Mordet på Vendsyssel Kunstmuseum *FÆRDIG*

Der er sket et mord. Og ingen ved hvem morderen er. Kun morderen selv. Den lokale betjent Søren, var den første på stedet, da der blev ringet. Han er ikke vant til den slags opgaver. Men bliver hurtigt viklet ind i hemmeligheder og løgne og et farligt miljø.

13Likes
8Kommentarer
1677Visninger
AA

8. Epilog

"Thi kendes for ret, Tim Hansen idømmes 10 års fængsel for mord på Amalie Sørensen i forhold til § 237 i straffeloven" 

"Thi kendes for ret, Mikkel Hilst idømmes 10 års fængsel for mord på Amalie Sørensen i forhold til § 246 i straffeloven" 

"Thi kendes for ret, Nicklas Nielsen idømmes 7 års fængsel for mord på Amalie Sørensen i forhold til § 237 i straffeloven" 

Det var en glædens dag, da de tre mænd blev dømt. Alle var lettet over at det ikke var en uskyldig der var blevet anklaget for mordet. Kun en betjent blev alvorligt kvæstet. Søren lå stadig på intensiv og skulle vågne op fra hans kunstige koma. Det havde været en hård omgang, og Jens måtte indrømme han havde haft ondt af Søren, da han så ham bundet til en stol og med et ansigt der var blevet banket sønder sammen, men det værste var stiksåret i maven, det var dybt. Og de vidste ikke ham kunne reddes. Lægerne var stadig ikke sikre på om han ville vågne op igen. Jens var kørt på hospitalet for at holde øje med Søren. Da han så ham bevæge sine fingre. 

Der var håb forude. 

----

Efter flere ugers terapi og genoptræning var jeg endelig ved at kunne gå selv. Jeg var heldig. Kniven havde ikke ramt vigtige organer så de kunne nemt sy mig sammen igen. Jeg ærgede mig over jeg ikke var i retsalen, men Jens fortalte mig alt om det, og det lod jeg mig være tilfreds med. Jens havde besøgt mig tit, og jeg havde fået et mere afslappet forhold t il ham nu. Vi var  mere kollegaer nu end fjender. Det var rart. Mark var blevet løsladt da de andre var blevet fanget, han var dybt forvirret. Han havde ikke vidst noget, så det gav mig en dårlig smag i munden. Han havde virkelig været vild med Amalie, og så blev han næsten dømt for hendes mord.

Jeg tænkte ofte på Amalie og den skæbne hun gennemgik. Jeg var bare glad for at jeg havde muligheden for at give hende ro, og fange hendes mordere. Det gav mig ro i sjælen, og gav mig modet til at arbejde videre. For Jens tilbød mig et job i kriminal afdelingen i Aalborg, og jeg takkede ja. Jeg elskede det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...