Den udvalgte

Hun gik i skole, som alle andre normale piger. Hun havde venner og en kæreste, indtil hun slog op med ham. Hun er helt normal... Eller der er i hvert fald, hvad hun føler... Lige indtil hun tager til fest hos sin eks-kæreste, som hun troede hun kendte så godt, og møder denne fyr... Men er han en hel almindelig fyr?
Kan alt virkelig godt ændre sig på en enkelt nat? - Åbenbart...


På bare nogle få dage, gennemlever hun ting, hun aldrig troede fandtes sted. Hun føler ting, hun aldrig troede hun kunne føle. Hun møder nogle, hun aldrig troede fandtes.
Alt bliver pludselig helt anderlede. Helt uventet. Vil hun mon klare det?

4Likes
15Kommentarer
1840Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Vi gik et stykke tid uden rigtig tale om noget relevant emne, indtil hun udbrød dumt:  

”Hvor bor han?” tøvede Camilla. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine.

”Hvor i al verden skulle jeg vide det fra? Det var dig der sagde ja til invitationen, ikke mig.” sagde jeg irriteret.

”ja, det ve jeg godt, men jeg troede altså helt ærligt, at du kunne huske det. Det er altså kun to måneder siden i slog op.”

Hun havde ret. Jeg kunne godt huske det. Jeg ville bare ikke. Jeg mener, hvem vil gerne til fest hos sin eks-kæreste? Men af en eller anden grund, så fik jeg bevæget hen mod hans hus. ”Den vej, tror jeg.” Fik jeg sagt, uden jeg faktisk lagde mærke til det.

”Godt der dér Nickie!” Sagde hun glad, og man kunne høre i hendes stemme, at hun var spændt. Spændt, fordi hun vidste, der ville ske noget til denne fest. Noget specielt. Noget, som jeg aldrig ville glemme…

”Ja, ja. Vi har ikke så meget tid. Skynd dig!” Jeg gik  hurtigere for at irritere dem. Jeg vidste, at det ville være svært at gå så hurtigt i de sko, selvom hun ikke ville indrømme det.

”Uha. Så du vil gerne der hen alligevel, var? Nynnede hun med et stort smil på læben.

”Nej! Men det bliver jeg nød til.” sagde jeg hurtigt, da jeg fandt ud af, hvilke ord jeg havde sagt. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at det var de ord der kom ud af min mund.

”Du er da godt nok dårlig til at lyve.” sagde hun og løb hen til mig, for jeg var nået et godt stykke foran hende. Jeg måtte indrømme, at jeg var ret overrasket over hun kunne løbe så stærkt i de sko.

”Ja, det kan godt være, men du kommer ud for ballade, hvis du ikke kommer.” brugte jeg som en undskyldning. Men på en eller anden måde, sagde min mavefornemmelse, at det ikke var løgn. Jeg vidste ikke, hvor jeg vidste det fra. Det eneste jeg vidste, var at det var sandt.

Camilla kunne ikke finde noget at sige, og det kunne jeg faktisk heller ikke. Vi gik i stilhed i de lyse gader. Klokken var 6 og der var alligevel lyst. – Næsten som om det var klokken 3 om eftermiddagen.

 

”Så, nu er vi her.” Mumlede jeg. Vi stod uden for et hus, hvor taget var ved at lette, – for der var meget højt musik der inde, – i den ene ende af huset, men helt stille i den anden. Jeg blev stadig overrasket over, hvor stort det var. Og jeg var endnu mere overrasket over, hvordan mit hjerte faktisk længtes efter at komme der ind igen.

”Godt. Kommer du?” Sagde Camilla, der stod og ventede på mig. Hun var gået ind mod huset, mens jeg stod som stenet til jorden, lige uden for han grund.

”Jeg kommer lige om lidt. Bare gå ind” Jeg var glad for, at min stemme ikke gav efter, for det føltes som om resten af min krop gjorde. Mit hjerte hamrede hundrede gange i sekundet, og min vejrtrækning havde pludselig taget overnaturligt til.

”Nej! Du går bare så snart jeg er gået indenfor.”

”Hvordan kunne du…? Camilla, du kender mig for godt.” grinede jeg. Eller jeg prøvede i hvert fald. Det eneste der kom ud af min mund, var et lille kluk.

”Ja, selvfølgelig. Det er ikke første gang jeg gå i byen med dig.” sagde hun og gik hen og tog fat i min arm. ”Kom nu.” Hun trak mig i armen, så jeg modvilligt måtte gå med hende.

”Ding dong.” sagde det, da Camilla tingede på klokken.

Døren åbnede …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...