Baghold


1Likes
1Kommentarer
363Visninger

1. Baghold

 

Victor spændte buen og fæstede sit sigte på orkens bryst. Dens hjørnetænder skinnede i middagssolen, ringbrynjen glimtede. Bag den gik tre kampfæller. Alle var bevæbnet med sværd og skjolde. Han lod dem komme nærmere. Femten meter. Ti. De så ikke en skid, talte om lektier. Den fejl begik han ikke, han var Victor Orkdræber.

Han slap pilen, og den hamrede ind i orkens bryst.

"Hvad fanden ..." sagde den og fik så øje på den skumgummiklædte pil, der faldt til jorden. 

Victor sprang ud af busken og stormede frem samtidig med, at han smed buen fra sig. Det gik op for orken at den var død, og den faldt omkuld med en irriteret grimasse. Victor trak sit sværd og hæftede det i begge hænder. De tre andre orker genkendte ham. Han elskede usikkerheden i deres blik, panikken. Kampglæde boblede gennem hans årer, og han blottede tænderne i en lydløs snerren.

Orkerne stimlede sammen skulder ved skulder. Lige meget hjalp det, han fejede den midterste orks sværd til side og stødte sit eget i dens bryst.

"Øv!" råbte den og sank sammen. 

Victor parerede et udfald fra den højre ork og fældede den med to hug i skulderen. Den sidste vendte om for at stikke af og døde med ét hug i lænden og ét i ryggen. Sammen med den dumpe lyd af liget, som ramte jorden, forsvandt kampglæden, og den velkendte frustration greb ham.

"For helvede I er for nemme!"

Ingen i rollespilsklubben var bedre end ham. Sådan havde det været i over et år, og han savnede at møde en ligeværdig modstander. Han savnede at fægte, at kæmpe for sit liv, at føle bare et kort øjeblik, at han var ved at tabe.

"Slap dog af," sagde orken han havde nedlagt med pilen. "Vi kan ikke gøre for, at du er bedre end alle andre.”

"Ja, nemlig," medløb den sidste ork Victor huggede ned. "Alle skal have det sjovt, og alle er mere end én." Smukt citat fra spillerhåndbogen.

"Ja, okay," brummede Victor og samlede bue og pil op. "Undskyld." 

Han skyndte sig ind i underskoven. For pokker han hadede, når han mistede besindelsen, det skubbede folk væk. Nu var der tre færre i klubben, som ville snakke med ham. Orkerne sludrede højlydt bag ham, men han kunne ikke høre om hvad. En af dem skrydede af latter. Han knugede sværdskæftet og trampede i retning af Nielheim.

Han kunne lugte byen før han hørte den. En herlig duft af bøgebrænde og stegt flæsk. Så kom stemmerne. Sælgere, der falbød deres varer. Byvagten, der råbte på orden. Den almindelige summen af glade spillere. 

"Victor!" 

Ud af buskene langs grusvejen trådte Thomas. Eller rettere Sigmar. Han var byens øverste troldmand og klædt i en brun kutte med grønne borter. I venstre hånd støttede han sig til en stav med jernbeslag i enderne, og rundt om halsen hang et sølvkranium.

"Hvad så?" spurgte Victor og slængte buen over ryggen. 

"Vi står og mangler dig til en opgave for lensgreven.” 

"Han skylder mig stadig fra sidste gang, så glem det." 

Sigmar holdt en læderpose i vejret, rystede den. Indholdet klirrede. Der var mange mønter i den. Rigtig mange. 

"Det vidste han, du ville sige og jeg overbringer hans beklagelser, men krigen mod Sultrom kræver hans tid. Og din ekspertise. Han vil have dig til at opsnappe en besked som Sultroms kurer skal gennem skoven med om en halv time. Beskeden er til kejseren, og når den ikke frem, vil kejseren med al sandsynlighed afsætte baronen af Sultrom. Og så er krigen måske slut."

"Hmm," sagde Victor. Han havde intet imod krigen mod nabobyen. Den havde varet lige siden han begyndte i klubben for tre år siden og havde skaffet ham megen morskab og hæder. For slet ikke at tale om penge.

"Og du bliver rig og berømt." 

"Se nu kommer vi til sagen. Hvor meget får jeg?" 

"Det, der er i posen." 

"Det er jo betalingen fra sidste gang." 

"Ja, plus 1.000 skillinger. Så bliver det 1.200 i alt." 

Victor prøvede at holde masken, men det lykkede ikke. Hans ansigt flækkede i et grin, og han fløjtede højt. 

"Dét er jo en pæn slat penge. Det er en kurer lensgreven vil have hugget ned?" 

"Ja, men ham tager jeg mig af. Din opgave er livvagten på ti soldater." 

For første gang i mange måneder flagrede det i Victors mave ved tanken om en kamp. Selv om han var klubbens bedste spiller, så var ti soldater en stor mundfuld. Kiksede han så meget som én bevægelse mens de stadig var ti, tabte han og mistede dermed anseelse.

Han kunne også vælge at sige det anderledes, nemlig at kampen blev udfordrende. Vandt han, gik han skulderklap og jubel i møde. Han ville måske få opkaldt en bygning efter sig. En plads. Måske endda en af indfaldsvejene. Det bedste ville dog være, hvis hans navn blev indført i Nielheims historiske optegnelse over helte sammen med Ragmar Hammerfelt, Tordal Gorheim og hammerkastende Gotfried Blodhud.

"Okay," sagde han. "Jeg er på."

"Fint," sagde Sigmar og satte pengepungen fast i sit bælte. "Vi tager af sted med det samme."

"Jeg skal lige have noget at spise."

"Du har højst et kvarter, hvis vi skal nå det." 

"Nu skal vi jo ikke skrælle kartoflerne først, vel?"

Sigmar slog galant ud i retning af Nielheim og sammen gik de ind i byen. De kom ad den sydøstlige indfaldsvej. Storsalen lå til venstre. Her myldrede som altid med spillere. Nogle spiste medbragte madpakker, andre et måltid de havde købt at Kromutter. Der var også de helt unge spillere, der lige var inde for at sige et eller andet til deres forældre. De sad ved langbordet allerbagerst i salen, ude af syne så de ikke ødelagde illusionen. Victor så dem gerne bandlyst til et sted ude i skoven.

"Lensgreven har hyret nye folk," sagde Sigmar og nikkede i retning af grevens telt, der stod i skovbrynet til højre for vejen. Femten-tyve unge krigere stod rundt om gamle kaptajn Rainar. Hans brynje glimtede i solen, den gyldne ørn på brystet skinnede. Han så meget vigtigt ud. Meget selvhøjtidelig. Hvis bare de unge vidste hvor elendig en kriger han var, ville deres respekt fordufte hurtigere end stanken af en prut.

"Hvorfor?"

"Hvem ved? Måske for at være på forkant med ting?"

På forkant. Sigmar brugte en masse ord og udtryk, der faldt Victor unaturligt.

De gik ind i storsalen. Kromutter tilbød rugbrød med rullepølse og æggekage med stegt flæsk. Første tilbud kostede tre skillinger stykket, det andet 10 for en portion. Kromutters portioner var store. Victor flottede sig og købte en portion til dem begge. Der var ikke noget ved at have penge, hvis ikke man brugte dem.

Mætte traskede de ind i skoven. Andre spillere gik forbi. Nogle på vej ind i Nielheim, andre på vej ud. De fleste var lige så gamle som Victor, hvilket ville sige tolv år. 

"Hvad får du ud af opgaven?" spurgte han. Sigmar rørte aldrig en finger uden det resulterede i noget værdifuldt. Magi, ædelstene, en hulens masse penge. Det var også derfor, at man aldrig helt kunne stole på ham.

"Sammen med beskeden har kureren en trylleformular, som kan få alle, og jeg mener alle, til at gøre hvad man beder dem om. Han skal bruge den til at forhekse kejseren. Får jeg fat i beskeden må jeg beholde formularen. Den kan sikkert blive nyttigt på et tidspunkt."

De gik et kvarter. Antallet af medspillere svandt hurtigt ind. De sidste fem minutter så Victor ikke andet end en gruppe orker, der lå på lur i en busk efter et offer de kunne hugge ned og frarøve kontanter. Straks de fik øje på ham trak de sig længere ind i deres skjul. 

Kujoner

De nåede korsvejen, hvis venstre arm førte til Sultrom. Vejen ligeud endte i Kejserstaden, den højre i Dværgevejen. Sigmar førte an i retning af Kejserstaden. Victor vidste, hvor han ville hen. Et par hundrede meter nede ad grusvejen lå ruinen af en gammel fårestald. Det var faktisk et godt sted at lægge sig i baghold.

"Okay," sagde Sigmar, da de nåede ruinen. Det meste af taget manglede, og efeu snoede sig ind og ud af de glasløse vinduer. "Du gemmer dig i stalden, jeg sætter mig i vejkanten på den anden siden. Når kureren og hans følge kommer forbi, kaster jeg en ildkugle mod dem og får dem til at forfølge mig ind i skoven. Så snart de første følger efter falder du dem i ryggen. Resten burde være barnemad for sådan en som dig, Victor."

Victor smilede skævt. Nu måtte de se. 

Sigmar satte sig i vejkanten med sin stav henover benene. Victor gik ind i ruinen. Den lugtede af råddent træ og formuldet hø. Bagerst gabte en døråbning ind til et aflukke uden vinduer. Her var taget stadig intakt og intet lys slap ind. Skiftet fra det skarpe dagslys til staldens tusmørke gjorde, at han ikke kunne se ind i aflukket. Det var heller ikke nødvendigt, han kendte dets to båse fra da han lige var begyndt at spille og var ved at tabe en kamp. Han var flygtet derind i håb om, at hans modstander var mørkeræd. Det havde været et fornuftigt valg. 

Han stillede sig ved siden af døren ud til vejen. Hjerteslag dunkede i halsen, og adrenalin bredte sin kobbersmag i hans mund.

Det raslede bag ham. Han snurrede omkring og hævede sit sværd klar til at parere. Han var alene. Den eneste vej ind i ruinen, ud over døren, var via et af vinduerne. Måske lå en soldat eller en ork på lur under et af dem? Han kastede et blik på Sigmar. Troldmanden trak i sit skulderlange hår, det aftalte tegn på, at kureren stadig var ude af syne. Victor listede hen til det nærmeste vindue og kikkede ud. Ingen. Kun kløverdækket skovbund. 

Blade og kviste raslede igen. Bag ham. Fra indelukket. Ingen mus kunne støje så meget. Så stille som han kunne klatrede han ud af vinduet og dukkede ned under dens kant. Inde i ruinen raslede det igen. Lette fodtrin listede ud af indelukket. Victor lagde sit sværd fra sig og trak sin dolk. Inde i ruinen hviskede en pige:

”Hvor blev han af?”

Der blev straks tysset på hende. Altså var de to. Måske tre.

”Tys selv,” sagde pigen og Victor hørte hende gå hen til vinduet. Hun lænede sig ud. Victor trak dolken hen over hendes strube og hviskede:

”Snigmord.”

Pigen gispede forskrækket og åbnede munden for at sige noget, formentlig brokke sig. Victor lagde en hånd over hendes mund og hvæsede, at hun skulle holde kæft og spille død. Nogle spillere fattede bare ikke reglerne. Pigen var heldig lærenem og lod sig falde sammen så hun hang livløs ud af vinduet. Victor krøb sammen inde under hende. Hun rakte tunge. Han gav hende et dræberblik. Inde i ruinen hviskede hendes kammerat:

”Kommer du eller hvad?”

Da pigen ikke svaret blev der helt stille. Victor kunne levende forestille sig skrækken snige sig ind i den andens blik. Så lød der atter fodtrin. Nærmere. Victor gjorde sig klar til at stikke med dolken. Det første der kom ud gennem vinduet var spidsen af et sværd. Det var ikke planen. Victor pressede sig ind mod væggen så liget skærmede ham mest muligt. Mere og mere af sværdet kom til syne. Det drejede sig så det pegede nedad. Ned mod ham. Armene dukkede frem. I en lynhurtig bevægelse sprang Victor på benene, greb om det ene håndled og trak til. Overkroppen af en dreng et par år yngre end ham selv kom ud af vinduet med et forskrækket gisp. Victor kørte dolken hen over struben og hviskede:

”Snigmord.”

Den lyssky fulgte heldigvis reglerne og sagde ikke et kvæk. Han faldt sammen oven på pigen der ømmede sig. Victor kikkede ind ad vinduet. Ruinen var tom. Ikke flere elendige lejemordere.

Han hægtede buen af ryggen og lagde en pil på strengen. Lydløs sneg han sig langs ruinen indtil han kunne se grusvejen. Sigmar sad stadig i vejkanten med sin stav over knæerne. Han havde ikke hørt en disse. Det havde den lyssky bag ham heller ikke. Han sneg sig af sted med løftet sværd klar til hug. Victor spændte buen, sigtede og slap pilen i én bevægelse. Sigmar kikkede forskrækket op, da pilen hvislede over hans hoved og hamrede ind i den lysskys brystkasse. Drengen tabte sit sværd af forskrækkelse. Victor løb ud på grusvejen med buen klar til nyt skud.

”Hvad fanden sker der?” spurgte Sigmar og baskede den faldne lyssky med sin stav. 

”Baronen må have hørt om din plan,” sagde Victor. Der var ikke flere lyssky at se. ”To af de skiderikker der ventede på mig inde i stalden, men de er døde nu. Og så var der ham der.”

”Pokkers også. Skal vi smutte?”

”Nej,” sagde Victor med et grin. ”Vi spiller med på deres plan.”

De skyndte sig at plyndre de tre dræbte – sølle fjorten skillinger blev det til – og sendte dem tilbage til Nielheim af en omvej der ikke ville krydse baronen af Sultroms folk. De tre dræbte lovede højt og helligt, at de ikke ville afsløre, at deres plan var mislykkedes, før de havde fået et livspoint igen om en halv time. Da de forsvandt ind i skoven, lagde Thomas sig i græsset, hvor han ville være faldet, hvis ikke Victor havde dræbt den lyssky. Victor selv lagde sig i døråbningen ind til staldruinen med overkroppen ud i det fri. Sværdet lå ved venstre hånd, buen og en pil lidt fra højre.

Latter og stemmer. Fra korsvejen. Rundt om svinget til Sultrom kom kureren omgivet af sine livvagter. De lo. Pjattede. Kom hurtigt nærmere. Da de var halvtreds meter borte kunne Victor se, at de fleste af soldaterne var helt unge, ikke mere end 10 år. De havde ikke en jordisk chance, selv Thomas kunne gøre det af med dem på nul komma zip. Men der var også Søren, Ida og Mads eller rettere Ralf, Annaril og Heimdal. Ingen af dem var så dygtig som ham, men til sammen udgjorde de et problem. Så det var en af dem, han skulle ramme med sin pil.

Victor lukkede øjnene halvt i og fulgte kureren og soldaterne ud af øjenkrogen. De eneste, der virkede bare nogenlunde årvågne var Ralf og Annaril. De unge soldater så ikke en skid. Heimdal heller ikke, han brugte sit krudt på at joke med en elverpige, der sendte ham lange blikke. Victor kunne ikke sætte navn på hende, for hun opholdt sig altid i Sultrom. Var det Charlotte? Måske, men det interessante var hendes spillernavn. Snart ville det indgå i de historiske optegnelser over faldne. 

Da Kureren og hans følge var ud for ruinen blev der givet ordre til at stoppe og Ralf sagde:

”Se lige her, den mægtige Victor Orkdræber har mødt sit endelig. Sådan går det når man bliver grådig. Husk det. Kom. Vi skal videre.”

De trampede forbi. Victor fulgte Ralf med blikket. Idioten var både højere og bredere. Ned over hans ryg hang et tohåndssværd, hvilket ikke var så fedt. Den kunne smadre en modstander på sekunder. 

Han lod den gå fem meter. Ti. Lige da han skulle til at rejse sig, så Ralf bagud. De mødte hinandens blikke og tiden stod stille. Ralf åbnede munden for at råbe en advarsel, men i det samme ramte en ildkugle ham i brystet. Cellofanposen brast, og mel sprøjtede i en sky ud over ham. Noget af det ramte kureren på armen.

”Et baghold,” råbte Annaril og snurrede omkring. Victor var allerede på benene og satte en pil på buestrengen. På den anden side af grusvejen flåede Thomas to ildkugler op af en inderlomme og kastede den ene mod Annaril. Hun dukkede sig behændigt, og ildkuglen ramte i stedet en af de yngre soldater i brystet. Han skreg og faldt om ved siden af Heimdal. Kureren krammede sin forbrændte arm ind til brystet. Rundt om ham stod fire soldater. De resterende stormede frem. Victor slap pilen og ramte Annaril i benet. Hun vaklede tilbage. Thomas sidste ildkugle traf hende i brystet. 

Victor smed buen fra sig og greb sit sværd. De fem resterende soldater og Heimdal kastede sig over ham. Victor parrerede deres slag og trak sig ind gennem døren til staldruinen. De andre forsøgte at trænge med ind, hvilket var komplet åndssvagt, da der kun var plads til én af gangen i døråbningen. Victor kløvede den førstes skulder, og mens liget faldt bagover, stak han den næste soldat i maven. Der udbrød panik. De tre sidste soldater forsøgte at trække sig tilbage, men ramte ind Heimdal, der masede for at trænge frem. Victor stak efter ham og missede. En af grønskollingerne huggede ham i armen. Så havde han kun tre livspoint tilbage; et hug i torsoen og han var færdig. Det ville være mega pinligt.

”Jeg ramte ham,” råbte livvagten. Mere nåede han ikke at sige mere, før Victor tildelte ham to slag i brystet.

”Pres fremad!” råbte Heimdal, men de to sidste soldater ænsede ham ikke. I stedet gjorde de omkring, hvilket blev deres endelige. Tilbage stod Heimdal. Han kikkede efter hjælp bag sig, men der var ikke noget at komme efter. Sigmar havde allerede gjort det af med de sidste fire soldater samt kureren. Heimdals ansigt fortrak sig i en stålsat grimasse og kastede sig frem mod Victor. Kampen varede mindre end to sekunder, og Heimdal faldt til jorden. Victor bukkede sig ned over ham og hviskede:

”Du er for nem.”

Med et selvtilfreds smil gik han hen mod Sigmar, der trak en pergamentrulle op af kurerens lomme.

”Det var sgu nemme penge,” sagde Victor og pegede på pungen i Sigmars bælte. 

”Ja, alt for nemt,” sagde Sigmar og kastede en ildkugle i Victor bryst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...