Drømmen

En mand går en aften ind på et museum, men lidt efter styrter han ud derfra igen, skynder sig hjem og prøver at glemme hvad han netop har oplevet, men kan han det?

4Likes
4Kommentarer
1078Visninger
AA

1. Drømmen begynder

 

Jeg går hen over fortovet, der er beklædt med et tyndt lag af den hvide, lydløse sne. Det knirker stille under mine fødder, mens mine tanker kredser om, hvad jeg netop har set og oplevet. Jo mere jeg tænker over det, jo hurtigere slår mit hjerte, og jeg bliver mere og mere nervøs og føler, at jeg hele tiden bliver forfulgt. Jeg har for længst lagt det stille museum bag mig, og set bilen køre væk, men der er alligevel noget, der gør mig bange. Jeg ved ikke, om det er den ukendte mand i den sorte jakke, der tilfældigvis befandt sig lige på gerningsstedet, eller om jeg stadigvæk bare er rystet efter min oplevelse på det stille, tomme museum.

Jeg drejer endelig om hjørnet og går ned ad den lille velkendte vej, indtil jeg kommer til nummer 13. Jeg sætter nøglen i låsen og trykker hurtigt dørhåndtaget ned. På vej op ad trappen synes jeg, at jeg hører en lyd, men jeg beslutter mig for, at det nok bare er indbildning, og da jeg lidt senere ser en sort kats blanke pels skynde sig tværs over gården, bliver jeg sikker. Næsten da. Det føles stadig, som om der er noget, der ikke er helt, som det skal være, men jeg slår tanken fra mig og prøver at berolige mig selv, men det er svært. Den samme tanke og de samme billeder bliver ved med at køre rundt inde i mit hoved, sammen med et virvar af lyde, et halvkvalt skrig og lyden af et menneskehoved der rammer et gulv, efterfulgt af resten af kroppen.

Jeg går tidligt i seng for at få noget andet at tænke på, men da jeg endelig sover, drømmer jeg en forfærdelig drøm, som minder mig lidt for meget om den virkelighed, jeg prøver at flygte fra.

Jeg går igen ned ad den stille, snedækkede vej, der fører hen til museet. Jeg drejer ind gennem den åbne port, fortsætter op ad grusstien, og træder til sidst op af de glatte trappetrin, hvor den ellers så fredelige sne, har lagt sig som et koldt og glat dødbringende tæppe. Jeg træder endelig ind ad døren og fortsætter ned til garderoben i kælderen. Der plejer normalt at være helt overfyldt af overtøj, men i dag kan jeg kun se en sort trøje, der ser ud som om den har ligget hernede i flere måneder. Underligt, tænker jeg. Det virker næsten som om noget har skræmt alle disse mennesker væk, fra deres ellers så fredelige kunstbesøg. 

Da jeg er kommet op af trappen igen, rumler min mave, og jeg beslutter mig for at starte turen med et besøg i caféen. Jeg ser ingen mennesker på vej derned, og jeg begynder at føle mig lidt utryg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...