Skjult talent

Bella Kvist havde aldrig haft et talent. Jo... Var vild fantasi, et talent? Nej, det var det ikke. Hun havde intet talent. Intet. Og ingen venner.. Men så går der noget op for hende, som hun aldrig havde troet kunne ske. Måske er fantasi, alligevel et talent...
Denne historie er min fødselsgave til min mormor!<3

3Likes
3Kommentarer
1349Visninger
AA

5. En ny ven

Jeg nåede endelig hjem, efter en halvanden time.

Huset var tomt, og jeg sukkede. Far skulle hver mandag, tirsdag og torsdag, arbejde sent. Og sent betød, til klokken syv, om aftenen. jeg smed min taske i entréen, og skulle lige til at gå ind i stuen, da det ringede på døren. Jeg orkede rent faktisk ikke, at åbne døren. Jeg havde bare lyst til at grave et hul i gulvet, og så hoppe derned, og lukke hulet igen, og aldrig komme op. Hvorfor skulle det også lige være mig, der intet talent havde? Nu skulle jeg snart starte i ottende, og så skulle jeg have et arbejde, og få en god uddanelse. Jeg havde besluttet mig for at være læge, men det var der vidst ingen chance for at jeg blev. Jeg duede ikke til noget.

Jeg trykkede langsomt håndtaget ned, og i slowmotion, åbnede jeg døren. Gæt hvem der stod der!

"Åh, Bella. Jeg ved ikke hvorfor at jeg gør det her, men jeg savnede en at tale med. Må jeg ikke godt komme ind?" Det var Karoline. Hendes øjne var røde, og hun stod med en lommetørklæde, oppe for hendes næse. Hvad mon der var sket?

Jeg trak på skuldrene, og tøvede, af bar forbavselse. Så nikkede jeg endelig, selvom jeg ville have gjort det lige fra starten. Det var Karoline! Karoline!! Åh, jeg var glad.

Jeg satte vand over til te, og viste Karoline rundt. Hun havde været her før, til fødselsdage, og til en klasse-kom-samme, men jeg var lykkelig over, at skulle vise en slags veninde rundt. Til sidst satte vi os i sofaen, i stuen, og jeg spurgte:

"Er du okay? Hvad er der sket?" Jeg ville rigtig ikke sige det her, men det fløj nærmest ud af min mund: "og hvorfor lige mig?" Hun sendte mig et forundret smil, der sikkert var til det spørgsmål om, hvorfor hun lige havde valgt mig.

"Karen og jeg, er blevet uvenner. Hun har fået en ny bedsteveninde, og bare ladet det gå bag min ryg." Hun begyndte at græde, og fandt sit lommetørklæde frem. Så pustede hun alt sit snot ud, i lommetørklædet, og snøftede. Karen var altså hendes bedsteveninde fra Fyn... eller rettere sagt: gamle bedsteveninde fra Fyn. Jeg lagde min hånd, på hendes skulder, og smilede bedrøvet til hende.

"Tak Bella. Jeg er så glad for én som dig. Uden dig, ville jeg bare sidde hjemme i min seng resten af mit liv," smilede hun, imens hun foldede lommetørklædet sammen. Jeg mærkede et hurtigt glæde-sus flyve igennem mig. Jeg betød noget for hende!

Jeg smilede til hende, og sagde: "Ved du hvad? Det er fantastisk vejr, uden for. Lad os gå ud. Gå en tur. Vi kan tage over til parken?" Hun satte sin tekop på bordet, og rejste sig. Så tog hun min hånd, og hjalp mig op.

Vi tog vores jakker, og var hurtigt over ved parken.

"Det er da ikke lige det bedste vejr, men det er da fint," sagde jeg, de vi var lige ved, at komme til parken. Da vi havde passeret den store åbningen, lukkede parkens træer sig, om os, og en vindstød, fik mit hår blafre. Skyerne angreb solen, og vi så på den voldsomme slåskamp. Til sidst fik skyerne sejren, og solen forsvandt. Vi fniste af, at jeg lige havde sagt, at det var fint vejr, og så blev det skod. Vi gik videre. Arm i arm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...