Portalen til en anden verden

Kun fugle kan flyve. Tror du på det? Er det kun fugle der har vinger? Hvis du tror det bliver du skuffet! Jeg hedder Sylvia og jeg er en fe. Eller nej. Jeg er ikke en fe! Men jeg kan blive det. Jeg kan meget snart blive det. Min ven Triston er en fe. En ensom fe da han er kommet til jorden og ikke kan finde tilbage. Vi kan ikke finde ud af tingene. Jeg vil være en fe... Han vil være et menneske. Desværre er der et problem. En dag midt i det hele bliver Triston væk. Hvor er han henne? Hvad sker der? Foran mig ligger kun et billede. Et billede af ham. Triston.

7Likes
16Kommentarer
1962Visninger
AA

4. Fe-verden

Min første indskydelse var at  Jeg må ha' slået hovedet. Alting Var sort, men tingene begyndte lige så stille at klare op. Jeg lå i en  skov. Det lignede den skov jeg kom fra på en prik. Men det kunne det jo umuligt være. Det var godt nok de samme grønne træer, det samme brombærkrat og den samme bue af sten. Men billedet så anderledes ud. Det var et slot. Et stort og skinende, guld slot. Der var en,to,tre,fire tårne, og idet ene var Triston. Han så bange ud. Ensom og forladt. Jeg havde på fornemmelsen at jeg ville finde ham der. Oppe på slottet.

Men hvis det her var den samme skov, hvorfor så et slot. Jeg havde næsten været rundt i hele skoven. Men jeg havde aldrig set et slot. Det her kunne ikke være det samme sted. Det kunne ikke lade sig gøre. Der var dog en ting jeg var sikker på! Jeg ville aldrig give op. Jeg skulle finde Triston inden jeg døde af smerte!

Nu kom det. Den følelse. Hvad var det? Jeg kendte den ikke. Eller jo. Det kunne godt være. For mange år siden. Da min mor of far døde. Den følelse. Den var utålelig. At miste hvad man har kært. At miste sin sjæl. At dø indeni. Det var den bedste måde jeg kunne beskrive det på. Jeg havde mange andre ord at beskrive det med også. Smerte, ensomhed og skræk. Ja det var de bedste ord.

Jeg kæmpede for at komme op på mine sovende ben. Jeg havde allermest lyst til at lægge mig ned og forsvinde i jorden. Så havde ormene noget at fordærve hvis de havde lyst. Men nej. Det kunne jeg ikke gøre mod Triston. Jeg kunne ikke efterlade ham alene, og derefter få min følelse. Smerte. Det ville være for ondt. Og man må ikke være ond mod sin grund til at leve. Det ville simpelhent være for mærkeligt! Det ville også betyde at man gav op. Og det var jo det eneste jeg ikke ville. Give op. Jeg kan ikke fordrage det ord. Det ligger forfærdeligt i munden. Kan bedre lide ordet. Kæmp. Kæmp for det du ønsker dig. Lige nu var mit højeste ønske at få Triston tilbage. Mit højeste ønske havde altid været at få vinger og blive en fe. Men det ønske kunne være lige meget nu. Jeg ville hellere få Triston tilbage end at blive en fe som ikke anede noget som helst.

Hov. Hvad var det. En lille skabning. På størrelse med Triston. Den her fløj også. Men det kunne ikke være Triston. Den her havde lyserøde vinger, med små aftegninger af et sort mønster. Det måtte være en fe. Jeg kunne høre dens summene vinger og tandklapren. Det med tandklapren var måske fordi at den lige havde set mig som var 1m og 56 cm høj. Den her var ca. 5-6 cm. høj. Det lød som om at den var lige bag ved buen af sten. Den havde måske gemt sig. Jeg listede lydløst derom og fangede den lille fe mellem mine hænder. Jeg forhørte den om hvor jeg var, og den sagde skræmt at jeg var i fe-land. Fe-land. Der hvor Triston hørte til. 

"Du skal ikke være bange" sagde jeg, "hvad hedder du?" 

"E-Elena" Sagde feen langsomt, "hv-hvad hedder du"

Nu var hun pludselig blevet nysgerrig, men hun snakkede meget stille. Hun var nok stadig ikke tryg ved mig.

Hun havde sagt alt jeg ville vide, så jeg valgte at slippe hende fri. Jeg skulle ikke give hende traumer. Men hun blev. hun fløj op foran mit ansigt, og spurgte, hvorfor jeg slap hende fri.

"jeg har fået det at vide jeg kom efter," sagde jeg. "Nu må jeg vel selv finde ham."

"Hvem?" Spurgte hun nu meget nysgerrigt. Jeg fortalte hende hele historien om mig og Triston.Hun begyndte at græde meget små fine tårer. Men det var jo samme dag, så hun sagde også tillykke. Jeg begyndte at gå, men hun følte efter.

"Hvad laver du?" spurgte jeg.

"Jeg vil hjælpe dig," sagde hun forhåbningsfuldt. 

"mange tak, kan du vise mig hvor det her slot er?" 

"Joé, Men du skal altså have vinger for at komme derhen"

"nå" sagde jeg lidt trist i det.

"Jeg kender et sted,hvor du kan få vinger," Sagde Elena, Helt oplyst. Hun virkede som om at det her ville blive et eventyr hun sent ville glemme. Jeg kunne desværre ikke sige hende imod. Jeg tænkte ikke så meget over at jeg ville få vinger af det her, inden jeg sagde ja.

Vi begyndte at gå. Jeg tror vi gik i flere timer. Sådan føltes det ihvertfald. Det føltes så uendeligt længe. 

Vi nåede til en lille lysning for enden af skoven.  Der var en kæmpe stor port af bånd som hang ned fra et træ. Hvad i alverden var meningen med det?   

Elena fløj igennem det og forsvandt. Jeg kiggede omme på den anden side, men kunne ikke se hende. Hun stak hovedet frem og spurgte om jeg ikke snart kom. Jeg kiggede igen om på den anden side, men hendes krop var væk. Jeg kunne kun se et lille hoved stikke frem. Jeg gik nysgerrigt igennem, men kom ikke ud på den anden side af skoven. Her var så lyst. Det var svært at vænne sig til, men lidt efter lidt skete det. Jeg stod kun på 1 kvadratmeter jord, og ellers var denne her fe-verden bare et bundløst hul. Foran mig var de skøneste huse, butikker og stræder. Alt herinde havde vinger. En hest med vinger, hunde, katte, dyr i det hele taget med vinger, folk med vinger og alt andet. Der var en lille gangbro over mod det her sted. Fe-verdenen var på en grund, men ikke det udenom.

"Kom!"råbte Elena," Vi skal herover"

Jeg sukkede. Men gik derefter over den lille 'bro'. Alle feer stirrede forfærdet på mig, som om jeg var et kæmpe monster.

"vinge butikken er herovre," råbte Elena.

"Jeg kommer"

Så gik vi ellers ind i den kæmpestore vinge butik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...