Den uhyggelige lillesøster


1Likes
2Kommentarer
908Visninger
AA

1. Den uhyggelige lillsøster

 

Der var engang hvor jeg var på vej på hjem til min veninde, som hed Louise. Louise bor på tredje sal, jeg skulle op af trapperne fordi, der ingen elevator var. Der jeg var kommet hjem til min veninde sad vi inde på hendes værelse. Det var Louise, mig og hendes lillesøster. Hendes lillesøster er syv år gammel. Hun gik ind i stuen og sad og så fjernsyn fordi, at hun skulle se en film. Louise spillede på hendes computer imens jeg kiggede på hendes ting. Jeg fandt en ægte diamanthalskæde, den skinnede virkelig flot. Jeg spurgte hvor hun havde den fra og hun sagde, at hendes lillesøster havde fundet den. ”Hvor har hun fundet den?” spurgte jeg. Men hun vidste ikke, hvor det var hun havde fundet den henne.

Vi spillede på computeren og der var rigtig mange spil. Vi havde det meget sjovt og vi lo rigtig meget indtil døren åbnede. Vi troede at det var hendes lillesøster, men der var ikke nogen. Vi kunne høre fjernsynet, så hun sad nok stadigvæk og så film. Vi blev meget bange for det skete tre gange.

Jeg kiggede ud af vinduet, fordi det lød som om at hendes lillesøster råbte. Det lignede hende, men pludselig var hun væk. Jeg råbte til Louise, at hun skulle kigge ud af vinduet, men der hun kiggede, var der ikke noget. Vi gik ind i stuen og kiggede efter hendes lillesøster, om hun var der. Hun lå på sofaen. Vi spurgte hende om hun hele tiden havde lægget der, hun svarede os ikke. Vi skubbede til hende, men det var bare en kopi af hende. Vi blev bange vi kaldte på hende men hun var der ikke.

Efter vi havde kaldt på hende, åbnede døren til Louises værelse kom hendes lillesøster og blev til et uhyre med 2 hoveder og 6 ben, det så meget uhyggeligt ud. Vi skreg og jeg var lige ved at græde. Vi løb ud, helt hen til vores skole. Skolen var stadigvæk åben for der var forældremøde med en sjette klasse. Vi kiggede bag ved os og så at uhyret stadigvæk var der. Vi løb ind på kontoret og uhyret kom med ind, men inspektøren kunne ikke se uhyret. Det var meget mærkeligt at det kun var mig og Louise der kunne se det. Vi løb ud af døren, men så kom inspektøren og han var pludselig en trold, en meget grim og klam trold. Det var meget underligt og derfor løb vi endnu hurtigere for nu

 

var de to uhyre. Vi skreg og løbede alt hvad vi kunne. Vi blev alt for trætte og det var blevet mørkt, så vi gemte os bag en busk, med masser af blade. Vi kunne kigge igennem bladende, og vi så begge uhyrerne løbe forbi os. Vi var endelig fri, tænkte vi. Der vi var blevet frisk igen rejste vi os op og gik langsomt, for de var jo gået. Jeg hørte noget bag mig, så jeg kiggede og råbte: ”Løb… løb…” til Louise for de to uhyre løb lige bag efter os. Vi løb hurtigt, meget hurtigt. Vi var snart hjemme hos Louise.

Der vi var henne ved døren åbnede hun den og vi løb ind. uhyrerne nåede ikke at komme ind, så de blev der ude. Der vi var hjemme gik vi forbi stuen og så at hendes lillesøster var der. Det var nok den kopi af hende, men nej for hun sagde: ”hej hvor har i været?” Der blev vi meget bange. Vi løb ind på værelset og ville aldrig komme ud. Hendes lillesøster fik heller ikke noget svar. Vi kiggede ud af vinduet for at se om de stadigvæk var der. Pludselig var der seks personer, før var der kun to. Det var meget mærkeligt? Der var næsten gået en time, så vi gik ind i stuen igen. Så kaldte hendes lillesøster på os og vi gik ind til hende og spurgte om hun hele tiden havde ligget der? Det havde hun, sagde hun. Det kunne jo ikke være rigtigt, for vi så at hun blev til et uhyre? Vi sad lidt ved siden af hende for at se, om der ville ske noget. Vi sad og så en god film, den handlede om ’’bedsteveninder’’. Den så god ud og vi sad næsten i 3 timer. Men der var stadigvæk ikke sket noget endnu. Jeg kiggede ud af vinduet igen, for at se om de var der. Der var ingen. Jeg sagde til Louise at de var gået, men hun vidste ikke hvad jeg talte om. Jeg sagde alt det med hendes lillesøster og inspektøren på skolen og alt det vi så, men hun kunne ikke huske noget. Jeg blev lidt bange for hende, for hun var der jo også der vi så det. ’’Vi var jo sammen’’ sagde jeg og blev siddende og så filmen og efter nogle pat minutter spurgte jeg hende igen. Der kunne hun heller ikke huske det. Der jeg havde fortalt hende det, vidste jeg heller ikke selv hvad jeg talte om. Til sidst kunne jeg slet ikke huske hvad jeg sagde. Jeg syntes at der var noget jeg havde glemt, men jeg vidste ikke hvad. Vi alle tre hyggede os og så den gode film, om ’’bedsteveninder’’. Vi spiste chips og de sidste tre cola

colaer. - Vi levede lykkeligt til vores dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...