Never let you go[JB] 13+

Lauren har i største delen af sit liv boet hos sin mor, men efter 5 år uden kontakt til hendes far, får de bag Laurens ryg aftalt at hun skal bo hos sin far i den lille by kaldt 'Stratford'..
Her falder hun dog hurtigt til, og får mødt en masse nye venner... Og Justin Bieber.
- Hvem havde ikke set den komme?
Justin falder hurtigt for den anderledes og smukke Lauren, men ikke uden forhindringer som en forladt Selena, knuste hjerter, hævn, jalousi og intime scener.

Hvor ender dette dog henne, og vil Lauren nogensinde lære at leve med sin fars hemmelighed...

[Læsning er på EGET ansvar da der kan forekomme skældsord og intime scener]

24Likes
24Kommentarer
2696Visninger
AA

9. det betyder ikke noget, okay?

 

~Laurens synsvinkel ~

Jeg missede med øjnene mod solen og klemte dem så hårdt i igen. ”Forbanede sol!” mumlede jeg og vendte mig om på den anden side, og til min overraskelse lå en sovende Justin helt op af mig. Et uventet smil formede sig på mit ansigt, og selvfølgelig skulle Justin slå øjnene op og glo på mit oversmilende ansigt.

”Godmorgen” grinede han hæst og gned sig svagt i øjnene. Jeg nikkede kort og svarede: ”Godmorgen Justin.. ”.

Hans mundvige formede sig som mit i et smil og satte sig sløvt op.

”Sovet godt?” mumlede han mens han svang benene ud over sengekanten og strakte sig. ”Jo tak. Og hvad med dig?” svarede jeg. Han nikkede og mumlede noget utydeligt. Jeg grinede af ham og satte mig som ham op.

Han rejste sig og kiggede om på mig. ”Hvad skal vi lave i dag?”.

”Os? Hvad.. Bliver du her?” svarede jeg hurtigt, og kiggede undrende på ham.

Han trak på skuldrende og smilede endnu større ”Hvis jeg må?”. Uden at tænke yderligere over nikkede jeg bare og smilede. ”Så længe du vil. Jeg har ingen planer.”

Han smilede taknemmeligt og fandt sin mobil frem. ”Jeg ringer lige til muttar, hun vil nok gerne vide hvor henne jeg er”. Jeg nikkede bare og gik ud på toilettet.

Justins stemme kunne høres tydeligt, og jeg smilede langsomt. Han var slet ikke den dreng alle sladderbladene skrev om. Han var meget mere end det.. Så sød og rigtig, ikke en badass-hardcore type. Og det var rart at være i hans selskab.

Jeg placerede mig så jeg var midt i spejlet og kiggede på mig selv. Hånden kørte automatisk igennem mit hår og jeg sukkede. ”Hvad så smukke?” sagde Justin og dukkede pludselig op bag mig. Jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder og fangede hans blik igennem spejlet. Hans øjne lyste af oprigtighed og han vendte mig om.

”Mor har sagt ok for jeg bliver her, men jeg skal hjem i aften. Så jeg tænkte på.. Nu kører jeg hjem og får noget rent tøj på, så er jeg her igen om 1 time og så tager vi ud og finder et sted at spise!”.

Det lød da.. super godt, men skyldfølelsen lå lige bag smilet. Jeg følte jeg havde svigtet en veninde, selvom hun ikke var en veninde.. Men Justins kæreste. Mit smil falmede og jeg kiggede ned.

”Heeey putte. Hvad så?” sagde han, en anelse bekymret og løftede mit hoved med to fingre. ”Det er bare. Justin.. Jeg ved du sikkert ikke mener det på mere end venne-måden, men jeg føler mig skyldig når jeg skal ud og spise med mit idols kæreste. Hele verden vil tro det er noget andet”. – som jeg talte kunne jeg ane Justin nikke lidt her og der. Da jeg sluttede nikkede han en sidste gang og sagde ”Jeg ved det er noget underligt noget at sige.. Men jeg kan godt lide at være i dit selskab, så pyt med hvad resten af verdenen tænker, også Selena. Det betyder ikke noget.. okay?”

Hans ord gav mening og jeg nikkede. ”Du har vel ret..”

 

~ Justins synsvinkel ~

Jeg måtte holde ind på en rasteplads, væk fra alle andre biler, bare for at få et minuts stilhed.

”hendes idols kæreste”….. Det lød ikke rigtigt inde i mit hoved. Jeg ville ikke kun være hendes idols kæreste. Det lød ikke kun forkert, nej.. Det føltes også forkert og dog. Selena havde altid været der for mig, mit crush lige fra starten. Nu var hun blot ikke den fantastiske pige mere.

Jeg ville bare heller ikke slå op på grund af Lauren, jeg havde  Det ville være meget.. forkert. Jeg mener, jeg har været sammen med hende en gang, men den ene gang har jeg aldrig moret mig så meget som med Selena én eneste gang. Jeg sukkede, lagde hovedet på rattet og skubbede frustreret til noget der lige uheldigvis stod for tæt på. 

En irriterende lyd af blitz begyndte at fylde luften, og jeg løftede hovedet. ”Pis” mumlede jeg og satte i gang i moteren og trådte speederen i. Et spørgsmål trådte dog virkelig igennem.. ”Hvem er den nye kæreste bro?”..

Nu satte skyldfølelsen sig virkelig øverst i halsen på mig. Jeg rev min mobil op af lommen og ringede til Selena.

”Det er Selena.” sagde hun, tydeligt med et smil i stemmen. Jeg kunne heller ikke jolde smilet inde. ”Hej baby. Jeg kommer lige et smut forbi. Er det ok?” spurgte jeg og kløede mig i baghovedet. ”Nej, det gør det faktisk ikke…” en svag støj i baggrunden fandt sted og jeg rynkede brynene. ”Hvor er du henne Selena?” spurgte jeg, men fik intet svar. ”Justin, jeg.. det.. Du skal ikke komme lige nu, okay? Æhm, jeg smutter. Hejhej” sagde hun hurtigt hvor røret efter blev smækket på.

Jeg stønnede svagt, nu havde hun ikke tid til mig mere, hvor skulle det dog ende henne.

Jeg proppede mobilen ned i lommen og koncentrerede mig igen om vejen.

Selena, Lauren, Selena, Lauren, Selena, Lauren…. Hvad skal jeg dog gøre.

* * *

~ Laurens synsvinkel ~

Jeg sukkede og satte håret op i en hurtig knold så det ikke ville hænge ned i ansigtet mens jeg lagde makeup. Alligevel faldte små totter ned, som jeg bare måtte skubbe om bag øret. Jeg lagde en svag øjenskygge i neutrale farver, lidt eyeliner, mascara og en lille smule pudder.

Håret ldo jeg bare hænge i de naturlige krøller. Tøjet var blevet til et par stramme mørke bukser, en top og læderjakke udover. Færdig bum pasta.

Jeg greb min mobil og tryggede fars nummer ind.

”Det’ far” mumlede han, en anelse utydeligt. ”Hej faaaaar. Er det i orden jeg tager med Justin ud i byen? Vi skal ud og spise og sådan, ikke noget vildt og voldsomt og vi sk…” ”Det helt i orden søde” afbrød han mig grinende. Jeg smilede ved lyden af hans grin og nikkede for mig selv. ”Godt, så ses vi bare engang senere” sagde jeg hurtigt og lagde på.

Lige som jeg trådte i mine converse kom Justin trillende ind i indkørslen og dyttede. Jeg grinede og halvløb ud til bilen hvor jeg hev døren op.

”Hvaaaa, skal du skynder på mig? Jeg har altså visse ting jeg skal nå!” sagde jeg og sendte ham hurtigt et smil da han kiggede dumt på mig. ”Glem det..” mumlede jeg og satte mig ind ved siden af ham.

”Har du fundet et sted hvor vi skal spise?” spurgte jeg om mens han igen kørte ud af indkørslen. Han trak kort på skuldrende. Intet smil, ingen blinken. Ingenting. Der var noget galt.

Jeg sad i to minutter, bare og overvejede om jeg skulle spørge om der var noget galt. Alligevel følte jeg ikke helt jeg kendte ham godt nok til at jeg skulle nage i hans liv, måske følte han heller ikke det kom mig ved. Jeg kiggede ned i jorden og så på Justin som sad og kiggede på mig. Han så trist ud, så uden at tænke mig om røg det bare ud af mig: ”Justin... Hvad er der galt?”

”Intet” svarede han bare og sendte mig et opmuntrende smil. Jeg rystede bare kort på hovedet og kiggede ud af forruden.

Måske mad ville få os i bedre humør? Den effekt plejede mad nemlig at have på mig, hiihihihi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...