Torn - One Direction.

Rosalie er en pige på 18 år. Hendes bror er Niall Horan og hendes x kæreste er Harry Styles. 1D bor i Usa. Hun prøvede at tage sit eget liv, så hendes forældre tvang hende med tilbage til England. Men fordi hun drikker, fester og ryger hele tiden, så bliver hun sendt hen til Niall.

- Jeg har fået inspiration af denne novelle fra Majs! Jeg kopirer ikke fra hende, det må i endelig ikke tro. :)

563Likes
505Kommentarer
66232Visninger
AA

9. Facaden

 

I dette kapitel vil der også være synsvinkler fra de andre :-)

 

”Jeg kommer nok sent hjem” sagde Zayn, mens vi kørte mod hospitalet. ”Hun er blevet sendt på hospitalet” sagde han lidt lavere end før, som om jeg ikke skulle høre det. Jeg blev ved med at kigge ud af ruden og prøvede at få tingene inde i mig til at falde til ro. ”Det tager vi når jeg kommer hjem” sagde han hurtigt og lagde på. Han drejede ind på parkeringspladsen og en stor stor hvid bygning kom til syne. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte sprang et slag over. Jeg havde ikke set den bygning… i snart to år. Nogle minder dukkede frem fra da jeg kom gående ud fra hospitalet. Jeg kunne huske Niall gik foran mig, uden overhovedet at se sig tilbage. Jeg lukkede øjnene i, og kom først til mig selv da Zayn åbnede døren.

Jeg stod udenfor døren og kiggede op. Mit hjerte bankede virkelig hurtigt og gjorde mig helt svimmel. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg hadet det her sted. Jeg kunne slet ikke beskrive hvor stort mit had var. Hvad havde han dog fået mig til? Jeg kunne ikke gå derind! Mine vejrtrækninger blev hurtigere og hurtigere ”Zayn” hviskede jeg. ”Jeg er lige her” sagde han og tog fat i mig. Jeg gispede efter luft og kunne mærke det hele kørte rundt i hovedet på mig. ”Rose” sagde Zayn hurtigt og tog mit hoved i hans hænder ”Træk vejret” sagde han bekymret. Jeg lukkede øjnene og kunne mærke smerten fra mit bryst. ”Rose” Zayn ruskede forsigtigt i mig. Jeg åbnede mine øjne, som var fyldt med tårer. Jeg nåede kun kort at se Zayn’s bekymrende øjne, før han trak mig ind i et kram. Jeg havde for meget at tænke på. Minderne fløj rundt overalt, og tårerne væltede ud af mine øjne. Jeg var slet ikke klar til at besøge det her sted igen. Jeg hørte ikke over halvdelen af de ord Zayn hviskede, for at berolige mig, men det virkede alligevel. Mine vejtrækninger blev langt om længe normal igen, og tårerne stoppede langsomt med at presse sig på.

”Kom” sagde Zayn og tog forsigtigt min hånd. Jeg tørrede mine øjne med den anden hånd og lod ham trække mig ind af døren. Han klemte blidt min hånd og sendte mig et beroligende smil. Jeg måtte ligne et eller andet der var løgn, for folk kiggede virkelig efter mig… ellers var det fordi jeg gik med Zayn, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med at Zayn holdt mig i hånden, jeg var ligeglad med hvor mange der tog billeder, og jeg var ligeglad med hvor dum jeg så ud. Det eneste der var i min krop og tanker var usikkerheden, og angsten.

Jeg rystede da vi nærmede os disken, hvor en dame sad. Jeg var sikker på, at hun også arbejdede her for 2 år siden. Zayn stoppede op og kiggede på mig ”Er du okay?” han lød virkelig bekymret, men noget inde i mig sagde, at det bare var skuespil.. men hvis det var det, så måtte han spille alt det skuespil han ville overfor mig lige nu. ”Vent her, okay?” sagde han og skulle til at give slip på min hånd. Jeg kiggede ham i øjnene, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så blev han en smule skræmt over at se alle de følelser i mine øjne. Jeg indrømmede gerne, at jeg var bange for at stå alene dér midt på gulvet.. Jeg var bange for, at stedet endnu engang skulle være det der ødelagde mit liv.. Jeg var rent ud og sagt bange for at miste Zayn, selvom jeg vidste jeg ikke engang havde ham… Han nikkede kort og lukkede sine finger om min hånd igen, og derefter trak han mig hen til disken.

”Hvad kan jeg hjælp….” hun kiggede op og lavede store øjne. Først kiggede hun på Zayn, og så hen på mig. Der gik et sus igennem min krop – hun kunne genkende mig. Hun behøvede ikke sige noget, hendes blik afslørede alt. Jeg kiggede på Zayn som åbnede munden og begyndte at snakke, men hans stemme var ikke til at høre. Alt omkring mig blev til en utydelig mumlen. Det hele drejede rundt i mig. Jeg trak vejret dybt og kiggede rundt. ”Kom” Zayn’s stemme lød i mine øre, og lidt efter var vi på vej ned af en lang gang, som førte ind til et venteværelse. Mine følelser var alt for svære at sætte ord på. Det hele flød sammen, og hvis jeg ikke tog fejl, så ville Zayn’s hånd være klemt inden vi kom ud.

Endnu en gang blev mit navn råbt højt. Der var ikke rigtig nogen herinde lige nu, så jeg kom hurtigt til. Jeg rejste mig op og kiggede om på Zayn, som blev siddende. ”Jeg kan ikke gå med derind” sagde han og kiggede trist på mig. Jeg rystede på hovedet ”det …. Det bliver du nød til” hviskede jeg lavt. ”Jeg er her når du kommer ud, det lover jeg” sagde han og gav min hånd et klem. Selvom jeg havde den største trang til at skrige, tude og trygle ham om at gå med ind, så vendte jeg mig om, kneb øjnene i og gik usikkert og kejtet hen til lægen. Han kiggede på mig med det blik, som alle de andre læger havde gjort. Et blik jeg hadede, og et der gjorde mig usikker. Jeg gik langsomt forbi ham og ind i rummet, og da han lukkede døren, måtte jeg beherske mig for ikke at banke på døren og begynde at græde.

”Hvis du lige vil lægge dig her” sagde han og tog nogle briller på. Jeg stirrede bare tomt på ham, indtil han kiggede på mig. Jeg gik langsomt hen mod briksen og lagde mig på den. Nu hurtigere jeg fik gjort tingene, nu hurtigere kunne jeg få lov at komme ud herfra. Det havde været en kæmpe fejl at tage herind! Jeg forstod slet ikke hvordan Zayn kunne få mig overtalt til det. Hvis bare jeg stadig havde min facade.. så ville det hele være meget nemmere. Jeg lukkede langsomt øjnene, og ventede på han ville sige det var ovre.

Da døren blev åbnet nærmest løb jeg ud, selvom smerten i benet blev værre af det. Jeg kneb øjnene sammen uden at kigge mig rundt. Jeg ville væk herfra, og det skulle være nu! Jeg ville ikke være her et minut længere. Hvis han ville tvinge mig til at blive her, så måtte jeg gøre hvad jeg var bedst til – stikke af. Jeg kunne ikke holde ud at være herinde. Minderne blev klare hvor hvert minut der gik, og mit hoved skreg af smerte. ”Zayn?” jeg åbnede øjnene og så han stod lige foran mig. ”Få.mig.ud.herfra!” sagde jeg og kiggede ned i jorden. ”Jamen Rose, du skal da først have svar?” jeg trak vejret dybt ind og samlede kræfterne ”Få mig ud herfra!” skreg jeg, eller…. Troede jeg at jeg skreg. Det blev ikke til mere end en hvisken, og så rendt tårerne ned af mine kinder. ”Zayn jeg ber’ dig!” sagde jeg en smule højt og kiggede tiggende på ham. Alt jeg havde gemt og ville gemme for ham var væk. Jeg ville gøre alt for at komme ud fra dette sted. ”Okay, okay” sagde han hurtigt og lagde sin arm om mit liv.

”Er du okay?” spurgte Zayn om, da vi var på vej hjem. Ser jeg sådan ud? Var min første tanke, men i stedet nikkede jeg bare, hvilket nok var det dummeste jeg kunne gøre. Godt nok var det to år siden jeg sidst havde set ham, men han var ikke dum. Han sukkede kort ”Rose, du må virkelig undskylde…. Det var ikke for at tvinge dig” sagde han og lød fuld af sorg. Jeg fulgte regndråberne der en efter en trillede ned af ruden. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og prøvede at få min stemme under kontrol da jeg sagde: ”Det er i orden Zayn. De… det er ikke din skyld” sagde jeg og mente for første gang i lang tid det jeg sagde. Han kiggede en smule overrasket på mig og satte så farten ned, da vi næsten var ved huset. Jeg vidste jeg måtte tage mig sammen og sige tak, men det var som om ordene sneglede sig op igennem halsen og sad fast. Jeg åbnede munden, men der kom ikke mere end et ”Zayn jeg….” han kiggede på mig, sendte mig et smil og nikkede så ”Det var så lidt Rose” og så gik han ud af bilen. Jeg tog mig selv i at kigge overrasket efter ham. Det var ikke dén Zayn jeg kendte for to år siden, men jeg ville ikke klage! Han havde gjort mere end nok for mig, og jeg kunne ikke engang finde ud af at takke ham? Hvad var der dog i vejen med mig!.

Da vi kom ind begyndte det at regne helt vildt, og nogle tordnebrag kunne høres lidt længere væk. Jeg tog mine sko af, og lidt efter min jakke. Jeg følte mig som en fiasko, og jeg følte mig alene. Jeg savnede alkoholen der påvirkede mig, og jeg savnede ikke at tænke så meget. Hele denne dag havde tankerne kørt rundt i hovedet på mig, og det kunne jeg virkelig ikke holde ud. Jeg havde brug for noget beroligende, men jeg var ret sikker på, at drengene ikke havde noget som helst at drikke her. Jeg vidste der lå en kiosk på hjørnet, og der skulle ikke særlig meget til før jeg havde bestemt mig. Jeg tog min jakke under armen og gik langsomt ned af gangen. Da jeg gik forbi stuen kunne jeg føle deres blikke på mig. Jeg følte mig som et spøgelse der bare gik…. Og gik. Jeg gik ind på mit værelse, tog nogle ballerinaer og listede ud på toilettet. Jeg åbnede vinduet idét et højt tordenbrag lød. Jeg trak mig hurtigt tilbage, tog jakken på og hoppede ud af vinduet. Der var ikke langt ned til jorden, faktisk kunne jeg nå, hvis jeg strakte mig helt.

Jeg vidste det endnu engang var et brud på tilliden imellem drengene og jeg, men for at være ærlig, så havde vi ikke bygget den op overhovedet. Hvis de levede bare én dag i mine sko uden alkohol, så ville de forstå hvorfor jeg gjorde det her. På vej derned tændte jeg en smøg, hvilket fik alt inden i mig til at slappe af. Jeg tog en dyb indånding og trak min hat over hovedet, selvom det ikke hjalp særlig meget. Det regnede utrolig meget, og det gik lige igennem min jakke.

Jeg havde nok fået 4-5 genstande da min mobil ringede. Jeg fumlede med at få den op, da mine fingre rystede. Jeg stod under et eller andet halvtag og drak, da det stadig regnede og tordnede. Jeg kunne ikke rigtig mærke jeg frøs, men jeg kunne se det. Jeg trykkede langsomt på den grønne knap, uden at se hvem der ringede. ”Rose?” stemmen tilhørte Niall. Jeg kunne høre på hans stemme, at han var urolig, hvilket fik mig til at grine ”Nialler!” sagde jeg og sparkede til en dåse. ”Rose?” sagde han hurtigt ”Rose er du fuld?” jeg nåede ikke at svare, før jeg hørte Louis stemme i røret. ”Rose, hvor er du? Har du set vejret!? Du bliver sku da p:sse syg!” han snakkede højt, hvilket fik mig til at tage mobil en smule væk fra øret. ”Jeg står under et halvtag” sagde jeg og drak noget mere. ”Vil du så være sød, at komme hjem, nu?” sagde han ret ’far’ rigtig, hvilket fik mig til at tænke på mine forældre. Jeg havde slet ikke hørt fra dem, men jeg vidste de havde haft ringet til Niall – sikkert ret mange gange. Jeg smed dåsen på jorden ”Det kan jeg vel godt” sagde jeg og tog nogle skridt ud, men gik hurtigt to skridt tilbage og skreg, da et lyn lyste alt op. ”Rose?!” Louis lød bekymret. ”Em, jeg kan ikke komme hjem lige nu” sagde jeg ret ligegyldigt og nød hvordan alkoholen på pumpede rundt i min krop, efter det chok jeg fik. ”Hvor er du henne? Så henter jeg dig” sagde han hurtigt. ”Det behøver….” han afbrød mig ”Rose, hvor er du?” spurgte han om med en hård, men alligevel blid stemme. Jeg sukkede og kiggede omkring ”Ved siden af Kiosken” og så lagde han på. Jeg var ikke ved siden af Kiosken, men der var ikke så langt derhen. Jeg vidste nu, hvor jeg kunne tage hen hvis det hele blev for meget. Jeg gik langsomt hen imod Kiosken og prøvede at ignorere lynene der hele tiden slog ned. Hvis jeg havde været ved mit fulde fem, så havde jeg sikkert tudet helt vildt lige nu.. Jeg hadet tordenvejr, men lige nu var det mit mindste problem. Jeg stod henne ved Kiosken, da jeg så en mand med et kamera under et halvtag lige overfor. Jeg tog hurtigt ved lygtepælen, som var blevet tændt da det var blevet mørkt.

En bil trillede op ved siden af mig, og Louis kom ud. ”Rose, hvad h:lved tænker du på?” råbte han højt for at overdøve det tordenbrag der lød lige over os. Jeg trak på skulderne og drak det sidste af den dåse jeg stod med. Louis kom hen og tog min hånd ”Hvorfor gør du det hele tiden?” spurgte han om og åbnede døren ind til bilen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hans hår, som klistrede sig ind til hans ansigt. Jeg måtte indrømme, at Louis var flot. Det havde han altid været, og det ville han nok også forblive. Han havde den krop enhver pige vil drømme om, men det var bare ærgerligt at han var p:sse træls. Jeg kunne ikke lade være med at grine over mine tanker, hvilket fik Louis til at tro, at jeg grinte af ham. Han tog fat i mig og trak mig ind på s:det. Varmen lagde sig tæt til min krop, hvilket fik mig til at fryse pga. det våde tøj. Louis satte sig ind ved siden af mig og tændte bilen. ”Kan du ikke bare leve ÈN dag uden det der?” spurgte han om og hentydede til alkoholen. Jeg kiggede for første gang i….. flere timer på ham. Hans øjne borrede sig et øjeblik ind i mine, hvilket hurtigt fik mig til at kigge væk. ”Det er en lettelse for mig” sagde jeg en anelse hårdt. Det kom vidst bag på Louis, at jeg overhovedet snakkede til ham. Det var det første jeg havde sagt, siden jeg kom. ”Der findes andre metoder Rose” sagde han i et roligt tonefald. ”Vil du hellere se mig på stoffer så?” spurgte jeg om og sendte ham et smørret smil. Han rullede med øjnene ”det var ikke det jeg mente” sagde han lidt efter. ”Jamen så er der ikke andre metoder” svarede jeg koldt og kiggede ud af vinduet. ”Hvad med at snakke med nogen? Lukke op om alt du går inde med?” sagde han og kiggede på mig. Det han sagde kom virkelig bag på mig. Hvad mente han med det? Hvor vidste han fra, at jeg gjorde det for at lukke mine tanker ude? Jeg kiggede hurtigt væk fra ham og ignorerede hvad han sagde.

HARRY’S SYNSVINKEL:

Drengene var som altid helt vildt glade og hypere. Jeg var glad for de ikke lod Rose ødelægge deres humør helt. Det var lidt akavet, for hun sad over i sofaen med Zayn. Jeg vidste hun sad herinde fordi hun var bange for tordenvejret. Det havde hun altid været, og hun turde ikke være alene. Den ting var stadig det samme.. Faktisk så jeg flere og flere af de samme ting i hende nu når hendes facade var væk. Hun havde tilbragt dagen med Zayn, som havde fået hende overtalt til at tage med på hospitalet, men det var vidst ikke gået så godt. Jeg var glad for, at hun endelig var begyndt bare at åbne lidt op for en af os. Det var et fremskridt.

LOUIS’ SYNSVINKEL:                               

Liam og Niall var ved at flække af grin over et eller andet jeg lige havde sagt. Jeg kiggede over på Harry som lavede en grimasse til mig, hvilket fik mig til at grine kort. Jeg kiggede over på Zayn, som havde en samtale i gang med Rose. Det var længe siden hun havde snakket, uden at vrisse af nogen. Jeg var glad for, at hun blev mere og mere ’åben’. Jeg savnede hendes gamle jeg, men jeg så dog flere og flere af tingene i hende. Jeg var bare så ked af, at hun ødelagde sig selv ved at drikke og ryge hele tiden, og så var jeg træt af at skulle hente hende hele tiden… men for at være ærlig, så havde jeg ikke lyst til at tage på arbejde. Ikke lige nu, når jeg aldrig vidste hvor hun var henne.. men arbejdet var jo også vigtigt.

NIALL’S SYNSVINKEL:

Det havde været tre virkelig lange dage. Mine forældre havde haft ringet en del for at høre hvordan det gik med Rose, men hver gang måtte jeg fortælle at det ikke gik frem ad. Jeg havde ikke fortalt noget om hendes sammenbrud, da jeg ikke ville få hende til at hade mig mere end hun gjorde. De andre sikrede mig om, at hun ikke hadet mig, men den måde hun kiggede på mig afgjorde det hele. Jeg savnede hende – jeg savnede min søster. Jeg vidste jeg måtte snakke med hende, og jeg vidste jeg måtte undskylde. Jeg vidste jeg havde en stor skyld i, at hun var hvor hun var nu. Jeg havde stukket hende i ryggen, da hun havde allermest brug for mig. Vi havde alle stukket hende i ryggen, men ens egen bror?

Jeg kiggede over på Zayn som sad og snakkede med hende. Jeg var så glad for, at han kunne få hende til at lukke sig lidt op. Jeg var så dybt taknemmelig for hvad drengene havde gjort for mig… for jeg var ikke stærk nok til at gøre noget af det selv. Jeg kunne ikke være hård, ligesom Harry eller Louis. Jeg var knust indeni, knust over at se min søster på den måde. Jeg hadet hvad hun var blevet, men mest mig selv for at få hende til at være sådan.

LIAM’S SYNSVINKEL:

Jeg kiggede over på Niall, som kiggede over på Zayn. Jeg vidste hvor taknemmelig Niall var for det han gjorde – det vi alle gjorde. Hver aften havde han takket os så meget, og alligevel endte det med at han begyndte at græde. Det gjorde virkelig ondt på os alle sammen at se ham sådan – og hende. Men jeg så ting i hende, som var et godt tegn. Jeg håbede at Zayn kunne bryde helt ind til hende. Det havde hun brug for, og det havde vi brug for...

ZAYN’S SYNSVINKEL:

Det var første gang, at jeg havde haft en normal samtale med Rose. Hun var træt og smadret, det kunne jeg nemt se. Det havde været en lang dag, men den havde også været.. rar. Jeg var ked af at se Rose som hun var, og jeg håbede hun ville stole nok på mig, til at få nogle af hendes problemer ud. Jeg ville gøre alt for at få hende igennem det her – virkelig. Jeg var bange for at miste hende, og det var de andre også. Niall var min bedsteven, og at se ham være så ked af det, det gjorde ondt. Det vidste jeg det gjorde på alle drengene. Vi havde ferie i denne uge, men så kaldte arbejdet altså også igen. Jeg var ikke tryg ved at tage med, da jeg aldrig vidste hvor Rose var henne, hvis jeg ikke kunne se hende..

ROSE’S SYNSVINKEL:

Jeg mærkede igen hånden mod min kind, og lidt efter blev jeg skubbet op af væggen. ”Din l:der!” råbte han for femte gang og hævede sin hånd igen. Jeg mærkede hans næve i maven, og faldt forover. Tårerne pressede sig på, men jeg ville ikke lade ham se mig græde. ”Du burde brænde i h:lved!” råbte han højt og sparkede til mig, så det gav et stød i hele min krop.

Jeg vågnede med et skrig, mens tårerne rendt ned af mine kinder. Jeg kiggede rundt i værelset og kunne mærke, hvordan mørket lagde sig tæt til min krop. Døren blev slået op, og en savnet urolig stemme sagde mit navn. Jeg kunne ikke svare. Jeg blev næsten kvalt i mine tårer. ”Hey rolig” sagde han og kom hurtigt hen til mig, og før jeg kunne gøre modstand sad han med armene om mig. Hvis det ikke var fordi jeg rystede så meget, og hvis det ikke var fordi jeg vidste, at det var dét her jeg havde brug for lige nu, så havde jeg skubbet ham væk og bedt ham skride af hel:veds til, men alt min vrede var væk. Jeg lod ham vugge mig stille frem og tilbage ”det var bare en drøm” hviskede han stille. Jeg ønskede han havde ret, men det var det ikke. Det var sandhed, og det var sket før. Jeg havde oplevet det for nogle måneder siden, og minderne stod helt klart i mit hoved. Jeg var sikker på, at hans t-shirt var helt våd, men eftersom jeg hele tiden tudet, så var det mit mindste problem. På tre dage havde jeg allerede ladet tre komme alt for tæt på mig.. Jeg ville aldrig have gjort sådan noget, men fordi jeg selv vidste, at jeg havde savnet dem alle fem som bare f:nden, så var der noget i mig der tillod det – tillod at lade dem komme tæt på mig, se mig græde og trøste mig.

Jeg vidste ikke om det var forkert at lade ham komme tæt på nu…. Jeg vidste bare en ting – jeg havde savnet ham. Jeg havde savnet min storebror som bare f:nden, og det at jeg elskede ham, fik mig til at hade ham på sammentid. Jeg savnede ham, elskede ham og hadede ham.. Men lige nu nød jeg bare at sidde i hans arme.

Jeg kunne langsomt mærke hvordan en hård knude bredte sig til hele kroppen. Jeg tørrede mine øjne, og lidt efter gik det op for mig, hvem der sad og holdt om mig. Min facade kom langsomt frem og lagde sig, hvor den plejede at være. Jeg kunne mærke hvordan mit had til Niall steg. Han forlod mig. Han forlod mig da jeg havde mest brug for ham! Han valgte sit band frem for mig. Jeg lagde mine hænder mod hans bryst og skubbede ham væk. Jeg kiggede op på ham, med et blik der ikke ligefrem viste taknemmelighed… men mere vrede. Jeg havde troet min facade var væk – helt væk, men jeg tog fejl. Jeg rykkede mig fra ham, hvilke fik et såret blik frem i hans øjne, men det sagde mig ingenting. Han rejste sig med et lille suk og gik hen imod døren, og inden han gik ud vendte han sig mod mig ”Du kan aldrig tilgive mig, vel?” sagde han med en trist stemme. Et kort falsk grin undslap mine læber, uden jeg vidste hvorfor. Det var ikke meningen at svare ham, eller give ham nogen reaktion. Han skulle bare have gået. ”Du forlod mig Niall, da jeg havde mest brug for dig!” hvæsede jeg af ham. Han kiggede ned, hvilket han altid gjorde, hvis han ikke vidste hvad han skulle svare.

LOUIS SYNSVINKEL:

Jeg var på vej ud på toilettet, da jeg hørte Niall hviske noget til Rose, som græd – igen. Jeg sukkede lavt og gik videre. Harry havde fortalt, at det ikke var første gang hun havde mareridt. Det gjorde mig en smule urolig, for det måtte være ret slemt, siden hun skreg og græd hver aften.Fa

Jeg tog et glas vand og gik ud fra toilettet, da jeg hørte Rose vrisse af Niall. ”Du forlod mig Niall, da jeg havde mest brug for dig!” jeg kunne se Niall i dørkarmen. Han sænkede hovedet, hvilket betød, at han ikke vidste hvad han skulle sige, eller fordi hun havde såret ham. ”Du vil altid se mig som din åndssvage lillesøster, som drikker og sætter dig i et dårligt lys, ikke?” sagde hun en anelse højt. Niall svarede hende ikke. Jeg gik et skridt hen mod døren, da jeg hørte Rose snakke med en så hård stemme, at jeg vidste hendes facade var tilbage. ”Men har du nogensinde prøvet at finde ud af hvorfor?” jeg kiggede hen af gangen og så Zayn, Harry og Liam komme gående. Harry sendte mig et forvirret blik. Niall svarede hende stadig ikke, hvilket vidst irriterede hende, for hun snakkede pludselig meget højere end før: ”Men sandheden Niall, sandheden er, at jeg gør det l:rt hver evig eneste dag, fordi jeg ikke har brug for at få bekræftet, at min bror og hans venner forlod mig! Jeg har ikke brug for at vide, at min xkæreste var mig utro, eller at min xkæreste fandt ud af jeg var i seng med hans bedsteven! og jeg har ikke brug for at få bekræftet, at min storebror altid vil være perfekt i mine forældres øjne! Jeg har ikke brug for at få bekræftet, at jeg levet et l:rte liv hver eneste dag!” hendes stemme rystede da hun sagde det sidste. Jeg kiggede over på drengene, som så virkelig chokeret ud. Siden hun kom havde hun skubbet os alle væk, hun havde grædt, skreget, stukket af og alt muligt andet. Selvfølgelig vidste vi godt, at der var en grund bag det.. men det kom vidst bag på os, at det var dén grund der havde fået hende til at drikke og ryge. ”Tror du virkelig, at jeg ville tage mit liv pga. to drenge?” Niall kiggede endelig på hende, men igen uden at svare. 

----------------------------------------------------------------------------

Hvis I ikke har læst min anden novelle "Secrets hurts" så må i meget gerne læse den! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...