Krimi

Foregår på Aros

1Likes
1Kommentarer
280Visninger
AA

1. Mordet på aros

Mordet på Aros

Det var den første forårsdag i året. En solbeskinnet morgenstund, hvor fuglenes kvidren var et tydeligt tegn på den glæde det kommende forår ville bringe. Indenfor på politistationen herskede der både en entusiasme for den kommende uges arbejde, men også en hvis form for spænding. Kaffen var som sædvanlig på kanden, men duften var af speciel stærk karakter denne dag. Louis, min trofaste kollega, sad som han altid gjorde og ordnede sine papirer, mens jeg iagttog ham. Jeg havde altid haft et godt øje til Louis. Mest på grund af hans altid optimistiske livssyn i selv de sværeste situationer, men også fordi han var en rigtig god kollega, der altid fik det bedste frem i mig, selv i de hårdeste og mest pressede situationer. Når man tænker nærmere over det, udgjorde Louis, Camille, Klaus og jeg et stærkt team. Vi arbejdede godt sammen, men havde også et stærkt bånd til hinanden. Vi havde trods alt arbejdet sammen i gennem 5 år.

 

- Nej, desværre Fru Milling. Så vidt jeg er orienteret, har vi ikke hørt noget nyt om din søn og ulykken ved svømmehallen i Lyseng,beklagede jeg. Jeg var kun lige kommet ind ad døren til Politigården, efter en længere øvelse med mit team, der omhandlede selvmord, inden telefonen kimede. Fru Millings søn forsvandt for tre år siden ude ved svømmehallen i Lyseng. Sagen blev opklaret af mit team og jeg forholdsvis kort efter, men hun ville ikke indse kendsgerningen, at hendes søn var blevet dræbt. Sådan var det ofte med de pårørende. De troede og håbede inderligt, at det var os fra Politigården, der ikke havde gjort vores arbejde ordentligt, og at der stadig var håb. Det kunne sammenlignes med mit forhold til Louis. Jeg valgte, at tro at der stadig var håb og mulighed for at vi kunne finde sammen igen, selvom Klaus og jeg bedrog ham.

Jo Fru Milling, jeg forstår udmærket din bekymring. Det er længe at være væk uden at give livstegn.

Det var aldrig sjovt, at tage håbet fra folk, men eftersom Fru Milling trofast ringede hver morgen, havde jeg lært at det ikke skulle ødelægge min dag.

 

Camille og jeg kom tilbage til Politigården efter vores frokostpause, som vi havde tilbragt på Café Visa sammen. Forvirringen på Politigården var stor. Den hyggelige og overskudsagtige stemning, der normalt hærskede over Politigården, var udskiftet med en presset, kold og forvirret stemning.

- Vi skal af sted, nu! Lød det bag Camille og jeg. Klaus var om end ikke mere forvirret end resten af  Politigården. Han nåede knap at få sagt sin sætning før han fortsatte:

Der er sket et mord på Aros. En kvinde er fundet dræbt i kælderen. Jer to, Louis og jeg er sat på opgaven.

Efter mindre end fem minutter, sad vi alle i patruljevognen endnu engang. Vi havde gennemgået denne procedure flere gange end vi husker, men denne gang føltes det mere intenst og nervepirrende. En forklaring kunne være, at vi var påvirkede af trekantsdramaet i mellem Klaus, Louis og jeg. Vi var vant til at vide alt om os selv og de andre i teamet, men denne gang vidste Camille intet om det endnu, men taget i betragtning af, at det kun var en uge siden det var sket, ville hun nok kunne forstå, at vi gik stille med dørene.

 

  - Skynd jer at følge efter mig ned i kælderen! Jeg gik og ryddede op og fejede som sædvanlig, men da jeg gik ned ad trappen til kælderen lå hun bare dér. Som en død dukke! Løb pedellen skrigende hen i mod os.

Vi havde aldrig oplevet mord på et museum før. Og da slet ikke Aros. Det burde være umuligt at begå et mord, på grund af alle menneskerne og overvågningskameraerne. Klaus kiggede på mig, og gjorde tegn til, at det var på tide at gå ind og tage et kig på kvinden.

 

Det var den smukkeste kvinde jeg længe havde set. Slank, høj og hendes mørke, lange, bølgede hår lå som et sjal hen over hendes skuldre. Jeg kiggede indtrængende på hendes lukkede øjne, hvor var hun rolig som hun lå dér, død.

 

Biib biib biib.... Lyden fra vækkeuret gennemstrømmer pludselig min krop. En evigt irriterende lyd jeg afskyer, og som altid bliver mødt med den samme respons; nemlig min hånd som klasker ned på snooze knappen. Hvorfor mon jeg altid har det samme mareridt? Måske er det et tegn på, at jeg skal få gjort noget ved min drøm om at blive politibetjent. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...