Torn - One Direction.

Rosalie er en pige på 18 år. Hendes bror er Niall Horan og hendes x kæreste er Harry Styles. 1D bor i Usa. Hun prøvede at tage sit eget liv, så hendes forældre tvang hende med tilbage til England. Men fordi hun drikker, fester og ryger hele tiden, så bliver hun sendt hen til Niall.

- Jeg har fået inspiration af denne novelle fra Majs! Jeg kopirer ikke fra hende, det må i endelig ikke tro. :)

562Likes
505Kommentarer
65802Visninger
AA

11. Rygter og løgne

 

Niall’s synsvinkel:

Jeg hørte hvordan Rose skreg højt. Jeg så hende rive nålene ud af sig selv, og jeg så blodet komme ud af sårene igen. Det var forfærdeligt. Jeg stod som limet fast til gulvet, indtil Liam kom og hentede mig. Tårerne røg ned af mine kinder. Det gjorde ondt at se sin søster sådan der. Jeg kunne…. Jeg gav et hulk fra mig Hvornår ville det her stoppe? Hvordan kunne jeg få min søster tilbage? Jeg hadet de drenge. Jeg hadet dem! De havde ødelagde hende endnu mere. Jeg mærkede Zayn’s hånd på min ryg ”Er du okay?” jeg nikkede bare og trak mig fra Liam. Jeg kiggede over på Louis som kiggede uroligt hen på mig. ”Tak” mumlede jeg og kiggede på dem alle tre. Jeg var virkelig taknemmelig for alt de gjorde. Jeg vidste de holdt af hende, men at de blev ved med at hjælpe….. jeg elskede de drenge.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men Liam valgte at tage mig med hjem. De ville ringe når hun vågnede. Jeg gik langsomt med Liam ud af hospitalet, hvor der stod en helt masse paparazzier. ”Hvad er der sket med Rosalie? Er hun vågen? Er du okay? Var det jeres skyld? Var hun fuld?” de råbte tingene i munden på hinanden. Jeg kiggede ned i jorden og skyndte mig væk fra dem. Lige nu ville jeg ønske, at jeg var en normal teenager dreng, der havde en søster der hadet en.

ROSALIES SYNSVINKEL:

Jeg åbnede øjnene med et sæt. Tårerne trillede ud af mine øjne pga. drømmen. Jeg satte mig langsomt op. Min krop var virkelig tung. Jeg kiggede ned på mine arme, hvor der igen sad nåle. Jeg kunne mærke panikken ramme mig. Jeg skulle til at tage en nål ud, da en hånd lagde sig over min arm ”Rose, lad nu være” jeg kiggede op og så ind i Harry’s grønne øjne. Jeg havde slet ikke lagt mærke til han var her. Jeg rystede på hovedet, og lidt efter rystede hele min krop. Jeg kiggede ned af mig selv, og så hvordan min krop var blevet ødelagt. Tårerne trillede nu hurtigere ned af kinderne. ”Åh gud” hviskede jeg og greb hårdt fat mit dynebetræk. ”Rose” sagde Harry og tog min hånd. Jeg tog den hurtigt til mig og kiggede væk. Det var ydmygende han skulle se mig sådan. Det var ydmygende at jeg så ud som jeg gjorde. Jeg snøftede kort. Jeg kunne huske alt fra i går, hvilket gav mig kvalme.

”Rose” Harry’s stemme lød træt. ”Lad være med at se på mig” hviskede jeg og kørte to finger hen over min læbe, som var flækket. Harry sukkede kort, trak en stol hen og satte sig ved siden af mig. Jeg drejede hovedet væk fra ham. Han skulle ikke se mig græde.

Jeg mærkede pludselig hans hånd i min. Jeg skulle til at trække den til mig igen, da han gav den et klem, som gav et sæt i hele min krop. Noget sagde mig, at han ikke var sur, selvom han havde alt ret til det. Jeg ville stadig ikke kigge på ham. Min hånd lå stadig i hans, hvilket sendte en beroligende følelse rundt i mig. ”Hvor er de andre?” spurgte jeg langsomt om. ”De er nede at spise. Skal jeg ringe efter dem?” jeg rystede hurtigt på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at se dem.

”Harry?” jeg kneb øjnene sammen og kiggede stadig væk fra ham. ”Ja?” hans tommelfinger strøg hen over min håndflade. ”V… ved man hvem det var?” spurgte jeg stammende om. Harry’s bevægelser mod min håndflade stoppede et øjeblik, men begyndte så igen ”Nej, men det håbede vi du eller Jessica kunne fortælle” sagde han stille. Gud. Jessica! Jeg kiggede hurtigt hen på ham ”Er hun okay?” spurgte jeg nervøst om. Jeg tog hurtigt min ene hånd op til mit ansigt og kiggede væk igen. ”Hun er okay” sagde han stille og slap min hånd. Et koldt sus gik igennem min krop. Jeg kiggede ned på min hånd og så væk igen.

Døren gik pludselig op, og ind kom Zayn og Louis. Jeg vendte hurtigt mit hoved fra døren og bandede inde i mig selv. Det var først nu, jeg fik tid til at kigge rundt. Der hang en pose blod til højre for mig, hvilket fik mig til at gispe lavt. Jeg hørte dem snakke sammen, men jeg var ligeglad. Panikken var ved at overtage min krop. Jeg kunne ikke være her.

Jeg fandt nålen som sendte blod ind i min krop. Jeg tog fat om den, kneb øjnene sammen, og nåede lige at høre Louis sige mit navn, inden jeg rev den ud. ”Rose forf:nden” sagde Zayn og kom hen og satte sig på sengen. Jeg kiggede ned på min arm, der hvor nålen havde siddet, og lidt efter på nålen. Zayn tog fat i nålen og lagde den på bordet. ”Jeg vil ikke være her” var det første jeg sagde. Zayn forstod mig, det burde han!

”Jeg mener det, få mig væk herfra!” sagde jeg højere og skulle til at tage fat om en anden nål, da Zayn tog fat i mine hænder. ”Rose, kig på mig” sagde han bestemt. ”Zayn, det..” han løftede en arm og fik Harry til at tie stille. Jeg rystede på hovedet og holdt mit hoved nede. Hans hånd gled op til min hage og løftede mit ansigt op – og jeg lod ham gøre det. Han kiggede mig lige ind i øjnene ”Du kommer snart hjem, det lover jeg dig. Og indtil da, så bliver jeg her hos dig” han kiggede mig stadig i øjnene, selvom Louis sagde et eller andet. Jeg ville fjerne mit blik, men det gik ikke så godt. Hans brune øjne stirrede lige ind i mine, og det var som om han kunne se helt ind til mig. Jeg nikkede kort og ventede på, at han kiggede væk fra mig.

*

Klokken var halv syv, og jeg fik lov at tage hjem klokken syv. Jeg havde langsomt fået mit tøj på. Min krop var virkelig øm, så det tog sin tid. Jeg var træt, og jeg var ked af det. Jeg kunne huske alt fra i går. Deres hænder på min krop, deres slag på mig, og smagen af blod. Jeg stod over ved vinduet og kiggede ud. Min facade var der ikke længere. Jeg havde skubbet den væk da Harry havde prøvet at tage min hånd, og jeg havde skubbet den væk da Zayn kiggede mig i øjnene. Jeg havde ikke brug for den lige nu. Jeg orkede den ikke. Jeg orkede ikke at kæmpe med den – ikke lige nu.

Jeg hørte døren åbne sig bag mig, men jeg var ligeglad med hvem det var. Jeg kiggede ned på alle de paparazzier der stod ude for hospitalet. Selvfølgelig havde de opdaget hvad der var sket.

”Vi har ringet til Niall og Liam. De laver mad derhjemme” stemmen tilhørte Harry og den var tæt på mig. Jeg nikkede kort. Lyden af hans rolige stemme gav mig lyst til at græde. Drengene havde ikke snakket sådan her til mig før, og selvom jeg tog alt deres tid, energi og humør, så var de der for mig. Jeg fortjente de sår jeg havde på min krop lige nu. Jeg fortjente hvad der skete i går…. Det vidste jeg at jeg gjorde. Jeg fortjente at blive behandlet urimeligt – præcis ligesom jeg behandler andre. Jeg fortjente det her mere end noget andet, og det gjorde mig ked af det. Det gjorde mig så forfærdelig ked af det, at jeg vidste jeg var en ond person som fortjente smerte.

Jeg vendte mig om mod Harry, og kiggede ham direkte i øjnene. Jeg kunne se han var træt, rigtig træt. Han havde været her siden klokken fire i nat. Han havde ikke fået meget søvn. ”Er du okay?” spurgte han forsigtigt om og gik tættere på mig. Jeg lukkede øjnene i, for at holde tårerne inde. ”Jeg har fortjent det her” hviskede jeg stille. ”Jeg har fortjent hvert enkelt slag og sår” tårerne pressede sig på. ”Hvad snakker du om Rose?” sagde han forvirret om kom tættere på mig. Jeg slog øjnene op og lod nogle tårer komme ud. ”Jeg fortjener den her smerte” sagde jeg og begyndte at hulke. Han kom hurtigt over og lagde sine arme om mig. ”Selvfølgelig gør du ikke det Rose” han strøg mig over håret og låste så sine hænder fast bag mig. ”Selvfølgelig gør du ikke det” hviskede han stille.

Jeg lagde langsomt mine hænder på hans skulder og nød et øjeblik at blive trøstet. Der var ingen stemme inden i mig der bad mig forsvinde herfra, eller sagde det var forkert. Det eneste der var i mine tanker var…. Følelsen af tryghed. Han strøg stille og roligt hans hånd langs min ryg, hvilket havde en meget beroligende effekt på mig. Jeg havde været en idiot over for Harry – og også de andre, men jeg kunne ikke indse det, og jeg ville slet ikke fortælle det til dem. Det kunne jeg ikke. De ord sad fast i mig. Og om jeg nogensinde fik dem ud, det vidste jeg ikke. ”Er du klar til at tage hjem?” spurgte han forsigtigt om og trak sig væk fra mig. Jeg nikkede kort og tog min taske. Jeg ved ikke hvorfor, men det der lige skete føltes så akavet.

Vi havde taget bagudgangen så vi ikke blev overfaldet af paparazzier. Zayn skulle ud til hans bil, så han stjal nok opmærksomheden. Jeg satte mig om bag i, mens Louis kørte og Harry sad ved siden af ham. Vi var i august måned, så der var ikke helt mørkt endnu. Jeg kiggede ud på gaden, hvor en helt masse mennesker gik. Vejret var fantastisk, og der var små boder oppe. Jeg havde pludselig ikke lyst til at snakke med dem igen. Det var pinligt. Det var pinligt de vidste hvad de drenge havde gjort ved mig. Det var pinligt de fandt mig med en ødelagt kjole, men Zayn havde lovet, at man ikke kunne se noget man ikke skulle se. Jeg måtte bare stole på ham.

Louis tændte radioen og nynnede med på sangen, mens Harry sad og snakkede til ham. Jeg sad bare og stirrede ud af vinduet, da Harry pludselig vendte sig om og kiggede på mig. Louis og Harry havde gjort det et par gange, men denne gang holdt han sit blik på mig. ”Rose” sagde han kort efter. Jeg blev ved med at stirre ud af vinduet. Jeg havde ikke lyst til at se ham ind i de grønne øjne, som fik skyldfølelsen til at vælte frem i mig. ”Vil du love mig noget?” han blev ved med at stirre på mig. Det kom som et lille chok, men jeg kæmpede kort for at stirre ligegyldigt ud af vinduet – og det virkede. Jeg trak langsomt og ligeglad på skulderne, men inden i brændt jeg for at vide, hvad han ville have mig til at love. ”Lov mig, at du ikke bliver forelsket i mig” sagde han så noget tid efter. Det gav et sæt i min krop, da ordene trængte ordentlig ind, og et gys gik igennem min krop. Hvad mente han med det? Han fjernede ikke sit blik fra mig. Troede han jeg var blevet forelsket i ham igen? Var det noget Niall ville have ham til at sige? Alt inde i mig blev helt forvirret. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Skulle jeg grine eller græde? Jeg havde en lyst til begge ting. Det var som om der var to sider i mig, som var oppe imod hinanden. Jeg tvang endelig mit blik væk fra vinduet. Jeg kunne høre Louis sidde og nynne og kigge ud af vinduet, selvom jeg god vidste han hørte hvert eneste ord der blev sagt. Hans øjne mødte mine i bakspejlet, hvilket fik mig til at kigge lige ind i Harry’s grønne øjne. Det føltes som om alt omkring mig blev sløret, og kun de grønne øjne var der. Tårerne pressede sig på, men hvorfor? Jeg var da ikke forelsket i Harry igen! Hans øjne ændrede sig en smule. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Et enkelt ja var hvad jeg skulle bruge, men det kom så langsomt op igennem mig, at det efterlod små prikkende bevægelser. Jeg åbnede munden og ventede på et ja, men det var slet ikke det der kom ud.

En kort latter undslap mine læber. En latter som jeg vidst var en nervøs falsk og sørgelig latter. Harrys ansigtsudtryk ændrede sig, og i et kort øjeblik kunne jeg se sorgen i hans øjne. Men hvorfor? Han burde ikke engang have noget med mig at gøre efter to år. Louis var holdt op med at nynne og kiggede nu bare på vejen foran sig. ”Hvorfor skulle jeg forelske mig i dig igen?” han kiggede en anelse forvirret på mig, og jeg var sikker på, at jeg ville hade mig selv efter det jeg sagde: ”Skulle jeg begå den fejl, for igen at finde dig utro?” mine ord efterlod virkelig sår i min hals, hvilket fik mine øjne til hurtigt at lukke sig sammen. Jeg kunne se Louis gjorde alt for ikke at blande sig. Jeg kiggede stadig ind i Harry’s øjne, som nu ikke længere var forvirret, men såret. Jeg fjernede mit blik fra ham og kiggede ud af vinduet. Jeg kunne allerede mærke skyldfølelsen brede sig mens jeg bandede inde i mig selv. Jeg knyttede min næve sammen. Hvorfor kunne jeg ikke bare nøjes med et ”Det lover jeg?” hvorfor skulle jeg lave alt så sk:de dramatisk!

Jeg åbnede døren, tog min taske og gik så hurtigt jeg kunne ind i huset. Jeg var taknemmelig for, at jeg kom ud derfra. Mine øjne sveg og tårerne gjorde alt for at presse sig på, mens min facade gjorde alt for at holde dem inde. Jeg vidste Harry og Louis stadig sad i bilen. Jeg vidste jeg havde såret ham, og jeg vidste jeg var en idiot.

”Rose?” Niall’s stemme lød igennem det hele, og lidt efter var han ude i gangen. Jeg mødte hans urolige blik, og lidt efter sendte ham mig et smil. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at gengælde det… men det var vidst nok, for de så ud til at gøre Niall glad.

Jeg hørte en bildør smække, så jeg vidste de ville være herinde om lidt. Jeg gik hurtigt forbi Niall og ind på mit værelse. Jeg kunne ikke beskrive den følelse jeg havde inden i. Skyldfølelsen var så stor. Ikke kun pga. det med Harry, men pga. det hele. Jeg var træt af mit liv, jeg var så træt af at være ked af det hele tiden. Jeg blev nød til at komme ud med de ting jeg gik inde med, ellers kunne jeg aldrig komme videre i mit liv – og det havde jeg brug for.

ZAYN’S SYNSVINKEL:

Hvis det ikke var Niall hun sårede, så var det Harry eller en anden. På fem dage havde hun bevist, at hun virkelig havde brug for os til at kigge efter hende hele tiden. Jeg ville slet ikke vide hvordan hendes liv i England havde været. Jeg rejste mig op. Jeg havde brug for at ryge – jeg havde brug for at få den afslappende følelse. ”Jeg smutter lige udenfor” sagde jeg til de andre, som sad og snakkede om det hele. Det var det gode ved gruppen – vi kunne altid snakke med hinanden om det, og det gjorde vi. Det var dejligt at komme ud med vores følelser til nogen vi stolede 100% på. Jeg åbnede døren og lænede mig op af muren. Jeg tog mine smøger frem og tændte en. Det var blevet helt mørkt, men det var rart. Det var dejligt varmt, hvilket det plejede at være i august. Liam havde fødselsdag om en uge, og vi havde heldigvis planlagt en fest. Hvis det også kom oven i nu, så ville drengene helt klart gå ned med stress.

Døren åbnede sig pludselig, og Rose kom ud. Hun havde ikke tænkt sig at stikke af, for jeg kunne se hun vidst jeg var her. ”Hej” mumlede hun og satte sig ned. Jeg kunne se hun havde grædt – igen. Hendes øjne var helt hævet. Lige meget hvor mange gange jeg så hende græde, så ville jeg aldrig vænne mig til det. Hendes kind var helt blålilla, og hendes læbe var stadig flækket. Der var næsten lige gået hul på det, for jeg kunne se det blødte. Hun tog en smøg frem og tændte den.

ROSALIES SYNSVINKEL:

Jeg rejste mig lidt efter op og gik hen ved siden af Zayn. Jeg måtte ud med dette på en eller anden måde. Jeg kiggede på ham og tog en dyb indånding. Det var nu eller aldrig. ”Zayn?” sagde jeg helt roligt. ”Rose?” jeg grinede lidt indeni. Vi plejede aldrig at sige vores navne når vi var seriøse. Jeg kunne se han smilede en smule. ”Alt sammen igennem 2 år har været en laborant. Jeg har været så bange….” min stemme knækkede over, men intet skulle stoppe mig nu! ”jeg har været så bange og vred, at jeg blev nød til at lukke mig inde og opføre mig som en b:tch... så folk ikke skulle se mig ødelagt. Jeg ville ikke lukke jer ind i mit liv fordi i forlod mig dengang, og jeg er bange for i gør det igen…… Alt sammen…… er noget … rod” jeg hviskede det sidste. Alt sammen skulle forklares i detaljer. Jeg håbede det var nok, for han var nok en af de personer som forstod mig bedst. Hans øjne hvilede på mig, og pludselig trak han mig ind i et kram. ”Rose, jeg er virkelig ked af det. Jeg er her for dig” sagde han lavt ind i mit øre. Jeg kiggede ham i øjnene ”Zayn, kan du love mig noget?” min stemme var virkelig lav, så jeg var helt i tvivl om han hørte mig. Jeg kiggede ned, men lidt efter løftede han mit hoved op med en finger. ”Rose, jeg vil love dig hvad som helst” jeg havde hørt ordene før. Jeg havde oplevet nogenlunde den her scene med Justin. Det gav et stik da jeg kom til at tænke på ham. Det var så længe siden jeg havde set ham, men alt han gjorde stod tydeligt i mit hoved.  Jeg kiggede hurtigt væk, da en tåre trillede ned af min kind. ”Hey, hvad så?” han fjernede forsigtig min tåre og drejede mit ansigt igen. ”Lov mig du ikke forlader mig igen” mumlede jeg og kæmpede for at holde øjnekontakten. Han trak mig ind til sig igen. Jeg kunne mærke hans hjerte banke. ”Det lover jeg dig Rosalie” det kom bag på mig, at han brugte hele mit navn... Jeg kunne ikke lade være med at smile. For første gang i lang tid smilede jeg – over noget han sagde.

Jeg skubbede ham blidt ”svigt mig nu ikke” sagde jeg og sendte ham et smil. Han begyndte at grine og slog ud med armene ”Det skal jeg nok lade være med” sagde han og smilede sødt til mig. ”Super” sagde jeg og åbnede døren.

Det var først da jeg lå helt alene på mit værelse hvor der var helt mørkt, at det gik op for mig hvad de drenge til festen havde udsat mig for. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg hans ansigt for mig, og det føltes som om, at jeg kunne mærke hans hænder over det hele. Det ødelagde den følelse af glæde jeg lige havde haft for et øjeblik siden. Jeg satte mig op og kiggede rundt. Det føltes hele tiden som om, at der var nogen der kiggede på mig. Jeg tændte min natlampe og satte mig op. Jeg havde nu prøvet på at sove i tre timer. Der var helt stille i huset, hvilket gjorde, at jeg havde endnu sværere ved at sove. Jeg lænede mit hoved op af væggen og lukkede langsomt mine øjne i.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men vejen endte pludselig, og for enden var der ens tor mur. Jeg hørte nogle grine bag mig, og straks vidste jeg de havde fundet mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og stod ansigt til ansigt med………. Alex? ”Alex?” spurgte jeg forvirret om. Jeg kiggede hen på de to andre drenge, som var fra diskoteket af. Hvad lavede Alex med dem? ”Bare skrig, ingen kan høre dig” sagde Alex og skubbede mig hårdt af væggen. Hans hånd gled op af mit lår. Jeg ville råbe at han skulle stoppe, men der kom ikke en lyd ud af min mund. Han rev i mit tøj, og lidt efter gik min trøje i stykker. Pludselig lød mig skrig så højt, at han slap mig, men det varede kun et kort øjeblik, før han løftede sin arm og skulle til at slå mig.

Jeg vågnede med et sæt og kiggede rundt. Jeg lagde mine hænder mod mit varme hoved, som dunkede helt vildt. Tårerne kom frem og en hulken undslap mine læber. Jeg kiggede hen på uret. Jeg havde kun sovet en time. Jeg slog mit hoved op i væggen og tog mine hænder op foran mine øjne. Alex var min x kæreste – som havde slået mig rigtig mange gange. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke brug for flere folk der hjemsøgte mine drømme. Jeg rejste mig langsomt op, og roede min taske igennem for mine sovepiller. Det var nogle sovepiller jeg selv havde købt. Hvis nogen fandt ud af jeg havde dem, så ville de flippe ud. Især mine forældre!

Jeg tog pakken og kiggede ned på dem. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har siddet og grædt med den i hånden.. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har ville taget mit liv med dem.. men jeg ved, at jeg havde prøvet på det fire gange. Fire alt for mange gange, og hvis jeg gjorde det igen og det ikke lykkedes, så vil de ødelægge mig indefra. Jeg åbnede pakken og hældte dem alle ud i min hånd. Jeg sad længe og stirrede på dem. Jeg havde ikke lyst til at forsvinde. For første gang i lang tid, så havde jeg ikke lyst til at komme væk, men bare at sove ordentlig. Jeg tog en pille, selvom det nok ikke var nok. Jeg puttede resten i glasset og tog min vandflaske.  

Jeg lagde mig ned igen, men en masse urolige følelser stak i min krop. Det mareridt havde virkelig lagt sig tungt i mig. Det var ikke til at beskrive. Jeg opgav at ligge alene. Det kunne jeg ikke. Jeg følte mørket lukke sig om mig og tog min vejtrækning fra mig.

Jeg rejste mig langsomt op, tog min mobil og lod den lyse for mig. Jeg gik ud på gangen og gik ned mod en af drengenes værelse. Jeg kiggede af og til bagud, for at se om der var nogen, men det var der ikke. Jeg stod midt på gulvet. Jeg kunne ikke gå ind til Zayn. Det ville være for akavet.. Og Harry var nok sur på mig, og jeg havde ikke rigtig fået snakket med Liam endnu. Jeg bankede kort på Louis dør, men da han ikke reagerede, gik jeg ind. Jeg gik hen imod hans seng, og så han sov tungt. Jeg ruskede i ham ”Louis?” ruskede endnu mere i ham, og til sidst vågnede han. Han så chokeret ud, kiggede over på sit ur og kiggede så tilbage på mig. Hans øjne fortalte mig, at han ventede på hvad jeg ville. Jeg bed mig i underlæben. Han havde lov at afslå – især efter den måde jeg behandlede ham på

”Jeg har haft mareridt, og jeg har taget min sovepille og….” Louis afbrød mig med en træt stemme ”Sovepille?” jeg kiggede hurtigt væk. Det var dumt sagt, meget dumt sagt. ”Jeg ville bare spørger, om jeg måtte sove her” min stemme var en lille hvisken, men højt nok til at han hørte det. Han så lidt på mig, og jeg var sikker på han ville sige nej – men det var også kun forståeligt. Han rakte langsomt ud efter sin lampe og tændte den. ”Selvfølgelig Rose, du er altid velkommen” han smilede varmt til mig, og løftede sin dyne, så jeg kunne ligge mig der. Selvom han kun sov i nattbukser, så var jeg ret ligeglad lige nu. Jeg havde brug for at føle mig tryg. Jeg lagde mig forsigtig ned ved siden af ham. Det føltes virkelig akavet, men jeg følte mig tryg. Jeg lukkede mine øjne i, men da Louis lagde sin arm om mig, åbnede jeg hurtigt mine øjne. Han aede mig på ryggen med sin håndflade. Jeg smilede for mig selv. Hans stemme lød så tæt i mine øre nu ”Hvis du bliver bange, så kom altid ind til mig. Jeg er her altid for dig Rose” det var som en hvisken, men den var høj nok til at sætte sig fast i mit hoved. Jeg rykkede mig en smule tættere på ham, kiggede op i hans øjne og smilede ”Tak Louis”

*

Jeg vågnede ved, at døren ind til Louis’ værelse gik op. Jeg slog hurtigt øjnene op, og så Liam i døren. ”Godmorgen” hviskede han og sendte mig et smil. Jeg kiggede hen ved siden af mig, og så Louis stadig sov. Hans hånd lå på mit håndled, hvilket det måtte have gjort i løbet af natten. Jeg kom pludselig i tanke om det hele.. hans forvirret blik da jeg kom, min frygt for at han smed mig ud igen, og så hans måde at snakke til mig på. Han havde hjulpet mig i går, selvom han slet ikke burde. Jeg smilede inde i mig selv, og trak stille min hånd til mig, for ikke at vække ham.

Jeg kiggede over på Liam der spurgte om jeg ville med ud. Jeg tog forsigtigt dynen af mig og lukkede den om Louis. Klokken måtte være omkring 9-10, men jeg følte mig helt frisk. Det var første gang i lang tid, at jeg havde sovet hele natten igennem, uden at vågne hver time. Jeg gik hen forbi Liam, som lukkede døren efter mig. ”Har du sovet godt?” spurgte han om, uden den mindste drilleri i stemmen. Det var det jeg altid plejede at kunne lide ved Liam. Han vidste godt hvornår han kunne drille mig, og hvornår han ikke kunne. Jeg kiggede over på ham ”Ja tak”

Jeg gik ud i køkkenet, hvor Zayn sad. ”Godmorgen” sagde han og sendte mig et hurtigt smil. ”Godmorgen” mumlede jeg og tog en kop, og hældt noget kaffe op i. Jeg satte mig ned ved siden og kiggede ud i luften. ”Har du sovet godt?” spurgte han om, og skulle til at skifte side, da jeg så et billede af mig. Jeg lagde hurtigt en hånd på bladet, så Zayn slap bladet. Jeg læste det hurtigt igennem: ”Endnu en vild druk tur måtte drengene redde Rosalie Horan fra i forgårs nat den 25 august. Hun endte til udpumpning på hospitalet og kom først ud dagen efter” udpumpning? Var det sådan historien lød? ”Hvornår mon det er nok for drengene?” stod der som det sidste. Jeg kunne mærke hvor vred jeg var blevet ved at læse det hele. Det var en stor omgang løgn det HELE. Jeg kiggede på billedet som viste en ambulance jeg var på vej op i, og et mindre billede af Niall og Liam der kom ud af hospitalet. ”Niall Horan fik nok og forlod hospitalet” stod der under det billede.

”Godmorgen” sagde Harry og kom ind, med Niall i hælene. Jeg skubbede surt bladet væk, tog min kop kaffe og gik ind i stuen. Det hele kunne rende mig. Jeg havde ikke bedt om at være Niall Horan’s lillesøster! Ingen havde spurgt mig, om jeg ville være med til det her. Ingen havde spurgt om jeg gad, at have paparazzier i r:ven af mig hele tiden. 

------------------------------------------------------------

Inden jeg lagde denne novelle på Movellas, så havde jeg skrevet disse kapitler, og jeg ved godt de har mindet meget om Majs, men jeg lover, at det her bliver det sidste kapitel der 'har' noget fra hendes af! :-) I MÅ MEGET GERNE LIKE!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...