Tyngdekraften, hvad ikke holder dig nede lader dig flyve

Det hele starter her. I min families hus. Tre medlemmer, Paul, Valerie og sidst men ikke mindst lille Hayley, nemlig mig. Jeg er kun 10 år gammel da jeg er en del af en bil ulykke. Begge mine forældre dør, jeg selv mister kun synet. Jeg er nu 19 år og er klar til et nyt liv i London. Livet er ikke rart, men engang imellem vil tyngdekraften lade dig flyve. Og så er det også bare med at brede vingerne ud og lette!

6Likes
4Kommentarer
1171Visninger
AA

1. Når mørket har lagt sig

Far smiler til mig i bakspejlet, musikken spiller højt. Mor og jeg skråler med på familiens sang. It´s all about us. Jeg forstår ikke teksten men den lyder godt. Det er den sang vi synger når vi går i bad, når vi laver mad og når vi danser under stjernernes smukke lys ude på terrassen, den og så Heaven. Et sødt hjorte kid hopper pludselig ud på kørebanen efterfulgt af en lidt større mor hjort. Bilens dæk hviner og far mister kontrollen over køretøjet på den glatte vejbane. Mor skriger lige i dét vi rammer træet og alt bliver sort. Og sådan forbliver det..

Et stykke stof bliver fjernet fra mine mørkelagt øjne. Sygeplejersken gisper som om hun kan se noget i mørket som jeg ikke kan. "Vil i ikke nok tænde lyset? Jeg er en smule mørkeræd." En spinkel hæs stemme lyder i rummet, min egen. Den ekkoer i det åbenbart ret store rum. Det lyder slet ikke som mig. Lægens dybe stemme følger kort efter det sidste ekko. "Kan du virkelig ikke se noget?" Jeg vender hovedet mod lyden. "Nej, for i har jo slukket alt lyset." Jeg hører igen sygeplejersken gispe svagt. "Vi har ikke slukket lyset Hayley. Du er desværre blevet entet midlertidigt blind eller helt blind." Da ordene finder sig vej gennem min ret omtågede hjerne, mærker jeg hvordan jeg spærre øjnene op selvom at mørket har lagt sig som et permanent lag hen over mine øjne. "Er jeg blind?" Ordene lyder helt forkert i min mund. Blind. Hvordan skal jeg kunne leve sådan her? Jeg skal jo bruge mit syn resten af mit liv til at se hvordan jeg ser ud, hvordan andre ser ud og alt muligt andet! Jeg kan jo slet ikke gå rundt i en lys levende verden når jeg ikke kan se noget. "Ja Hayley, du er blind." Hvorfor, er det næste ord der dukker frem i tågen. Jeg presser ordet frem fra mine næsten tomme lunger. "Hayley, kan du slet ikke huske noget fra bilulykken?" Bilulykken? Hvad snakker vi om? Jeg vil bare vide hvordan jeg blev blind. "Hvilken bilulykke?" Mens ordene stadig ligger på mine læber stiller jeg hurtigt endnu et spørgsmål der popper ind i min hjerne. "Hvor er mine forældre?" 

Lægen, dr. Scott, har kommet med en masse gode forklaringer på hvorfor mine forældre har forladt denne verden. Men ingen af dem er gode nok. Jeg mærker hvordan tårerne presser sig på og forlader mine øjne, kun for at møver sig ned langs mine i forvejen ret våde kinder. Disse forbandede tårer blev ved med at kører i lange  baner ned langs mine kinder og ned på dynen. Dr. Scott ligger en trøstende hånd på min skulder men jeg ryster den af mig. Han ved ikke hvordan det føltes at man som ti årig ikke har nogen. Ingen forældre, ingen familie. 

 

Dagene går langsomt på et hospital. Om omtrent en halv time, vil der komme en adoptivsfamilie. De var villige til at tage mig ind til sig til jeg var bliver 18 år. De havde allerede en datter på 15 som var mere end glad for at få mig som søster. Hun hed Layla. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...