Ritualet

Jeg aner ikke rigtig hvad den her kommer til at handle om. Jeg ved bare at jeg har brug for at skrive, og nu fik jeg så skrevet ud i den tomme luft :p inspirationen er kommet fra min kære ven Sune Hesselbjerg ^^ så credit til ham :D håber novellen bliver til noget.. Someday

3Likes
6Kommentarer
870Visninger

1. Kapitel 1

 

Jeg tror aldrig jeg har været så bange, i hele mit sekstenårige liv. Jeg sad sammen med den sædvanlige gruppe venner; Thomas, Mads, Miranda og Cecilie. Vi havde det faktisk ret hyggeligt. Som altid hang vi på kirkegården, langt efter mørkets frembrud. Mads havde taget tyrkiske smøger med, som vi nu allesammen skulle prøve at smage, og Miranda sad med sin sædvanlige joint i munden. Det hele lignede sig selv, indtil Thomas trak fem lys op af sin taske, og bad os tage et hver. Vi var vant til hans meget spontane ideer, så vi stilte ikke spørgsmål til det, men tog bare et. Miranda et rødt, Cecilie et gult, Thomas et blåt, Mads et grønt, og jeg tog det lilla. ”Hvem har en lighter?” spurgte Thomas, og så rundt på os. Cecilie rakte hånden op, og gav ham sin meget fancy orange lighter. Han takkede hende, og bad os så stille os på bestemte pladser. Det gik lidt efter lidt op for mig, at det var alt efter de fire verdenshjørner. Cecilie stod mod øst, Miranda mod syd, Thomas mod vest, og Mads mod nord. ”Hvad med mig?” spurgte jeg tøvende, og så på de andre. Thomas tøvede lidt. ”Dit lys står for åndens element. Det er dig der leder ritualet...” sagde han så. Jeg spærrede øjnene op, og rakte lyset frem imod ham. ”Noway! Det gør du! Så er jeg bare... Blå,” sagde jeg med frygt i stemmen. Han rystede afvisende på hovedet. ”Du valgte lyset, du har det. Sådan er det.” Jeg så rundt på de andre, der bare smilede opmuntrende til mig. Hvordan kunne de tro, at jeg kunne finde ud af det her? Jeg havde egentlig aldrig troet på alt det med ritualer. Men hvad nu hvis jeg gjorde et eller andet forkert? Hvad nu hvis der skete noget forfærdeligt? ”Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg med bange anelser. ”Start med at stil dig foran Cecilie... Og gentag så efter mig.” Han rakte mig lighteren, som jeg tog med, med et bange blik i øjnene, før jeg stillede mig foran Cecilie, der smilede beroligende til mig.  

”Fra øst påkalder jeg vinden. Vind slut dig til vor kreds.” Jeg gentog med rystende stemme hvad Thomas sagde, og tændte Cecilies lys, da han nikkede opfordrende til mig. Lyset blafrede, og blev en del større, men kun for et par sekunder. Det faldt til ro igen, og Cecilie og jeg så usikre på hinanden. Hvad skete der lige? ”Fortsæt så til Miranda..” sagde Thomas. Jeg kiggede tvivlsomt på ham, og kunne se et smil bredte sig på hans læber. ”Thomas er du sikker p…” ”Stol nu på mig! Gå videre til Miranda.” Jeg så lidt på ham, men lod ham få sin vilje, og fortsatte til Miranda, der bare smilede opmuntrende til mig. Hun forstod sikkert ingenting af, hvad der foregik. ”Fra syd påkalder jeg ilden. Ild slut dig til vor kreds.” Igen gentog jeg efter Thomas, og tændte lyset på hans signal. Flammen blev pludselig meget stor, og fik en helt igennem rød farve. Jeg spærrede øjnene op, og kunne mærke hvordan mit hjerte satte farten op, da det blussede ned igen, og fik sin normale farve tilbage. Miranda smilede stadig til mig, og mumlede bare noget om at det var sejt. Jeg valgte at ignorere hende, og bare lytte til Thomas. ”Okay. Gå videre til mig.” Jeg stillede mig foran ham, og så ham i øjnene, så han kunne se hvor bange jeg var. Mit hjerte bankede i dobbelt fart, og jeg kunne mærke mine hænder var begyndt at ryste. Hvis jeg ikke passede på, ville jeg tabe enten lighteren, eller det lilla lys jeg havde i hånden. ”Gentag efter mig… Fra vest påkalder jeg vandet. Vand slut dig til vor kreds.” Min stemme rystede uhyggeligt meget, da jeg gentog sætningen og tændte hans lys. Jeg blev ikke mindre bange, da flammen blussede op, og bølger kom til syne i den. Thomas’ øjne lyste op, og hans smil blev større og større. ”Fortsæt så til Mads. Og gentag efter mig… Fra nord påkalder jeg jord. Jord slut dig til vor kreds.” Som med alle de andre, tændte jeg Mads’ lys på Thomas’ tegn, og så hvordan flammen blussede op, og dannede et korn strå. Mads så ligeså skræmt ud som jeg selv, men prøvede at smile beroligende til mig. På en måde hjalp det mig, men ligeså snart jeg bevægede mig imod midten igen, kom frygten tilbage. Nu var det min egen tur. ”Til sidst påkalder jeg ånden. Ånd slut dig til vor kreds.” Med en meget rystende hånd, tændte jeg mit eget lys, så hvordan det blussede op, og fyldte mig med en tryghed og ro. En meget tynd sølvstreg forbandt vores kreds, og lyste cirklen op. Alle elementerne fløj rundt i kredsen, og fik vores hår til at blafre i luften. Jeg følte at jeg blev løftet op i luften, men jeg var ikke bange. Jeg følte mig tværtimod rolig. Der var ingen lyde omkring mig, bortset fra vinden der rodede op i mit hår, og lyden af vand, der bølgede stille og roligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...