Billedet

Benatar har en hemmelighed, et billed, ingen ved noget om. Axel finder i midlertidig ud af det.

1Likes
1Kommentarer
859Visninger

1. Billedet

 

Axel bankede på døren ind til Benatar’s værelse. Han åbnede døren og så, at det var Axel, som stod der.

 

”Ja?” spurgte han og prøvede ikke at virke alt for overrasket.

 

”Har du et øjeblik?” spurgte Axel. Benatar nikkede og trådte baglæns, så han kunne komme ind i værelset. Axel gik ind og stillede sig cirka i midten af rummet. Lettere dunkelt og indelukket. Faktisk ligesom hans eget.

 

Benatar gik over til en kommode og lagde noget ned i øverste skuffe, hvorefter han satte sig på sengen. ”Hvad ville du snakke om?”

 

Axel drejede hovedet en lille smugle og så på Benatar gennem sit lange pandehår. ”Faktisk ville jeg spørge dig om noget.”

 

Benatar’s ene øjenbryn, det som der ikke var dækket af hans hår, løftede sig en anelse op, før han svarede: ”Okay.”

 

”Hvad synes du om Puff’s nye sang?” spurgte han Benatar.

 

”Huh? Jeg syntes den var ok, men jeg ved ikke helt…” svarede han og flettede sine fingre sammen i sit skød. Axel gik over til Benatar og satte sig ved siden af ham. Enten fantaserede Benatar eller også syntes han, at axel stødte sin ene fod mod hans med vilje.

 

Axel lagde en hånd på Benatar’s skulder for at få ham til at se på ham. ”Du ved godt, at du kan fortælle mig alt, ikk’?” Benatar nikkede, men sagde intet. ”Godt. Så svar mig ærligt; Er der noget galt?”

 

Benatar’s øjne åbnede sig en anelse mere, men det virkede ikke som om, at Axel havde lagt mærke til det. Godt. Benatar rystede på hovedet og kiggede væk, han kunne mærke blodet komme op i kinderne. Han og axel var bedste venner, hvorfor skulle han have det sådan med ham i nærheden?

 

”Helt sikker?” spurgte axel og klemte om hans skulder. Det sendte et stød igennem Benatar, og han vred hurtigt sin skulder væk fra Axels hånd. Axel trak forskrækket sin hånd til sig. Han forstod ikke, hvad der var galt med Benatar. Han var usikker, underlig og ville knap nok røres ved.

 

”Var der andet, du ville?” spurgte Benatar uden at se på Axel. Han rystede på hovedet og tilføjede et ”nej.” Så rejste han sig og gik uden et ord mere.

 

Benatar sukkede og rejste sig op. Han gik over til kommoden og fandt et foto frem. Han sukkede igen og hviskede ”undskyld” til billedet. Så lagde han det på sengen og gik på wc.

 

 

”Hey Benatar. Jeg ville lige … ” Axel kiggede rundt i rummet, men så ingen Benatar. ”Hey, hvor er du?”

 

 

Benatar kom tilbage fra toilettet og så sin dør stå åben. Han sænkede farten og gik langsomt hen til sin dør. Han skubbede døren op og trådte ind på sit værelse. Der stod en ovre ved hans seng. Og han havde noget i hånden.

 

”Hvor har du det her fra?” spurgte Axel uden at se op fra billedet, som han stod med i hånden.

 

”Je - jeg fandt det.” stammede Benatar og rykkede sig ikke ud af stedet.

 

”Hvornår?” Axels stemme var tonløs. Det var umuligt at fortælle, om han var sur, overrasket eller noget tredje.

 

”For … for et halvt år siden.” Benatar var nervøs. Hvorfor ville Axel vide alt det? På den anden side, hvem ville ikke gerne vide, hvorfor ens bedste ven havde et billede af en på sit værelse. (Hvis man altså ikke kendte grunden i forvejen.)

 

”Hvorfor har du det?” spurgte Axel stadig tonløst.

 

”A-Axel, vær sød ikke at stille al-alle de spørgsmål. Du gør m-mig nervøs,” stammede Benatar og mærkede, hvordan hans øjenbryn trak sig sammen på midten, og angsten vokse i brystet.

 

Axel drejede hovedet og så på Benatar. Han slap billedet og lod det svæve ned på sengen igen og drejede så hele kroppen og gik over mod Benatar. Axel kom nærmere og Benatar trådte et skridt tilbage, men som axel kom tættere på jo flere skridt bakkede Benatar tilbage. Først da han stødte ryggen mod væggen, stoppede han med at gå baglæns.

 

Axel stillede sig foran ham og lænede sig ind over ham. Hans ene arm lå vandret oven over Benatar’s hoved og først nu gik det op for Benatar, at Axel faktisk var meget højere end ham. Hans ansigt var tættere på end godt, og han smilede snedigt. Han kunne se, hvordan det pirrede Benatar, at han var så tæt på.

 

Benatar’s skuldre var halvvejs oppe ved hans ører og hans øjenbryn var trykket sammen i en bange grimasse. Han så op på axel, var bange.

 

”Bare fortæl mig, hvorfor du har det billede,” sagde Axel lavt. ”Så skal jeg nok lade dig være.”

 

Benatar sank en gang og svarede: ”Jeg … Jeg kan godt lide det.”

 

”Hvorfor?”

 

”Fordi at … Fordi det er med dig!”

 

Benatar lukkede sine øjne hårdt i og lod hovedet synke hurtigt. Han var bange, bange for at ødelægge deres venskab, bandet. Bange for at blive grinet af. Bange for at blive hadet.

 

Axel lagde en hånd på hans skulder. Benatar kiggede op på den og så på Axels ansigt. Hvad havde han gang i?

 

”Hvorfor sagde du det ikke?”

 

Benatar’s øjne opspilede sig, og før de vidste af det, havde han tårer i øjnene. Axel klemte om hans skulder, holdt fast i ham og sagde: ”Benatar. Lad vær’ med at græde, ikk’? Vær sød at lade vær’!” Axel vidste ikke sine levende råd. Han havde set Benatar følsom før, men ikke på den her måde.

 

Axel tænkte sig om og fik en idé. Han håbede bare ikke, at det ville få Benatar til at bryde sammen i tårer og gud ved hvad. Han løftede sin arm væk fra væggen og lagde hånden på Benatar’s kind. Benatar var mundlam og bange. Hans øjne blev større, da Axel kyssede ham.

 

Axel kunne mærke Benatar’s tårer mod sin hånd, men han var ligeglad. Han vidste, at det var glædestårer.

 

Benatar havde lukket øjnene, selvom det ikke stoppede tårerne fra at komme. Han kunne mærke, at hans ben begyndte at give efter. Han hev fat i Axels T-shirt og prøvede at holde sig oppe. Han ville ikke stoppe kysset nu. Det var for godt til at stoppe.

 

Axels hænder tog fat om Benatar’s skuldre og holdte ham oppe. Han ville heller ikke lade gå.

 

Axel trak sig tilbage, da de var ved at løbe tør for ilt. Han holdt stadig fast på Benatar, han kunne mærke, hvordan hans hjerte slog hurtigt.

 

"A-Axel?" Benatar kiggede op på Axel med halvt lukkede øjne og snøftede lidt. Axel mente Benatar kunne stå af sig selv nu, så han slap ham med den ene hånd og tørrede sine tårer væk. Benatar så stadig op på Axel, og blidt skubbede sin kind mod Axel hånd. Axel fortsatte med at stryge Benatar's kind, selv efter at han havde fjernet tårerne. Benatar lukkede øjnene og lagde hovedet mere mod Axel hånd. Han gabte og lod sin krop synke. Han gled ned, med ryggen mod muren, og Axel satte sig på hug foran ham. "Er der noget galt?" spurgte Axel. Benatar rystede på hovedet og svarede: ". Jeg er bare træt" Han gabte igen. "Jeg bærer dig over i din seng," sagde Axel. "Nej, nej, jeg kan ... Oh!" Axel havde taget fat i Benatar skuldre og under hans knæ og løftede ham op. Benatar holdt fast på Axels t-shirtHan gav først slip, da han blev sat ned på sengen. Han lænede sig frem og greb billedet af Axel og satte det på en stol ved siden af sengen. Der hang han også sin jakke og slips.  lagde han sig ned og så en lidt genert op på Axel. "Hvad er klokken?" spurgte han Axel og trak benene lidt op på til sin mave. For at være helt ærlig til sig selv, var han stadig lidt nervøs, men Axel syntes at være ganske rolig. Som om de aldrig havde kysset. "Jeg ved det ikke. Skal jeg gå ud og tjekke?" spurgte Axel og pegede over skulderen. Benatar rystede på hovedet og kiggede ned. Han kunne mærke, at han rødmede lidt. "Nej.. Bliv her," sagde han sille. Axel satte sig på hug ved siden af  Benatar seng og kiggede på ham. "Okay." Han lagde en hånd op på Benatar hoved og strøg hans hår. Benatar lukkede øjnene og lavede en lyd, der lød som en kat. Axel havde blide hænder, blidebevægelser. Ikke som når han trommede. Axel fniste lidt, men fortsatte med at stryge Benatar hår. Benatar hørte det ikke. Han var faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...