Helt normal.. Eller hvad?

Hvis bare jeg var født normal ville jeg ikke sidde i den her situation. Jeg ville ikke være nødt til at forlade England og flytte hjem til min mormor jeg aldrig har kendt. Men ingenting går efter mit hoved. Jeg kan ikke vælge hvornår det sker og har aldrig fundet ud af hvorfor. Det eneste jeg ved er at jeg ser ting jeg ikke burde. Fremtiden. Små klip af hvad der vil ske. Jeg drømmer ting jeg ikke burde. Hvis nogen jeg kender tager en drastisk beslutning ser jeg det før de selv gør. Det skete på åben gade og det er derfor jeg rejser til USA. For at begynde et nyt liv!

8Likes
5Kommentarer
1375Visninger

1. Et nyt liv

Udstillet. Det er lige sådan jeg har det. Selvom der kun er gået en dag siden det slap ud stirrer alle på mig hvor end jeg går. Bare fordi jeg er anderledes. De kalder mig for en original. En helt. Heks. 
Jeg fastholder mit blik på fortovet og prøver at ignorere alle andre. De glor på mig på trods af de store solbriller jeg skjuler mine øjne med. Jeg må væk herfra og det skal være nu. Der er for mange mennesker her. For mange stirrende blikke. Jeg kigger hurtigt op så jeg undgår at gå ind i en avis sælger. Forsiden er helt ryddet bortset fra en stor fed tekst og et billed af en und pige med fladt knaldrødt hår. Kun 15 år gammel. Hendes store mandelformede øjne kigger lige igennem kameraet. Hun ænsede ikke engang da billedet blev taget. Pigen jeg kigger på er mig selv. Jeg kan ikke genkende blikket i mine øjne men jeg ved hvornår de ser sådan ud. Overskriften er skrevet hen over mit hår med tyk skrift PIGEN DER SPÅEDE IND I FREMTIDEN. Jeg presser mine læber sammen og bider mig i kinden. Jeg behøver ikke åbne avisen for at vide hvad der står. Der står at jeg (en lille gennemsnits pige fra storbyen) på åben gade lige pludselig stoppede op og snakkede med dyb og indtrængende stemme. Flere forbipasserende stoppede op. Jeg er ikke sikker på om aviserne overdriver med det men det skulle ikke undre mig. Det eneste jeg kan huske er de ord jeg sagde. "iaften vil et lys slukkes meget tæt på og noget vil falde ned som en såret fugl fra himlen." 
Først tog de det useriøst men efter en und mand igår blev dræbt i gyden jeg stod tæt på og et fly styrtede ned ikke så langt herfra. Jeg blev ringet op af flere forskellige blade, aviser, venner og familie. De ville alle sammen høre hvad der foregik og om det var sandt. Mine forældre har altid kendt sandheden om mig. Det er derfor de lader mig rejse. Jeg har haft en lille opsparing klar det meste af mit liv så jeg kunne flyve væk engang når sandheden kom ud. Alt hvad jeg vil er at have et normalt liv. Om så det betyder at flygte herfra. Til et sted hvor ingen kender mit navn eller min historie. Ikke blive betragtet som en små sindsyg kvinde der ser i fremtiden. Bortset fra at det er lige hvad jeg er. Jeg ser ting jeg ikke burde. Drømmer ting som ingen andre gør. Måske kan jeg komme tilbage hertil når det hele er faldet lidt ned. Jeg kommer til at savne London. Byen har været mit hjem siden jeg blev født. Jeg skal forlade mine venner. Droppe min skole og flytte hjem til min mormor. Hun tog kontakt til mig for et par år siden men jeg ignorede hende fordi hun bor så langt væk. Jeg ved det var dumt gjordt men en tretten årig pige har ikke lyst til at skrive med en person som hun ved hun aldrig vil møde. Jeg skrev til hende igår aftes og spurgte om jeg kunne flytte hjem til hende et stykke tid. Hun svarede tilbage allerede her til morgen så jeg købte de første billetter til USA. Et land fuld af muligheder. Det land hvor jeg skal starte helt forfra. Jeg bider mig i læben da jeg ser den store lufthavn foran mig. De fleste folk på gaden genkender mig. Alle sammen har læst avisen eller hørt noget fra deres venner. Jeg har pakket alle mine ting i en stor rygsæk. Faktisk har jeg ikke særlig mange ting. Min garderobe er meget sparsom og fyldt med tanktoppe, swetshirts, shorts og slidte cowboy bukser. Personlige ejendele har jeg ikke så mange af. Et par billeder af mig som lille og en bog jeg fik på min trettenårs fødselsdag. 
Lufthavnen kommer nærmere og jeg går hurtigere i takt med jo tættere jeg kommer. Billetten ligger i min lomme. Flyet letter først om tre timer men jeg skal være i god tid. Jeg går ind i den overbefolkede lufthavn og starter med at få min sparsomme bagage checket ind. Efter det viser jeg mit pas og min billet til en surt udseende midaldrende mand. Og så skal jeg bare vente. Der er en lille cafe hvor jeg finder et ledigt bord. Jeg ligger hovedet i armene og stirrer blindt på de små butikker der er her. Typisk ville jeg have været begejstret for alle butikkerne men jeg er slet ikke humør til sådan noget nu. Pludselig rammer en bølge af dårlig samvittighed mig. Farvel. Det var det eneste jeg sagde til mine forældre da jeg tog afsted. Jeg gik bare ud af døren og smækkede den efter mig. De ved jeg ikke er god til at sige farvel men måske tror de at det er deres skyld jeg rejser. Nej. Så dumme er de ikke. De ønsker også det bedste for mig. Hvis bare jeg var født normal ville jeg ikke sidde her. Nogen gange ville jeg ønske at jeg ikke var blevet født. Mine forældre ville ikke behøve bekymre sig for mig længere. Jeg klemmer mine øjne hårdt i og prøver at se de lyse sider af det her. For første gang i mit liv kommer jeg til at møde min mormor. Der er ingen der kender min hemmelighed derovre. Det er de eneste ting der muntre mig lidt op. Jeg kigge op på tavlen hvor flyafgangene står. Det tager ikke mere end ti sekuder før jeg finder miami. Der er stadig en halv time til flyet letter. Min mave rumler pludselig pinligt højt. Jeg bider mig i læben og går over i en lille butik der ligger tæt på. Jeg tager en lille flaske vand og en pose nødder, haster op til kassen og stiller mig i kø. Jeg prøver at gemme mit ansigt i håret men da det bliver min tur til at betale siger kassedamen med høj stemme.
"er det ikke dig" 
Jeg ryster afkræftende på hovedet selvom det er sandt. Hun klemmer øjene sammen og kigger mistroisk på mig mens hun rækker mig mine ting. Jeg småløber hen til det fly jeg skal med og ser til min store lettelse at jeg kan komme ind allerede nu. Jeg aflevere min billet til en lille kvinde der lukker mig ind. Min plads er helt ude ved vinduet hvilket jeg er glad for. Jeg putter mine hænder indeni ærmerne på min swetshirt og tager hætten på og vender mit hoved væk fra min siddemakker der har fundet frem til sin plads. Jeg trækker benene op under mig og ligger hovedet på mine knæ. Hvor ville jeg dog ønske at jeg havde en andens liv. Bare en hvilken som helst person. Pilotens hæse stemme kan høres gennem højtalerne, "hej alle sammen. I flyver med goldway Airlines og vi håber i nyder turen direkte til new york." 
Jeg lukker hans stemme ude. Det er bare de normale sikkerheds regler og så videre. Mit hoved er fuld af tanker og en pludselig bekymring slår mig. Jeg ved ikke engang hvordan min mormor ser ud. Jeg ikke hvordan hun er eller hvor hun bor. Faktisk bad hun mig bare om at købe billetten til new York og ikke mere. Måske er hun skuffet over mig. Jeg ignorere hende jo bare for et par år siden. Hvad hvis jeg bare møder op og der ikke kommer nogen efter mig. Jeg føler mig virkelig dum lige nu. Hvorfor skulle hun pludselig ville have mig hjem efter så mange år. Hun forsvandt fra min mor og hun kan ligeså godt forsvinde fra mig på samme måde. Jeg pruster svagt og tvinger mig selv til at lade være med at tænke på det. Mine øjenlåg glider langsomt i og så falder jeg ned i en dyb søvn. 
En ældre kvinde står ude i ingenting med åbne arme og et mildt smil på læben. Jeg behøver ikke tænke før jeg ved hvem hun er. Mormor. Hun går hen imod mig, ligger en hånd på min skulder.
Jeg vågner og slår febrilsk hovedet ind i vinduet. Det er mørkt udenfor og noget siger mig at jeg har sovet i lang tid. Personerne ved siden af mig sidder og stirrer lidt efter sammenstødet med vinduet. Jeg trækker på skuldrene og vender mit blik væk fra dem. 
Det var min mormor jeg havde set. Hun tog imod mig med åbne arme. Ingen af mine drømme har nogensinde slået fejl. Jeg ånder en smule lettet op og slipper alle bekymringerne. Selfølgelig ville hun ikke bare brænde mig af. Jeg får lidt dårlig samvittighed over at have troet det om hende uden at kende hende. Jeg trækker mit hår væk fra mit ansigt og ser at der er flere der stirrer på mig. Først der går det op for mig at solbrillerne er faldet ned i mit skød og jeg igen ligner pigen på forsiden fuldstændigt. Et par rækker væk fra mig ser jeg en lille dreng der peger på mig med et genkendende blik. Hans mor skynder sig at vende ham væk fra mig. Mit ansigt glider over i en lidt trist grimasse. Det ville være latterligt at tage brillerne på igen så jeg putter dem bare ned i en af mine lommer. Det er svært at ignorere blikkene. Alle kigger på mig som om jeg kommer lige fra et cirkus. 
Jeg tager en impulsiv beslutning og siger med lavmælt stemme.
"hør her. Ja det er mig men jeg vil bare starte forfra. Flygte fra medierne. Helt ærligt. Jeg er femten år gammel. Jeg vil have liv til og have lov til at være ung. Det er derfor jeg ville sætte stor pris på hvis ingen af jer fortalte hvor jeg vil befinde mig de næste par år." Tavsheden får mig til at føle mig lidt pinligt berørt og selvom ingen siger noget begynder de så småt at vende hovederne væk fra mig. Folk undgår at kigge på mig resten af turen og ingen siger noget til mig. Jeg håber at ingen vil sige noget om hvor jeg vil befinde mig. De sidste fem timer af turen går så langsomt at det føltes som flere døgn. Der kommer en ung kvinde rundt med en madvogn og jeg køber en vand og en sandwitch for småpengene i mine lommer. Den er tør og overhovedet ikke pengene værd. Efter jeg har spist halvdelen ligger jeg resten i en lille skraldepose. Der bliver afspillet en film på små skærme rundt omkring men handlingen er ikke spændende nok til at aflede min opmærksomhed. 
Da vi endelig flyver ind over USA er vejret strålende. Solen er lige stået op og skinner fra en næsten skyfri himmel. Jeg tager det som et godt tegn. Det eneste jeg gør er at kigge ned på det store land. Det er svært at vende sig til tanken om at det rent faktisk er mit hjem ligeså snart jeg lander. 
Da flyet endelig lander kan jeg slet ikke vente med at komme ud. Væk fra alle englænderne og ud til amerikanerne der ikke aner hvem jeg er. Ligesom det skal være. Jeg har intet håndbagage så jeg maser mig bare igennem alle menneskerne og er den første til at forlade flyet. Det er en befrielse at kunne gå ned, hente min bagage og så. Jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal gå hen. Min bagage vejer ikke meget så med den på ryggen går jeg med hastige skridt hen imod indgangen. Som det første kigger jeg på alles ansigter. Der er ingen der ligner kvinden fra drømmen. Et kort øjeblik begynder jeg at tvivle på min drøm men så mærker jeg en hånd på min skulder. Jeg vender mig forskrækket om og ser ind i en ældre kvindes ansigt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...