Torn - One Direction.

Rosalie er en pige på 18 år. Hendes bror er Niall Horan og hendes x kæreste er Harry Styles. 1D bor i Usa. Hun prøvede at tage sit eget liv, så hendes forældre tvang hende med tilbage til England. Men fordi hun drikker, fester og ryger hele tiden, så bliver hun sendt hen til Niall.

- Jeg har fået inspiration af denne novelle fra Majs! Jeg kopirer ikke fra hende, det må i endelig ikke tro. :)

562Likes
505Kommentarer
65994Visninger
AA

8. At bede om hjælp

 

Da Louis åbnede døren, gik jeg direkte ind uden at tage mine sko af. Jeg var så rasende! De ødelagde ALT! Jeg måtte INGENTING!  Jeg ville overhovedet ikke snakke med dem igen! Jeg smed min jakke på gulvet, og skulle til at gå ind på mit værelse, da en hånd lagde sig om min arm og trak mig tilbage. ”Tror du helt seriøst bare du kan snige dig ud, uden vi finder ud af det?” spurgte Harry højt om. De andre drenge rystede på hovedet og gik langsomt væk fra os. ”Jeg kan gøre hvad jeg vil! Jeg er 18 år, og jeg er ikke din kæreste længere!” røg det ud af munden på mig. Det med at være tavs gik vidst ikke så godt. Jeg kunne i et kort øjeblik se hans øjne blev fulde af sorg, men det blev hurtigt ændret af vrede. Jeg vidste godt jeg var gået for vidt, men alkoholen pumpede i mig, og jeg var så rasende. ”Du er 18 år, men du opfører dig som en på 14!” sagde han højere og strammede grebet om min arm. ”Hvis du har så mange problemer med mig, så skrid! Jeg har ikke bedt dig om at være babysitter!” skreg jeg højt og ville trække min arm til mig. ”Jeg ville elske at lade dig være, men jeg har en bestemt fyr, der er f:cking bekymret for en bestemt pige, som bliver ved med at gøre sig selv til grin!” råbte Harry højt. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og kunne mærke en stikken i mine øjne ”I kan alle sammen rende mig” hviskede jeg rasende og trak min arm til mig, for at gå fra ham… men det synes han vidst ikke.

Han trak mig hårdt tilbage, og skubbede mig ind i væggen. Han tog den anden hånd om min anden arm. ”Rose, kig mig i øjnene” sagde han hårdt og kort, men med så meget vrede, at det skræmte mig lidt. Jeg kunne se hans øjne koge. Jeg var ret sikker på, at jeg aldrig nogensinde havde set Harry så sur før. Ikke engang da vi skændes déngang.  ”Du opfører dig som en eller anden psykolog” hvæsede jeg af ham. ”Professionelt ord” mumlede han koldt. Jeg rystede på hovedet og prøvede at vride mig fri igen, men han bevægede sig overhovedet ikke. Jeg sukkede opgivende. ”Du fortjener f:cking ikke det liv du har Rose! Du kan ikke kontrollere dig selv længere, og vi skal hele tiden rende i r:ven af dig! VOKS OP ROSE FORH:LVED!” råbte han højt, hvilket ramte mig dybt. Min facade knækkede en smule og tårerne pressede sig virkelig på. ”Det er mit liv nu Harry!” han skulle til at afbryde ”vil du måske hellere se mig på den sindssyge afdeling?!” råbte jeg højt og var på grådens rand. Han svarede ikke, men kiggede bare med et ligegyldigt blik, hvilket knækkede min facade fuldstændig.  Det gav et stik i mit hjerte, og jeg var sikker på, at alle mine følelser kunne ses i mine øjne. Jeg kiggede hurtigt ned. Han fortjente ikke at se mig sådan her, overhovedet. Jeg kunne mærke hans ånde mod min kind, hvilket fik mig til at fryse. Jeg lukkede øjnene i og gjorde alt for at samle min facade igen, men jeg kunne ikke. Den var der ikke længere. Jeg kunne mærke hvordan sorgen blev til vrede. To år spildt på en f:cking dag! ”Dit blik siger alt” hviskede jeg og skubbede ham væk ”du behøver ikke sige mere” Jeg begyndte at ryste – en del. Jeg kneb øjnene endnu mere sammen og greb ud efter noget at holde i. Mine følelser overvældede mig. Tanker og følelser fra da jeg forlod det her sted og til nu. Alt det Harry sagde lød igen i mit hoved.

Med smerte i benet og brystet prøvede jeg langsomt at tage et skridt, men mine ben rystede så forfærdelig meget. Jeg rakte ud efter noget at støtte mig til, men der var ingenting. Mine ben knækkede sammen under mig, men inden jeg faldt tog Harry om mig. Jeg skubbede hurtigt og hårdt til ham – troede jeg. Han bevægede sig ikke, men lod sine arme trække mig helt ind til sig. Jeg lod et hulk udslippe mine læber, og et mere, og til sidst røg alle tårerne ud.. her lige foran Harry. Jeg havde regnet med, at han ville slippe mig eller lade mig være alene, men i stedet trak han mig helt ind til sig. Jeg rystede på hovedet og slog ham på brystet op til flere gange. ”Slip mig” hviskede jeg med en grådet stemme. Han gav en smule slip fra mig, og i dét øjeblik var jeg sikker på, at jeg ville falde. Men jeg fortjente det. Jeg fortjente den smerte at vide jeg var blevet forladt. Jeg fortjente smerte. Jeg var et forfærdeligt menneske…

Jeg ramte aldrig jorden, men i stedet lå jeg i Harrys favn mens han løftede mig ind på mit værelse. Han satte sig langsomt ned på sengen og lagde sine arme beskyttende om mig. En masse minder kom tilbage til mig, og en følelse af tryghed skyllede ind over mig. Det var længe siden jeg havde ladet nogen komme så tæt på mig. Det var længe siden jeg havde mærket en andens arme omkring mig, uden jeg var fuld eller noget andet. Det var længe siden jeg havde nydt at være i en andens arme. Jeg ville nok fortryde det i morgen. Jeg ville sikkert fortryde alt i morgen, men lige nu lod jeg ham vuggede mig langsomt frem og tilbage, hvilket havde en rolig effekt på mig. Der kom hele tiden nye minder, hvilket fik mig til at hulke højere. Det gjorde forfærdelig ondt inde i. Alt det jeg havde skjult og skubbet væk i to år kom væltende ind. Alt flød sammen, hvilket fik tårerne til at strømme hurtigere og hurtigere ned af mine kinder.  

LOUIS SYNSVINKEL:

Jeg kiggede over på Niall, som sad med hovedet ind mod Zayn. Ingen af os havde regnet med denne aften ville ende som den gjorde. Jeg kan huske hvordan vi alle havde reageret da Liam kom ind og fortalte, at hun igen var flygtet. Jeg kan huske Niall’s ansigt, Harry’s suk og Liam der bare så helt forvirret ud. Jeg blev også selv virkelig irriteret og var tæt på, at lade hende gøre hvad hun ville… men da nogen havde kontaktet vores manager, som havde ringet til os og fortalt hvor hun var, så tog vi alle hurtigt af sted. Da vi endelig kom derhen måtte vi have hætte og det hele på, for ikke at tage opmærksomheden, for så havde Rosalie endnu en mulighed for at flygte.

Jeg kan nemt huske mit blik, da jeg så en anden fremmede dreng sidde og rage på hende. Det fik min mave til at vende sig, selvom jeg vidste det ikke var første gang hun lod det ske. Zayn havde hurtigt fået fat i Rose, da hun var klar til at følge med ham drengen hjem. Liam fik hurtigt drengen til at forstå, at der ikke var mere at hente og så smuttede han. Jeg rystede på hovedet. Sikke et liv hun havde fået.

Det eneste jeg kunne høre var Rose’s gråd. Jeg vidste ikke hvordan Harry havde fået hendes facade knækket, men jeg vidste, at Niall slet ikke var klar på det. Da han snøftede kiggede jeg over på ham. Han så virkelig ud til at være ked af det, men det var vi alle sammen. Hun græd ikke lavt, hun græd virkelig højt – og meget. Jeg havde aldrig hørt Harry eller hende skændes sådan før. Jeg havde aldrig hørt Harry så sur før – aldrig. Det kom bag på os alle sammen, og det at Rose brød fuldstændig sammen gjorde ondt på os alle.. og på samme tid gik det vidst op for os, at der var noget hun havde gået inde med alt for længe. Noget hun havde brug for at komme ud med, men ikke kunne. Det gik op for os, at hendes selvmordsforsøg var langt mere end kærestesorger…. Og det var dét jeg tror ramte Niall mest. Han havde sendt hende tilbage med tanken om, at hun skulle komme over Harry og Justin. Ikke fordi han ville have hende væk, men fordi han nemt kunne se hvor det ville ende.. men jeg tror ikke han havde i tankerne, at det skulle ende sådan her. Jeg vidste han følte skyld – det gjorde vi alle sammen. Vi burde have set, at Rose ikke ville begå selvmord pga. nogle drenge – aldrig. Der var meget mere bag det, hvilket hendes forældre heller aldrig lagde mærke til. Jeg lagde tungt mit hoved ned i mine hænder og sukkede.

ROSALIES SYNSVINKEL:                                             

Jeg var sikker på, at Harry’s t-shirt var helt våd. Jeg havde aldrig grædt så meget før – aldrig. Jeg forstod det ikke selv. Jeg forstod ikke hvor alle de tårer kom fra. Jeg havde hovedpine, jeg rystede og jeg frøs. Det hele oven i hinanden, og det fortsatte. Det blev ved. Mine hænder holdt stadig godt fast i Harry’s trøje. Jeg kunne ikke slippe – ikke lige nu. Jeg var ikke klar til at blive forladt igen, ikke lige nu. Jeg kunne slet ikke samle mig, og jeg kunne slet ikke finde noget af mit gamle ligeglade jeg. Jeg havde sagt det fra starten af.. jeg skulle ikke være kommet. Jeg snøftede og et gys gik igennem mig. Jeg åbnede langsomt mine øjne og kiggede på mine hænder, som lå knyttet op af Harry’s bryst. De var helt hvide, og jeg kunne mærke mine negle borre sig ind i huden. Smerten var over det hele. I mit ben, i min hånd, i mit hoved, i mine øjne og allermest i mit bryst. Det føltes som om, jeg havde en kæmpe knude i maven, og hver gang den sprang en lille smule, så kom tårerne.

En rysten gik igennem mig, da jeg mærkede Harry’s fingre om mine knyttede næver. Han trak langsomt mine fingre fra hinanden, som om han havde set de var helt hvide. Jeg orkede ikke at gøre modstand. Jeg orkede ikke noget som helst lige nu. Jeg var smadret, og jeg havde ondt i hele min krop. Det var som om den mindste bevægelse fik smerten til live igen. Han strakte mine finger ud, selvom det gjorde ondt lod jeg ham gøre det. Han tog den anden hånd og gjorde det samme, og derefter lukkede han sine arme om mig igen og vuggede mig langsomt frem og tilbage.

Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvor længe jeg lå sådan, men efter en lang kamp om at holde mine øjne åbne, så faldt de sammen. Jeg vidste, at Harry ville smutte når jeg sov, men jeg kunne jo heller ikke holde på ham for altid. Jeg lukkede mine øjne i og lagde første gang mærke til, hvor godt han duftede.

HARRY’S SYNSVINKEL:

Jeg tørrede langsomt mine øjne, inden jeg rejste mig op. Jeg lagde forsigtigt Rose ned i sengen og trak dynen over hende. Det havde virkelig vækket en masse tanker i mig. Selvfølgelig havde Rose ikke ville begå selvmord pga. mig eller Justin. Der lå meget mere bag der, meget mere end kærestesorger. Jeg slukkede lyset og gik langsomt ind i stuen, hvor de andre hurtigt rettede blikket mod mig. Louis og Liam var straks henne ved mig. ”Er du okay?” spurgte Louis mig om, og gav mig et kram. ”Yeah” sagde jeg og satte mig ned. Jeg var træt og udmattet. Det havde været en enorm lang dag. Det føltes som om Rose havde været her i flere dage! Jeg kiggede hen på Niall, som var faldet i søvn med hovedet på Zayn’s skulder. Han var helt rød i ansigtet – jeg var sikker på, at han havde grædt.

Jeg mødte Liam’s blik, som så bekymret på mig. ”Hun sover” sagde jeg efter noget tid, hvilket fik dem til at nikke. Jeg satte mig ned i sofaen. ”I har vel regnet det ud, ikke?” spurgte jeg om og hentydede til, at der lå meget mere bag hendes facade. ”Selvfølgelig” sagde Zayn roligt og follede sine hænder, hvilket han altid gjorde, når han var nervøs. Jeg rystede på hovedet ”Hvordan kunne vi være så dumme?” spurgte jeg om. De andre trak på skulderne ”jeg tror bare, at det er vigtigt, at vi passer ret meget på fra nu af” sagde Zayn og trak sig væk fra Niall, så han lå på sofaen. ”Hvis hun flipper ud på os, så tag imod det i stedet for at svare igen” sagde Zayn og kiggede skiftevis på Louis og jeg. ”Jeg er sikker på hun er knust” sagde Liam stille og gabte. Vi nikkede alle bekræftende. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var så træt og forvirret, og ked af det. ”Lad os nu komme i seng, vi har en travl dag i morgen” sagde Zayn og prøvede at løfte humøret. Louis, Liam og jeg blev og sov – igen.

Jeg vågnede ved at jeg kunne høre stemmer. Jeg kiggede på Louis, som lå ved siden af mig, han snork sov. Jeg satte mig op i sengen, og lidt efter hørte jeg et kort skrig. Jeg rejste mig hurtigt op. Min første tanke var, at Rosalie havde gang i et eller andet sygt – igen. Jeg listede hurtigt hen til døren og ned af gangen. Jeg kunne høre hun bevægede sig, da sengen knirke meget lavt. Jeg åbnede forsigtigt døren, og så hende ligge i sengen, med lukket øjne. Jeg åndede lettet ud, og skulle til at vende om, da jeg hørte hende jamre. Jeg gik hurtigt hen til hende ”Rose?” spurgte jeg forsigtigt om. Hendes ansigt så skræmt ud. Jeg ruskede stille i hende for at vække hende, men der skete ingenting. Jeg ruskede lidt hårdere i hende og hun vågnede. Hun gav et kort skrig fra sig og satte sig op. ”Harry!” gispede hun hurtigt. Jeg kunne se frygten, sorgen og usikkerheden i hendes øjne ”Du…. Du forskrækkede mig” sagde hun lidt efter irriteret og trak dynen over sig. Jeg satte mig ved siden af hende, og gav hendes arm et klem. ”Er du okay?” spurgte jeg forsigtig om. Hun kiggede med et mærkeligt blik på mig og kiggede så væk. ”Jeg vågnede” mumlede jeg, hun ville sikkert have en forklaring på hvorfor jeg var her ”fordi jeg hørte dig snakke” sagde jeg hurtigt efter, og blev lidt chokeret over, at jeg faktisk kunne høre hende helt ned til mit værelse. Hun lagde sig langsomt ned igen, og vendte sig om – uden at sige et ord. Jeg tog forsigtigt fat i hende, og hun kiggede med det samme om på mig. ”Rose, jeg er her ikke for sjov skyld… jeg vil høre hvad der sker med dig” sagde jeg ret alvorligt, hvilket hun godt kunne fornemme, for hendes ansigt ændrede sig til et smørret smil, og så lukkede hun øjnene igen. Jeg sukkede irriteret ”Rose, jeg mener det!” hun vendte sig om ”Kan vi ikke tage den i morgen?” hendes øjne var fyldt med vand – igen, hvilket fik mig til at tænke over, om jeg havde været for hård ved hende? Jeg kiggede rundt, og så en madras… ”Jeg sover herinde, og når vi vågner så fortæller du mig det” hun kiggede overrasket på mig, åbnede munden og lukkede den igen. Hun kiggede ned på sine hænder, rejste sig med et utilfreds suk og lagde madrassen frem, samt en pude og en dyne.

Det overraskede mig en del, at hun ikke flippede ud eller bad mig skride. Måske var hendes facade virkelig knækket? Jeg trak forsigtigt dynen over mig, og fulgte Rose med øjnene, da hun lagde sig under dynen og snøftede nogle gange.

ROSALIES SYNSVINKEL

Jeg blev skubbet hårdt op af væggen og mærkede kulden mod min ryg. Jeg vendte mit hoved til, da han prøvede at kysse mig igen. Jeg mærkede hans fingre glide langs min kæbe og ned til halsen. ”Sig du elsker mig” hviskede han og kyssede mig på halsen. Da jeg ikke svarede, tog han mit hoved i sin hånd og strammede til, hvilket fik mig til at skrige højt.

Jeg vågnede med et sæt og satte mig op. Jeg kiggede hurtigt til siden, hvor Harry sad. Jeg gav et gisp fra mig og lagde hurtigt en hånd på mit hjerte, som sprang af sted. Jeg kneb hurtigt øjnene sammen og kiggede væk. Jeg trak dynen over mig, for at skjule at jeg rystede. ”Hey, rolig” sagde Harry med en stemme, som næsten var en hvisken. Jeg begyndte at ryste endnu mere, hvilket sikkert kunne mærkes i hele sengen. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, og lod min pande hvilke mod min håndflade. ”Bare en drøm” hviskede jeg stille til mig selv, for at berolige mig… men stemmen inden i skreg, at det ikke bare var en stemme, det var min fortid, som prikkede mig på skulderen hele tiden. Jeg kunne mærke jeg svedte – en del.. men det var ikke vigtigt nu. Harry sad og stirrede på mig, og jeg kunne mærke det lige så nemt. Jeg ville ikke kigge på ham, det ville være ydmygende lige nu. Jeg havde faktisk overhovedet ikke lyst til at snakke med ham. ”Du snakker bare når du har lyst” sagde han på en måde der irriterede mig. Jeg lukkede øjnene i og rejste mig op ”Hvad der er sket med mig, det rager ikke dig” vrissede jeg surt af ham. Han kiggede med halv store øjne på mig og rejste sig så op. ”Rose” sagde han langsomt, men jeg lavede en bevægelse med hånden, som skulle få ham til at stoppe med at tale. Jeg var ikke klar til at fortælle ham det… og jeg blev det nok aldrig. Han havde svigtet mig, ligesom de andre. Jeg kiggede på Harry, som bare borrede sit blik ind i mit. Jeg tog fat i dørhåndtaget og gik hurtigt ud på gangen. Jeg var så usikker på mig selv, som nogen kunne være. I går var det hele knækket fuldstændig for mig, og jeg kunne stadig mærke knuden i maven – og der skulle ikke særlig meget til før den sprang.

Jeg kom humpende ud i køkkenet, hvor Zayn sad og drak kaffe. Han vendte sig om idét jeg kom ind. Det burde jeg have sagt mig selv. Selvfølgelig ville huset være fyldt med drenge.. efter min lille scene i går, så skulle jeg ikke forvente andet. Jeg ignorerede hans blik og kiggede opgivende ud i luftet. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen – eller bede om nogens hjælp. Jeg gik hen til et skab og åbnede det, men det var ikke glassene. Jeg bevægede mig langsomt hen imod det andet og håbede for alt i verden, at det var glas… men uheldet var mig med – det var skåle. Jeg vendte mig om og hoppede et chokeret skridt tilbage, da Zayn stod med et glas i hånden. ”Her” sagde han og sendte mig et lille smil. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod og kiggede på det, men tidsnok til, at Louis kom ind i køkkenet og gloede dumt. Jeg tog imod glasset, kiggede på Louis og kiggede så hurtigt væk igen, da han kun stod med nattbukser på. Det var ikke fordi jeg var nem at få til at rødme, men det virkede bare forkert at stå i køkkenet med dem, efter i går. At møde deres blikke, som bare hvilede med et trist udtryk gjorde mig nervøs. Jeg vidste ikke om jeg var parat til at vade rundt under samme tag med dem. Det var fuldstændig meningsløst at gå rundt som et spøgelse, som alligevel ikke fik et ord indført… Sådan havde jeg det: Rosalie Horan verdens største taber, som ikke engang kunne kontrollere sit eget liv. Jeg kunne slet ikke uddybe mine følelser for nogen. Mit smilebånd kunne slet ikke trække sig bare en smule. Alt var dødt, både udenpå og indeni. Ingen lykke kun sorg. Hvis bare jeg kunne fortælle dem hvor meget jeg kæmpede for at holde de små stykker af min facade ved lige, og hvor svært det egentlig var uden den – så ville de nok ikke forstå mig alligevel.

 Jeg tog noget vand i glasset og vendte mig om. Jeg kunne mærke deres blikke følge mig hele vejen ud. Tårerne valgte at komme frem igen, og somsagt kunne jeg ikke holde det i mig længere, da min facade var knækket. Jeg humpede igennem stuen, hvor Harry, Niall og Liam nu var i. Jeg kiggede ned i jorden og gik direkte ind på mit værelse. Bare at se dem, fik knuden i maven til at springe. Jeg kunne mærke hvor stor min trang til alkohol og at ryge var. Jeg havde virkelig brug for noget til at berolige mig. Jeg gik ind på mit værelse og fandt mine smøger frem. Solen skinnede og vejret var virkelig godt. Jeg satte mig i vindueskarmen og tændte for min smøg. Jeg tog et sug, hvilken kunne føltes helt ned i maven, og lagde et slags plaster over knuden i maven. Jeg åndede ud og nød lettelsen. Jeg lænede mig tilbage og lod mit blik finde mit ben. Mine øjne blev store. Mit ben var blåt hele vejen fra knæet og ned til anklen. Der var gult og blåt, det så forfærdelig ud! Jeg var ret sikker på, at det efterhånden blev slemmere og slemmere, men jeg ville ikke hen på det sygehus – aldrig nogensinde igen. Bare tanken fik min mave til at vende sig. Jeg kiggede rundt, og fik øje på to mænd over ved nogle buske. De havde begge to et kamera, hvilket fik mig til at sukke. Jeg orkede næsten ikke at fjerne mig, men jeg gjorde det alligevel.

Jeg havde diskuteret længe med mig selv nu. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville til lægen med mit ben. De kunne i det mindste give mig et svar på det, hvis jeg ikke kunne tage på hospitalet. Men det at jeg skulle bede drengene om hjælp, det var ikke mig. Det var dét der gjorde mig usikker. Jeg havde ikke fortjent deres hjælp, så hvorfor skulle de give mig den? Jeg rejste mig fra min seng og åbnede døren ud til gangen. Jeg hørte drengene grine, men det sagde mig ikke så meget. Jeg måtte tage derhen alene så. Jeg gik langsomt ud mod køkkenet, hvor Zayn og Liam sad. De slog begge blikket hen på mig, og blev stille. Jeg sukkede lavt og kiggede så for første gang i lang tid direkte ind i Zayn’s øjne. Han var den eneste der ikke havde råbt af mig – ikke en eneste gang. Hvis jeg absolut skulle bede en om hjælp, så var det ham. ”Zayn?” det gav et sæt i dem begge to, da jeg endelig åbnede munden for at snakke. Sidst de havde hørt mig sige noget, det var i går aftes hvor jeg skreg mine lunger ud. ”Ja?” han lød som sit normale glade jeg, hvilket lagde en lille dæmper på mit bankende hjerte. ”Jeg vil gerne til lægen” mumlede jeg stille og kiggede flovt ned i jorden. ”Har du det dårligt?” spurgte Liam hurtigt om og rejste sig op. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned på mit ben, og op i Zayn’s øjne. Det var gået langt over mine grænser at skulle spørger Zayn om hjælp, så det at jeg skulle kigge på Liam og snakke til ham, det kunne jeg ikke lige nu. ”Må jeg se det?” spurgte Zayn om, og kom hurtigt hen til mig. Jeg sukkede og bed mig i underlæben. Jeg humpede hen til bordet og satte mig på stolen, og derefter trak jeg så mine gemacher op. Jeg hørte Liam gispe lavt. Jeg kiggede op og mødte Zayn’s blik, som ikke så så godt ud. Det var vidst ret slemt. Han kiggede fra mit ben til mig, tog nøglerne der lå på bordet, smed dem i lommen og nikkede. ”Hey guys” sagde han og gik ind i stuen, hvor de sad. ”Jeg tager med Rose til lægen” ”Er hun syg?” hørte jeg Niall spørger bekymret om. Det gav et stik i mit hjerte. Jeg havde været her i snart to dage, og jeg havde ikke sagt et ord til Niall – min bror, som stak mig i ryggen da jeg havde mest brug for ham. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, hvilket fik mig til at slå min hånd ned i bordet. Liam kiggede forvirret på mig. Eftersom min facade ikke længere virkede, så måtte jeg prøve med gamle metoder – hvilket sjovt nok stadig hjalp.

LIAMS SYNSVINKEL: Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg så hun slog hånden i bordet. Det var dumt, og jeg forstod ikke hvorfor hun ville tillade sig selv, at få så meget smerte – men hun havde stadig noget af sig selv tilbage. Hendes måde at bide sig i læben på når hun blev nervøs, og nu det her. Jeg gik med korte skridt ind i stuen, hvor Louis så en smule forvirret ud, Harry så lidt sur ud, og Niall så bare ked af det ud. ”Jeg ved ikke hvorfor hun gerne vil snakke med mig, men lad os nu bare tage det som et fremskridt, okay?” sagde Zayn og kiggede på Louis, som nikkede lidt efter. Zayn vendte sig om og sendte mig et hurtigt smil, som jeg gengældte. Lidt efter forsvandt han ud i køkkenet hvor Rose var.

”Hvad skal vi lave?” spurgte jeg om, for at få lettet stemningen. Harry og Louis smilede pludselig stort ”FIFA” sagde Niall så og grinte. Jeg smed mig hurtigt i en af stolene .

ROSALIE’S SYNSVINKEL

”Hvorfor er det du ikke vil hen på hospitalet?” spurgte Zayn om, og tændte radioen så der ikke var sådan en akavet stilhed. Spørgsmålet kom lidt bag på mig. Jeg kiggede ud af ruden og lagde mærke til de grå skyer der langsomt gled hen over himlen. Jeg fjernede ikke mit blik fra ruden, heller ikke da han kort kiggede på mig. Jeg hørte ham sukke kort, hvilket gav mig en form for skyldfølelse. Jeg havde ikke fortjent hans hjælp, men alligevel havde han givet mig den. Han havde alle mulige grunde til at flippe ud på mig i går, men det gjorde han ikke. Han hjalp mig, selvom jeg ikke havde bedt om det, og her sad jeg og ignorerde ham fuldstændig? Jeg trak vejret dybt ”Fordi det var der mit liv blev ødelagt” mumlede jeg så. Zayn kiggede hurtigt over på mig. Selvfølgelig kom det bag på ham, at jeg svarede. Jeg kunne mærke følelsen af, at jeg fortrød det jeg lige sagde. Hvorfor fortalte jeg Zayn det? Han spurgte jo af ren nysgerrighed, ikke fordi han rent faktisk ville høre på mit l:rt. Hvem ville også det? Helt seriøst?  ”Rose” sagde han langsomt og bremsede op, fordi der var et lyskryds. Han kiggede på mig ”Det er ikke for sent at ændre sig. Dit liv er først lige begyndt” Jeg blinkede forvirret med øjnene og tog langsomt mit blik fra ruden. Hvad sagde han lige? Han sendte mig et kort smil, hvilket fik min mave til at vende sig. Det overraskede mig virkelig, at Zayn faktisk….. havde ment, at han ville vide hvorfor jeg ikke ville hen på hospitalet. Jeg trak mit ikke såret ben op til mig og lagde mit hoved på mit knæ. Selvfølgelig havde drengen en pointe med det han sagde, men det var så svært at tro på lige nu, når alt så så sort ud. 

Da vi kom ud af bilen bed jeg smerten i mig, og gik op mod døren. Jeg ville ikke endnu engang bede om Zayn’s hjælp, for jeg vidste, at jeg stadig ville være fjendtlig overfor ham.. og jeg kunne ikke holde skyldfølelsen ud.  Noget inde i mig kunne ikke tilgive ham – eller de andre, selvom det nogen gange ville være det letteste. Jeg kiggede op på den store grå bygning og sukkede. Kunne de ikke i det mindste vælge en farve, som gjorde at man havde lyst til at besøge stedet? Zayn åbnede døren, og lavede tegn til, at jeg skulle gå ind først. Jeg sukkede endnu engang, da jeg så trapperne op til salen, hvor lægerne havde deres plads. Jeg gik hen til trappen og tog godt fast i gelænderet. Det var så nu, at jeg skulle vise overfor mig selv, at jeg godt kunne klare det. Jeg tog det første skridt op på trappen, men jeg blev nød til, at bruge min arm for at få benet med. Jeg kneb øjnene sammen, det her blev en lang tur.

”Her lad mig” sagde Zayn og var over ved mig, før jeg kunne nå at bede ham lade være. Han skulle til at lægge en arm om mit liv, da jeg kiggede ham i øjnene. Han tog sin arm til sig og sukkede tørt ”Rose” sagde han roligt og fastholdt mit blik, selvom jeg prøvede at fjerne det. ”Lad mig nu hjælpe dig” sagde han med en bedende stemme, hvilket fik min mave til at røre på sig. Jeg trak langt om længe mit blik til mig og kiggede ned på mine hænder, som rystede en hel del. Hvorfor var det så svært bare at være taknemmelig? Hvorfor skulle jeg gøre sådan et stort nummer ud af det? Det var som om, at der var to sider af mig der kæmpede imod hinanden – indeni mig. Jeg bed mig i underlæben og nikkede så langt om længe. Jeg kunne se Zayn prøvede at skjule sit smil, og lidt efter lagde han sin arm om mit liv. Der gik et forskrækket stød igennem mig, da jeg ikke var van til folks berøringer på dén måde. Jeg lagde min arm på hans skulder, og lod ham ’bære’ mig op.

”Rosalie Horan” sagde lægen og kiggede rundt i venteværelset. Jeg kunne straks mærke en masse blikke på mig, da jeg rejste mig op. Jeg sukkede lydløst og mærkede lidt efter Zayn’s hånd om min arm. Jeg skulle til at sige til ham, at han bare kunne blive herude, men han var allerede begyndt at trække mig hen mod døren ind til lægen. Jeg kunne høre folk hviske en masse ting til hinanden, og først der gik det op for mig, at det måske var forkert at Zayn Malik og jeg gik ind til lægen….sammen..  Jeg kiggede hurtigt på Zayn, som ikke så ud til at bemærke noget.

”Hvad er der så sket?” spurgte lægen om og kiggede på mig med et blik, som jeg havde set lidt for mange gange. Jeg follede mine hænder sammen og kiggede så op på lægen, som sad og ventede på jeg svarede. ”Em..” var det første jeg sagde. ”Det er mit ben” sagde jeg så og bøjede mig frem, for at trække mine gemacher op. Jeg kiggede på lægen, som i et kort øjeblik så lidt chokeret ud. ”Hvor lang tid har du gået med det ben?” spurgte han om og lagde forsigtigt sine kolde hænder om det. Det gav et gys i min krop. ”I to dage” sagde jeg hurtigt. Jeg ville bare ud herfra så hurtigt som muligt. ”Hmm” sagde han langsomt. Det så ud til, at han tænkte sig godt om. ”Jeg forstår ikke hvorfor i ikke er taget på hospitalet?” sagde han og gav slip på mit ben. Jeg trak gemacherne ned over igen og kiggede nervøst ned i mine hænder. ”Jeg tror det er en rigtig god ide, at få tjekket det ved en røgtenfotografering. Det kan være noget af knoglen der er knækket af, og hvis det vokser forkert sammen, så kan det skade dit ben rigtig meget” sagde han og tog sine briller på. Jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke derhen, ikke tale om!

”Rose” sagde Zayn stille, men jeg blev ved med at ryste på hovedet. Lægen kiggede spørgende over på Zayn, som hurtigt svarede: ”Hun er …. Bange for stedet” forklarede han hurtigt og lagde en hånd på min arm. Jeg ville trække den væk, men der var noget der fik mig til at lade den ligge. ”Rose kig på mig” sagde han en anelse hårdt, hvilket fik mig til at kigge på ham. ”Jeg lover dig, at der ikke sker dig noget” sagde han borrede sine brune øjne ind i mine. ”Jeg skal nok blive ved din side hele tiden, men lige nu er det vigtigt, at det ben bliver tjekket” sagde han med en bedende stemme. Jeg ville ryste på hovedet og modsige ham indtil jeg fik min vilje, men igen var det som om, at hele min krop gik i oprør og skændes med hinanden. Jeg var så forvirret, men alligevel endte jeg med at nikke. Der var noget over hans ord, som lød så ægte, selvom det var svært at indrømme.

-------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg håber virkelig I kan lide min novelle! :-) Smid gerne en kommentar. Jeg har lavet en anden som jeg synes I skal tjekke ud! :D  Der er link i kommentaren -ellers hedder den "Secrets hurt"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...