Med livet som indsats.

"Tom..Lov mig at du er stærk. Gør mig stolt." Far lukkede blidt øjnene i. "Far, forlad mig ikke!" Jeg ruskede hårdt i ham, men jeg kunne ikke gøre mere, skuddet fra tyskernes pistoler havde dræbt ham. Nu skulle jeg tage over for min far, som soldat for Danmark. Da der bliver erklæret krig mellem Danmark og Tyskland, skal alle over 18 år der bor nær grænsen, være soldat for enten Tyskland eller Danmark. Da Toms far pludseligt dør alt for tidligt af et skud i låret skal kun 16 årige Tom overtage som soldat da der er ikke er andre drenge i familien. Det her er min første "rigtige" novelle, og jeg er ikke den bedste til at skrive...Men jeg ville blive rigtig glad hvis du ville tae dig tid til at læse den..:)

2Likes
0Kommentarer
551Visninger
AA

1. "Der er erklæret krig".

"Tom, kom her ned, skat." Råbte mor nede fra vaske rummet hvor hun opholdte sig når der skulle vaskes tøj i baljen, eller når hun skulle høre radio. Hun kaldte mig ofte derned hvis jeg skulle hjælpe med at hænge tøjet op. Jeg sukkede og gik roligt ned af trappen. "Der er radio, kan du hente far?" Mumlede hun uden at kigge. Radioen blev kun brugt når der var noget vigtigt vi skulle høre, som nyhederne. Jeg stod lidt i dør åbningen og studerede far som altid sad han i hans store stol med avisen trukket helt op, så man kun lige kunne skimte toppen af hans hår. Røgen fra hans pibe fyldte rummet, duften strømmede igennem mine næsebor. Far havde sagt at når jeg engang blev ældre måtte jeg også ryge pibe, men vente tiden havde været uudholdelig, så nogle få gange havde jeg stjålet den uden far havde opdaget. Så havde jeg taget den med ud i hønsehuset og kunne sidde og nyde duften, uden far ville blive sur.

 

"Far der er radio."

"Jeg kommer nu, hjælp mig lige op." Brummede han. Han havde haft besvær med ryggen, lige siden han faldt ned af trappen, så hver kan han skulle op og stå skulle han havde en hånd. Og jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde det ville han blive vred, og jeg ville på en skideballe. Jeg gav ham hånden. Hans hånd hårdt fast. "Tak søn." sagde han og smilede. Vi luntede ind til mor, som sad på hug foran radioen med et koncentreret udtryk. "Shh.." sagde hun med en finger foran munden som tegn på at vi skulle dæmpe os. Hun kiggede kort på far. Far nikkede til hende, jeg ved ikke hvorfor men der var noget i hans blik der fik mig til at blive bekymret. "Det er nu.." hviskede hun til mig, med en tåre hængende ud af øjnkrogen. Jeg kiggede med et uforstående blik. "Mor, hvorfor græder du?" hviskede jeg og satte mig ved siden af hende. Hun svarede ikke hun pejede bare på radioen. Jeg lukkede øjnene og lyttede godt efter hvad de sagde. "Borgere i Danmark. Der er erklæret krig mellem Danmark og Tyskland. Alle der bor nær grænsen til Tyskland opfordres til at blive inde. Jeg gentager, bliv inde. Tyskerne kræver at få hele Danmark som en del af deres land, og har allerede indtaget en del af SønderJylland. Dette er alvorligt og alle opfordes til at forholde sig i ro.''

Jeg kiggede på mor, med et fortabt udtryk. Mor havde fortalt om at der havde været optagt til en lille krig, men at det ville blive til noget var der ingen der havde troet. Alt inden i mig frøs, jeg vidste at det her ville kræve at mange overgav sig til døden. Mors øjne blev fyldt med tåre, der få gange løb ned af kinden og forvandlede sig til små vandpytter på de kolde gulv. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. ''Mor..'' Hviskede jeg og aede hendes kind. ''Tom, du kan ikke bo her mere. Flygt.'' Hulkede hun. Flygt? Nej jeg ville ikke flygte fra mor og far, jeg kunne ikke undvære dem. ''Jamen!'' Græd jeg. Tårene løb ned af mine kinder med sådan en fart at de kunne få en jaguar til at misunde dem. ''Tom, gør som din mor siger.'' Uden nogen form for omsorg skubbede han mig hen mod døren, og viftede mig uden for. ''Far! Jeg tør ikke!'' Hulkede jeg, imens jeg prøvede at holde tårene væk. Tårene var min største fjende lige nu. En fjende der var svær at vinde over. ''JEG VIL IKKE!'' ''Tom, du skal. Find nogle der kan tage sig af dig.'' Hviskede mor og klamrede sig fast til far, der ikke viste nogle tegn for sorg. Det var en del af ham, ikke at vise nogle følelser, især ikke over for mig. ''Her..'' hviskede mor og rakte mig en lille kasse. ''Åben den når du har mest brug for det..'' Jeg lagde den blot ned i min bukse lomme, uden at kigge på den. ''Lad ikke noen gøre dig noget. Du er 13 år. Gammel nok til at kunne klare dig selv. Husk at vi nok skal ses igen engang, min lille skat. Pas på dig selv.'' Hviskede mor og kig over til mig. Stille og roligt kærtegnede hun in kind og kyssede den derefter. ''Mor, hvad skal jeg?'' ''Du skal gøre os stolte.''

Mor

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...