Den udvalgte

Hun gik i skole, som alle andre normale piger. Hun havde venner og en kæreste, indtil hun slog op med ham. Hun er helt normal... Eller der er i hvert fald, hvad hun føler... Lige indtil hun tager til fest hos sin eks-kæreste, som hun troede hun kendte så godt, og møder denne fyr... Men er han en hel almindelig fyr?
Kan alt virkelig godt ændre sig på en enkelt nat? - Åbenbart...


På bare nogle få dage, gennemlever hun ting, hun aldrig troede fandtes sted. Hun føler ting, hun aldrig troede hun kunne føle. Hun møder nogle, hun aldrig troede fandtes.
Alt bliver pludselig helt anderlede. Helt uventet. Vil hun mon klare det?

4Likes
15Kommentarer
1834Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

 

 

Jeg gik ud mod larmen igen. Ud mod Magnus, for at feste igen. Glemme, hvad der lige var sket, da en dreng stillede sig ud foran mig.

”Hejsa,” sagde han lavt og smilede til mig med et charmerende smil. Han havde brune øjne, hvilket jeg var helt pjattet med, lækkert mørkt hår, som var sat utrolig godt og var tilpas høj. – kort sagt, han var lækker!

”Ømh, hej,” fremstammede jeg og bed mig i min underlæbe, bare for at se om jeg var vågen. Hele aftenen havde været meget bizar.  Det gjorde ret ondt, så efter jeg havde gennemtævet mig godt og grundigt inde i mit lille hoved, blev jeg enig med mig selv i, at jeg var vågen.

”Hvem var den idiot, der fulgte efter dig?” spurgte han med et lille grin på læben.

”Det var vidst værten,” mit smil forsvandt stille, da jeg sagde det, mens jeg tænkte på, hvad der lige var sket.

”Har han ikke et liv?” jeg kunne se, at han prøvede på at muntre mig op.

”Åbent bart ikke,” det hjalp, jeg sagde det med et smil på læben. Han grinte, og jeg grinte automatisk med. Den fyr var måske ikke så dårlig alligevel?

”Han kan vidst lide en eller anden lækker pige,” han sagde det, som om han ikke vidste, hvad han snakkede om. Og dette fik ikke mit smil til at forsvinde, som det måske ellers ville have gjord, hvis det ikke havde været ham der sagde det.

”Weird!” sagde jeg hurtigt og spillede med. ”Player,” tænkte jeg højt. Det var han virkelig! Jeg vidste godt, at han var i gang med at flirte med en eller anden pige lige nu.

”Ja, det kan man vidst godt kalde det,” mumlede han. Han troede vidst ikke jeg fattede joken.

”Pigen må virkelig være dum, hvis hun går ud med ham!” sagde jeg for at vise, at jeg faktisk ikke var helt dum alligevel. At jeg faktisk godt kunne fatte hans joke.

”Jeg tror ikke hun sagde ja, da han spurgte ham,” hans sagde sødt og med en spørgende tone.

”Jeg tror vidst hun lovede det, selvom hun ikke ville,” mumlede jeg trist. Og sandt. Det gjorde jeg jo på en måde. Jeg sagde i hvert fald ikke noget, da han inviterede mig ud. Eller jeg nåede ikke at sige noget.

Jeg kunne mærke at han blev trist af mit svar. ”Hvorfor gjorde hun det? Jeg mener, hvis hun ikke ville?” han blev ved med at tale om mig, som om det ikke var mig han snakkede om. Selvom vi begge vidste det.

”Ellers ville han ikke lade mig være resten af aften. Du så, hvor meget han var efter hende før.” sagde jeg efter en lille tænke pause. Han smilede igen. Hvorfor blev jeg dog så glad for et smil på hans læber? Hvorfor blev jeg kun endnu mere glad, da det var mig der havde fremkaldt smilet på hans læber? Sig mig, Nickie, er du ved at falde for en fyr?

”Jeg forstår hende!” jeg smilede bare til ham.

”Hvor kender du egentlig idioten fra?” spurgte jeg efter en lille akavet stilhed, der havde bredt sig mellem os.

” Vi har gået i klasse sammen. Og idioten kan nu være fin nok en gang i mellem,”

”Ja, det ved jeg godt. Når han altså er ædru,” mumlede jeg for mig selv. Jeg kunne mærke, at jeg blev mindre glad, for da jeg sagde det, kørte der en film inde i mit hoved med alle de ting han havde gjord, da han var fuld.

”Ja, men pigen synes vel ikke at han er fin nok, vel?” grinede han.

”Måske lidt, men hun kan nu bedre lide en anden dreng,” sagde jeg smilede til ham.

”Når? Hvad hedder han så?” jeg kunne se at han havde et drillende smil på læberne, og nød at have kontrol over mig.

”Jeg ved det faktisk ikke, nu hvor du spørger. Men han er ret sød, synes hun,” jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg sagde det.

”Så hun er altså slet ikke ledig?” spurgte hun og surmulede sødt.

”Nok ikke ret længe. Du må hellere skynde dig.” jeg kunne ikke fjerne det smørede grin på min læber, da jeg sagde det, og de forsvandt heller ikke, da jeg tog glasset op på mine læber. Først da jeg fik væsken ind i min mund, og jeg fik smagt på drinken. Det smagte af død kat! Virkelig dårlig! Det måtte have været Magnus der blandede det, for han havde aldrig været god til at blande noget som helst sammen. Og slet ikke når det gjaldt alkohol. Men denne hér var virkelig slem.

”Ja,” smilede han, men hans smil forsvandt hurtigt, da han så mit ansigt, som sikkert lignede en sur kartoffel. ”Hvad er der?” ”Magnus har blandet det,” fik jeg fremstammet.

 Han grinede. Grinede som en anden idiot, men tog mig da i hånden og slæbte mig ind i køkkenet. ”Kom, jeg skal også have noget at drikke.” Jeg grinede bare og gik frivilligt med ham. Han vidste altså godt, hvor dårlig Magnus var til at blande drinks?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...