et gys ved juletid

historien er om Nico, som næsten hele sit liv har havdet julen. det er juleaften og hans far kommer til at køre galt. hans mor kommer på hospitalet og Nico møder den største, og mørkeste hund han nogensinde har set...

0Likes
0Kommentarer
308Visninger
AA

1. ET GYS VED JULETID

”Hold nu op, med at sidde sådan og surmule Nico.” far så sig, over skulderen.

Vi var på vej, op til besserne (mine bedsteforældre) for at holde jul. Nu forstår i sikkert ikke hvorfor jeg er sur juleaften men jeg har bare altid hadet julen. Det forstår i måske heller ikke? Det kan godt være men mine julemåneder får altid, en elendig start. Som da far kørte ud i grøften ved siden af vejen! Eller hvis min lillebror Anders blev ved med at tage alle de ting på mit værelse han ikke måtte pille ved og ødelægge dem totalt!

Én gang havde jeg både brækket en arm, og forstuvet en fod, lige før vi skulle på skiferie!

Nåh. Men far sad altså ved rattet, og prøvede, på at få mig til at se lidt gladere ud, mens han kørte.

”I julen skal man jo være glad. Ikke bare sidde på bagsædet, og være sur!” Han rettede på bakspejlet så han kunne se mig. Jeg smilede ind i spejlet. Ja, jeg smilede med tenderne, men resten, af mit ansigt var surt.

”Nico… hvorfor er du sådan? Der er jo ikke sket noget i år. Så hvorfor være så sur?” det var min mor der talte nu. Jeg svarede tvært ”Det er som, om der ligger en forbandelse, over vores familie…” (jeg kunne godt lide magi og mystik) ”så vært år ved juletid vil der altid ske noget!” jeg holdt en kort pause. ”Bare vent! Lige om lidt, så skal der nok ske noget.” sagde jeg, og lagde armene over kors.

Der gik lidt tid, hvor vi bare kørte. Vi havde alle været stille, og ikke sagt et ord, de sidste ti minutter. Den første, der brød tavsheden var mor. ”Hvad laver den hund ude på vejen?” spurgte hun, og pegede ud på vejen. Man kunne se en stor, sort skygge som rigtig nok, lignede en hund. ”John pas på!” hun smed sig ind, over rattet og styrede os væk fra hunden, og ned i grøften.

 

Da jeg vågnede igen var bilen møg beskidt og dækket af jord, og sne. Anders var næsten lammet af chok, far var næsten kommet til sig selv, og mor var stadig bevidstløs. Jeg rykkede mig lidt hen mod Anders for at trøste ham så godt jeg nu kunne.

Far var kommet helt til sig selv, og det første han gjorde, var at se på mor. Da hun stadig var bevidstløs, gav han sig til at ryste hende. Han rystede i hende et par gange, og sad så helt stille lidt, med mor ind til sig. ”Nico!” Far pegede på mig mens han holdt mor helt ind til sig.

”Øh ja?” Jeg og sank en klump. ”Har du din mobil på dig?” jeg tænkte mig om et kort øjeblik før jeg svarede. ”Ja, men jeg har ingen anelse om, hvor godt den virker, efter den tur.” jeg trak på skuldrene, og trak min mobil op af lommen.

”Hvorfor da? Hvad skal jeg da med den?” Der var en ganske kort pause, før far tog en meget dyb indånding og svarede: ”Du skal ringe efter en ambulance.” han så helt mast ud da han sagde det. ”Ligesom… i altid har villet prøve.” Jeg så nervøst hen på min lillebror. Han vågnede næsten da han hørte at jeg skulle ringe 112.

”Hvorfor får HAN, altid lov til alt det sjove?” klagede han. Jeg så på ham, med store øjne og forstod ikke, hvorfor han altid var så barnlig.

”Nok fordi du kun, er en lille unge som ingen vil tro på, og jeg er lige ved at blive tretten!” jeg råbte ikke men det var tæt på, og mens jeg sagde det satte jeg hænderne i siden, og vi stirrede vredt på hinanden.

”Drenge! Drenge lad nu være. Det er faktisk en nødsituation!” Far lød meget mere rolig end han så ud. Jeg skammede mig inderligt. Jeg vidste jo godt, at far ikke kunne holde til ret meget lige nu.

Jeg tastede nummeret ind… ventede da den ringede… og endelig, endelig var der nogen der tog den! Det havde ikke taget ret lang tid, men alligevel. Det havde føltes som en halv time. ”Hallo, hvem er det jeg taler med?” Det var en kvindestemme der var i den anden ende. Den lød rar, men jeg var for anspændt til at tænke mere over det. ”Det er Nicolas Mortensen.” jeg sank en klump. Jeg havde talt lavt, men ikke så lavt, at det blev til en hvisken, og ingen kunne høre det. ”Vi er kommet til, at køre galt. Og nu er min mor ikke til at vække.” Jeg sank igen, for ikke at begynde at græde. ”Kan jeg få at vide hvor i befinder jer?” kom det venligt fra kvindestemmen i den anden ende. ”Tja… jeg ville mene… det er et sted omkring… Smørum parkvej?” jeg så hen på far og han nikkede. ”Ja men så sender vi en ambulance ud til jer.” var det sidste der blev sagt før hun lagde på.

Jeg sad et stykke tid, med mobilen op til øret. Da jeg endelig tog den ned, var jeg helt færdig. Det var som hvis jeg havde løbet eller noget, men jeg havde jo kun, talt lidt i telefon! Alligevel, var jeg bare træt. Det var som om… at efter dét, ene opkald, blev næsten al min energi, ligesom… suget ud af mig, så der kun lige var nok til, at jeg kunne holde mig vågen, og sidde oprejst. Jeg lagde mig ned på siden, og kort efter, lagde Anders sig oven på mig. Det varede kort før jeg faldt i søvn og sov tungt.

Ganske kort tid efter vågnede jeg igen. Jeg ved ikke hvorfor med sikkerhed, men der var lidt som… som om jeg kunne mærke, noget uden for bilen.

Forsigtigt flyttede jeg, den sovende Anders så han ikke skulle vågne. Jeg krøb næsten lydløst, hen til vinduet og bildøren. Der var kommet revner i ruden, og få steder, var der røget små stykker ud.

Jeg kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se. Mine øjne havde efterhånden, vænnet sig til mørket i bilen, men det var som om, at mørket udenfor, havde trukket sig tættere sammen, og derved blev lidt mørkere, end før. Men midt i alt det næsten uigennemtrængelige mørke, kunne jeg se to, store, mørke øjne, stirre lige ind i mine!

Jeg så ind, i de mørke øjne et lille stykke tid, og kunne næsten fornemme, hvad det var, der havde så mørke øjne. Det var godt nok en tåget fornemmelse, men det var noget stort. Større end en hund normal er, der var nok et par spidse ører og en lang snude, som på en hund, og jeg var sikker på at det var en hund, men alligevel… hunde kunne vel ikke være så store. Vel? Men i hvert fald… Anders vågnede og så hvor bange jeg så ud og udbrød: ”Hey Nico! Har du set et spøgelse eller hvad?!” han fnisede over sin lille ´morsomhed`, og klappede mig på ryggen, som en kammerat ville gøre det.  Jeg skulede ad ham. Hvordan kunne han side der, og grine når mor stadig var bevidstløs, og der måske var noget efter os? Jeg fattede ham bare ikke.

Kort efter, fandt ambulancen os. De bar mor op på båren, og tog hende ind. Vi andre fulgte efter, og vi kørte til det nærmeste hospital.

 

Det tog lang tid, og vi sad alle sammen bare og ventede. Far havde ringet ud til besserne, og sagt, at vi ikke kunne komme ud og holde jul i aften. Far havde prøvet på, at stoppe dem, men de ville absolut komme ud med gaver, mad, og alle der ellers skulle holde jul med os. Så nu, sad vi alle sammen og ventede på, at høre hvad der var sket.

 

Da lægerne kom ud for at fortælle os, hvad der var at fortælle, rejste vi os alle sammen på én gang, og så alle forventningsfuldt på dem. Jeg forstod selv ikke meget, men én ting forstod jeg da: mor, ville aldrig komme til at gå igen.

Vi gik (næsten) alle sammen, ind til mor, med blomster, og hvad man nu ellers havde købt til hende på vejen. Kun nogle få (jeg) blev ude på gangen. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde på en eller anden måde, fået skyldfølelse over ulykken. Jeg ved godt, at det ikke var mig der havde lavet den, men det var alligevel som om… jeg ved ikke rigtig… som om det havde været mig, der var den hund, der havde været ude på vejen på det tidspunkt.

Da jeg endelig tog mig sammen til at gå ind, hørte jeg noget… det var ikke ret højt men lige nok til at jeg kunne høre det. Det var en hund, eller en ulv, der hylede lige uden for hospitalet. Men der er jo ikke ulve i Danmark, så det måtte jo være en hund. Jeg styrtede hen til vinduet i mors værelse. Jeg så ned. Helt nede på jorden (tre etager nede) stod der en stor hund. Det var ligesom da jeg så ind i de mørke øjne! Jeg huskede dem. Jeg huskede ulykken. Jeg huskede det hele så klart, som hvis det skete nu! Jeg så ind, i hundens øjne. Det var præcis, som dengang i bilen! Helt mørke øjne, men noget var anderledes… mens jeg så ind i de dybe, mørke øjne, var det lidt som hvis jeg stod foran et spejl, og så ind i mine egne øjne! Som hvis hunden havde været mit eget spejlbillede!

Det varede lidt, før jeg igen forstod hvor jeg var, og hvorfor. Da det skete, tog jeg en beslutning. Jeg ville gå ned til den hund, om den så var farlig eller fredelig. Så jeg tog min jakke, ikke i stand til at vide, at det her, ville være meget anderledes, end hvad jeg havde forestillet mig at ville være!

Jeg gik ned ad trappen. Ingen havde lagt mærke til, at jeg gik. Ingen undtagen… Inge-Marie (min kusine). Hun var fulgt efter mig, ned ad trappen, og jeg var lige ved, at gå ud af mit gode skind, da hun spurgte: ”Hvorfor er du ikke oppe ved din mor? Jeg er sikker på, at hun savner dig.” sagde hun da hun lagde en hånd på min skulder for at stoppe mig.

”Øhm… jeg skulle lige… jeg skulle lige… Øhm… jeg skulle bare lige ud og… øh… få lidt luft? Ja! Nemlig! Jeg skulle lige ud og have lidt luft! Det var hvad jeg skulle.” jeg prøvede på at skjule hvor nervøs jeg var men det gik vist ikke så godt (overhovedet, ikke godt!).

”Du ved vel godt at du er en dårlig løgner, ikk’?” hun hævede det ene øjenbryn, og lagde armene over kors. ”så hvad er det du virkelig, skal?” hun havde stadig det ene øjenbryn hævet, og armene over kors men hun sagde det.

Jeg tøvede et øjeblik, og så ned i jorden (eller på trappen). Så åbnede jeg munden, og begyndte at tale. ”Ja du vil nok ikke tro på det, men jeg vil alligevel prøve på at sige det her.” jeg sank og holdt en ganske kort pause. ”Du ved jo at vi kom til at køre galt og alt det der, ikk’?” hun nikkede. ”Men du ved ikke hvordan vel?” hun rystede på hovedet. ”Men hvad har det med det her at gøre?” hun lagde hovedet ganske lidt på skrå (stadig men armene over kors, og hævet øjenbryn) og så spørgende på mig. ”Ja det kommer jeg til.” og så begyndte jeg at forklare, hvordan mor havde kastet sig over rattet, og reddet hunden men ofret sine egne ben. Hvordan jeg havde fornemmet hunden, hvis øjne jeg havde kigget ind i, og at jeg nu skulle ud og bede den om, lade os være.

”Ja det er så sådan det hele hænger sammen. Og så må du ellers bare tro på mig, eller lade være.” jeg trak på skuldrene, og rystede let på hovedet.

Hun tænkte kort over det. Men da jeg begyndte at gå videre ned af trappen, tog hun fat i min arm og sagde med et nervøst udtryk i ansigtet: ”Ja du er jo ikke god til at lyve, og jeg tror ikke bare på at du ville kunne finde på sådan en historie om du så brugte et helt århundrede, på det! Så jeg har vel ikke andre muligheder, vel?” jeg smilede og hun smilede skævt tilbage. ”Men du får ikke lov til at gå derned alene! Hvad skulle jeg dog sige hvis der skete noget med dig? ´Jeg lod ham bare gå ned til en eller anden sindssyg hund uden at prøve at stoppe ham. `Hvad synes du om det?” denne gang var det mig der hævede et øjenbryn. ”Ja netop! Jeg aner ikke hvad jeg skulle sige til hele familien, hvis der skete dig noget!” hun slog ud med armene.

Og sådan, kom jeg da til at dele det med Inge-Marie. Og sådan kom vi også til, at betro hinanden vores største, og mest hemmelige hemmeligheder.

Men vi gik i hvert fald ned ad trappen og udenfor. Herfra gik vi hen i hospitalshaven, og hen i buskene hvor jeg mente, jeg kunne fornemme at hunden gemte sig et sted.

”Øh…” jeg så hen på Inge-Marie. Hun nikkede for at vise, at jeg bare skulle fortsætte. ”Øh… hund?” jeg anede jo ikke, hvad jeg skulle kalde den. Jeg så ud af øjenkrogen, at Inge-Marie slog sin hånd op i panden på sig selv. Men ganske som jeg (ikke) havde forventet kom den store hund, faktisk ud fra nogle af buskene. Både Inge-Marie og jeg selv, var vist ved at tisse i bukserne på det tidspunkt. Hunden kunne vist mærke min frygt. Den viste det ikke men jeg vidste det bare af en eller anden grund. ”Du dukkede op.” den så hen på Inge-Marie. ”Og med en ven?” den talte ikke overhovedet! Det var mere bare at jeg kunne høre dens stemme inde i mit hoved. ”Øh faktisk… faktisk… så er det bare min kusine.” jeg rømmede mig og skulle lige til at spørge hvordan den kunne tale, men jeg kunne høre Inge-Marie komme hen imod os. Hun klamrede sig til mit ærme og fik lige fremstammet: ”Hvorfor siger du at jeg bare er din kusine?” hun så skrækslagen ud. ”Kan du da ikke høre den?” jeg så ned på hende (hun havde sine fødder sat et kort stykke fra mig) og hun rystede forsigtigt på hovedet. Så kom jeg i tanker om, at jeg kun havde hørt stemmen fra hunden, oppe i mit hoved! Det kunne jo være hun ikke kunne høre det!

”Hvorfor er det kun mig der kan høre dig?” spurgte jeg den. Det varede ikke ret længe før den svarede. ”Jeg er kun en del af dig.” Jeg stivnede. ”Vil det sige at du… at du har været inde i mig?” den nikkede. Inge-Marie var skrækslagen kunne jeg mærke da hendes greb om min arm, blev strammere. Jeg så på hende. ”Bare rolig. Jeg tror ikke han har tænkt sig at gøre os noget.” jeg lagde min ene hånd på hendes skulder, og vendte atter min opmærksomhed, mod hunden.

”Hvordan har du kunnet være inden i mig?” jeg stod med rank ryg og så sikkert mere modig ud end jeg følte mig. ”Alle mennesker har et skyggedyr. Men dyret er forskelligt fra person til person. Du har haft mig, og jeg er en hund. Det vil sige at din personlighed har mindet mest om en hund.” ”´Har`? vil det sige at jeg ikke har mere?” jeg trådte et lille kort skridt tilbage. Inge-Maries greb løsnede sig fra min arm og ud af øjenkrogen kunne jeg se at hun så sig forskrækket omkring. ”Nico!” viskede hun ind i øret på mig. ”Nico vi er ikke ved hospitalet mere!” jeg så mig omkring. Og hun havde ret! Vi var ikke længere bare inde i det lille buskads med de små, søde, træer. Nej, de små, søde træer var blevet til én stor skov. ”Hvad er det du har lavet? Hvorfor er vi ikke, ved det hospital vi kom fra?” jeg så ikke hen på ham, for jeg havde for travlt med at kigge efter noget jeg kunne genkende fra hospitalshaven.

”Lad jer ikke narre. Det er bare en illusion.” den knurrede ganske lidt ad Inge-Marie, da hun var ved at gå i panik. ”Lad hende nu være. Hun kan jo ikke høre dig, og hun ved kun lige så lidt om hvad der sker, som jeg gør!” jeg holdt mine arme beskyttende op foran hende, og så strengt på ham. ”Men hvorfor, er du ikke inden i mig mere?” nu begyndte jeg at føle mig meget modigere end jeg plejer at gøre. Normalt var jeg trods alt bare en helt tilfældig dreng, der ikke kunne tåle at stå oppe på tremetervippen i svømmehallen!

Hunden sukkede kort, og sagde så: ”Jeg blev kort sagt, træt af at skulle leve inden, i et andet væsen. Jeg ville være mit eget væsen, og derfor, stak jeg af fra dig.” den så ned i jorden. ”Okay det forstår jeg godt. Men jeg har lige to spørgsmål! Må jeg stille dem?” jeg så med store spørgende øjne på den store sorte hund, og den så på mig som om det var det dummeste spørgsmål i verden. ”Godt så. Først og fremmest: må jeg godt kalde dig ´Skygge`?” han skulede til mig, men nikkede så. ”Godt, og så har jeg et sidste spørgsmål: hvorfor vendte du tilbage?”

Der gik tid… helt præcis hvor lang tid der gik, har jeg ingen anelse om. Jeg havde stået og kigget med et ´Sørgmodigt og spørgende` blik et stykke tid, før Skygge vendte sit hoved op imod mig. ”En gammel mand vidste hvad jeg var. Han var blevet tosset, og havde ikke ret meget personlighed tilbage efter at hans skyggedyr, havde forladt ham i nogle år, og til sidst blevet kørt ned.” han holdt en længere pause og fortsatte: ”Det måtte ikke ske for flere… han savnede at have personlighed, og blev ved med at række ud efter mig, som en sultende mand, efter et stykke brød.” han så ned i jorden, og gik helt hen til mig. ”Så jeg kom tilbage, før der skete det samme med os.” jeg var lamslået. Skygge kunne lige så godt have sagt, at verdenen ville gå under i morgen! ”Så du kom ikke tilbage, fordi du var træt af det frie?” jeg hævede det ene øjenbryn. Han rystede på hovedet, og så slemt fornærmet på mig. ”Er du helt sikker på, du ikke har tabt din hjerne et sted?” jeg kunne høre den ganske lave knurren han lavede for at vise, hvor dumt det spørgsmål egentlig var. ”Okay, okay! Jeg har forstået! Du var ikke træt af friheden, og kom kun tilbage for at rede vores personlighed. Har jeg ret?” jeg så drillende på ham, og han nikkede. ”Godt så.” sagde jeg. ”Vi må altså nok også se at komme tilbage nu. Vores familie skulle nødigt begynde at lede efter os. Hvis du ved hvad jeg mener?” Skygge nikkede igen, og gik ind i buskadset.

 

Dagene gik… Ugerne gik… mor var kommet hjem og skolen var startet. Endnu flere dage gik… og endnu flere uger… snart skulle Anders’ første skolehjemsamtale finde sted. Og jeg havde fået lov til at blive hjemme med slik, popcorn og sodavand.

Jeg satte en film på da de andre var gået. Det var en gyser. Jeg elskede gysere meget højt.

Omkring halvvejs igennem filmen, bankede det på døren. Jeg huskede hvad far havde sagt om at åbne for nogen, hvis jeg var alene hjemme. Men mor havde altid lært mig at det var uhøfligt at lade være. Hvad skulle jeg vælge?

Jeg valgte at åbne.

Langsomt. Ganske langsomt gik jeg ud i entréen for at åbne. Hvem det så end var der ville ind, havde banket ualmindeligt hårdt op til flere gange mens jeg gik ud. Jeg lagde hånden på håndtaget. Skulle jeg åbne? Ja! Ja, jeg skulle åbne. Forsigtigt trak jeg ned. Åbnede døren lidt og stak hovedet ud. Udenfor stod der en helt vildt, klam skabning.

Den havde samme størrelse som en femårig. Huden var så tynd, at man kunne se næsten alle blodårer og blod! (ellers var den bare ekstremt varm.) Hovedet var gigantisk i forhold til hvad det burde være, og armene var tynde og lange. Det kunne umuligt være denne lille, hæslige skabning der havde banket på vores dør!

Jeg prøvede på at lukke døren. Men skabningen tog fat i dørkanten, kort før døren var helt lukket. Den åbnede døren helt og gik ind, før jeg kunne nå at komme med indvendinger.

Længe sad jeg bare så langt væk i sofaen fra skabningen som muligt. Jeg sad bare og stirrede på den mens filmen kørte. Skabningen så meget fascineret på skærmen, men jeg tror ikke at den fulgte med i filmen.

Kort før filmen var færdig, tog jeg chancen og trak den lille skabning ud mod entréen. Da jeg var nået halvvejs, satte den hælen i så jeg ikke kunne komme videre… den tog fat i min arm. Det var et meget hårdere greb end man skulle tro den lille skabning kunne holde fast. Det var et jerngreb. Helt umuligt at komme fri… Jeg hev og sled for at komme fri, men der skete ikke noget. ”Med…” Hørte jeg den sige med en svag og (helt utroligt) hæs stemme der kom ud fra den. (Det var nok det første jeg havde oplevet i dag som passede til facaden.) Den begyndte at trække mig langsomt, hen imod døren. Jeg skreg. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft! KRASH! Jeg hørte et vindue smadres. Mine øjne havde været lukkede, så jeg havde ikke set hvad der var sket. Men da jeg åbnede dem havde Skygge overfaldet den lille skabning og var i gang med en helt vild slåskamp.

”Skygge!” jeg prøvede at sige noget til ham men der kom ikke rigtig mere ud. ”Se at komme væk!” Det var Skygge der havde talt, Og jeg ville også have løbet min vej hvis jeg kunne, men jeg var som forstenet. ”SKYGGE! DEN TING ER IKKE SOM MAN SKULLE TRO! DEN ER MEGET STÆRKERE!” Skygge så vanvittigt på mig. ”Det har jeg efterhånden fundet ud af!” men at han havde vendt sin opmærksomhed væk fra kampen havde været den største fejltagelse, han kunne have begået. Skabningen slog ham ind i væggen, og han blev liggende på gulvet. Jeg kunne ikke gøre noget.

Godt et splitsekund efter, havde den lille skabning fat i mig igen. Denne gang var vi kommet udenfor, og skabningen var ved at stige ind i en dyster bil. Den havde nok været en flot, rød, Opel Corsa engang. Nu var den bare helt smadret, og rusten som bare pokker. Lige før skabningen fik mig ind i bilen, kom Skygge igen og overfaldt den. Der blev bidt og der blev sparket. Der blev revet og en masse andet fra dem begge to. Jeg var lammet. Hvad skulle jeg gøre? Hvad hvis de blev opdaget? Hvad ville der så ske? Og hvad hvis der skete Skygge noget? Vi var jo lige blevet så glade for hinanden. Hvad hvis han overvandt det andet væsen? Hvad skulle jeg så sige til mine forældre?

Mine tanker blev afbrudt. Jeg kom i tanker om hvor jeg var og hvad der skete lige her og nu. Jeg greb en stor sten. Gjorde mig klar til at kaste. Tog sigte. Og ramte lige i hovedet på den afskyelige skabning. Den gav et hyl fra sig og Skygge så sit snit til at gøre det af med den. Han tog et fast bid om struben på den. Et sidste hyl og så forsvandt skabningen. Den blev simpelthen bare til støv og blev taget med af vinden.

”Og hvad her du så tænkt dig at jeg skal forklare det her for mine forældre hvad?” jeg lagde mine arme over kors og så surt ned på skygge. Han så, irriteret tilbage op på mig. ”Ja okay det kan godt være at du ikke ved hvad jeg skal sige men de kommer altså nu og det er dig der har lavet alt det rod!” jeg havde bøjet mig forover og så ham nu surt lige ned i øjnene. Han stirrede surt tilbage i mine øjne. ”Det kan godt være at jeg har rodet men det var da DIG der lukkede den ind!” det var lige før man kunne se flammerne i hans blik. ”Og jo, jeg kan godt gøre noget, men jeg har ikke ret meget lyst til at være ude hele tiden.” sagde han og så snedigt på mig. Jeg var ved at eksplodere! Her havde jeg et kæmpe problem så stort som at jeg ville få skylden for at have smadret huset! Og her gik han bare og klagede over at han var ude hele tiden! Tænk at han havde været en del af mig! ”Og hvad vil du have at jeg skal gøre ved det? Hvad? Skal jeg bygge et skur til dig? Eller måske et hundehus?” jeg pegede ud mod haven. ”Nej. Det behøves ikke.” han prøvede på at trække tiden ud. ”Men du kunne jo lade mig bo her?” han så smart op på mig. Jeg som stod der og var på kanten til at få et års stuerast! ”Okay da! Jeg skal prøve, og kun prøve! At overtale mine forældre til, at lade mig beholde dig.” jeg slog ud med armene og sukkede.

 

Døren blev åbnet og mor rullede ind i sin kørestol. Lige efter kom Anders og far.

”Jamen, Nico!” mor så forbavset rundt i entréen. ”Ja mor?” jeg satte mig på hug foran hende. ”Har du virkelig gjort rent i entréen? Det har du da ikke behøvet! Hvor har du dog gjort det flot!” hun satte sin ene hånd op til munden, så det kun lige var fingerspidserne, der rørte ved hendes læber. Jeg åndede ud (jeg havde holdt vejret et kort øjeblik af frygt for at hun ville opdage at det hele bare var en illusion). ”Jamen ellers, ville i jo aldrig lade mig beholde ham her.” jeg smilede lettere skævt og klappede Skygge (der lige var kommet ind) på hovedet. Far stivnede, Anders begyndte at klø ham i nakken og mor gav et højlydt ”Nååårh!” fra sig, mens hun flyttede hænderne helt op, over næsen nu. ”Hvor har du den hund fra Nico?” far var blevet ret stram i masken, da han så Skygge. ”Jamen han kom bare herhen da filmen var færdig, og… tja… jeg må vel, bare være faldet for ham?” jeg satte mig på hug igen ved siden af Skygge. ”Jeg har allerede fundet et navn til ham! Hvad siger i til Skygge?” jeg så afventende på de andre. ”Jeg kan godt lide Skygge.” selvfølgelig var det Anders, der var den første til at svare.

”Ja, jeg synes da også det er sødt.” mor havde fjernet hænderne fra ansigtet, og havde nu, anbragt den ene hånd på fars skulder. ”Ja jeg ved godt det ikke er et helt almindeligt navn, men det ville da være godt for drengene, at få hund.” sagde hun til ham. ”Og så er den sød.” skyndte hun sig at tilføje. (”Sød? Synes hun jeg er sød?” Skygge brød sig vist ikke om at blive kaldt sød) ”Men er du klar over hvor dyre, sådan nogle er at have? Og så når den er så stor?” han slog den ene arm, ud mod Skygge. ”Den får jo smadret huset på få sekunder!” han pegede på Skygge. (´du skulle bare vide` tænkte jeg stille for mig selv.) Far trak mor ud i køkkenet, hvor han mente at de kunne diskutere situationen, i fred.

 

De havde været inde i køkkenet, i ret lang tid. Far var blevet ved med at finde en grund til, at vi ikke skulle have hund. Og hvis mor fik overtalt ham til, at lade os få hund, ville han bare gerne have en mindre en.

Til sidst kom de ud. Far skubbede mor. Jeg lagde mærke til hvor hårdt, mit hjerte slog. Jeg holdt på mit bryst, for at være helt sikker på, at de andre ikke kunne høre det.

”Vi har talt sammen… jeres mor og jeg.” sagde far og holdt lidt af en pause. ”Og vi er nu kommet frem til…” han ville holde endnu en dramatisk pause men nåede aldrig så langt, da mor sluttede sætningen for ham: ”Vi har besluttet, at vi skal beholde ham.” jeg sprang op, og gav dem et ordentligt knus. ”Men hvor skal vi have ham? Vi har jo ingen kurv?” jeg så spørgende op på mor. ”Tja. Vi må vel finde en dyrehandler.” far smilede sjovt til mig. Mit spørgende og undrende udtryk forsvandt, og lyste straks op i et strålende smil.

 

Vi havde efterhånden haft Skygge boende, i et godt stykke tid, og jeg var ude og gå med ham. Jeg gik og så, på de nye påskeliljer. Tænk at jeg engang havde hadet, julen! Tja. Det kan godt være, at jeg ikke kunne forstå hvorfor andre kunne, men sidste år fik jeg jo de to bedste venner, jeg nogen sinde havde haft! Ja Inge-Marie var godt nok min kusine, men vi havde aldrig taget os sammen til, at lære hinanden at kende. Hun var faktisk meget sjov. Og Skygge var jo mit skyggedyr. Og en del af min egen personlighed, men alligevel ikke helt lige som mig ret tit.

Jeg satte mig på en høj bakke. Jeg tog snoren af Skygge, og lod ham løbe lidt omkring som han ville. Efter lidt tid, kom han tilbage, til mig og satte sig ved min side. ”Der er noget der nærer dig, er der ikke?” jeg nikkede. ”Hvad er det så? Du kan sagtens fortælle det til mig. Det ved du jo.” den sidste tid vi havde haft ham hos os var Skygge blevet en del mere forstående, over for mig. ”Hvornår var det du forlod min sjæl?” jeg havde mine øjne halvt lukkede, og rettede ansigtet mod himlen, mens jeg nød den lette brise. Skygge bad mig gentage mit spørgsmål. ”Hvornår forlod du min sjæl? Altså: hvornår var det, at du blev fri?” min stemme var blødere end den plejede at være, og jeg regnede snart med at min stemme ville gå i overgang. ”Det er længe siden.” sagde (eller tænkte) han. ”Ingen af os var ret gamle. Du kan godt huske at jeg fortalte dig, at skyggedyret og mennesket, vokser sammen og har nogenlunde samme alder ikke?” jeg nikkede igen. Jeg havde ikke set på ham, siden han havde sat sig ved siden af mig, og jeg så stadig ikke på ham. ”Du var nok kun begyndt, at gå i børnehave.” han stoppede, så op på mig, og jeg så tilbage. ”Var det dengang du begyndte at havde jul?” jeg nikkede.

”Måske bringer det uheld, at blive skilt fra sit skyggedyr? Jeg forlod dig vist ved juletid, så det passer sådan nogenlunde sammen?” han så spørgende på mig.

Et kort øjeblik sad jeg og overvejede, hvad Skygge lige havde sagt. Efter et øjeblik, åbnede jeg munden, og sagde: ”Ja. Du har faktisk fat i noget der! Men det skete kun i december. Og du forlod mig i december! Så det hænger, faktisk sammen ja!” jeg sprang op. ”Hvad er der?” Skygge sad stadig ned. ”Så ved jeg hvorfor, jeg altid har haft alle de ulykker i december!” jeg så ned på Skygge. ”Skal vi ikke blive enige om at vi aldrig, skal skilles igen?” Skygge kom og på benene, og svarede ved at gø så højt han kunne. ”Sådan skal det være! Og hvad så med et lille kapløb hjemad?”

Og så styrtede vi ellers hjemad, alt hvad vi kunne.

Sådan fandt jeg altså ud af at der var noget der hed et skyggedyr, og at det er noget alle har.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...