Dragen

Bogen er en "jeg-fortæller-bog" som handler om pigen Isabella, som finder et drageæg, og møder så dragen Sylvester QQS Drage bedre kendt som Sylver. De to får noget af et eventyr, på vejen hjem til Dalia som er der hvor Sylver bor. Sammen møder de både fantastiske væsner, et stort eventyr, ondskab og venskab, da de kommet til et kæmpe bjerg hvor en kæmpestor, ond drage, har skubbet Sylver (som faktisk er prinsen af Dalia) 's forældre af tronen. Isabella må nu være modig, og tage ind til byen for at finde en som kan hjælpe hende og Sylvester til at overvinde kæmpedragen...

10Likes
29Kommentarer
1777Visninger
AA

9. Blod af saltsyre

 

Da ”det var tid”  fik jeg mit sværd, min bue og pil, og en lille pose af oksehud med en drikketut i enden af Ron.

”den er til at samle blodet i” sagde han ”men du må ikke selv røre ved det. Din hud vil blive opløst, lidt ligesom med saltsyre” jeg blev bange. Saltsyre! Hvad skulle han med saltsyre!?

”hvis det ætser huden hvad skal du så med det?” kunne jeg ikke lade være med at spørge.

”det kan jeg ikke fortælle dig” svarede Ron. Hvad? Hvorfor kunne han ikke det? Men der var ikke tid til at spørge, for det var nu! Det var nu jeg skulle dræbe den drage der ville dræbe mig, Sylvester, hans forældre –kongen og dronningen af Dalia- og alle beboerne i Dalia; alt hvad der levede alt hvad der var smukt og nærende. Men jeg kunne ikke, måtte ikke tænke mere på det, for Ron havde sadlet, vandet og fodret en smuk brun hest. Det lignede Silke bare uden vinger og i brun.

” Han hedder Brymir” sagde Ron. Det var en han.

”han ser meget godmodig ud” sagde jeg med et trist smil i tanke om at den smukke, søde islandske hest ville blive brændt op af Dragens grønne flammer. Men jeg steg op, tog afsked med Ron, sagde ”tak for alt”, lovede ham at komme tilbage med blodet og red afsted i retning af bjergene.

 

Jeg havde det fint på turen. For det lille stykke af Dalia som ikke var brændt op, var fint, grønt og musikalsk, for alle fuglene som ikke var blevet brændt op, fløj rundt og fløjtede. Det lød meget, meget smukt, men samtidigt også sørgeligt, for de vidste jo ikke hvad der ville ske lidt efter lidt; brændt op, smæltet, knust… der var ingen ende på hvilke forfærdelige ting Dragen kunne finde på at gøre ved livet. Jeg fortsatte i stilhed…

 

Da jeg at nærmede mig bjergene for anden gang, begyndte det at støvregne og en let tåge drev hen over det der engang havde været et smukt Dalia.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...