Død over dæmonen

”De Sorte Engle har én opgave. De skal gøre verden til et bedre sted. De skal dræbe de dæmoner, som har bosat sig i vores verden. Ved fuldmåne kommer de ned på jorden for at fuldføre deres mission. Det siges, at de dræber deres ofre og derefter lader dem rådne op på bunden af en sø. De kan kende dæmonerne på de-res hjerterytme. Alle dæmoner gør klogt i at frygte De Sorte Engle”

6Likes
6Kommentarer
1260Visninger
AA

1. Død over dæmonen

”De Sorte Engle har én opgave. De skal gøre verden til et bedre sted. De skal dræbe de dæmoner, som har bosat sig i vores verden. Ved fuldmåne kommer de ned på jorden for at fuldføre deres mission. Det siges, at de dræber deres ofre og derefter lader dem rådne op på bunden af en sø. De kan kende dæmonerne på deres hjerterytme. Alle dæmoner gør klogt i at frygte De Sorte Engle”

                                                                         

Phillip stoppede med at læse højt og lukkede læsebogen. Han forstod ikke, hvorfor de skulle læse om disse ligegyldige ting. Da han havde meldt sig ind på gymnasiet, var det ikke for at læse latterlige tekster om dæmoner, der blev druknet i søer. Hvad fanden bildte lærerne sig egentlig ind? Bestyrelsen måtte bestå af idioter. Kun idioter kunne have ansat disse åndssvage lærere.

  Da klokken ringede, rejste Phillip sig hurtigt. Han følte sig omringet af tåber og længtes efter at komme ud. Han var kun lige nået ud af døren, da en pige stoppede ham. Det var ikke en, han havde lagt mærke til før. Hendes nervøse blik viste, hvad hun ville. Phillip sukkede og lod, som om han lyttede, da hun med rystende stemme spurgte, om han ville følges med hende til aftenens fest. Hun blev ved med at stamme, så til sidst afbrød Phillip hende. ”Jeg skal ikke følges med sådan en lus som dig,” hånede han, ”skrid! Jeg kan ikke komme ud af døren!” Han sendte hende et nedladende blik, rettede ryggen og gik stolt videre.

  Det var ikke, fordi hun var grim.  Hun var pænere end mange af de andre piger, som Phillip uhøfligt havde afvist. Det var bare det, at Phillip elskede at se skuffelsen i pigernes øjne. Den måde pigerne krummede sig sammen, som om nogen havde flået deres hjerte ud og revet det i tusinde stykker. Den måde de kæmpede for at holde tårerne tilbage. Det bedste i hele verden var lyden af en hulkende pige, der spænede ud mod toilettet. Desuden havde Phillip allerede en date.

  Han skyndte sig ud af gymnasiets store hoveddør. Det tog ham ikke lang tid, før han nåede lyskrydset ved den store sø. Han drejede til højre og fortsatte ned mod byen, hvor han boede i en lejlighed med sin far. Faktisk var det mest Phillips lejlighed. Hans far rejste med sit arbejde det meste af året, så Phillip boede der ofte alene. Han nød at kunne gøre præcis, hvad han ville.

  Lejligheden lå oven på et stort center, så der var altid spækket med mennesker. Phillip var i dårligt humør og kiggede efter en, det kunne gå ud over. Han opdagede straks en gammel luset mand, der sad og spillede mundharmonika på et snusket tæppe. Foran ham stod et revnet plastikkrus med et par mønter. Phillip smilede flabet og bukkede sig ned foran den udsultede mand. Ude af stand til at gøre modstand måtte den afkræftede mand se til, i mens Phillip tømte plastikkruset for småmønter. Derefter tog Phillip fat i tæppet og trak til. Den gamle mand faldt bagover og slog sit hoved ind muren. Phillip fnisede og skyndte sig at forsvinde i flokken af mennesker, der var på vej ind i centeret. Da han endelig var kommet ind, fandt han den nærmeste skraldespand og smed mønterne ud. De var jo alligevel ikke en skid værd. Da han tog rulletrappen op, begyndte han at grine. Sådan nogle gamle svæklinge var alligevel selv uden om det!  

 

Månen var kun lige stået op, da Phillip trådte ind i den overpyntede gymnastiksal. Han følte sig selvsikker. Håret sad perfekt, og han havde sit dyreste designertøj på. På venstre håndled havde han det nye Rolex-ur, og i højre hånd holdt han sin date. De blev budt velkommen af hundrede svævende balloner og en enorm banner. ”FULDMÅNEFEST!” stod der. Beslutsomt trak Phillip sin date ind i hallen. Hun var smuk. Hendes hvide hud skinnede som tusinde sole, og det kulsorte hår faldt bølgende om hendes skuldre. Phillip drejede hovedet og kiggede dybt ind i de blanke sorte øjne. I et kort øjeblik så det ud, som om de skiftede farve til rød. De blev straks sorte igen, men Phillip kunne ikke glemme farven. Blodrød. Hun blinkede op til ham og sendte et grådigt smil, der blottede de perfekte hvide tænder.

  Hånd i hånd fortsatte de ind mod midten af dansegulvet. Phillip var fascineret. Hun bevægede sig med elegante bevægelser og svævede hen over det tæt befolkede dansegulv. Phillip frydede sig, da han så, hvordan de andre drenge kiggede efter hende. Deres øjne skinnede af beundring. Pigernes blikke derimod var fulde af jalousi og lynede af had. Phillip slap hendes hånd og lod armen glide rundt om hendes talje. Hans stolte blik faldt pludselig på den pige, der før på dagen havde inviteret ham ud. Hun så lammet hen på ham og hans yndefulde date. Phillip sendte hende tarveligt blik og nød det øjeblik, hvor en tåre trillede ned over hendes allerede fugtige kind.

  Phillip strammede grebet om sin smukke pige og drejede hende rundt, så de stod ansigt mod ansigt. Langsomt begyndte de at danse i takt til den moderne musik. Phillip kiggede endnu en gang på hendes smukke ansigt. Det højtidelige blik i øjnene, fik hende til at ligne en prinsesse. Nattens prinsesse. Hans prinsesse. Hun ville blive hans. Senere ville han tage hende med ud på en lille gåtur. De to helt alene. Hvad enten hun ville eller ej, så skulle hun blive hans. Han forstillede sig, hvordan det ville være at kysse de hjerterøde læber, og hvordan han skulle trække hånden igennem hendes glitrende hår. Følelsen af hans stærke arme, der undertrykte hendes svage modstand.

  De dansede i lang tid uden at snakke med hinanden. På et tidspunkt lænede den smukke prinsesse sig ind imod Phillip. Hun lagde øret mod hans bryst. Phillip nød hendes nærvær. Han lagde hånden på hendes hoved og trykkede hende ind til sig. Sådan stod de og svajede til musikken, indtil sangen stoppede. Så kiggede hun igen op på ham. Denne gang udviste hendes ansigt tilfredshed og en forventnings glæde. Phillip spekulerede på, om hun mon tænkte det samme som ham. Han besluttede sig for at finde ud af det og spurgte med sin mest charmerende stemme: ”Skal vi ikke tage lidt frisk luft?” Hun nikkede bestemt, og så gik de tilbage mod den dør, de var kommet ind ad.

 

Det var sent. Hvis det havde været en anden aften, ville det have været bælgmørkt. Det var det ikke. Denne aften skinnede fuldmånen over dem som en svag sol. Phillip kiggede op mod den, og det samme gjorde den dejlige prinsesse. Sådan gik de længe. Phillip kendte vejen så godt, at han ikke behøvede at kigge ned på stien. De gik samme vej, som han plejede, når han tog hjem fra gymnasiet. Det var alt sammen en del af hans snedige plan. Med bankende hjerte forestillede han sig, hvordan han skulle charmere hende med op i lejligheden.

  De var nået ned til lyskrydset, da Phillip pludselig udbrød: ”Se lige månen!” Den havde skiftet farve. Blodrød. Da hun ikke svarede, kiggede Phillip ned på hende. Han fik et chok, da han så hendes øjne. De var røde. Den samme blodrøde farve. Denne gang skiftede de ikke tilbage.

  ”Er du bange Phillip?” Hendes stemme var blid som den reneste violinlyd. Phillip var stum. Med forfærdede øjne så han, hvordan måneskinnet omfavnede hende, og afslørede et par kulsorte vinger imellem hendes skuldreblade. Hvem var hun? Hvad var hun? Phillips krop ville flygte, men hendes blændende skønhed stoppede ham. Hans hjerte hamrede i brystet. Hun tog et langsomt skridt hen imod ham, og hendes hånd bevægede sig op for at kærtegne hans kind.

  Phillip mærkede smerten med det samme, da hendes negle borede sig ind i huden og efterlod en dyb rift på kinden. Hans vejrtrækning var blevet til små, korte stød, og han kæmpede for at få luft nok ned i lungerne. Han ville råbe om hjælp, men i dét tanken strejfede ham, blev han væltet omkuld. Han slog hovedet mod en skarp sten, og en varm strøm af blod strømmede ned og farvede jorden rød. Smerten vækkede ham fra hypnosen, og med ét begyndte kroppen at gøre modstand. Phillip spjættede og sparkede for sit liv, men det var nyttesløst. Han blev holdt nede af hendes uovervindelige arme. Hendes ansigt var ikke længere smukt. Det snerrede ubarmhjertigt ad ham.

For første gang i sit liv var Phillip bange. Tårerne trillede skamfuldt ned ad hans kinder. Hans hjerte bankede så hårdt, at det gjorde ondt. Gåsehuden strittede på hans underarme. ”Nej-nej” Bad han hulkende, selvom han vidste, at det ikke ville nytte. ”Dæmonerne skal dø!” skreg hun ned til ham. Phillip sank en klump. Plud-selig vidste han, hvad der skulle ske. Han klemte øjnene hårdt i. Det var nu. Det var nu, han skulle dø.

 

Dagen efter blev Phillip meldt savnet. Han blev aldrig fundet. Ingen tænkte nogen sinde på at lede i den store sø ved lyskrydset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...