Skjult talent

Bella Kvist havde aldrig haft et talent. Jo... Var vild fantasi, et talent? Nej, det var det ikke. Hun havde intet talent. Intet. Og ingen venner.. Men så går der noget op for hende, som hun aldrig havde troet kunne ske. Måske er fantasi, alligevel et talent...
Denne historie er min fødselsgave til min mormor!<3

3Likes
3Kommentarer
1353Visninger
AA

6. Endnu en ny slags ven

I parken var der en stor sø. Vi kastede med sten, ud i søen, og grinede. Jeg var så glad for, at jeg var blevet veninder med Karoline. Hun var bare så sød. Hvorfor var vi ikke bare blevet venner for lang tid siden?

"Er du klar til den kvindelige verdensmester i smut?" Spurgte Karoline smilende, og gjorde en stilling. Jeg sendte hende et grin. "Og hun løber, hun løber... Øj! Hold da op! Publikum er vilde med hende! Mange tak skal i ha'! Mange tak!" Råbte hun, imens hun kastede stenen lang ud i vandet, og lavede otte smut. Grinende klappede jeg, men i det samme, gik en stor dreng forbi os. Den gode stemning er ødelagt, og vi stoppede begge to med at klappe, og grine, og i stedet så irriteret på drengen.

Jeg kiggede vredt på ham: "Hvem tror du du er? Du kommer her og ødelægger det hele! Gå med dig, og lad os være i fred!" Nu genkendte jeg ham. Det var drengen, fra hovedbanegården, forleden dag.

Han skulede til mig, og begyndte at gå over i mod mig. Jeg følte en trang til at komme væk. Hvad ville han gøre?

Han tog fat i min arm og smilede falsk: "Nå lille pige fra banegården, så vis mig hvad du dur til!" Sagde han. Jeg havde en anden lille dumhed, ud over min fantasi. Højt temperament. Jeg kunne mærke vreden komme helt inde fra mit hjerte. Det var lige som om, at mit hoved kogte over. Som om at der var kommet for meget kogende vand i koppen. Mit hoved var sikkert også brandrødt. 

Jeg slog ud efter ham, og stønnede. Den havde han ikke lige set komme, og væltede. Så lang han var, ned på græsset. Der lå også nogle sten, og han hylede, for de var åbenbart en smule skarpe.

Han grinede, og smilede lumsk til mig: "Så vis mig dog hvad du dur til! Er dét det eneste du har i dig?" Åh, han var bare for meget. Jeg skulle lige til at give ham en ordentlig lammer, da jeg kunne hører Karoline råbe: "Bella, stop! det ender bare med at du kommer slemt til skade. Lad nu vær, Bella!"

Jeg kunne se en flok der begyndte at samle sig om os. De råbte noget i stil med: "Kom så," og "Slåskamp, slåskamp!"

Jeg ville gøre som Karoline sagde, men jeg kunne ikke lade vær, med at slippe ham. Jeg gav ham den lammer, han havde fortjent, og høre ham hyle op. Jeg skulle lige til at flygte, da han tog fat i mit ben, og hev mig tilbage.

"Du er sgu god nok.. Bella," sagde han. Han vidste mit navn, fra Karoline. Jeg så op i hans blodrøde næse. "Respekt." Han rejste sig, op. Han kunne da ikke bare sådan gå?

Han fik mast sig igennem den store mængde af mennesker, og så var han væk. Jeg løb over til Karoline, og flokken af mennesker, begyndte så småt, at gå.

Var han min ven eller fjende? Han viste mig jo respekt, til sidst, og han sagde, at jeg var god nok? Han måtte være en ven... en meget mærkelig ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...