Ud af kroppen

Jeg så ned af mig selv og opdagede til min rædsel, at jeg lå fastspændt til en hospitalsseng. Mit hjerte begyndte at dunke hurtigere. Et ukendt ansigt læne sig ind over mig. Ansigtet kiggede ned på min arm og jeg fulgte hendes blik. Jeg ville protestere, men min tunge lystrede ikke. Hun stak en nål ind i min arm og jeg kunne mærke morfinen, bevæge sig i mine årer. Det sortnede for mine øjne.

9Likes
12Kommentarer
1534Visninger

1. Sidste kapitel

Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser i de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor! Se hendes røde kind, der hvor jeg havde slået hende. Se rædslen i hendes ansigt. Se hvordan hun bliver helt bleg i ansigtet, mens ambulancefyrene løfter mig op og ind i ambulancen. Se hvordan tårerne strømmer ned af hendes ansigt, når de lukker dørene i.

Jeg vågnede op, og så et ukendt ansigt læne sig ind over mig. Jeg veg automatisk tilbage, men det kunne jeg ikke. Jeg så ned af mig selv og opdagede til min rædsel, at jeg lå fastspændt til en hospitalsseng. Mit hjerte begyndte at dunke hurtigere. Ansigtet mumlede noget usammenhængende. Ansigtet kiggede ned på min arm og jeg fulgte hendes blik. Jeg ville protestere, men min tunge lystrede ikke. Hun stak en nål ind i min arm og jeg kunne mærke morfinen, bevæge sig i mine årer. Det føltes så underligt velkendt. Jeg forsøgte at holde hovedet klart, men jeg vidste godt, at det til ingen nytte var. Det sortnede for mine øjne.

Lyden af en stemme hev mig ud af søvnen. Nej, ikke hvilken som helst stemme. Min mors. Jeg prøvede at sætte mig op, lykkelig over at høre en velkendt stemme, men læderremmene holdt mig tilbage. ”Mor” forsøgte jeg at sige, men der kom ingen lyd over mine læber. Jeg prøvede igen. Intet. I stedet fokuserede jeg på min mor. Hun stod og diskuterede med en eller anden. En læge gik jeg ud fra. Jeg kunne kun opfatte brudstykker af hvad de sagde. ”…..snitte grøntsager…. slog mig…… gør jeg?” lød det fra min mor. ”………voldsomt anfald…….. må høre hvad hun ……… da….…” svarede lægen. De få ord jeg havde været i stand til at høre, fik min hukommelse til at virke igen. Jeg kunne huske at min mor havde fundet de grøntsager, hun skulle til at snitte til aftensmaden. Jeg havde siddet og lavet mine lektier i køkkenet, men jeg havde ikke kunne koncentrere mig, så jeg havde kigget på hende. Stemmen i mit hoved havde været stille i et godt stykke tid nu. Det var først da hun tog den skarpe kniv op af skuffen, at stemmen begyndte igen; Se nu der! Det var præcis det jeg fortalte, at hun ville gøre! Hun skal til at dræbe dig! Du må gøre noget. Nej! Du skal! Og det gjorde jeg. Det var en af de her ud af kroppen oplevelser igen. Jeg så mig selv flyve op og hen til kvinden, som var min mor. Jeg råbte til mig selv, at jeg skulle stoppe. Men som sædvanligt hjalp det jo ikke. Mor lå på gulvet med kniven ved sin side og tog sig til ansigtet, der hvor min knytnæve havde ramt. Tag kniven! Gør hvad jeg sagde du skulle! Sagde stemmen til mit hoved. Min krop rakte som i en trance langsomt ned for at tage kniven, men i da den løftede kniven over hoved, kom min storebror løbende. Han havde hørt postyret, og kom for at se hvad der skete. Han gjorde store øjne, men han viste, hvad han skulle gøre. Han for hen til min  krop og vristede kniven ud af hånden på den. Han tog fat i armene og vred dem om på ryggen. Min mor var ved at komme til sig selv efter slaget. Det havde sikkert gjort ondt, men hun klynkede ikke. Det var hun alt for sej til. Hun fandt hurtigt sin mobil frem og tastede med rystende finger 112. Det varede ikke længe før ambulancen kom og hentede mig. Jeg lod resterne af morfinen døse mig hen i en drømmeløs søvn.

Den tredje gang jeg vågnede, var der blevet mørkt udenfor. Lampen i loftet lyste med en svag glød, lige præcis nok til jeg kunne studere rummet. Jeg kunne ikke genkende rummet, for det lignede i hvert fald ikke nogen normal hospitalsstue. Og det var heller ikke her jeg havde været før. Så vidt jeg kunne se, var jeg den eneste i det store rum, der kunne have været en kulisse i ’Stolthed og fordom’. Bortset fra at der ikke stod små fine porcelænsnipsting på bordene. I det hele taget var der ikke noget, der kunne smadres på den nemme måde. Jeg forsøgte at vriste mig fri af læderremmene.

” Det nytter ikke det der” sagde en fremmed stemme. Det gav et sæt i mig.

” Hv-hvem er du?” spurgte jeg skræmt.

” Bare rolig jeg gør dig ikke noget. Det vil sige det kan eller vil jeg ikke. Jeg er spændt lige så godt fast som du er. Og for resten, så er jeg Simon. Hvad hedder du?” spurgtehan venligt. Jeg overvejede, om jeg kunne stole på denne Simon. Han havde sagt, at han var lige så godt snøret ind som jeg. Jeg besluttede, at det var værd at forsøget at finde ud af hvor jeg var.

” Mit navn er Fey. Hvor er jeg?”

” Se, det er et meget godt spørgsmål. Jeg aner det ikke” sagde han med antydningen af et smil. ” Men hvad er det her for et sted? Det ligner noget fra en eventyrfilm eller noget” sagde Simon.

” Jeg ville nu sige Jane Austen, men det er jo hvad det er” svarede jeg ” vi må finde ud af hvor vi er. Er du med på den?”

” Det kan du tro” grinede han ”men hvad skal vi begynde med?”

” Øh. Hvornår kom du her?” spurgte jeg.

” En uges tid siden. Du kom i går” sagde han

” I går? Hvad er klokken?” spurgte jeg lettere rundt på gulvet.

” Den er… øh. Den er 3 om natten”  svarede han. Jeg vidste ikke hvordan han viste det, men det var også lige meget.

” Okay. Hvad med om du fortæller mig hvad der sker her. Er der en fast rutine eller sådan noget? En procedure?” spurgte jeg for at få hul på bylden. Når først det var gjort var det nemmere at komme videre.

” Altså de plejer at komme et par gange om dagen for at tjekke op på mig, nu os. Det er også der de følger en ud på toilettet og sådan. Man får et bad hver anden dag. Min teori er at de sparer på vandregningen” jeg kunne nærmest se ham smile fjoget

. ” Mere” kommanderede jeg.

” Øhm. Når jo, en gang om ugen får jeg lov til at gå en tur. Og det vigtigste af det hele, jeg kan ikke huske noget om hvor jeg kommer fra. Og desuden kan jeg heller ikke huske hvad der sker mellem de tjekker op på mig. Det her er første gang jeg er vågnet. Det er underligt” sagde han.

” Gad vide hvad der sker mellem tjekkene? Måske er det bare mig, men det virker som om du har været en del af noget meget stort de seneste par dage” sagde jeg.

” Hvorfor er du egentlig her? Hvad er der galt med dig?” spurgte han. Hvad mente han med ’galt med dig’?

” Jeg har haft de her ud af kroppen oplevelser i et par dage” sagde han. Det gav et sæt i mig. Ud af kroppen.

” Det er også det jeg gør. Der er en stemme i mit hoved, der siger jeg skal gøre ting. Og når jeg gør det så er det som om jeg flyver ud af min krop. Det eneste jeg kan gøre er at se på” sagde jeg ivrigt.

” Lige præcis! Det er nøjagtig sådan jeg har det. Hvad mon det betyder, at vi begge ligger her, fastspændt til senge med læderremme, og at vi begge har ud af kroppen oplevelser?” En tanke strejfede mig. Jeg havde engang hørt at en gruppe forskere havde udført forsøg på mennesker, hvor de forsøgte at fremkalde ud af kroppen oplevelser. Jeg havde ikke hørt om det var lykkedes, men hvad nu hvis vi var en del af det eksperiment? Hvad nu hvis vi var mislykkedes forsøg? Hvis vi var blevet bragt hertil, så de kunne se om vi kunne nå at komme under kontrol igen? Jeg fortalte Simon det, og jeg forstillede mig hvordan han blev bleg i hovedet.

” Hvad tror du de vil gøre med os?” spurgte han stille. Jeg nåede ikke at svare, før døren gik op og en høj mand iført hvid kittel kom ind. Han sagde ikke et ord, da han gik målrettet hen mod mig. Jeg var alt for bange til at sige noget. Han tog fat i sengen og trak den hårdt efter sig. Han trak sengen videre ind i et rum, der var alt for sterilt og hvidt. Der kom flere mænd hen til mig og hjalp den første med at spænde mig fri fra sengen. Jeg begyndte at protestere og forsøgte at vriste mig fri, men det lykkedes kun delvist. Den ene slap et sekund grebet i mig og jeg fik et godt slag ind i maven på en anden. Men de fik hurtigt fat i mig igen, så jeg ikke havde en chance for at slippe fri. De løftede mig besværligt hen til et metalbord. De kolde remme sendte kuldgysninger igennem min krop. De fik mig endelig i lås og slå. De sagde, som for at bekræfte noget, at det var det eneste at gøre.

” Vi kan ikke risikere noget. Hun er allerede ude af kontrol.  Der er intet at gøre. Vi bliver nødt til at aflive hende!” Jeg stivnede ved ordet aflive. Det ord bekræftede mine tanker fra før. Jeg var et mislykkedes forsøg. De kunne ikke bruge mig mere. Den mand der havde hentet mig, kom hen til os med en sprøjte fyldt  med en giftgrøn væske. Jeg begyndte at skrige. Det her sker kun på film. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om at det var et mareridt. Forgæves. Manden stak sprøjten ind i min arm, som to af de andre mænd blev nødt til at holde fast. Jeg kunne mærke giften sprede sig. Mine øjenlåg sitrede og gled i

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...