One Direction Florida 2'er

Den 1. bog hed "Camp One Direction"
- Dette er fortsættelsen på 1'eren.

Nathalie og Alberte skal møde deres kærester i Florida.
Nathalie er kærester med Harry, og Alberte er kærester med Niall.

Turen til Florida bliver hektisk. Niall viser en ny side af sig selv, som Alberte ikke havde regnet med. Og Harry bliver for klistret og Nathalie tager afstand. Derefter gør Harry noget... dumt.

Du må læse mere, for at finde ud af hvad der sker.

184Likes
157Kommentarer
21510Visninger
AA

6. En dum opfodring

Alberte forklarede Nathalie det hele. ”Har du snakket med ham om det?” Spurgte Nathalie og smilede.

”Ja, men han siger jo at det bare er PR… men hvorfor skulle pressen bedre kunne lide ham, bare fordi at han snakker med Justin og Demi?” Sagde Alberte usikkert.

”Det er noget bullshit, det er noget fis, det er en lam undskyldning” Sagde Nathalie og lavede en knytnæve, så hendes knoer blev helt hvide.

”Det tænkte jeg også, men… så begyndte jeg at føle mig dum” Sagde Alberte og smilede skævt. ”Følte du dig dum?! – Du er verdens klogeste pige, når det kommer til mennesker og følelser – hvorfor stoler du ikke på dine instinkter?” Sagde Nathalie nærmest råbende. ”Han står der, med de fineste blå øjne… Hvad skal jeg gøre?” Sagde Alberte og var ved at græde. ”Du skal ikke gøre noget, det skal jeg!” Sagde Nathalie bestemt og gik ud af værelset.

Nathalie var efter campen, hvor hun skældte Niall ud, blevet ret vandt til det. Hun var ikke længere bange for at miste folk.

Hun traskede ud på gangen, og videre hen til Nialls værelse. Det føltes virkelig som dengang på campen. ”Nu ødelægger du Albertes hjerte igen! ”Sagde Nathalie, da hun havde åbnet døren til Nialls værelse.

”Seriøst nej, mig og Alberte er lykkelige” Sagde Niall og smilede fjoget.

”Har du slim i hjernen?” Sagde Nathalie og satte sig rasende ned på sengen.

Niall grinede, over Nathalies underlige spørgsmål. ”Ikke så vidt jeg ved.. nærmere pizza” Grinede han, og virkede nærmest sulten.

”Hold nu op! – Du siger at det er PR! – selvfølgelig er det ikke PR – det er S-O, som i So. Du er en so imod hende!” Sagde Nathalie vredt.

”Hold selv op” Sagde Niall tydeligt irriteret. ”Hun ville bare blive jaloux.”

”Alberte stoler på folk, hvis hun har en god fornemmelse af hende” Sagde Nathalie og var faldet lidt ned. ”Men du… Du giver hende ikke den kærlighed hun behøver” Sagde Nathalie og blev overrasket over at hun var ved at græde.

”Hvad skal jeg gøre?” Spurgte Niall og satte sig ned ved siden af Nathalie. ”Slå op” Sagde Nathalie, før at hun kunne nå at stoppe sig selv.

”Kan hun ikke lide mig?” Spurgte Niall overrasket, og med sorg i stemmen.

”Du fortjener hende ikke” Sagde Nathalie koldt.

Niall nikkede og kiggede ulykkeligt ned i sine hænder.

Nathalie gik ud af rummet, men først da hun kom ud på gangen, opdagede hun hvad hun havde gjort. Hun lænede sig op af væggen og forstod ikke hvad hun havde gjort. ”Åh gud” hviskede hun for sig selv.

Alberte ville slå Nathalie ihjel, når hun fandt ud af, hvad hun havde opfodret Niall til.

 

Alberte sad på værelset med sit kamera. Hun havde fundet gamle billeder fra Lejren. ”Ej, man bliver næsen helt nyforelsket, når man ser mig og Niall bade ude i vandet” Grinede Alberte og viste Nathalie billedet.

”Jaah…” Sagde Nathalie tøvende.

”Noget galt?” Spurgte Alberte og tog forsigtigt rundt om Nathalies håndled. ”Nej!” Sagde Nathalie og smilede et falskt smil.

Alberte grinede og rystede på hovedet. ”Du er svær at tyde, nogen gange” Sagde Alberte, men kiggede bare videre på billederne.

Niall stak hovedet ind til Nathalie og Alberte. ”Må jeg låne Alberte lidt?” Spurgte han med et skævt smil.

Nathalie fik et sug i maven. Hun blev stakåndet, og nærmest angst. ”Selvfølgelig” Sagde Alberte og kyssede ham på kinden.

De gik ud på gangen hånd i hånd. Alberte som lige havde set billeder fra lejren, var så optaget af de smukke og kærlige billeder, at hun ikke lagde mærke til Nialls triste udtryk.

”Syntes du at vores kærlighed er falmet?” Spurgte Niall. Alberte kom ned på jorden igen med et bump.

”Syntes du det?” Spurgte Alberte og kiggede med en rynket pande på Niall.

”Ja… Jeg tror vi skal slå op… Jeg ved ikke længere, om det fungerer” Sagde han og trippede lidt. ”Slår du op med mig?” Sagde Alberte. Ikke med sorg i stemmen, ikke med raseri. Hun var som følelsesløs. Hun kunne ikke forstå det.

Dér gik alt i stå. Hun stod på gangen, med et dødt udtryk, og alt var dødt omkring hende. ”Jeg slår op” Sagde Niall og kiggede ned på sine tæer.

Alberte nikkede fortabt, og kiggede på en stikkontakt på væggen. Hun måtte fokuserer på et eller andet. Niall traskede ned på sit værelse, og Alberte stod ude på gangen.

Han var væk lige med det samme. Han gik bare ned af gangen, som om man slog op hver dag.

En stor tordensky havde dækket sig over Albertes sind, og hun kunne ikke mærke noget. Hun havde ingen følelser. Alt var væk. Alt som betød noget var væk. Nu kunne hun ligeså godt dø.

Alberte stod ude på gangen i fem minutter, før hun forstod hvad der var sket.

Niall og hende var ikke et par mere. Det var slut.

Hun dumpede langsomt ned langs væggen så hun sad på gulvet. Gulvet var belagt med et mørkeblåt tæppe, som Alberte knugede sig fast i.

Hendes tårer løb langsomt ned af hendes kinder. De trillede varmt og salt, ned. Når tårerne kom til halsen, kildede det lidt, før de løsrev sig huden, og faldt ned på hendes bukser.

Nathalie stak hovedet ud. ”NEJ!” Råbte hun, og satte sig ned ved siden af Alberte. ”Hvad er der sket?” Spurgte Nathalie, selvom hun udmærket godt vidste det.

”Han… Han...” Alberte kunne ikke sige det. Hun forsøgte stadig at overbevise sig selv om at det bare var en drøm. ”Jeg vil hjem NU!” Råbte Alberte. ”Shhh… Kom” Sagde Nathalie, og gik med Alberte ind på deres værelse.

”Vi får nogle afbudsbiletter, bare rolig – vi er hjemme før at du aner det” Sagde Nathalie og gnubbede Albertes ryg.

 

Niall havde lige slået op med Alberte. Han var gået ind på sit værelse. Han havde løftet hovedet, og var gået ind på værelset med sin værdighed.

Der flød det hele sammen. Hendes stemme. Hun var ligeglad. Hun var ikke ked af det. Hun følte ikke noget for ham mere.

Niall kiggede sig i spejlet. Han fnøs. Selvfølgelig følte hun ikke noget mere. Hans kluntede store næse, hans tænder, som ikke kunne bestemme sig for at stritte til højre eller venstre. Hans tjavsede hår, som ikke gad sidde. Hans krop. Den blege krop, som ikke var ligesom de andre drenges krop.

Han kiggede sig fortvivlet ind i spejlet. Han så tårerne strømme. Niall ville ikke se sig selv, få grimme og opsvulmede øjne, så han bare blev endnu grimmere.

Han skreg. Han skreg af sorg og raseri, ned i puden. Selvfølgelig var det for perfekt. Han havde ikke troet på det. Den smukkeste pige på jorden, kunne umuligt være faldet for ham.

Alberte var for god. Niall kiggede opgivende rundt i værelset. Han havde skubbet Alberte væk fra sig, hele turen i Florida, fordi på et eller andet tidspunkt, ville hun kunne finde noget bedre end ham.

Niall skubbede Alberte væk, før hun skubbede ham.

 

____________________________

 

Hej læsere. :-) Der kommer mere i morgen, hvis der er 55 likes! - Håber læsere vil vise deres 1D-veninder denne novelle! :-) - Kys kys kys - Det betyder VIRKELIG meget at i gider læse historien!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...