Psycho

En gammel danskstil, som kan virke temmelig creepy - selvom det ikke var meningen i første omgang. Jeg har fundet citaterne her og der. Jeg anbefaler at læse den igennem to gange, hvis man ikke heeelt forstod hvad det drejede sig om. Historien handler kort sagt om en ung pige der er blevet fængslet/anholdt/noget for drab.

12Likes
20Kommentarer
1310Visninger

1. Psycho

 

“Et egocentrisk udstillingsvindue for individer der gerne vil være specielle, men er påfaldende ens…” Jeg læner mig tilbage i stolen og sørger for at se på et punkt over hans venstre skulder. Han prøver at fange mit blik, men det går ikke så godt. Han irriterede mig meget, men hvad kunne jeg gøre? Jeg skulle jo sidde her. ”Hvad var det lige du sagde?” Spørger han med begge øjenbryn hævet. Øjenbryn. En sammenvokset, filtret urskov havde været mere passende. Jeg snapper efter vejret og overvejer mit svar. ”Det at gå ned af gangen. På skolen.” Jeg udtaler ordene langsomt, omhyggeligt. ”Hvorfor?” Altid hvorfor. Gud hvor det egentlig irriterer mig, alt det her. Jeg har lyst til at kværke ham. Men det må jeg jo ikke. Man måtte ikke kværke folk, det var imod loven. Det ved jeg mere end nogensinde før.

Jeg lagde hovedet let på skrå mens jeg begyndte at opdigte en forklaring. Det havde været en dårlig idé at indvie psykolog Sandberg i den rigtige verden. Han var som alle jer andre. Tankeløs. I ved jo ikke hvad der foregår, gør I? Nogle gange er jeg overbevist om at det kun er mig og Me der ved det. I har alle sammen så travlt med at få det hele til at køre, maskineriet til at dreje. Samfundet til at fungere. ”Du ved ikke hvordan det var. Det er en hel verden, en hel kultur for sig. Du kan ikke… Du kan ikke bare være,” svarer jeg så. Det var jo sandt. Det var den grund til at jeg sidder her. ”Var det lærerne der irriterede dig?” Spurgte han så. Jeg skuler til ham, han fatter det jo ikke. ”Nej.” ”Du virker meget utilfreds og det gør det altså svært for mig at hjælpe dig.” Er du utilfreds? Du kan få en spand at hoppe i. Hvis du går op, vil du længes efter dit, og hvis du går ned, vil du længes efter dat, og hvis alt mig her og alt mig der, og havet flyder til sidst gennem dine øjne, det kommer i store bølger og vasker dig helt gennemsigtig på trappetrinene, så du falder helt til ro. ”Jeg har jo ikke bedt om hjælpen, vel?” Jeg stryger lidt af det brune hår bag øret og hæver et øjenbryn, i et tamt forsøg på at parodiere ham. Men det forstår han jo naturligvis heller ikke. ”Fortæl mig præcist hvad der skete den dag. Vi kan lige så godt starte et sted.” Where shall I begin, please, you Majesty? Well, begin at the beginning, and go on, till you come to the end. Then stop. Han kigger gennemtrængende på mig. Bare jeg kunne læse tanker. ”Jeg gik i skole som sædvanlig. Fulgtes ikke med nogen, det gør jeg aldrig. De kan ikke lide mig. De synes jeg er mærkelig.” Der kommer et strejf af vrede i min stemme. Mangler du nogen at kaste efter? Der er masser af syvendegenerations kraftidioter her i landskabet. Bare klø på.

”Men denne dag var altså anderledes?” ”Ja. Jeg kunne mærke det. Du ved, som om der var noget der lå i luften og ventede, som blev ved med at prikke til mig, plage mig. Den samme sang der kørte rundt i mit hoved. Gør noget, gør noget. Det er til at blive sindssyg af.” Rabler det for dig? Så tænk på, at det er logisk, at noget der kun tænker logisk, ikke kan tænke. Det giver selvfølelse. Hvor har Me ret. Jeg vender blikket mod loftet og tager en dyb indånding, så han rigtig kan få tid til at få analyseret det hele. Folk som ham elsker at analysere og jeg kan lige så godt lade ham gøre det. ”Hvornår så du hende så første gang den dag?” Han er vist færdig nu. Vi skal videre.

”Er jeg sindssyg?” Spørger jeg i stedet. Jeg har overvejet det i lang tid. Hvad nu hvis jeg er? Hvad nu hvis Me ikke har ret? Trykker skoen? Så hug fødderne af, det hjælper alligevel ikke at købe nogle større. Hvis du får fantomsmerter, så tænk på at det bare er psykisk, og at det bare er dig der er noget galt med.

”Det er jo det jeg er i gang med at finde ud af. Hvorfor tror du det?” ”Lad os hellere vende tilbage til dit andet spørgsmål. Jeg så hende ikke på gangen da jeg gik ind i klassen, det var først i frikvarteret. Men det gjorde det vel kun værre. Så var der noget at se frem til, når hun ville begynde på alt sit idioti.” ”Hov, hun gjorde jo ikke noget decideret ondt ved dig.” Jeg løfter blikket og ser direkte på ham. Han er præcis som alle de andre. Denne verden er grusom. Alle er rene idioter og det værste er at de skyder skylden på dem som kender sandheden.

Er du ikke noget i andres øjne? Det er tilsyneladende uladsiggørligt at få menneskene til at se tingene fra mere end én side, det skyldes det anatomiske faktum at øjnene sidder på samme flade. Der er i det store hele kun en vinkel til hver. Jeg prøver at bede Me om at tie stille og forsøger at koncentrere mig om psykologen. ”Nej, ikke fysisk. Men hun blev ved med at provokere og... Det har hun gjort i lang tid.” Jeg sukkede lidt og greb fat i mit ellers urørte vandglas. Han rystede kort på hovedet, ganske svagt og fandt sin bibel frem, en lille sort bog. Han var også præst, havde han fortalt mig. ”Jesus siger at man skal vende den anden kind til,” sagde han så, næsten helt højtideligt. Er du blevet ramt? Gå hjem og vug. Gå ud og pluk æbler til din næste. Gå rundt og vend kinderne til. Æblekinder. ”Jeg kan ikke længere vende den anden kind til. Det her har stået på i otte år.”

”Hvorfor begyndte hun egentlig?” Jeg tvang mig selv til at slappe af. Mine muskler var helt stive af at sidde anspændte i halvanden time. ”Jeg sagde bare noget… lidt nedgørende om en bluse hun havde på en dag. Men helt ærligt, den var altså også grim,” forsvarede jeg mig selv med. Han hævede begge øjenbryn. Så lidt? Kunne jeg se at han tænkte. Ja, så lidt. Er du faldet? Den var værre. Game over. Du har sagt noget forkert i dagpressen. Det presser.

Psykologen skævede mod sit ur. ”Tiden er snart gået,” bemærkede han så, ”og jeg synes ikke rigtig vi kommer nogen vegne.”

”Måske kan vi ikke komme nogen vegne,” bemærkede jeg modløst. Har du mistet troen? Der dem, der har set mere end andre og dem der ikke har set nok. Hvad er det i øvrigt du har mistet troen på? ”Mit liv,” svarede jeg Me, ganske dæmpet. ”Hvad sagde du?” Spurgte psykologen. Jeg rystede bare på hovedet og han begyndte at skrive ned. Nu var tiden snart gået. Tilbage til cellen igen. Jeg ville ikke. Mine fingre lukkede sig om armlænene på stolen. Hvorfor havde jeg også gjort alt det her? Hvorfor havde jeg lyttet til Me? Hvad er det du vil? Åh, du vil slet ikke være en anden, bare en forbedret udgave af dig selv, hvor småborgerligt, undskyld mig, men har man lov til det?

”Så er vi vist færdige. Vi ses i morgen.” Han lukkede sine papirer og rejste sig op. Jeg havde lyst til at sige at han skulle blive siddende, så jeg lige kunne trække tiden lidt ud, men jeg vidste at det var for sent. Han stak hovedet ud fra kontoret og sagde noget til fængselsbetjentene. Så var det for sent. Er du faldet i dødens pose? Oh, skænk mig en grav i det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd, men du græder ikke, jo, du gør, mens du drukner. Begge betjente kom ind og min puls begyndte at stige. Jeg rejste mig op med et ryk og de fik gelejdet mig tilbage mod min celle. Da de lukkede døren havde jeg en pistol omme bag ryggen og den ene af dem manglede sin. Hvor var det let at gøre. Næsten for let. Jeg satte mig på gulvet og lænede mig tungt op af muren, mens jeg omhyggeligt afsikrede pistolen.  

”Farvel Me,” hviskede jeg dæmpet og løftede pistolen. Vil du ikke mere med mere? Det forstår jeg godt. Det var så her at jeg trykkede på aftrækkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...