Englen uden vinger

læs den, det er en novelle, og er ikke lang overhoved, jeg vil gerne have kritik på den :D

7Likes
9Kommentarer
1093Visninger
AA

1. Englen uden vinger

Gardinerne blafrer stille i den kølige brise fra det åbne vindue. Hendes lyse hår flagre om hendes hoved. De slidte gulvbrædder knirker under hendes fødder. Hun har haft en dårligt liv. Hun har mistet sin mor som lille. Og hendes far har mishandlet hende. Hun har ikke haft nogle venner ifølge hende selv. Men hun tager fejl, alle hun kender, elsker hende. Hendes sukkersøde latter, og hendes smukke grønne øjne. Hun har aldrig været rigtig glad. Men hun har heller aldrig vist at hun var ked. Hun har aldrig haft problemer, for hun mener at ingen vil kunne lide hende, hvis de finder ud af hvilken klynketøs hun er. Men jeg elsker hende, uden at hun ved det. Jeg er den der sender hende blomster og trøstende breve. Hun tror altid at nogen laver sjov med hende, og hun bliver aldrig glad. Jeg sender hende hendes yndlingsblomster, smukke violer. De passer godt til hendes fantastisk smukke navn. Violet. Violet, min lille pige. Jeg vil aldrig kunne glemme hende, jeg ved at vi vil mødes igen snart. Uanset hvor langt væk hun tager i nat, så vil jeg altid finde hende igen. Hun glatter den søde lille silkenatkjole med ænder på, som hun plejer at sove i. Hun er gået op af trappen, uden at hendes far er vågnet af det. Og videre op på loftet. Hun har sinde at gøre noget, som hun mener er det bedste for hende. Men jeg vil kunne hjælpe hende. Jeg kender hende, og vil elske hende, og passe på hende. Hun sætter sig på det gamle gulv. Ligeglad med om hun vækker sin far. En stille snorken fra værelset under hende, bekræfter at hendes far stadig sover. Hun har taget en kniv nede fra køkkenet. Hendes mor plejede at skære grønsager med den kniv. Det er det eneste minde hun har om moderen. Resten har hendes far smidt ud. Hun er så smuk som hun sidder der. På sit livs sidste aften. Uvidne om at jeg altid vil kunne se hende. Se hvad hun laver. Hvor hun er. Og hvad hun har i tankerne at gøre. Hun tørre forsigtigt en tåre væk fra sin kind. Hendes sorte neglelak er begyndt at skalle af, og hendes læber er helt tøre og sprækkede. Hun har blå mærker, der hvor hendes far har slået hende. Hun har også taget en lighter med op på loftet, hvor hun sidder stille på gulvet med sin smukke silkekjole. Hendes rygrad er synlig, og hendes kindben, er synlige og spidse. Hun har sorte rande under øjnene, og hendes fingre er så tynde og skrøbelige, som små kviste i skovbunden. Hendes hud er bleg, og hun har intet fedt på kroppen. Men alligevel, er hun smuk som en engel. Og jeg kan se englevingerne som brude sidde på hendes ryg. Hun har aldrig gjort en flue fortræd. Kun sig selv. Hun har skåret i sig selv i mange år. Men kun i håndleddene, ikke i halsen, hvor hun har tænkt sig at gøre det, når klokken slår tolv. Tre minutter, og hendes liv vil slutte. Ingen vil kunne nå at redde hende, for hun vil være lydløs og hendes far vil ikke bemærke noget, før han kommer hjem fra en lang dag på arbejde. Hun løfter kniven og kigger på det lille lyserøde digitalur, som også står heroppe. Hendes slatne og ødelagte bamse, Ninus, ligger livløs på gulvet ved siden af hende. Hun tager lighteren i den anden hånd og holder kniven ind over flammen. Hun tror det vil gøre det lettere. Men hun tager fejl, det vil ingenting. Hun vil dø om et minut, uden at kunne rette op på noget. I dag har hun fået sin sidste buket violer. Hun har fået sine sidste lektier for, sine sidste slag, og sine sidste medfølende blikke. Hun vil ikke være her mere, og det bliver mærkeligt for nogen, men andre vil slet ikke bemærke det. Og nu sker det så. Hun tager den varme, tilsodede kniv op til halsen, og knuger Ninus i den ene hånd. Tårene triller ned af hendes kinder, lighteren falder på gulvet. Lyden forstærkes i hendes hoved. Det får hende til at klemme øjnene sammen, og så skær hun. En dyb flænge bliver plantet i hendes hals, det pibler ud med blod, og hun falder med det samme om på gulvet, der kommer blod ud af munden på hende, og hendes øjne bliver fjerne, hun trækker vejret en sidste gang før hun giver slip på det hele. Hun har fundet fred, på en brutal og ufredelig måde. Men hun har fundet fred. Og det er det vigtigste. Nu vil jeg tage af sted, og lade hendes hærgede krop ligge. Jeg skal møde hendes sjæl på den anden side. Min dejlige datter. Jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...