Almost lover

Endnu en sang-inspireret novelle fra mig af.

Him. Her. A pair of almost lovers.

9Likes
19Kommentarer
1731Visninger
AA

1. Strofe 1

 

Hans fingre strøg blidt hen over min kind. Jeg gøs diskret og så ind i hans mørkeblå øjne. Han smilte; det smil der altid fik mit hjerte til at sætte farten op, som om det skulle til at banke ud af brystet på mig. ”Du havde noget der.” sagde han, og hans dybe stemme fik mig næsten til at skælve, men hans ord brød også fortryllelsen. Jeg rødmede og tog mig til kinden, der hvor hans fingre havde rørt mig. ”Jeg har altid sagt at du spiser som en dreng.”

 

 

Hvorfor var det sådan her? 

 

”Det er da ikke min skyld at mine forældre har forfejlet at opdrage mig ordentligt.” svarede jeg tilbage og man kunne næsten ikke høre på mig at jeg skælvede.

Man kunne ikke høre hvor meget jeg længedes efter at de fingre ville røre mig, ville kærtegne mig. Kunne man? 

 

 

Han rejste sig fra bænken vi sad på. Det var sommer, og vi sad ved vores sædvanlige bænk og spiste is. Min var allerede halvt fortæret, hvorimod hans næppe var blevet nippet af. ”Har jeg nogensinde sagt at du spiser som en kvinde?” spurgte jeg. Han hævede øjenbrynene og rystede på hovedet. ”Du spiser som en kvinde.” Han lo og rejste sig op. Hans øjne glitrede varmt og hans brune hår glitrede nærmest i solen. Det fik ham til at se nærmest umenneskelig smuk ud. For alle andre var han almindelig, det havde alle mine veninder sagt. Han var hverken flot eller grim, men for mig var han den smukkeste i verden. Hans navn var Nathan. Min Nathan. Men uheldigvis var han kun ’min Nathan’ i den forstand at han var min bedste ven.

 

Det gør ondt. Men hvad kan jeg gøre?

 

Nathan var min bedste ven, og det var derfor at jeg ikke kunne angribe ham på stedet. Det var det jeg sagde til mig selv. I virkeligheden var jeg vel nok bare bange.  ”Jeg skrider nu, Sabby. C ya later!” sagde han og forsvandt.  Jeg sukkede efter ham. Mit hjerte gjorde ondt bare af at se hans ryg forsvinde. Blive mindre og mindre. Den distance der var mellem os var ikke kun fysisk, men også psykisk. Selv når han var tæt på mig, når han tog min hånd eller gav sig til at danse med mig, så var der altid den ekstra distance.

 

Kan det aldrig blive mere end det her?

 

Der gik ikke ret lang tid før jeg selv rejste mig fra bænken. Jeg gøs. Solen havde rykket sig og bænken var nu skyggefuld og mørk. Slet ikke så hyggelig som før. Jeg så tilbage på bænken, kunne næsten se os sidde der, tæt sammen med et smil på læberne, inden jeg vendte mig om og begav mig hjem af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...