffy, søndag kl. 03.58

Kaffedampen snor sig i spiraler og lægger sig til rette som dug på Dr. Rasks brilleglas. Han tager dem af og pudser dem. Alt imens at Line Hildeberg sætter sig foran ham, med en underlig mine.

 ”Der plejer at være mere gang i den på caféen” Line skæver til militærlægen. Rask sætter brillerne på plads og læner sig tilbage. Svag jazzmusik hopper spillende op fra underetagen, hvor et jazzband netop er startet på deres koncert for tredje eller fjerde gang den nat.

 ”De spiller godt” Smiler Rask til Line Hildeberg. Hun rører langsomt rundt i sin kaffekop.

 ”Hvorfor er han sådan?” Line læner sig en smule frem, da lyden fra jazzbandet stiger i styrke.

 ”Holm?” Rask læner sig også en smule frem. Nedenunder er et par jazzentusiaster og danseivrige unge sprunget ud på dansegulvet.

 ”Ja, ham.”

 ”Line… Sebastian Holm er detektiv og han er et geni i faget. Men jeg forstår ikke altid hans metoder. Men han er en tillidsfuld mand.” Rask smiler venligt til Line Hildeberg. Hun nikker langsomt. Militærlægen og museumsdirektøren løfter deres kopper og smiler. De er på bølgelængde.

 

Vendsyssel Kunstmuseum, søndag kl. 06.28

Dr. Rask og Line fandt Sebastian Holm siddende i skrædderstilling med en tom dåse foran sig. Dåsen var prydet med et stort, grønt M, hvorunder ordet energi var skrevet. Dåsen havde indeholdt Holms favoritdrik: Monster Energi.

 ”Det var i længe om.” Holm rejser sig og kigger indgående på Lines hår.

 ”Hvad ser du efter?” Spørger Rask og træder ind foran Holms blik.

 ”Hårfarven hos fru Hildeberg.” Holms ord lader til at irritere museumsdirektøren.

 ”Jeg har rødbrunt hår, som du kan se. Og hvorfor siger du hele tiden fru Hildeberg?” En smule hidsigt tramper en vred fru Hildeberg over til trapperne og går nedenunder.

 ”Beklager.” Siger Holm let og peger så op i loftet. Rask kigger derop og kigger så undrende på Holm igen.

 ”Holm, kunne du ikke kalde hende Line?” Rask taler lavt og kaster endnu engang et blik på loftet.

 ”Jo jo, Rask. Se nu på loftet.” Holm peger igen.

 ”Hvad er det jeg skal kunne se?” Rask kigger uforstående på Holm.

 ”Krogene, Rask, krogene!”

 ”De sidder jo overalt i loftet, med små 2 meters afstand! Hvad er der usædvanligt ved dem?”

 ”Det er sådan at vores tyv har taget billedet ned oppefra.” Holm vifter triumferende med hænderne. Og trækker så en lille pose frem med et enkelt hår i.

 ”Hvor fik du det fra?” Dr. Rask stirrer på håret i posen.

 ”Rask, det hang på krogen! Nu er vi tæt ved at have identificeret tyven!” Holm var nærmest overlykkelig. Men med et blev han alvorlig.

 ”Hvad er der, Holm?”

 ”Dr. Rask, du har et hår på skulderen. Og det er identisk med det hår som ligger heri posen.”

 

Hjørring centrum, søndag 07.01

Dr. Rask og Holm braser nærmest ind af døren til deres hus. Hurtigt trækker Holm en kuffert med mikroskop og minicomputer frem. Han lægger de to gyldne hår under mikroskopets linse og tilsluttede minicomputeren dertil. Hastigt starter han en DNA-scanning.

 ”Hvis ikke jeg tager fejl vil disse hår ikke være registreret i databasen. Jeg spørger igen Rask: Hvem har du været sammen med indenfor det sidste døgn?”

 ”Ingen andre end mine søstre, Holm. Du ved jo at jeg hentede dem på togstationen lørdag aften.”

 ”Selvfølgelig!” Siger Holm og knipser. Men inden han når at sige mere blinker og bipper minicomputeren. Han vender blikket imod den. På computerskærmen står et enkelt ord: ukendt.

 ”Præcis som du sagde.” Rask nikker.

 ”Begge dine søstre er mørkhåret. Altså er der kun én forklaring på hvorfor du havde et hår fra tyven på dig. Dine søstre har været i kontakt med tyven. Eller rettere de har set tyven.” Holm går ind og henter sin guitar. Han begynder stille at spille en kort melodi på den.

 ”Jeg var lige bekymret for at du ville beskylde mine søstre for at være indblandet i tyveriet.” Mumler Rask og tager atter sine hornbriller af for at pudse dem.

 ”Godt så. Kør bilen frem Rask. Vi skal på visit hos dine søstre!” Holm lægger guitaren fra sig og smiler.

 ”Du har næsten løst denne gåde?” Rask retter sig ivrigt op.

 ”Ja, Rask. Jeg har næsten løst denne gåde. Men jeg må være sikker.”

 

Søstrene Rasks domicil, søndag 12.05

Holm banker ivrigt på døren, der er hvid med en smal mosaikrude i midten. Rask låser bilen og stiller sig op ved siden af ham. Han åbner munden, men når ikke at sige noget før den hvide dør åbnes.

Rask-tvillingerne står i døren. Rikke og Rebecca smiler søvnigt.

 ”Godmorgen Sebastian, og hej Henrik.” Siger de i kor og gnider deres øjne.

 ”Godmorgen, frøken Rask og frøken Rask.” Holm begynder at tvivle på om hans idé om at besøge Rasks tvillingesøstre var god.

 ”Henrik kan hente lidt morgenbrød, så kan du komme med indenfor.” Tvillingerne er ved at genvinde deres sædvanlige fjollede attitude overfor Sebastian Holm.

 ”Vi har taget brød med.” Dr. Rask trækker en pose rundstykker frem.

 ”Og vi er her for at stille jer et par spørgsmål.” Holm rodede i sin jakkelomme og fandt en dåse Monster Energi frem.

 ”Godt, godt.” Surmuler de to tvillinger. De fire går sammen ind i stuen, som er en smule rodet. Holm når knap nok at opfange roderiet før søstrene febrilsk stuver det hele af vejen i en vasketøjskurv.

 ”Hvilken vigtig sag arbejder du på, Bassemand?” Fniser de for at aflede Holms opmærksomhed fra rodet.

 ”Vi stiller jer nogle spørgsmål og smutter så igen. Det er alt i behøver og vide.” Svarer Holm med et venligt ansigt.

 ”Har i tilfældigvis stødt på en lyseblond kvinde, med en overdimensioneret kuffert?” Dr. Rask finder det frygteligt pinligt at hans tvillingesøstre, der skulle forestille voksne, fornuftige mennesker, var som små skolepiger når de var i nærheden af hans kollega.

 ”Holme, du må altså tage os med på af dine missioner en dag.”

 ”De damer, lyt venligst et øjeblik til jeres bror.” Holm peger på Dr. Rask.

 ”Stødte i tilfældigvis på en blond kvinde i går aftes?” Rask tager opgivende sine hornbriller af og gnider sig på næseryggen.

 ”Stødte ind i?” Rikke kigger overrasket på sin bror, men vender blikket mod Holm igen.

 ”Hvordan vidste du det?” Rebecca kigger beundrende på Holm.

 ”Så I stødte på en lyseblond kvinde? Mellem 25-30 år?” Holm stirrer intenst på tvillingerne, der fniser og nikker.

 ”Altså vi kunne ikke se hende ordentligt, hun var klædt fuldstændigt i sort.”

 ”Men hun havde en enorm kuffert og kørte mod Aalborg.”

Holm og Rask var væk. Bilens motor brummer og snart står de to tvillinger i en støvsky fra bilen. De kigger undrende på hinanden.

 

Vendsyssel kunstmuseum, søndag 13.48

Line står og vrider hænderne. Hun står og betragter et maleri af Paul-Anker Bech. For få minutter siden havde et hold avisjournalister og et par tv-rapportører forladt Vendsyssel kunstmuseum efter at have tappet hende fra oplysninger om tyveriet. Hun havde forsøgt at slå tyveriet hen som en bagatel og havde forsikret dem om at alt var under kontrol. Men da hun havde nævnt at detektiven Sebastian Holm var sat på sagen, havde én af journalisterne grinet højt. Han fortalte hende at Sebastian Holm var noget af en original. Journalisterne havde alle sammen nedskrevet dette og var smuttet. De havde fået forsidestof og Line havde forestillet sig overskrifterne: Kunstmuseum bestjålet, gal detektiv på sagen.

Line sukker og træder tilbage fra Paul-Ankers maleri. Hun kaster et blik på navnet: Hjørring på den anden side. Billedet var en god illustration på hvordan Hjørring ville blive de næste par dage. Politiet ville komme stormende og afspærre museet. Og det ville være katastrofalt.

 

Hjørring centrum, søndag 14.36

Holm klør sig fraværende på kinden. Med den anden hånd sætter han en dåse Monster Energi for munden.

 ”Jeg forstår det stadigvæk ikke, Holm.” Rask går frustreret rundt i en cirkel.

 ”Det er ganske simpelt, Rask. Tyven har givet et tip til pressen.”

 ”Ja, men hvordan kan det hjælpe os med at finde frem til tyven?”

 ”Fordi tippet er fra en mobiltelefon.”

 ”Jeg kører bilen frem…”

 ”Nej, vi går til museet. Det er der vi kan fange hende.” Holm ser ned på en avis. Hans blik rammer en annonce som han havde set første gang for blot to dage siden.

 

Vendsyssel kunstmuseum, kl. 14.54

Line, Rask og Holm sad om et bord i museets bibliotek. Utålmodigt trommer Line med fingrene i bordet. Hun har ikke tid til at sidde her. Hun skal stå for at åbne museets døre klokken tre, hvor en gruppe kunstnere og kunstkritikere ankommer til kunstmuseet for at afholde kunstmesse.

 ”Planen er som følger. Rask går ned i kælderen, jeg har tjek på hovedindgangen og Line holder naturligvis øje med kunstnerne.”

 ”Vil du forklare os hvordan du kan vide at tyven kommer i dag?”

 ”Jo, altså. Jeg ved hvor den telefon, der blev brugt til at informere pressen om tyveriet, er. Og det forholder sig sådan, at den telefon ligger låst inde i et af skabene, nede i museets kælder. De skabe benyttes af gæsterne der kommer på museet. Dette betyder at kvinden er ankommet som gæst til museet, har låst sin telefon inde og forladt museet med nøglen i lommen. Mobilen har haft en timer, der sørgede for at sende en elektronisk besked til pressebureauerne, efter at tyven havde stjålet maleriet. Men hun må have vidst at signalet kunne spores. Derfor ville hun simpelthen ’besøge’ museet igen…”

 ”Til eftermiddagsforedraget!” Udbryder Line Hildeberg, hun ligner én der har set et spøgelse.

 ”Præcis!” Siger Holm.

 ”Det er jo mig der skal åbne dørene klokken 15.00!” Line springer op og styrter ud af biblioteket. Holm kigger på bibliotekets ur. Viserne viser at klokken er 15.00.

 ”Dr. Rask! Hurtigt! Indtag din position og vær klar!”

 

Da Line åbnede kunstmuseets døre strømmede der en bølge af mennesker ind. I munden på hinanden talte de og udspurgte hende om de svirrende avisrygter, der havde været denne morgen.  Var der foregået et tyveri? Var billedet sporløst forsvundet? Hvordan kunne et tre meter højt billede blive stjålet uden nogen havde opdaget noget? Var det sandt at museet havde ansat en skør detektiv? Line måtte råbe højt for at blive hørt.

 ”Alle der ønsker at deltage i kunstmessen bedes gå til foredragsrummet. Det er forbi receptionsskranken, ned ad gangen og ind af anden dør på venstre hånd. Alle der ikke deltager i kunstmessen bedes forføje sig væk fra kunstmuseet.” Line ser ondt på et par journalister, der har sneget sig ind mellem to kunstnere. De to journalister fornemmer Lines onde øjne og forsvinder hurtigt ud af kunstmuseets døre igen. Efter lidt tid tynder der ud i menneskemængden.

Ved receptionsskranken står Sebastian Holm og betragter nøje hver en gæst der går forbi. Det bekymrer ham at de fleste af kvinderne har langt lyst hår. Han tager sin mobil op og ringer til Dr. Rask, som står nedenunder.

 ”Rask, her.”

 ”Lyt godt efter, størstedelen af kvinderne der er ankommet til kunstmessen er lyshåret. I princippet kunne hver og én af dem være tyven. Hold øjne og ører åbne.” Holm lægger på. Der er noget der nager ham. Men han kan ikke finde ud af hvad.

 

Efter en halv times tid er Sebastian Holm grublende gået rundt i en cirkel præcis 117. gange og gennemtænkt hele sagen. Han begynder at tvivle på om tyven ville dukke op.

 ”Måske er hun forklædt…” Knap har Holm sagt dette før det slår ham. Han standser brat og ringer Dr. Rask op. Ingen svarer.

 ”Pokkers!” Holm løber hen mod trapperne og nedenunder. Han får øje på skabene, et af dem er åbne. Han styrter hen til det. Indeni skabet ligger en gyldenblond paryk og en seddel med ordene: Bedre held næste gang. Holm slår frustreret sin næve mod skabet. Han går hen mod herretoiletterne og ganske som forventet finder han Dr. Rask kneblet og bundet i en af båsene.

 ”Hun var slet ikke blond!” Gisper Rask, da Holm løser hans bånd.

 ”Mindre snak, mere løb!” Holm trækker sin ven på benene.

 ”Hvad?”

 ”Vi har ikke tabt endnu Rask. Hun har begået én alvorlig fejl!” Holm er løbet op af trappen og ud af museet. Rask haster forvirret efter ham.

 

Hjørring station, søndag kl. 15.10

Toget sætter sig i bevægelse og en mørk damp vælter ned fra togets tag. Dampen rammer den forpustede Holm i ansigtet.

 ”Stands!” Holm løber op på siden af toget og vinker vildt for at give tegn til togføreren om at stoppe. Men det er for sent. Toget har fået mere fart på og Holm kan ikke længere følge med. Vinduerne suser forbi ham og inde bag et af dem sidder en 26-årig kvinde med kort sort hår og vinker hånligt til Holm. Han ser hende. Hun rækker provokerende, som en lille uartig pige, tunge og smiler overlegent. Holm bremser op og kigger opgivende efter toget.

 ”Pokkers!” Mumler han lavt. Han vender sig om og går slukøret over mod parkeringspladsen. Han kigger op og ser en rød Peugeot 406’er holde brummende få meter fra ham. Hans ansigt lyser op, da Dr. Rask dytter af ham.

 ”Godt klaret, Rask!” Siger han for sig selv og sætter sig hurtigt ind.

 

Toget kører over en åben mark, inde i en af vognene sidder Rita Rapser og kigger ud. Hun smiler og må beherske sig for ikke at bryde i latter. Endnu engang var hun sluppet af sted med et dristigt kup. Hun læner sig tilbage og trækker en lille mobil frem fra lommen. Hun ser på den og kommer så til at grine. Hun kommer til at kaste endnu et blik ud over marken og bliver med ét tavs. En rød bil nærmer sig toget. Den kører hurtigt og haler ind på toget.

 ”Nej, det kan ikke passe.” Hvisker hun forskrækket. Rita rejser sig og løber nærmest videre op gennem toget. Men inderst inde ved hun godt at hun har tabt.

 

Det næste der sker, kan bedst beskrive således:

Rasks bil indhenter toget. Holm klatrer ud på bilens tag og springer ombord på toget. Han går op gennem toget og finder Rita Rapser, grædende af raseri på et af togets toiletter. Hun truer Holm men Holm smiler blot og lægger hende i håndjern. Da toget stopper ved den næste station står han ud og overlader Rita til Dr. Rask, da han få minutter senere svinger ind på parkeringspladsen ved togstationen. Sammen kører de tre ud og henter det stjålne maleri. Til sidst afleverer Holm og Rask den hysteriske kvinde på politistationen i Hjørring og kører så op til kunstmuseet for at overrække maleriet til Line Hildeberg.

 

Café Ciffy, søndag kl. 22.17

Line Hildeberg sætter sig ved et bord og kigger på detektiven og militærlægen. Hun smiler til dem.

 ”Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal takke jer, men jeg har et par ting som jeg tror i vil synes godt om” Hun trækker et par dåser Monster Energi op af en plasticpose og rækker dem til Holm, dernæst et par barberskrabere som hun smilende giver til Rask. Holm tager ivrigt imod dåserne og åbner med det samme den ene. Rask derimod ser uforstående på Line.

 ”Hvad skal jeg med dem?” Militærlægen kigger forundret på barberskraberne.

 ”Fundamentalt, kære Rask. Du skal barberer dig.” Griner Holm og kigger på sin vens behårede ansigt.

 ”Nemlig. Det er ikke for at være modbydelig eller noget, men fuldskæg klær’ dig ikke.” Line smiler uskyldigt til Rask. Dr. Rask åbner munden for at svarer igen, men i det samme ringer en telefon, med en høj, indtrængende lyd. Holm trækker sin mobil frem og sætter den til øret. Siger nogle få ord og lægger på igen.

 ”Rask! Du må hellere få barberet skægget i en fart. Vi skal til Aalborg Lufthavn.”

 ”Hvad er der sket, Holm?”

 ”Vi har fået en ny sag… i København.”

 ”Hvad?” Udbryder Line og Rask i kor.

 ”Der er sket et mord på Nationalmuseet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...